Solidaritet. Februar 2008, nr. 1 - Indhold
af Lars Henrik Carlskov
Hvorfor gik Liste Ø tilbage ved valget? Det spørgsmål er der sikkert mange af Enhedslistens aktivister, der stiller sig selv i denne tid. Svaret skal findes i en kombination af flere forskellige faktorer og kan ikke reduceres til, at opstillingen af Asmaa Abdol-Hamid har sået tvivl om Enhedslistens politik. Det er givetvis korrekt, at det har kostet stemmer, at mange vælgere har været i tvivl om Enhedslistens politik, men her er det nødvendigt at grave et spadestik dybere og se på, hvor denne tvivl egentlig stammer fra.
Siden de såkaldte socialistiske staters sammenbrud er islam - især efter 11. september 2001 - blevet NATO-landenes foretrukne fjendebillede. Således fremstilles islam i akademiske kredse og blandt ledende politikere og medier som en "totalitær ideologi" på linie med nazismen og kommunismen. Islam beskrives derfor som en særlig barbarisk religion, som er uforenelig med demokrati og moderne videnskabelig praksis.
Denne hetz mod islam (eller mere præcist: islamofobi) rammer den muslimske befolkning, som i de vestlige lande udgør en fattig og undertrykt minoritet, der primært stammer fra Afrika, Mellemøsten og Centralasien. Det muslimske mindretal oplever dagligt alskens fordomme, og i dag er islamofobi således blevet den mest udbredte og "legitime" form for racisme. Det er i denne overordnede ideologiske ramme, at man skal forstå den perfide hetz, der ramte Asmaa. Faktisk er hun den perfekte prügelknabe for de borgerlige ideologer, fordi hun siger, at hun både er socialist og muslim, og dermed i deres forestillingsverden er et bevis på det nære slægtskab mellem de totalitære ideologier islam og socialisme. Og at Asmaa Abdol-Hamid var udsat for en regulær mobningskampagne er hævet over enhver tvivl.
Det er bl.a. blevet påpeget af forskeren Rikke Andreassen, som er lektor og ph.d. i medie- og kommunikationsvidenskab, og har stået for den danske del af en EU-undersøgelse ved navn "Veil", der skal kortlægge tørklædedebatten i EU-landene. I følge Andreassen er den danske debat en af de mest fordomsfulde i EU, og hun påpeger, at der er blevet stillet nogle krav til Asmaa Abdol Hamid, som ingen kunne drømme om at stille til andre kandidater: "Asmaa er blevet dæmoniseret. Hun har haft svære odds for at slå igennem, og hun har ikke fået lov til at tale om politik (...) Der gælder andre regler for Asmaa end for andre politikere. Hun skulle svare igen og igen på de samme spørgsmål. Det var legitimt for journalister ikke at tro på, hvad hun sagde". På spørgsmålet om, det ikke var legitimt at spørge igen og igen, fordi Asmaa var uklar i sine svar, siger Rikke Andreassen: "Det er naivt at tro, at det kun er, fordi hun har været uklar. Det handler også om myten om, at muslimen taler med to tunger."
At ledende politikere og medier stod på nakken af hinanden for at dæmonisere Asmaa Abdol-Hamid og Enhedslisten var ret forudsigeligt. Danmark kan trods alt prale af at have en af de mest højreorienterede regeringer i Europa, og der findes ikke eneste dagblad til venstre for De Radikale. Mere overraskende var det måske, at det ikke kun var højrefløjen, som bidrog til denne hysteriske hetz mod Asmaa.
Hele rammen for den danske debat om flygtninge- og indvandrere er desværre efterhånden rykket så langt til højre, at argumenter, der tidligere var forbeholdt den yderste højrefløj, i dag er officiel SF-politik og præger dele af Enhedslisten.
SF, som gerne vil være så stuerene, at man kan få adgang til ministerkontorerne, hoppede derfor straks med på vognen. Eksempelvis udsendte gruppeformand Ole Sohn og integrationsordfører Steen Gade en pressemeddelelse, der fordømte ikke bare Asmaa, men alle "de muslimske fundamentalister" i Enhedslisten. Formand Villy Søvndal bakkede op om denne kurs med en kategorisk udmelding om, at Asmaa slet ikke "hører til på venstrefløjen".
