Ti-året for Egyptens Forår: Stillingskrig i det civile samfund

Den 19. marts er det 10 år siden, at en ny og foreløbig egyptisk forfatning blev vedtaget ved folkeafstemning. Den skulle sikre, at der blev afholdt demokratiske valg senere på året, hvilket kunne afslutte mange års autoritært styre. Hermed blev der sat en milepæl i den folkelige opstand, som var startet tidligere på året. Men den næste forfatnings-afstemning blev skæbnesvanger. Den skulle afgøre, om den nye blivende forfatning – som den daværende demokratisk valgte præsident, Mohamed Morsi satte til afstemning – ville blive en effektiv ramme for demokratisering af Egypten. Selvom Morsis forfatning blev vedtaget, varslede den lave valgdeltagelse på omkring 33 procent ilde for hans islamistiske projekt. Dermed varslede den også militærets tilbagevenden til magten i sommeren 2013.

Broderskabets islamistiske vision om et bedre samfund

Ifølge Hazem Kandil – der har arbejdet med Det muslimske Broderskab i Egypten – havde Broderskabet i årene under præsident Mubarak fra 1981 – 2011 en gramsciansk tilgang til forsøget på at vinde indflydelse og regeringsmagt i Egypten. Hermed mente Kandil dog ikke, at det var et socialistisk parti, der ville skabe folkemagt i landet, men at det var et islamistisk parti, der var kommet til nogle af de samme resultater vedrørende strategiske spørgsmål, som Antonio Gramsci var i Italien i 1930’erne. Ligesom Gramsci ville Broderskabet ikke søge at vælte staten ved et kup. Det ville gennem en lang og sej kulturkamp i det civile samfund overbevise samfundsmedlemmerne om, at dets politik var den rigtige. Når det store flertal var blevet overbevist, ville det blive forholdsvist overkommeligt at vinde  regeringsmagten og starte en islamisering. Denne grundlæggende tankegang havde Gramsci foregrebet i 1930’erne – men dog med den (ikke helt lille) forskel, at hans perspektiv var socialistisk, ikke islamistisk.

For Broderskabet i Egypten indebar strategien, at det skulle kunne arbejde over jorden med forskellige store spørgsmål som uddannelse, hverdagsmoral og jura. Broderskabet ville være med til at gøre det muligt at leve et ordentligt liv som muslim i landet, hvilket blandt andet indebar, at det aktuelle, sekulære styre skulle fjernes på sigt og afløses af et nyt, der gav plads til det, broderskabet opfattede som muslimsk livsstil.

Man kan spørge, hvad denne tankegang har med Gramsci at gøre. Et par eksempler kan måske anskueliggøre tilgangen som dét, Gramsci har kaldt ’stillingskrig i det civile samfund’. Broderskabet havde det, som nogle har kaldt en ’uangribeligheds-strategi’. Den indebar fx, at man så vidt muligt skulle arbejde politisk inden for systemets rammer, så man ikke gav den autoritære stat nogle undskyldninger for overgreb. Det ville sige, at man afholdt sig fra at agitere direkte politisk, men i stedet viste flaget og sit muslimske sindelag i praksis ved at lave socialt- og oplysnings-arbejde. Det gjorde Broderskabet i rigt mål og ofte i forbindelse med de miljøer, der fandtes omkring moskeerne. Desuden udviklede Broderskabet en taktik, ifølge hvilken man skulle stille juridiske krav, der principielt var mulige at indfri, på områder hvor systemet selv havde stillet borgerne forbedringer i udsigt. På den måde kunne styret ikke angribe Broderskabet for at gå ud over lovgivningens eller statens formelle, politiske rammer.

Hvor man kunne, blev der derfor anlagt retssager, som på systemets egne præmisser udstillede uligheder og uretfærdigheder i det egyptiske samfund. Disse blev så fremstillet i moske-miljøer, professionelle miljøer og andre steder i det civile samfund, hvor broderskabet kunne fremføre sine synspunkter som uretfærdigheder, der kunne håndteres på en islamisk måde. Budskabet var det kendte slogan ”Islam er svaret”. Så længe man fra Broderskabets side kunne holde disse retssager på et niveau, hvor styret ikke turde andet end at gennemføre dem – fordi det ville tabe ansigt ved at nægte sagsøgerne retfærdighed – havde det en ’win-win’-situation. Hvis Broderskabet tabte, kunne man sige til regimets modstandere: ”Der kan I bare se, selv styrets dommere er fjender af de renfærdige og fromme muslimer”. Hvis man vandt, kunne man tilsvarende sige: ”Der kan I bare se, hvis I støtter os, kommer der fremgang for Islams sag”. I begge tilfælde havde Broderskabet sat en dagsorden og vundet en ideologisk sejr.

