Når Enhedslistens årsmøde åbner d. 18. april 2008 vil alle politisk interesserede forvente at få nogle korte klare svar på følgende helt indlysende spørgsmål:Solidaritet. Februar 2008, nr. 1 - Indhold
Når Enhedslistens årsmøde åbner d. 18. april 2008 vil alle politisk interesserede forvente at få nogle korte klare svar på følgende helt indlysende spørgsmål:
Ikke mindst Enhedslistens vælgere - både dem der blev, dem der kom og dem der gik - vil være optaget af hvad svarene bliver. Dermed også sagt, at svarene vil være ret afgørende for partiets muligheder for at genvinde det tabte, og mere til.
Man må i hvert fald sige, at den politiske situation rummer gode muligheder for et parti med det politiske ståsted som Enhedslisten har. Der er rigtig god plads!
Socialdemokraterne er i åbenlyst vildrede om, hvad deres projekt er. Ledelsen har ikke i længden kunnet undertrykke debatten om, hvordan det gik til at partiet fik det dårligste valg i 80 år. Under svirpet fra Bjerregaards pegepind er selv partiledelsen på vej ind i den nødvendige diskussion. Den store tilslutning til hendes "Røde Skole" er et udtryk for at oppositionen mod den systematiske højredrejning og indholdsløse "branding" nu tør sætte ord på.
Det vil være naivt at tro, at den "røde skole" umiddelbart vil munde ud i en klar venstredrejning af Socialdemokratiet. Det er ikke engang en del af "rød skoles" pensum. Men debatten hos socialdemokraterne kan bruges som løftestang til at genrejse den debat om mål og midler i kampen for socialismen, der har ligget død på den danske venstrefløj i de sidste 20-25 år.
Det er en oplagt chance for Enhedslisten til at komme på banen med mere konkrete strategiske bud på en socialistisk samfundsforandring, og derfor er det vigtigt at Enhedslisten forholder sig offensivt og diskuterende til den socialdemokratiske venstrefløj, hvor lidt venstreorienteret den end kan synes, set gennem Enhedslistens briller.
Men forudsætningen for at udnytte situationen er jo, at Enhedslisten selv har noget at byde på. Hvis Enhedslisten vil vinde diskussionen om, hvad det vil sige at være socialist i dag, så kræver det, at Enhedslisten i sin agitation over for venstrefløjens vælgere i bred forstand bliver langt bedre til at forbinde de dagsaktuelle spørgsmål, der optager arbejderbefolkningen, med kampen for socialismen.
Det vil samtidig sætte SF i skammekrogen, og udstille deres skamløse ridt mod højre, hvor de uden at rødme opgiver den ene socialistiske bastion efter den anden.
Partiets formand har klart meldt ud, at ændring af ejendomsforholdene ikke længere er noget at kæmpe for. Han stiller sig tilfreds med at "regulere kapitalen" (hvor er det lige vi har hørt det før!).
Men det er blot den logiske konsekvens af en udvikling der har været undervejs i lang tid, hvor SF stille og roligt har opgivet kampen mod privati-sering og udlicitering af offentlige ressourcer og ydelser, med deres accept af privatiseringen af DONG som seneste eksempel.
Med den betingelsesløse underkasten sig Lissabon-traktatens nyliberalistiske og militaristiske dagsorden, er SF nu ved endestationen af deres såkaldt "socialistiske europa-visioner". Ikke engang kravet om folkeafstemning står de fast på, selvom de sidder med nøglen til at gennemtvinge den. Selv ikke EF-domstolens angreb på konfliktretten og den danske overenskomstmodel har fået dem til at træde på bremsen og blokere for godkendelse af Lissabon-traktaten til konfliktretten er sikret.
Også på det udenrigspolitiske plan tilpasser SF sig den nyliberalistiske og militaristiske dagsorden, som det fx. sås da partiet sidste år stemte for udsendelsen af danske helikoptere til Irak.
I valgkampen blev der leveret andre eksempler på denne tilpasningsiver - fx. lanceringen af det såkaldte flygtningeloft.
Selv i en oplagt "vinder-sag" som kravet om lønstigninger til de offentligt ansatte opgav de kampen for lønstigninger, som kunne matche de ansattes krav, og var derfor ikke i stand til at afsløre Dansk Folkepartis dobbeltspil.
Og sådan kunne vi blive ved.
Med Villy Søvndal i spidsen har SF lagt sig på kursen mod taburetter og ministerbiler. Det sker under den erklærede målsætning om at "samle oppositionen" - en god målsætning, som Enhedslisten endnu mangler at svare offensivt på - men som i SF´s udgave blot bliver den sædvanlige historie om, at man går imod sine egne principper for at få del i magten.