Det blev trods alt en tand for meget for nogle medlemmer af SF. F.eks. Sara Hadra, som er medlem af Rådet for Etniske Minoriteter og København Kommunes integrationsråd: "Jeg melder mig ud på grund af Villys udtalelser om Asmaa. Jeg føler hans kritik rammer mig, fordi jeg også har politiske ambitioner, går med tørklæde og er muslim (...) Når en muslim stiller op til folketinget minder det mig om mine jobsamtaler, hvor jeg bliver spurgt om alt muligt irrelevant - om jeg drikker, om jeg har noget imod at andre drikker, om jeg bor hjemme hos mine forældre osv. Danskerne bliver spurgt til karakterer og kvalifikationer".
Heller ikke Enhedslisten gik fri af højrebølgen. Under stor mediemæssig bevågenhed blev der stiftet et såkaldt "Anti-Religiøst Netværk", som ønskede ateismen indskrevet i Listens vedtægter og et forbud mod tillidsposter til ikke-ateistister. De blev støttet af DKP's formand Henrik Stamer Hedin, der udtalte, at man ikke kan være socialist og religiøs på samme tid. Endnu større opmærksomhed fik det, at de tidligere folketingsmedlemmer Keld Albrechtsen og Bent Hindrup Andersen gik ud i diverse borgerlige medier og undsagde Asmaa. Og i midten af august, hvor de fleste forventede, at der kun var få dage til valgets udskrivelse, mente SAP's forretningsudvalg så, at tiden var moden til at kræve, at Asmaa Abdol-Hamid blev fjernet som spidskandidat.
Udadtil støttede Enhedslistens ledelse længe Asmaas kandidatur. Således kunne Dagbladet Politiken så sent som den 24. september berette, at et flertal i Enhedslistens hovedbestyrelse var imod Anti-Religiøst Netværks krav om et ekstraordinært årsmøde. Alligevel vendte hovedbestyrelsen den 6. oktober 180 grader og indkaldte til et ekstraordinært årsmøde. Hvad var der sket i den mellemliggende periode på mindre end 14 dage, som berettigede dette usædvanlige skridt? Alt tyder på, at det eneste, der skete, var, at Enhedslistens ledelse gik i panik. Ganske vist var Anti-Religiøst Netværk i gang med at samle underskrifter for det ekstraordinære årsmøde, men netværket havde ikke opnået meget mere end en håndfuld underskrifter, da hovedbestyrelsen tog sin beslutning. At der var tale om en ren panik-beslutning understreges yderligere af, at punktet om det ekstraordinære årsmøde ikke engang på forhånd var sat på dagsordenen til hovedbestyrelsens møde. At Enhedslistens dermed scorede et klokkeklart selvmål, blev tydeligt for de fleste, da Anders Fogh kort tid efter trykkede på knappen og udskrev folketingsvalg.
Så alt i alt var det ikke underligt, hvis Enhedslisten udadtil fremstod splittet eller hvis nogle vælgere var i tvivl om, hvad partiet egentlig mente. Da valgkampen startede, var der dømt opad bakke.
I lyset af den forudgående siksak-kurs, kom Enhedslistens valgslogan "Siger hvad vi mener - gør hvad vi siger" til at fremstå lettere komisk. Derudover sagde det ikke ret meget om hvilken type parti Enhedslisten er, og kunne i virkeligheden være valgt af samtlige andre partier. Det skulle desværre vise sig at være symptomatisk for hele Enhedslistens valgkamp.
Under valgkampen fremførte Enhedslisten således kun punkter fra det, man i gamle dage kaldte for "minimumsprogrammet", dvs. krav der ikke bryder med kapitalismen og som i princippet kan accepteres af borgerlige partier. Dermed blev for mange vælgere endog meget vanskeligt at skelne mellem Enhedslisten og den øvrige opposition. For hvad er egentlig forskellen mellem Enhedslisten og De Radikale, Socialdemokraterne og SF, bortset fra, at Listen ønsker lidt mere velfærd, lidt mere miljø, lidt mindre racisme og lidt mindre krig? Svaret er selvfølgelig, at Enhedslisten står for et systemisk alternativ, altså et socialistisk samfund, men hvor skulle den gennemsnitlige vælger vide det fra, når Enhedslisten ikke fremførte dette alternativ?