For et styre, der helst ville fremstå som ansvarligt og imødekommende over for borgerne og over for en omverden, som i nogen grad krævede demokratiske reformer af den siddende præsident Mubarak – var det en svær situation. Enten krænkede man sit eget juridiske system og mistede legitimitet på den måde, eller også lod man sagerne køre og gav dermed islamisterne en række propagandasejre. Med disse politikker fik Det muslimske Broderskab efterhånden gjort sig til den ledende politiske kraft i det civile samfund. Det stod i et juridisk ingenmandsland som en opposition, der ikke kunne arbejde legitimt som politisk parti, men som heller ikke var illegitimt, set som bevægelse af privatpersoner, der støttede hinanden og mødtes i moskeerne, til studiekredse, i socialt arbejde m.v. Kort sagt, det havde under Hosni Mubaraks 30 år lange regeringsperiode gjort sig til et styre-undergravende ikke-parti af fromme muslimer, der kunne opbygge et politisk parallel-samfund. Det var, hvad Gramsci havde foreslået med sin civilsamfunds-strategi. Hvis man vel at mærke udskifter ’Islam’ med ’socialisme’ i sloganet: ’Socialisme er svaret’.

Broderskabet og januar-revolutionen

Det muslimske Broderskab var meget tilbageholdende i opstandens første fase. Denne blev indledt med en stor demonstration den 25. januar, der egentlig af myndighederne var udset til ’Politiets dag’. For den sekulært demokratiske bevægelse, der forberedte demonstrationerne, var det en anledning til en ’alternativ’ festdag. I stedet for at fejre politiets store indsats, blev der afholdt en række demonstrationer efter fredagsbønnen med paroler, der satte fokus på politibrutalitet og korpsets politiske rolle. Disse demonstrationer fik opslutning langt ud over, hvad nogen havde forventet – og blev indledningen til et par måneders direkte styrkeprøve mellem opposition og regering.

At Broderskabet forholdt sig afventende i denne første periode havde flere fordele. Hvis det havde blandet sig, havde det for det første givet regeringen en grund til at gribe ind, fordi broderskabet skulle afholde sig fra politiske aktiviteter.

For det andet kunne det selv afvente situationen med henblik på at gribe ind, når det blev muligt. Set fra et magtpolitisk synspunkt var det rationelt af Broderskabet at lade andre om at tage kampen for at skabe betingelser for friere valg, hvor det ville blive muligt for det selv at stille op. Da der tilsyneladende var nok egyptere, som blev mobiliseret på demokratiske og sekulære paroler til at udfordre styret meningsfuldt og vælte Mubarak, var det heller ikke nødvendigt for broderskabet at kaste dets politiske styrke ind i det, der hurtigt blev en forfatningskamps første fase.

Desuden ville Broderskabet stå langt stærkere inden for den politiske opposition og i det civile samfund, hvis styret greb ind og begyndte at massearrestere de sekulære demokrati-forkæmpere. I så fald ville mange af de mest aktive og gennemslagskraftige grupper have mistet mange af de folk, der bar deres aktiviteter. Det ville efterfølgende have givet Broderskabet en relativt større vægt inden for oppositionen.  

Endelig skal man heller ikke se bort fra, at Broderskabet ikke nødvendigvis var enigt i alle de krav, der blev stillet i opstandens første uger. Der var en grund til, at Broderskabet og ’de sekulære’ var forskellige politiske strømninger. Dele af de sekulære opfattede Broderskabet som en tilbageskuende og dybest set truende politisk kraft, som ikke ville lede Egypten frem mod demokrati, men i stedet i en retning, der set fra deres synspunkt var et tilbageskridt fra modernisering og demokratisering. Broderskabet ville angiveligt tilbage til en mere oprindelig guldalder, hvor islam havde en mere fremtrædende placering i hverdagslivet, mens de sekulære ville frem til et punkt, hvor religion kom til at betyde endnu mindre.

Hertil kom at omkring en tiendedel af den egyptiske befolkning er kristen. Blandt de kristne var der klart nok en frygt for, at en fremtid – der blev bestemt af Broderskabet – ville blive lige så slem eller værre end en fremtid under et styre som Mubaraks, der ganske vist var autoritært, men dog ikke fundamentalistisk religiøst. En sekulær demokratisering, som den 25. januar-bevægelsen krævede, ville give dem større muligheder i samfundslivet, mens en politisk forandring, der blev styret af Broderskabet, snarere ville give dem mindre.

