”20% af min dag tænker jeg på boligmarkedet”

Trivselskrise, boligkrise, generationskrise. Solidaritet har talt med den unge politiker, borgerrepræsentant og nr. 2 på listen for SF København til kommunalvalget Astrid Aller om en ungdomsgeneration, der kan og vil utrolig meget, men som skal navigere rundt i et absurd boligmarked, en giftig nulfejlskultur og en generationskrise.

Perfektionsbehov og nulfejlskultur

• Hvilke erfaringer har du gjort dig som et ungt menneske i politik?

Der har været gode og dårlige oplevelser. På den ene side synes jeg faktisk, at jeg har fået rigtig meget magt ret hurtigt – jeg står som nr. 2 på SFs liste lige nu. Det betyder, at jeg har fået meget indflydelse og anerkendelse for min indsats. På den anden side, og det er nok et generationstræk, så har jeg et kæmpe perfektionsbehov. Jeg får det enormt dårlig og føler mig skyldig, når jeg begår fejl. Der tror jeg, at de, der kommer ind med et arbejdsliv bag sig, og som har prøvet det med at begå en masse fejl, er bedre forberedt til den del af jobbet i stedet for at komme direkte ud af et uddannelsessystem, hvor man bliver pacet til perfektionisme.”

• Så du ser, perfektionsbehov som et generationstræk?

”Jeg tror, at det for rigtig mange, føles som et individuelt problem, men det giver jo ikke mening, at vi er så mange, der har det dårligt. Præstationsbehov og nulfejlskulturen er medvirkende til, at rigtig mange bliver ramt af stress og depression, som er ved at blive folkesygdommen.

Vi vokser op med den tanke, at vi har alle muligheder, og det er vigtigt, at vi gør noget, vi har lyst til. Det er et ret stort ansvar at lægge over på et barn eller en teenager. Ikke nok med, at vi skal gøre noget, der er godt nok, vi skal også kunne lide det. Hvis ikke vi kan det, så er det vores egen skyld, for vi har jo haft alle muligheder. Samtidigt vokser vi op i en tid, hvor vi har set kæmpe nedskæringer på velfærd og uddannelse. Vi begrænser uddannelsessystemet, alting skal færdiggøres hurtigere, og du må ikke holde pause. Så på den ene side vokser vi op med fortællingen om, at vi har alle muligheder, men samtidigt bliver vores muligheder begrænset, og man pålægger os at elske det, vi laver.

Så på den ene side vokser vi op med fortællingen om, at vi har alle muligheder, men samtidigt bliver vores muligheder begrænset, og man pålægger os at elske det, vi laver

Og så er der de sociale medier. Alt, hvad jeg laver, kan vises og deles. Jeg kan godt have en følelse af, at det ikke er nok at forstå det politiske system, jeg arbejder i – og bruge min gode socialistiske analyse til at forandre det til det bedre – jeg skal også kunne formidle det både i pressen og på sociale medier. Det tror jeg stresser rigtig mange. Selv hvis du vinder på rådhuset, kan du godt tabe alligevel, hvis ikke du får sagt det udadtil.

Vi har f.eks. lavet en vildt god budgetaftale for ikke så længe siden, og jeg er så stolt af den, men jeg har ikke haft særlig meget energi til at gå ud og formidle den i pressen.

Et absurd boligmarked

• Noget man som regel nævner, når man taler om unge, er boligmarkedet, og hvordan de skal forsøge at navigere rundt i det. Hvad ser du, når du kigger på Københavns boligmarked lige nu?

”Jeg tror, mange unge har en følelse af, at der lige nu på nogle områder er et tog, der kører, og hvis du ikke når med, ved man ikke, hvad der så sker. Boligmarkedet er et rigtig godt eksempel. Boligpriserne stiger helt enormt lige nu. Jeg har lige købt andelslejlighed, og det er super fint, men jeg ved godt, at jeg aldrig kommer til at kunne købe en ejerlejlighed i København.

Hvis jeg i år tænkte, at jeg gerne ville købe en lejlighed, men så tænkte at nej, det gør jeg lige næste år, så skal jeg regne med, at den bolig koster 600.000 kr. mere næste år. Det er en vanvittig stigning. Hvis du i år ved, at du kun lige præcis kan finde en bolig, så ved du også, at du næste år i hvert fald slet ikke kan. Vores alternativ er at komme ud på et skidedyrt, privat lejermarked.

Jeg tror, at mange slet ikke har noget håb for boligsituationen og ikke regner med, at det bliver bedre. Mange sidder på midlertidige kontrakter eller vælger at tage SU-lån og komme ud med en gigantisk gæld – og det er på et boligmarked, hvor du har brug for en opsparing for at komme ind – eller du kan vælge at arbejde helt vildt meget ved siden af dit studie. Det betyder, at hvis du er bare den mindste smule psykisk sårbar, bliver du nemt kørt over.

Det er et helt absurd boligmarked. Den liberale drøm om, at man skal arbejde sig til sin tilstand, det ved alle, der er venstreorienterede, godt er løgn, men det bliver meget tydeligere.

Det handler også om ulighed: De, der kan købe noget i København lige nu, det er dem, der kan låne af familie og venner. Jeg har ikke lånt i banken til min andelslejlighed, jeg har lånt af en af mine venner. Det er et helt absurd boligmarked. Den liberale drøm om, at man skal arbejde sig til sin tilstand, det ved alle, der er venstreorienterede, godt er løgn, men det bliver meget tydeligere. Danmark er et af de lande i verden, der har den højeste formueulighed, og lige nu bliver det i højere og højere grad sådan, at vil du have en bolig, skal du have en formue med dig.”

Vidne til et generationstyveri

• Og nu har vi så nogle socialdemokrater, der vil skære i dimittendsatsen. Hvad betyder det som signal, og hvad bliver de økonomiske konsekvenser for unge mennesker?

”Det bekymrer mig – også på et punkt, der ikke er rent politisk. Rigtig mange unge bor i noget, der er dyrere end en SU kan dække. Jeg snakkede med en veninde i går, og hun havde regnet på det. Hvis dimittendsatsen bliver reduceret, så kan hun ikke blive boende i sin andelslejlighed, efter hun bliver færdig.

En del af det her er et rent menneskeligt spørgsmål: Hvad er det, vi kaster folk ud i, når de er færdiguddannet?  Hvis vi skærer i dimittendsatsen, kan du enten 1) forgælde dig for at blive boende, og jeg tænker umiddelbart, at det er svært at få et lån til at betale sin husleje, eller 2) du kan flytte ud af byen og langt væk fra der, hvor alle arbejdspladserne er.”

• Men hvor skal vi så få pengene fra til at finansiere Arne-pensionen, som jo er en af Socialdemokratiet grunde til at skære i dimittendsatsen?

”Vi skal bare beskatte de rigeste. Vi kan begynde at beskatte gevinst ved boligsalg. Vi kan hæve arvebeskatningen. Vi kan lave en millionærskat. Der er masser af steder, hvor vi kan finde de penge – særligt i et land, hvor uligheden er stigende på både formue og indkomst.

Min partikammerat Sadek Al-Amood, der stiller op til regionsrådet, kalder det for en generationsskat, for det, der foregår lige nu, er jo et generationstyveri. Vi har en hel generation, der bliver rige på at have købt bolig i en opgangstid, hvor de var billige, og nu eje boliger på et tidspunkt, hvor de er blevet dyre. Min generation er deres børn, men vi har ikke de muligheder, medmindre vi decideret er børn af de enkeltpersoner der er blevet millionærer på boligkøb.

“Det, der foregår lige nu, er jo et generationstyveri. Vi har en hel generation, der bliver rige på at have købt bolig i en opgangstid, hvor de var villige, og nu eje boliger på et tidspunkt, hvor de er blevet dyre.”

Jeg tror, at den generation, der sidder på en stor del af magten lige nu, husker deres egen ungdom som rigtig god, og derfor romantiserer de også min ungdom. Det betyder, at min generations ungdom bliver romantiseret på bekostning af vores reelle levede ungdom. De husker, at ’ja, det var da godt nok lidt svært, da jeg var ung. Jeg boede på et kummerligt værelse – men til gengæld var det billigt! Eller jeg havde kærestesorger nogle gange,’ som Søren Pape fik sagt i en tale. De har en idé om, at vores ungdom ser ud ligesom den ungdom, der var for 40 år siden, og det gør den bare ikke.”

“Min generations ungdom bliver romantiseret på bekostning af vores reelle levede ungdom”

• Nogle snakker om ’generationsmure’. Altså at man simpelthen ikke kan tale generationerne imellem, fordi det, man siger, ikke bliver modtaget. Tænker du at der er nogen måde at bryde denne her mur ned?

”Det har jeg meget lidt håb om. Jeg tror, det bedste man kan gøre, er at organisere unge mennesker om at tale med deres forældregeneration, for jeg er ikke sikker på, at den generation lytter til særligt mange andre, end deres børn, når det kommer til de her problemer. Jeg tror til gengæld på at få unge mennesker repræsenteret alle steder.

Halvdelen af de studerende på Københavns Universitet har fysiske symptomer på stress. I forskellige grader selvfølgelig, det betyder ikke, at halvdelen har klinisk stress. Men de oplever f.eks. hovedpine og ondt i maven. Jeg har en ven, der, da han skrev sit speciale, spontant kastede op uden varsel. Det tror jeg, at der er mange, der ikke fortæller deres forældre. En af grundene til, at jeg føler mig hjemme i SF er, at jeg faktisk føler, at den kamp er fælles der. Jeg synes ikke kun, at det er unge, der kæmper kampen for f.eks. gratis psykologhjælp eller at dimittendsatsen skal blive oppe. Men jeg tror, en af grundene til, at vi er så stærkt repræsenteret, er, at der er mange unge stemmer i partiet.”