Som bekendt mener Enhedslisten ikke, at socialismen kan gennemføres gennem en række beslutninger i Folketinget eller i EU-systemets forskellige institutioner, men kun af stærke udenomsparlamentariske bevægelser. Så meget desto mere uforståeligt var det, at Enhedslistens topkandidater ikke igen og igen henviste til de senere års stærke folkelige bevægelser - f.eks. Social Forum-bevægelsen, anti-krigsbevægelsen, de "socialistiske ballademagere" i 2006 og SOSU'ernes strejke sidste år.
Dertil kom, at Enhedslisten udviste en forbløffende tilbageholdenhed i forhold til at kritisere den øvrige opposition. Denne tilbageholdenhed bidrog naturligvis kun til yderligere at udviske forskellen i forhold til andre partier. Der var ellers nok at tage fat på. Utallige kommentatorer har påpeget, at De Radikale og Socialdemokraterne ikke var i stand til at præsentere et sammenhængende alternativ til VKO-blokken, men udelukkende profilerede sig på en række enkeltsager. Til gengæld har SF's rolle i valgkampen ikke været udsat for den samme kritiske granskning. Lad os derfor give den et par ord med på vejen her.
SF gik til valg på ambitionen om at indgå i regering med Socialdemokraterne og De Radikale. Som bekendt må enhver regering under kapitalismen - på grund af presset fra de finansielle markeder - udvise "ansvarlighed" overfor investorerne. Derfor havde SF på forhånd foretaget en række tilpasninger, som skulle gøre partiet mere spiseligt. F.eks. havde man accepteret den neoliberale EU-traktat og at indgå i en regering, hvor 24-årsreglen og skattestoppet stod ved magt.
Socialdemokraternes udmelding om, at en regering med SF ikke var aktuelt, fik Formand Søvndal til at slå knuder på sig selv for at komme ind i varmen. F.eks. lancerede SF under valgkampen et "flygtningeloft" på max. 3.000 om året (hvilket vel at mærke er langt færre, end de lande, "vi normalt sammenligner os med", modtager). Faktisk var der ikke et eneste område, der ikke kunne handles og sjakres om. På Nyhedsavisens spørgsmål, om der ikke er "mærkesager, I på ingen måde vil køb på?", svarede Søvndal: "Nej, jeg synes, at De Radikale har forsøgt at lege legen ultimative krav i dansk politik. Den leg vil vi ikke gentage. Vi vil vurdere det i forhold til helheden og se, hvad vi ellers kan få gennemført af vores politik". Med andre ord: SF var med på den værste.
Hele diskussionen om hvordan et socialistisk parti skal forholde sig til regeringsdeltagelse er på ingen måde ny. Den startede således med den franske socialist Millerands indtræden i Waldeck-Rousseau-regeringen i 1899, hvilket førte til lanceringen af begrebet om "ministersocialisme". Hvad der sandsynligvis overrasker Villy Søvndal er, at når han argumenterer for regeringsdeltagelse med et argument om, at hvis "SF ikke er en del af en regering, er vi frit stillet til at føre SF-politik uden hensyn til Socialdemokraterne", er han ikke klar over, at det samme argument er blevet fremført for over 100 år siden - som et argument imod minister-socialisme. Således skrev Rosa Luxemburg allerede dengang, at når socialistiske "repræsentanter forsøger at presse sociale reformer igennem i de lovgivende forsamlinger, så er de også helt frit stillet til at give deres kamp for borgerlige reformer en principfast socialistisk karakter (…) ved at de samtidig viser deres opposition mod de borgerlige lovgivere og det borgerlige styre som sådan. Dette kan komme konkret til udtryk ved at stemme imod budgettet, for at nævne et eksempel." Luxemburg forklarede også, hvad der er den "grundlæggende forskel mellem de lovgivende forsamlinger og regeringen i en borgerlig stat. I parlamenterne kan arbejdernes repræsentanter, hvis de ikke kan presse deres krav igennem, i det mindste fremstille disse standpunkter, idet de er i opposition. Omvendt er der i regeringen, som er ansvarlig for at gennemføre love, for handling, ikke plads til principfast opposition; alle dens grene må til enhver tid være handlingsdygtige".
Desværre viser de talrige historiske eksempler på socialistiske partiers regeringsdeltagelse siden da, at Rosa Luxemburgs advarsel stadig er yderst relevant. Faktisk er det temmelig svært at finde eksempler på, at regeringsdeltagelsen ikke har været en ubetinget katastrofe. Et aktuelt eksempel er Norge, hvor SF's søsterparti, Sosialistisk Venstreparti, siden 2005 har været en del af regeringen. Og faktisk var udgangspunktet bedre i Norge, idet SV var blevet enige med Socialdemokratiet om et stop for privatisering og udlicitering. Så langt er SF ikke engang nået i Danmark, hvor partiet senest har støttet privatiseringen af DONG.
