Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
10. februar. 2021

Politikere som fri- og løsgængere

Hvorfor hopper så mange politikere nu om dage ud af det parti, de er valgt hos? Jørgen Alfastsen skriver om topstyring, et opslidende Folketing og mediernes rolle.

Sikandar Siddique, Orla Østerby og Simon Emil Ammitzbøll-Bille er blandt de rekordmange politikere på Christiansborg, der har valgt at blive løsgængere blandt Folketingets medlemmer. Fotos: Steen Brogård / Folketinget

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.

Med Inger Støjbergs udmeldelse af Venstre fik Folketinget sin 8. løsgænger. Det er ny rekord. Hvad er det udtryk for? Det er tit ret markante typer, der bryder ud. De kan tænke selv og har en personlighed, som vi som vælgere egentlig godt kan lide.

Vi kan mærke dem på det personlige plan, og vi har respekt for en politiker, der mener noget og ikke flyder i ét med tapetet bag sig.  I flæng kan nævnes: Özlem Cekic, Søren Pind, Jens Rohde, Uffe Elbæk og Lars Løkke. Moderne mennesker er jo tit ikke enige med alt, hvad deres parti står for, og folk kan derfor godt acceptere, at en politiker stikker lidt ud. De glatte karrieretyper, de talende regneark, cand. scient.pol.’erne, der har kendt hinanden siden ungdomspartiets dage, har vi egentlig ikke megen fidus til. Ofte kan man ikke huske, hvad de hedder,  selv om man har set dem på tv flere gange. Men de er yderst veltalende. Kvantitativt ordgyderi er bare ikke det samme som substantiel kvalitet.

Partimaskinerne kværner

Som vælgere har vi faktisk gennemskuet, at enighed i politik ofte betyder, at en masse mennesker siger i fællesskab, hvad ingen af dem tror på enkeltvis. Er du i tvivl om udsagnets rigtighed, så er det, fordi du endnu har til gode at møde en politiker i fortrolig samtale under 4 øjne. Er vores folkestyre tjent med, at disse markante politikertyper presses ud af tinget? Det mener jeg ikke.

Politik er blevet for topstyret. Partierne styres benhårdt oppe fra og ned af ledelser med tilhørende hird af kommunikations- og strategifolk. Landsmøder opfattes af disse folk som et risikomoment, der risikerer at sløre billedet af partiets profil og vigtigste kampagnebudskaber, fordi for mange ”bonderøve” fra yderste sandklit i Thy tager ordet på talerstolen og måske endda får vedtaget et ændringsforslag til partiledelsens beslutningsforslag. Oh, skræk og ve!

Søren Pind blev så træt af det politiske klima – ævl, spin, hovedløs topstyring og en alt for hård tone – at han akut og frivilligt forlod sin ministerpost.  Når partier kræver, at alle indordner sig, »tømmes de for ilt«, som han har sagt. Men det er jo direkte skadeligt for vores demokrati. Nu må han så politisk abstinenspræget afreagere som klummeskribent på Berlingske.

Søren Pind forlod sin ministerpost med henvisning til, at han var træt af den politiske kultur. “Jeg føler mig tømt”, forklarede den afgående uddannelses- og forskningsminister, da han iklædt et kostume til 40.000 kr. opgav ministerposten i maj 2018.

Folketinget dræner politikerne

I bare 7 dage i 2013 var SF’s nuværende rådmand for Børn og Unge i Aarhus, Thomas Medom, indkaldt som suppleant i Folketinget. Efter den oplevelse udtalte han til Lokalavisen Aarhus, at skulle han have brændt for en karriere i landspolitik, blev den kvalt på de få dage:

»Det var nok til, at jeg blev desillusioneret over landspolitik og måden, man taler til hinanden på. Og over hvor strategisk styret det hele var. Jeg forlod faktisk politik i en periode efter det, men så fik jeg lyst til byrådspolitik igen. Her er ikke samme politikerlede, og det hele kører knap så kynisk!. Det er jo en beskrivelse af et sygt, nødlidende folkestyre.

Det tidligere SF-folketingsmedlem Pernille Vigsø Bagge konstaterede, at hun talte ned til folketingsvalget og udviklede en lede ved kulturen på Christiansborg, og når hun fulgte dækningen af politik, syntes hun, det blev kommenteret, som var det en fodboldkamp. Hun savnede debatter, som handlede om substansen. ”Jeg holdt op med at være særlig meget på, for jeg skulle ikke genvælges, og i stedet var jeg meget ude i landet og holdt møder blandt andet i mange sognegårde og deltog i inspirerende debatter. Når jeg var ude, tænkte jeg, at folkestyret måske trivedes bedre decentralt, hvor folk tog skeen i egen hånd i modsætning til det absurde teater, vi kunne opleve på Christiansborg. Det gav mig energi at være ude, og når jeg kom ind på Christiansborg, blev jeg drænet for energi.”

Mediernes betydning

Der er ingen tvivl om, at mediepresset på politikerne er blevet mangedoblet i de senere år, og mediernes fokusering på proces er en del af forklaringen på denne udvikling i partiernes funktionsmåde, men det skal man da ikke ligge under for.  Det har da også betydet, at partierne selv har oprustet, hvad angår egen medieproduktion. Propaganda i stedet for formidling af budskaberne via kritiske og uafhængige medier. Det sidste må være mest i folkestyrets interesse. Er man i tvivl, så kan man jo skævkigge til USA.

“Måske ville en ændret organisering af partierne ligefrem betyde, at flere borgere ville melde sig ind og aftjene lidt demokratisk værnepligt?”

Medieudviklingen har også gjort, at fx Inger Støjberg har så mange følgere på Facebook og andre sociale medier, at hun måske kan bære sit eget mandat hjem uafhængigt af et parti? Inger er blevet større end partiet. Det vil muligvis fremme tendensen til flere frie løsgængere i fremtiden, hvor partiernes betydning vil dale? Men det vil da ikke gøre vort folkestyre mere funktionsdygtigt! Vi mangler jo ikke ligefrem flere partier eller flere løsgængere i Folketinget. Vi mangler snarere forskel på politikken, der fremføres af de forskellige partier.

”Nye partier har vi for vore synderes skyld,” har Bertel Haarder meget rigtigt sagt. Dermed mener han, at partierne ikke har kunnet opfange folkelige rørelser i tide.  Er det øgede antal fri- og løsgængere et symptom på, at partierne ikke har evnet at indrette sig i tide på en tilstrækkelig folkeligt involverende og rummelig måde? Måske ville en ændret organisering af partierne ligefrem betyde, at flere borgere ville melde sig ind og aftjene lidt demokratisk værnepligt?

Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)

Om skribenten

Jørgen Alfastsen

Jørgen Alfastsen

Jørgen Alfastsen er tidligere lærer og SF-byrådsmedlem. Han er medlem af Gert Petersen-Selskabet og næstformand i Danmarks Naturfredningsforening Vordingborg. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER