Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
2. november. 2020

Polen: Største demonstrationer siden 1989

I weekenden udfoldede nogle af de største demonstrationer i Polens historie sig. Samtidig er det regerende PiS-partis opbakning styrtdykket.

I Warszawa var 100.000 mennesker på gaden fredag aften, for at demonstrere mod landets nye abortlovgivning. Foto: Piotr Molecki

I weekenden udfoldede nogle af de største demonstrationer i Polens historie sig. Samtidig er det regerende PiS-partis opbakning styrtdykket.


Af Rasmus Harsbo

Fredag aften gik mindst 100.000 på gaden i protest i Warszawa alene. I hele landet var mindst 430.000 på gaden ifølge politiets oplysninger. Demonstrationerne, som er organiseret af Strajk Kobiet (Kvindernes Strejke, red.), anses af kommentatorer som den største og bredeste siden 1989, og står indtil videre som højdepunktet for den utilfredshed og vrede som hver dag har manifesteret sig siden den afgørelse ved forfatningsdomstolen, som i praksis vil ulovliggøre abort i Polen, der blev offentliggjort torsdag d. 22. oktober.

Vidtgående krav

En række krav er blevet fremsat af Strajk Kobiet. De drejer sig først og fremmest om kvinders ret til abort, men går også meget længere. Blandet andet kræves der seksualundervisning i skoler, hvilket PiS har gjort strafbart for lærere at undervise i, en fuldkomen adskillelse af kirke og stat, bedre corona-hjælpepakker til mindre virksomheder, grøn omstilling samt regeringpartiets afgang. Med anker i kampen for kvinders rettigheder bliver protesterne således kædet sammen en lang række andre progressive krav og håb om forandring.

Det eneste forsøg på at komme demonstranterne i møde er blevet fremlagt af den konservative præsident, Andrzej Duda, dog uden nogen foreløbig succes. Hans forslag, som han kalder et “kompromis”, går ud på at beholde status quo (at abort er kriminelt undtagen ved tre snævert definerede omstændigheder), og kun lade domstolsafgørelsen gælde i tilfælde af Downs Syndrom. Regeringen italesætter deres kamp mod abortrettigheder som en kamp mod et påstået projekt hos oppositionen om, at ville praktisere eugenik.

To mulige scenarier

Som landet ligger lige nu ligner det, at situationen kan udvikle sig på en af to måder. Siden fronterne er trukket så hårdt op, at et scenarie med indrømmelser fra enten regeringen eller demonstranterne virker udelukket, kommer demonstrationerne muligvis til at fortsætte med endnu større intensitet som tiden går. Marta Lempart, talskvinde for Strajk Kobiet, har udtalt, at hvis regeringspartiet skulle ty til at indføre undtagelsestilstand, forsamlingsforbud, eller at indskrænke adgangen til internettet, “så lad dem bare gøre det” i et interview med den tidligere polske udenrigsminister Radosław Sikorski på “Radio Free Europe”.

“Siden fronterne er trukket så hårdt op, at et scenarie med indrømmelser fra enten regeringen eller demonstranterne virker udelukket, kommer demonstrationerne muligvis til at fortsætte med endnu større intensitet som tiden går.”

Lempart ser sig inspireret af de ukuelige demonstranter i nabolandet Hviderusland, som uge efter uge trodser Aleksandr Lukasjenkos forsøg på at undertrykke Svetlana Tikhanovskaya’s krav om frie valg. Med flere strejker, blokader og større demonstrationer vil det blive til en udmatningskamp, hvor regeringen enten vil formå at stå fast eller se sig nødsaget til at udskrive valg.

Alternativt vil regeringskoalitionen begynde at slå sprækker og Jarosław Kaczyńskis parti vil miste sit parlamentariske grundlag. Allerede i september eskalerede en konflikt mellem ham og justitsministeren Zbigniew Ziobro, lederen af støttepartiet Solidarna Polska, i kølvandet på et omfangsrigt lovforslag om dyrebeskyttelse presset igennem af Kaczyński selv – en episode der for mange kommentatorer er blevet anset som et noget bizart optrin. Nogle PiS-medlemmer var ude og åbent true med parlamentsvalg for at kunne udelukke det mindre støtteparti fra regeringen, alt imens andre PiS-medlemmer nægtede at stemme for lovforslaget i erkendelsen af at store dele af deres egne valgkredse demonstrerede i gaderne med interesseorganisationer for landbruget i spidsen. Konflikten blev løst bag lukkede døre med det resultat, bland andet, at Kaczyński trådte ind i regeringen som vicestatsminister. Nu, kun lidt over en måneder senere, kan man igen læse anonymiserede interviews i aviserne, hvor PiS-parlamentarikere udtrykker deres utilfredshed med Kaczyńskis egenrådighed og kortsigtethed.

Marta Lempart har som medstifter af ‘Strajk Kobiet’-bevægelsen (Kvindernes Strejke) været en fremtrædende del af de massive demonstrationer for kvinders rettigheder, som er kommet efter PiS-regeringen annoncerede nye restriktioner på abort. Foto: Mateusz Marek

Nu er det Polens tur?

Støtten til PiS er styrtdykket i løbet af den sidste uge. Ifølge forskellige meningsmålinger er PiS faldet et sted mellem 6-10%, og samtidig peger de på at en overvældende majoritet i befolkningen, omkring 70%, er imod de varslede abortstramninger, og at mellem 55-65% støtter demonstrationerne.

I Danmark er polakker og danskere troppet op til solidaritetsdemonstrationer landet over, og Enhedslistens Peder Hvelplund, i et interview i Berlingske, har foreslået at give polske kvinder gratis adgang til abort i Danmark. Som han bemærker rejste danske kvinder inden ændringen af abortlovgivningen i 1972 til det kommunistiske Polen for at kunne få udført abort.


Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)

Om skribenten

Rasmus Harsbo

Rasmus Harsbo

Cand.mag. i filosofi og kultur- og sprogmødestudier fra Roskilde Universitet." Bosat og arbejder i Kraków. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER