Foto: Andrew Rusk / Flickr.
26 min. læsetid

Den verdensberømte MIT-professor giver sit besyv med om Black Lives Matter-protesterne, hvorfor Lula’s præsidentperiode i Brasilien var så vigtig, og hvorfor dét, at Donald Trump nægter at handle for at afværge den forestående klimakatastrofe, gør ham til ”den værste forbryder i verdenshistorien”.

Oversat af Morten Hammeken


Af Michael Brooks

Ingen offentlig meningsdanner har været mere betydningsfuld i USA over det sidste halve århundrede end Noam Chomsky; en legendarisk lingvist, politisk analytiker, aktivist og forfatter til et hav af bøger. I en alder af 91 år holder han utrætteligt fast i et travlt program med at skrive og give interviews, herunder i sidste uge på The Michael Brooks Show. Abonner på Michael Brooks Show her, eller hør det som podcast her. Se også et link til det fulde interview med Chomsky længere nede i artiklen.

Michael Brooks: Hvad tænker du om den bevægelse, der er eksploderet i kølvandet på George Floyd og Breonna Taylors død i politiets varetægt?

Noam Chomsky: Det første, der springer i øjnene, er at protesternes omfang og rækkevidde, deres engagement og støtte fra offentligheden, er fuldstændig uden fortilfælde. Hvis du kigger på meningsmålingerne, er det forbløffende. Den offentlige opbakning til både Black Lives Matter-bevægelsen og protesterne på gaden overstiger f.eks. Martin Luther Kings popularitet, da den var på sit højeste ved ”I Have a Dream”-talen. Det er også langt mere markant, end den måde offentligheden tidligere har reageret på politimord.

Det minder måske mest om reaktionen på Rodney King-drabet (sort mand der blev tæsket af politiet i Los Angeles i 1991, red.). Han blev også næsten tæsket til døde. De fleste af gerningsmændene blev løsladt uden sigtelse. Derefter fulgte en uges protester, hvor 60 mennesker blev dræbt, og de blev nødt til at tilkalde føderale betjente for at få oprøret under kontrol. Men det var i Los Angeles. Denne gang er der optøjer overalt.

Og det er ikke kun politimordene – det er de bagvedliggende problemer. Det er begyndt at brede sig til bekymringer, undersøgelser og protester med fokus på de forhold, der har ført til, at de her ting sker. Den stigende bevidsthed bliver hjulpet på vej af en større bevidsthed om 400 års brutal undertrykkelse.

Hvad tror du, forklaringen kan være på, at det har bredt sig så meget?

Jeg tror, det skyldes mange års intens aktivisme. Eksempelvis bragte New York Times en fremhævet artikelserie for nogle år tilbage, der hed 1619, som handlede om racismens historie i USA. Den hed 1619 fordi det var året, hvor sorte slaver begyndte at blive importeret i stor til. Det kunne man ikke have forestillet sig for bare et par år siden. Det er et af de mange tegn på dét, jeg virkelig håber kan vise sig at være vigtige forandringer, og en stor del af æren for det skyldes grupper som Black Lives Matter og andre, der har trukket dem ind i den offentlige samtale, og gjort at folk tænker over det.

Reaktionen lige nu er vigtig. [Den adskiller sig fra] hvis vi går tilbage til Ronald Reagan-tiden, hvor han kickstartede sin kampagne i byen Philadelphia, Mississippi, hvor tre borgerrettighedsforkæmpere var blevet myrdet – beskeden var heller ikke til at tage fejl af dengang, men der kom ikke nogen reaktion (Chomskys kommentar skal her ses i lyset af Donald Trumps beslutning om at holde et rally i Tulsa, Oklahoma på årsdagen for The Tulsa race massacre, red.).

Black Lives Matter-demonstration i London. Protesterne mod racisme og diskrimination i det amerikanske politi – og samfund – har bredt sig til at være et globalt fænomen. Det viser, hvordan problemet er kommet på dagsordenen i et helt andet omfang end tidligere borgerrettighedsbevægelser, mener Noam Chomsky. Foto: Alisdaire Hickson / Flickr.

