Solidaritet. Februar 2008, nr. 1 - Indhold
af Jan Helbak
Med en regering i en begyndende politisk og ideologisk defensiv, bl.a. fordi konsekvenserne af 6 års nyliberal reformpolitik nu folder sig ud. Med en velfærdsbevægelse i fremdrift, og de offentligt ansatte sat op til lønkamp, må Enhedslistens tilbagegang ved valget takseres som mere alvorlig end som så.
I min optik er årsagen til tilbagegangen ikke så vanskelig at forklare. Den handler mindre om "Asmaa-sagen" og dens forløb end om EL's overordnede mangel på et samlet og gennemtrængende politisk perspektiv i en politisk situation, hvor efterspørgslen er påtrængende.
I en situation, hvor nyliberalismen ikke kun i Danmark selv skaber sine egne legitimitetsproblemer, hvor finanskrisen kan kompromittere hele projektets overlegenhed, og hvor den politiske blokdannelse aftegner stadig klarere konturer, straffes ethvert oppositionsparti, der ikke kan levere et perspektiv for den videre kamp. Det kunne SF. Allerede i slutningen af 2006 formulerede Villy Søvndal et forslag om en samlet opposition med et fælles regeringsprogram. Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre afviste forventeligt udspillet, og EL tog ikke tilstrækkeligt præcist og offensivt udfordringen op. Derfor var det kun SF, som fik fremgang ved valget. Ikke så meget på grund af en klar politik - den var ikke fremherskende - men fordi partiet med sit historiske perspektiv om et klart regeringsalternativ - en Venstrealliance i svøb - artikulerede det mange, der er trætte af nyliberalismen, sukker efter. Et alternativ!
EL har haft næsten hele 2007 til at placere sig lige midt i bestræbelserne for at danne en samlet centrum-venstre opposition. Her kunne partiet have bidraget politisk programmatisk og som systematisk forbindelsesled til dels velfærdsbevægelsen og dels til de mange kræfter i fagbevægelsen - især indenfor de offentligt ansattes fagforeninger - der efterlyser et samlet alternativ til regeringen og et progressivt regeringsprogram. Det gjorde EL ikke, hvorfor SF's udspil ikke blev beriget og udviklet, og den Socialdemokratiske ledelse ikke presset til at åbne sig overfor Villy Søvndals forslag. I den forstand er det ikke overraskende, at EL kom til at fremstå som et lidt overflødigt parti. Og heller ikke uforståeligt, at "Asmaa-sagen" fik det forløb og den plads, som tilfældet blev.
Når mange helt almindelige arbejdere - unge som ældre - flakser mellem Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti, og mange almindelige offentligt ansatte føler sig politisk rodløse, er det nok et meget præcist udtryk for, at utilfredsheden med tingenes tilstand er udbredt, men at disse grupper samtidig ikke har tillid til, at venstrefløjen repræsenterer et egentligt alternativ. De fleste ved jo godt, at det ikke blot drejer sig om at genrejse den afmonterede velfærdsstat. Den fungerede langt fra godt. Faktisk var den allerede i moralsk og økonomisk krise, før Socialdemokratiet måtte give op og underkaste sig kapitalens brutale genopretningspolitik. I modsat fald havde den nyliberale offensiv overfor velfærdsstaten og arbejderbevægelsen ikke haft så relativt nemt ved at pløje hen over både fagbevægelsen og den politiske venstrefløj, afvæbne den politisk og etablere sit eget ideologiske hegemoni.
I den sammenhæng skal man heller ikke underkende omfanget af den politiske og teoretiske opløsningsproces i partierne og opbruddet både i partibilledet og i fagbevægelsen. Intet parti eller bevægelse kan i dag i ramme alvor træde frem på scenen og hævde dén korrekte analyse og strategi. Vi står i en helt ny historisk situation, hvor målet for modstanden er krystalklart, men hvor alternativet er tilsvarende uklart, herunder kampens former og billedet af dens sociale kræfter.
Når ugebrev Mandag Morgens vælgeranalyser viser, at mange arbejdere støtter Venstre og Dansk Folkeparti reflekterer de ikke blot og bart en højredrejning og en accept af nyliberalismens opblæste retorik. Årsagen skal i høj grad også findes tilbage i både Socialdemokratiets og fagbevægelsens opgivelse af kollektive løsninger på kollektive problemer i 80'erne og 90'erne. Når en sådan manglende tillid til de kollektive løsninger bundfælder sig, er det vel kun ganske naturligt, at så mange bryder op fra de traditionelle politiske bindinger og den traditionelle livsform og søger indflydelse og læ for problemerne, der hvor den fra situation til situation er mulig at finde. Det samme billede kan ses blandt de offentligt ansatte, der overfor frit valg, økonomisk rationalitet, Lean-metoder, kontraktstyring osv. har forsøgt at kæmpe imod fra punkt til punkt for at få det bedst mulige ud af det. Og nu hvor det hele alligevel ser håbløst ud, fordi kun SF og EL fører en spredt kritisk opposition overfor markedsgørelsen af den offentlige sektor, samler modstanden sig i en regulær lønkamp.
I en sådan politisk situation er det indlysende, hvorfor Villy Søvndals udspil har opnået en ny gennemslagskraft som oppositionens og velfærdsbevægelsens egentlige perspektiv. Rettelig er det også her EL skal være. Dels for at radikalisere perspektivet politisk, dels for at folde perspektivets konkrete fremtid og programmatiske fylde ud, og dels for at bidrage til at skabe et politisk "rum", hvor alle oppositionelle også fra Socialdemokratiet og fagbevægelsen kan mødes for i fællesskab at diskutere fremtiden og drive bevægelsen fremad.
De gamle partier er ikke fremtidens partier. Men uden en åben demokratisk bevægelse for et socialt og demokratisk alternativ skabes de eller det nye parti ikke. Ejheller den organiske forbindelse til de mange bevægelser - ikke mindst fagbevægelsen.
Kampen for velfærdsstaten er ikke identisk med et nyt historisk klassekompromis. Alene af den grund kompliceres kampens betingelser. For hvorledes skal denne nye solidariske og forebyggende velfærdsstat så se ud? Hvordan skal den organiseres? Hvilke sociale kræfter skal den bygge på? Og hvorledes skal sammenhængen mellem den nye velfærdsstat og en demokratisk socialistisk forandringsproces virkeliggøres? Det er de centrale strategiske spørgsmål, der ligger gemt i Villy Søvndals udspil og Venstrealliancens perspektiv, og som Enhedslisten må tage på sig at rejse og formulere samtidig med, at partiet seriøst deltager i den konkrete oppositionskamp som skulle det tage stilling til et nyt regeringsprogram i morgen.
Solidaritet
Venstresocialistisk tidsskrift for analyse & debat
Februar 2008, nr. 1
http://solidaritet.dk/