Efter at være gået tilbage ved samtlige folketingsvalg siden 1987, fik SF et flot valgresultat denne gang, hvor det også lykkedes at tilbageerobre de stemmer, man mistede til Enhedslisten i 2005. Trods SF's åbenlyse mangler, må det alligevel vurderes positivt og som en klar venstredrejning, at det lykkedes SF at vinde stemmer fra De Radikale og Socialdemokraterne. Men da samfundsforandringer for SF er noget, der skal gennemføres gennem forhandlinger i Folketinget og EU-systemet, risikerer partiet at skulle vælge mellem en parlamentarisk ørkenvandring, hvor de mange mandater ikke kan bruges til ret meget, og at give køb på endnu flere mærkesager end man har gjort i forvejen.
Men hvad betyder alt dette for Enhedslistens fremtid? Undgik partiet med det yderste af neglene den sikre død ved at redde folketingsrepræsentationen? Det synes faktisk at være holdningen i store dele af partiet. Der er ikke basis for denne dommedagsstemning, hvis målet er at opbygge en udenomsparlamentarisk bevægelse, som kan udvikle sine egne magtorganer, der gennem en revolution erstatter Folketinget og resten af den borgerlige stat.
Set i det perspektiv er det temmelig underordnet om Enhedslisten har 4 eller 6 medlemmer af Folketinget. Hvis det er lig med døden for Enhedslisten at miste pladsen i Folketinget, bygger partiet ikke på noget sundt fundament. Når vi opstiller til parlamentariske valg, selvom vi ikke mener, at socialismen kan gennemføres ad den vej, skyldes det, at vi dermed får en platform for at udbrede vores politik og understøtte de udenomsparlamentariske bevægelsers kampe. Som Friedrich Engels skrev i sin tid, giver deltagelse i valg "en målestok for arbejderklassens modenhed". Men denne målestok er ikke meget bevendt, hvis Enhedslisten ikke tør fremlægge det socialistiske alternativ, men udelukkende markerer sig på en række enkeltsager. Intet parti bør have programpunkter, som det skammer sig over at tale om. Heller ikke Enhedslisten. Når mange vælgere ikke kan se den grundlæggende forskel på Enhedslisten og et ærke-borgerligt parti som De Radikale, skyldes det i høj grad denne berøringsangst i forhold til de mere langsigtede dele af Listens program. Vores valgte repræsentanter bør således igen og igen understrege, hvad det er for et samfund, vi kæmper for, og at vi kun opnår det ved at opbygge en stærk revolutionær bevægelse fra neden.
Opbyggelsen af en sådan bevægelse er naturligvis en formidabel opgave, men her er det ekstremt positivt, at valget gav Enhedslisten en stor medlemsfremgang. En helt central opgave er nu af få inddraget de nye medlemmer i partiets arbejde og skabe en bedre organisering af de gamle medlemmer. Et skridt i den rigtige retning kunne være, at Enhedslisten indførte det, der i VS hed dobbeltorganisering, hvor medlemmerne udover partiafdelingernes geografiske enheder også var organiseret efter erhverv og politisk arbejdsfelt. Forude venter de offentlige overenskomstforhandlinger, som meget vel kan ende med en konflikt. Her er der store muligheder for Enhedslisten, som bør sætte alt ind i at støtte de offentlige ansattes kamp for anstændige løn- og arbejdsforhold.
Samtidig har Enhedslisten helt åbenlyst et stort behov for at få afklaret nogle grundlæggende teoretiske spørgsmål. Det ses bl.a. af den forvirrede debat om religion og socialisme, og ved at det valg efter valg f.eks. volder spidskandidaterne store vanskeligheder at forklare i DR's Krydsild, hvad de forstår ved begreber som socialisme og revolution. I Enhedslistens første år var der måske en vis berøringsangst i forhold til den slags debatter, da man ikke ville risikere at sætte enigheden over styr. Men forhåbentlig er Enhedslisten kommet videre siden da, og hvis tiden ikke er inde nu, hvornår så?
Solidaritet
Venstresocialistisk tidsskrift for analyse & debat
Februar 2008, nr. 1
http://solidaritet.dk/