Erfaringerne fra Seattle

Der er en langt større reaktion nu, og parallellerne er skærende. Det er svært helt at forstå noget som det her, særligt når det kommer til de forskellige former for dækning, den megen misinformation osv. Vi bliver nødt til at gå nænsomt til værks, men som en person der i et vist omfang kommer fra en anarkistisk tradition, hvad tænker du så om den autonome zone, der er blevet oprettet i Seattle?

Det er én af en lang række interessante udviklinger – til dels affødt af pandemien, til dels af mordet på George Floyd. At skabe gensidigt støttende rammer for samarbejde, der trækker folk ud af regeringens strukturelle kløer – der har vist sig at være fuldstændig utilstrækkelige til at løse folks problemer, f.eks. på så basale spørgsmål som at skaffe vand til folk – det afslører, hvor dårligt rustet vi er til at håndtere krisen. Den autonome zone er et interessant eksempel på det.

Det er også slående at se, hvor meget støtte [det har fået] fra folk som Seattles borgmester foruden en stor folkelig opbakning, hvilket driver Trump og Fox News til vanvid. Det er et godt tegn på noget vigtigt. Jeg tror, det er et vigtigt for en følelse af, at vi bliver nødt til at tage kontrol med vores eget liv, og at vi ikke kan overlade det til de myndigheder, der har udråbt sig selv til vores herremænd. Vi må tage styringen selv.

Bernie Sanders: En succeshistorie uden fortilfælde

Det er vigtigt at undersøge det lidt nærmere – altså dét, at noget kan opstå, og endda slå fejl, men at det stadig kan indeholde erfaringer, der er værd at tage med videre, og at man ikke behøver stille det op som enten en ubetinget succes eller en fiasko, så længe der er et vist drive imod retfærdighed?

Succes og fiasko er komplekse størrelser. Enhver seriøs kamp vil indeholde tilbageskridt. Tingene går ikke altid, som man regner med. Så er det op på hesten igen og videre derfra. Alle vores kampe – borgerrettigheder, kvinderettigheder, afskaffelsen af slaveriet, det hele – det er en proces.

Lad os tage Bernie Sanders’ præsidentkampagne som eksempel. Jeg ser hele tiden opslag eller breve fra folk, der tænker: ”Okay, jeg prøvede og vi tabte, så nu siger jeg farvel og tak for kampen”. Det var ikke dét, der skete. Det vi så var en enorm succes, ja en succeshistorie uden fortilfælde. Der er stort set aldrig sket noget lignende i USA’s politiske historie, ikke siden den populistiske bevægelse, de radikale bønders bevægelse blev knust med vold og magt. Diskussions-spektret har rykket sig markant. Ting, der ikke var på dagsordenen for ikke så længe siden, er nu rykket helt i forgrunden: Et offentligt sundhedsvæsen, hvilket kun er blevet mere presserende med corona-pandemien; en Green New Deal, som er blevet skubbet frem af massiv aktivisme af en gruppe unge mennesker, der har besat kongresmedlemmers kontorer. Baggrunden for den succes var den succes, Sanders oplevede, såvel som de unge kongresmedlemmer der er kommet ind i magtens kamre ved at støtte op om hans politiske kurs.

Sanders har truffet en række taktiske valg, som nogle kritiserer, men som jeg mener har været helt rigtige, når det kommer til at støtte op om Joe Bidens præsidentkampagne, og at skubbe den til venstre. Hans allierede sidder med i planlægningskomitéerne, og hvis man kigger på det valgprogram, der er kommet ud af det, er det længere til venstre end noget siden FDR (Franklin D. Roosevelt, amerikansk præsident 1933- 1945, red.). Det giver mange muligheder.

Altså, det er jo ikke noget, der er sket på magisk vis. Det er sket på samme måde som Green New Deal. Gennem konstant pres og aktivisme. Det er sådan, den amerikanske venstrefløj bør tænke valgenes rolle. Det handler ikke om at trykke på en kandidats knap. Det er den konstante aktivisme, der omformer valgene, mærkesagerne og politikken. Man vinder ikke ved at knipse med fingrene. Nogle ting virker, nogle ting gør ikke, så samler du tingene op og kommer videre derfra.