Regnestykket så omvendt ud fra Broderskabets side: Hvis de kristnes krudt blev brændt af på selve opstanden og deres ledere fængslet, hvis det gik galt, ville Broderskabet stå stærkere og de kristne blive svækkede. Og hvis de kristne var med til at skabe succes for opstanden, ville Broderskabet efterfølgende have gavn af det ved valg, hvor de i kraft af deres antal ville stå langt stærkere end de kristne. Alt i alt var der altså virkelig gode grunde til, at Broderskabet holdt sig i baggrunden under den ’revolutionære’ fase af opstanden.

Broderskabet, magtkampen og den nye forfatning

Da processen 19. marts var kommet så langt, at den midlertidige forfatning – der skulle danne ramme om nye parlaments- og præsident-valg – var blevet vedtaget ved folkeafstemning, skiftede Broderskabets ledere imidlertid kurs. Det blev nu deres tilgang at gøre sig synlige og at skabe betingelser for, at de kunne vinde regeringsmagten. De fik et godt parlamentsvalg, og hvad der næsten var vigtige for deres egen tilgang var, at det i 2012 lykkedes dem at få valgt Morsi til den første præsident under de nye, postautoritære betingelser.

Oprindeligt var Morsi ikke Broderskabets første kandidat til posten, men da deres foretrukne måtte trække sig, fik Morsi både chancen og sit folkelige tilnavn, ’Reservehjulet’. Han blev dog valgt med et snævert flertal efter en anden valgrunde, hvor han fik små 52 procent af stemmerne mod de sekulæres kandidat, som fik godt 48 procent af stemmerne. Så langt var alt for så vidt godt. At islamisterne ville vinde valget var ventet, givet befolkningens generelle holdninger. Hvis noget var overraskende, var det måske snarere, at Morsis valgsejr blev så forholdsvis beskeden.

Morsi gik straks i gang med at forberede en endelig forfatning, der skulle danne ramme om landets ledelse ud over overgangsprocessen. I denne proces viste det sig imidlertid, at han ikke var til sinds at lade sin opposition få indflydelse. Det var måske forventeligt, at han ville modarbejde militæret, politiet og de administrative ledere – der trods alt havde holdt hans forgænger ved magten i 30 år med autoritære metoder. Men at han også behandlede den sekulære opposition som nogle, der skulle modarbejdes – i stedet for som allierede eller partnere, der skulle have medindflydelse – var hverken særligt smukt eller særligt klogt.

“At islamisterne ville vinde valget var ventet, givet befolkningens generelle holdninger. Hvis noget var overraskende, var det måske snarere, at Morsis valgsejr blev så forholdsvis beskeden.”

Det forfatningsforslag, som Morsi sendte til afstemning i efteråret 2012, endte med at indeholde dele, der både ifølge Broderskabet og oppositionen kunne opfattes som sharia-lovgivning. Dermed var der lagt gift ud for folkeafstemningen, for hverken den sekulære opposition, de kristne eller tilhængerne af tilbagevenden til det autoritære styre ønskede dette. Der var da også forslag om boykot af afstemningen – og det lykkedes heller ikke Morsi at skabe entusiasme blandt sine egne om forslaget. Resultatet blev, at kun cirka en tredjedel af de stemmeberettigede deltog. Af dem stemte to af tre for. Men det betød, at kun en brøkdel af dem, der havde stemt for Morsi, stemte for hans forfatning.

Med andre ord: Noget mindre end en tredjedel, måske snarere end fjerdedel af de stemmeberettigede stemte reelt for den sharia-inspirerede forfatning. Dermed vejrede militæret morgenluft, for det var nu blevet klart, at Morsi allerede havde mistet grebet og initiativet. Han var ikke en leder af en begejstret og samlet politisk kraft. I stedet havde han allerede efter kort tid ved magten skabt desillusion og splittelse i den del af befolkningen, hvis støtte skulle have været hans garanti mod et nyt, anti-islamistisk og anti-demokratisk militærkup.

I løbet af det følgende halve år blev år blev problemerne endog større for Morsi. Han havde svært ved at få iværksat reformer. Forudsigeligt nok hævdede han, at det var, fordi hans embedsværk modarbejdede ham, mens hans politiske modstandere pegede på hans egen og hans regerings uduelighed. Under alle omstændigheder skabte situationen omkring folkeafstemningen og manglen på synlige fremskridt tilsammen folkelig utilfredshed. Denne kunne ikke mere samles op af Broderskabet, der jo netop var regeringsbærende, og blev i stedet organiseret af den sekulært-demokratiske fløj, der ville have fortsatte reformer – og til dels af reaktionen, der ville have militæret tilbage til magten.