De beskrevne positioner hos de to andre arbejderpartier åbner en 8-sporet motorvej for Enhedslisten. Med partiets sunde holdninger til magten, til respekten for de folkelige bevægelser og deres aktiviteter, til afgørende spørgsmål som socialisme, demokrati, ejendomsforhold, modstand mod markedsgørelse og krigspolitik, er der alle muligheder for at blive den politisk ledende kraft på venstrefløjen.
Partiets situation oven på valget taget i betragtning bliver det nok nemmere sagt end gjort.
Mandatfordelingen har placeret Enhedslisten i et hjørne, hvor partiets stemmer ikke er afgørende for noget som helst væsentligt politisk spørgsmål. I forvejen var det svært for Enhedslisten at trænge igennem i medierne, nu er partiet nærmest uinteressant set med mediernes øjne. Der skal kæmpes hårdt for hver spaltemillimeter og for hvert sekund i TV.
Udfordringen er, at partiet styrker sin organisation, så man kan være massivt til stede på gader og stræder, i de folkelige bevægelser, i lokalområder og bolig- og lejerforeninger.
Udgangspunktet er ikke det bedste. Valgresultatet november 2007 afspejler også, at Enhedslisten - efter det flotte gennembrud ved forrige kommune- og folketingsvalg - igen er reduceret til et storbyparti med ringe folkelig forankring. Ved valget i november 2007 gik partiet også tilbage blandt ungdommen.
Det rejser spørgsmålet om man stiller sig tilfreds med partiets nuværende sociale basis, eller om der er vilje til at geare organisationen til at nå ud til langt bredere dele af befolkningen, og slå stærkere rødder i den arbejderklasse, der iflg. principprogrammet er den vigtigste samfundsforandrende kraft.
Det rejser diskussionen om, hvad det egentlig er for et parti man vil være. Er det godt nok at være en venstreorienteret vælgerforening, der opretholder - og opretholdes af - nogle dygtige parlamentarikere, eller vil man være en politisk kamporganisation, der forsøger at blive en ledende kraft i de folkelige bevægelser, og som formår at bruge den parlamentariske repræsentation til at styrke bevægelserne og deres krav?
Og er der dybest set enighed om, hvorfor det er vigtigt at være i folketinget og i kommunerne? Er vi der kun for at afsløre systemet og være bevægelsernes talerør - eller er vi der også for at skabe flertal for at nogle af bevægelsernes krav rent faktisk kan gennemføres - hvilket jo kun kan ske ved at indgå kompromisser med andre partier - og hvor går grænsen for kompromisserne?br />
Hvor bogstaveligt skal det dér med den revolutionære målsætning egentlig tages? Er det kun noget man skriver om i principprogrammet og taler om ved festlige lejligheder, eller er der også mod til at bruge de gode gamle begreber i agitationen, så kampen for de dagsaktuelle reformkrav kan blive sat ind i en større sammenhæng?
De fleste i Enhedslisten er nok klar over, at det går ikke at fortsætte som hidtil, men der spores en stor usikkerhed om, hvad vej man skal gå, ligesom der er stor spredning i de bud der fremkommer (hvad indlæggene i dette nr. af Solidaritet også vidner om).
Men måske ser det ikke så sort ud endda.
Trods en voldsom splittelse om Asmaa Abdol-Hamids kanidatur lykkedes det partiet at hente ukendte reserver frem da valget blev udskrevet. Stridsøksen blev lagt på hylden, og der blev i de fleste afdelinger ført valgkamp med fynd og klem. Tilbagegangen ved valget har ikke været efterfulgt af en tilsvarende tilbagegang i medlemstal. Organisationen er intakt og må kunne mobiliseres til nye fremstød.
Det eneste der kan forhindre det, er hvis man forfalder til en god gammeldags mudderkastning om at placere skyld og ansvar for det dårlige valgresultat, i stedet for at lave en nuanceret analyse af årsagerne, som afsæt for en fremadrettet diskussion.
Mens vi i spænding venter på hovedbestyrelsens og årsmødets svar på de centrale spørgsmål, vil vi glæde os over de bidrag vi har fået til dette nr. af Solidaritet - indlæg som vi aktivt har opsøgt, ud fra en formodning om, at de pågældende kammerater ville være i stand til at levere nogle gode oplæg til diskussionen.
I redaktionen er vi ikke blevet skuffet over bidragene, og vi håber da heller ikke at læserne vil være det. Hvis det skulle være tilfældet er der jo kun en løsning på det: Så må man gøre det bedre selv, og det er man velkommen til i næste nr. der forventes at udkomme kort tid før årsmødet.
Solidaritets redaktion
Solidaritet
Venstresocialistisk tidsskrift for analyse & debat
Februar 2008, nr. 1
http://solidaritet.dk/