Fra venstre til højre: Alexandria Ocasio-Cortez, Ayanna Pressley, Ilhan Omar og Rashida Tlaib – i daglig tale kendt som ‘The Squad’. De fire kvinder er blandt de unge amerikanske kongresmedlemmer, der er kommet til magten ved at støtte den mere progressive platform, Bernie Sanders også har støttet. I det lys har Sanders’ politiske kampagne været en succes, mener Noam Chomsky. Foto: Alex Wroblewski

Ytringsfrihed dengang og nu

Jeg vil gerne spørge dig om ytringsfrihed. Det lader til at være blevet en upopulær størrelse blandt nogle på venstrefløjen. Hvilke tanker gør du dig om ytringsfriheden lige nu?

Først og fremmest må vi kigge lidt på historien. Hvorfor er det blevet et aktuelt spørgsmål lige nu? Er det noget nyt? Nej. Det har været normen i flere årtier, men det er altid blevet brugt til at ramme venstrefløjen, så der var ikke nogen, der var opmærksomme på det. Det var i øvrigt meget værre end det er nu. Møder blev opløst på voldelig vis, foredrag blev aflyst, bøger destrueret. Manufacturing Consent, den første jeg skrev sammen med Ed Herman, blev for eksempel udgivet i starten af 1970erne. Den blev udgivet på et stort og succesrigt forlag, og blev trykt i 20.000 eksemplarer. Forlaget var ejet af en stor virksomhed, og en af deres chefer så bogen, blev forfærdet, og krævede at forlaget trak den tilbage. Da de nægtede at gøre det, ødelagde han ganske enkelt hele foretagendet. Hele deres lager blev ødelagt, for at forhindre den fejl i at blive udgivet.

Var der nogen, der løftede et øjenbryn? For at få stillet min nysgerrighed, bragte jeg det op blandt nogle af samtidens førende, borgerlige frihedstænkere (civil libertarians, red.), som Nat Hentoff og ACLU. De kunne ikke se problemet. Det er jo ikke statslig censur, hvis det er en virksomhed, der beslutter sig for at smadre et forlag og hele deres lager, for at forhindre en bog i at blive udgivet. Det var faktisk svært at finde nogen, der egentlig mente, det var et problem.

Først og fremmest har jeg svært ved at se, hvordan det kan have noget med venstrefløjen at gøre, når New York Times trækker en debatleder tilbage. Jeg mener det var forkert at gøre, men det er altså ikke en del af nogen venstrefløj.

+

Det er imidlertid ikke den eneste gang. Jeg kunne fortælle andre historier om, hvordan mine bøger er blevet trukket af udgiveren, fordi de havde et politisk indhold, forlaget ikke brød sig om, og hvor jeg endda blev bedt om at sende mit forskud tilbage. Andre mennesker er blevet fyret, universitetsstillinger er blevet opsagt, og så fremdeles. De var ligeglade. Det var ikke censur – det var en kampagne mod venstrefløjen af et omfang, der slet ikke kan sammenlignes med i dag.

Det siger jeg selvfølgelig ikke for at retfærdiggøre, hvad der foregår i dag. Først og fremmest har jeg svært ved at se, hvordan det kan have noget med venstrefløjen at gøre, når New York Times trækker en debatleder tilbage. Jeg mener det var forkert at gøre, men det er altså ikke en del af nogen venstrefløj.

Når en masse unge mennesker beslutter sig for at ’de-platforme’ en eller anden meningsdanner, tror jeg de begår en alvorlig fejl, også fra et taktisk perspektiv. Der er meget bedre måder at håndtere den slags på – man kan lave modaktioner, hvor man afslører, hvad der foregår, og bruge det som en mulighed for at lære noget. Jeg mener både det er principielt og taktisk forkert. Det er en gave til den ekstreme højrefløj – de elsker den slags.

Brasiliens gyldne årti

Blandt de mange stykker aktivistisk arbejde du har lagt, har jeg sat ekstra meget pris på dit engagement i kampen for at få løsladt Brasiliens tidligere præsident, Lula da Silva, efter han blev politisk fange. Du besøgte ham, da han stadig var i fængsel i Curitiba. Kan du fortælle os lidt om, hvorfor du synes, Lula er så vigtig en leder?

Præsident Lula kommer fra en arbejderklasse-baggrund, og var selv aktivist. Under diktaturet i Brasilien (1964 – 1985, red.) formåede han at organisere en vigtig opposition mod styret, og stillede senere selv op til præsidentposten. Han blev frarøvet sejren et par gange, men vandt omsider, hvilket blev startskuddet på en ny æra i brasiliansk historie.