Den i stigende grad tilspidsede situation endte efter Morsi-fjendtlige demonstrationer i sommeren 2013 med et nyt militærkup, hvor Morsi blev sat fra magten og arresteret. Herefter var militæret tilbage som politisk lederskab, mens Morsis tidligere forsvarsminister, Abdel Fattah al-Sisi blev præsident.

Godt to års politisk dramatik med en sekulær-demokratisk opstand, en pluralistisk forfatningskamp, et islamistisk regeringseksperiment og et afsluttende militærkup endte dybest set med at erstatte – en gammel topofficer fra flyvevåbnet (Mubarak) med en ny topofficer fra flyvevåbnet: ’Meet the new boss. Same as the old boss!’, som The Who sang efter ’68-foråret I London.

Sekterisme kostede Broderskabet magten

Ingen kan dybest set klandre Morsi og Broderskabet for det egyptiske militærs kup. Det var utvivlsomt militærets ansvar. Men man kan samle erfaringer op set fra opstandens synspunkt. En af de absolut vigtigste lærer set fra et gramsciansk synspunkt af det arabiske forår var, at Morsi og Broderskabet svigtede deres egen langsigtede strategi, da de kom til magten. I stedet for at fastholde en uangribelighedstilgang – der til stadighed søgte at fastholde støtte i så brede kredse som muligt – blev han og hans regering overivrig og sekterisk. De søgte at forfølge dets egne og i den forstand snævre gruppeinteresser. Morsi end ikke prøvede den potentielle alliance med de sekulære, der kunne have gjort det meget svært for militæret at gribe ind – og søgte i stedet at føre politik uden hensyn til de partnere, der havde taget initiativet til opstanden og ført den igennem til det punkt, hvor der blev afholdt valg.

“Manglen på alliancepolitik, ’winner takes all’-mentaliteten og forsøget på at få sharia skrevet ind i forfatningen, splittede den skrøbelige demokratibevægelse i 2013 ,og styrkede den hævngerrige, autoritære opposition.”

Derved viste Morsi, at der var grænser for hans politiske klogskab. Han og det lederskab, han havde været en del af, havde måske nok været centralt i opbygningen af en ’modkraft’ før opstanden. Men som regeringsleder kunne han ikke håndtere det ansvar selv at være den politiske kraft, der bar statsapparatet.

Morsi afslørede med andre ord mangel på evne til at opbygge hegemoni. Han forsøgte at bosse sig igennem med administrativ magt, men kunne ikke ’lede’ i Gramscis forstand. Det ville have krævet, at han tog skridt, som han på forhånd havde skaffet sig tilslutning til gennem alliancer med de demokratiske kræfter. Og man kunne ikke påstå, at disse kræfter ikke var til stede eller var modvillige. Repræsentanter for bevægelserne havde ved flere lejligheder op til militærkuppet søgt foretræde for ham for at indlede forhandlinger, men var blevet afvist.   

Broderskabet, som klogeligt havde frasagt sig lederskab under selve opstanden, men var blevet valgt til at lede overgangsprocessen til demokrati, viste sig ’ledende’ i en islamistisk bevægelse, der splittede den folkelige kraft, som var vendt mod militæret.

Manglen på alliancepolitik, ’winner takes all’-mentaliteten og forsøget på at få sharia skrevet ind i forfatningen, splittede den skrøbelige demokratibevægelse i 2013 ,og styrkede den hævngerrige, autoritære opposition. Dermed viste Morsi, at han kun havde nået den halve indsigt af Gramscis: Det er ikke nok at undergrave magthavernes hegemoni, man skal også opbygge sit eget! Det havde både islamister og sekulære forstået i Tunesien, hvor inspirationen til den egyptiske opstand kom fra. Man kan ikke sige, at den tunesiske demokratiseringsproces har været en 100 procents succes, men den kom dog ved samarbejde mellem de demokratiske kræfter meget længere end den egyptiske, der endte med at blive unødigt svækket af Morsis sekterisme. I dag er Tunesien stadig på demokratisk spor, mens Egypten er tilbage i det autoritære. I den forstand var tuneserne både bedre gramscianere end egypterne – og fik bedre resultater.

Det er en af de vigtigste politiske erfaringer fra det arabiske forår: Broderskabets politik op til og under Det arabiske forår i 2011 fungerede som en test på, om Gramscis politik var bæredygtig. Dets politik efter opstanden svigtede imidlertid Gramscis ide om at opbygge hegemoni, og den fejlede da også.