Tag ikke mit ord for gode varer – lyt til, hvad Verdensbanken – ikke ligefrem en venstreradikal højborg – har at sige. I 2016, et par år efter hans præsidentperiode var slut, offentliggjorde de et studie af Brasiliens økonomiske historie de seneste år. De kaldte Lula’s tid på posten ”det gyldne årti” i Brasiliens økonomiske historie. En kæmpe reduktion af fattigdommen, en enorm forbedring i inddragelsen af store dele af befolkningen, herunder sorte og andre marginaliserede og undertrykte dele af befolkningen, som nu blev inddraget i den førte politik og givet mulighed for at få indflydelse på deres eget liv. En enorm succes.

Brasilien blev ét af de mest respekterede lande i verden, hvis ikke det mest respekterede. Hvilken kontrast til den nuværende situation. Et helt og aldeles udstødt land, og et af de mest latterliggjorte, fordømte lande i hele verden.

Noam Chomsky

· Amerikansk filosof, lingvist og politisk teoretiker f. 1928.

· Ansat ved Massachusetts Institute of Technology siden 1955. Regnes som en af de vigtigste forskere inden for kognitiv linguistik.

· Er stærk modstander af amerikansk imperialisme, og har kritiseret både Vietnam-krigen, Irak-krigen og den amerikanske støtte til Israels besættelse af Palæstina i skarpe vendinger.

· Har blandt andet udgivet bøgerne Manufacturing Consent (1988) og Who Rules the World? (2016)

+

Der var også mange problemer under Lulas regering. Ét af dem var, at han accepterede korruption, og ikke gav det tilstrækkelig opmærksomhed. Det var der meget af i Arbejderpartiet (PT) – det er i det hele taget enormt udbredt i Brasilien og i hele regionen. Lulas regering evnede ikke at få folk til at forstå, at de selv var en del af det system, der var under udvikling. Derfor ser vi det mærkelige forhold, at folk, som nød godt af Lulas programmer, bliver spurgt: ”Hvordan kunne det lade sig gøre?”, og svarer: ”Det kom fra Gud”, som om det var et tilfælde. De ved ikke, at forbedringer faktisk kom på baggrund af PT’s førte politik. Dét viser fejlen ved ikke at engagere folk – og at få dem til at forstå, at det ikke bare ’kom dumpende’, og at de selv var en del af projektet. Det var en kæmpe fejl.

Der er også andre kritisable ting. Men overordnet set er vurderingen af ‘et gyldent årti’ rigtig, og Brasiliens fremkomst som et internationalt anerkendt land, og som en ledende stemme for Det Globale Syd, var enormt vigtigt – og samtidig en del af forklaringen på Lulas fald. Politiske systemer bryder sig ikke om opsætsighed. Det er ikke sådan, klaveret skal spille.

Trump-klonen Bolsonaro

Den brasilianske elite er ekstremt racistisk og klassebevidst. De tænker: ”Her kommer en fyr med en arbejderklasse-baggrund, som ikke en gang taler ’ordenligt’ portugisisk; han har ikke gået på de ”rigtige” skoler. Han burde være ydmyg og taknemmelig for alt det, vi har gjort for ham – ikke rende rundt med en politisk dagsorden.” Når du taler med de folk, kan du mærke den bitterhed og vrede, det afføder, endda mere end hans politiske dagsorden.

Et par år efter Lula var trådt af, blev der så indledt et ’blødt kup’ (imod Lula’s efterfølger, Dilma Roussef, red.). Det kulminerede med valget i oktober 2018. Lula blev fængslet; han var den klart mest populære kandidat, og ville med stor sandsynlighed være blevet valgt. Han blev fængslet på et yderst tvivlsomt grundlag, og man fik lukket munden på ham. Som var han en massemorder på dødsgangen, blev han nægtet retten til at udtale sig. Det var meget vigtigt. Han fik lukket munden under hele valgkampen. Han er nu blevet midlertidigt løsladt, mens hans appelsag bliver behandlet. Før valget sørgede de for at holde ham udenfor. Til gengæld fik Brasilien så en ekstremt højreorienteret fanatiker (Jair Bolsonaro, red.) som præsident, og han er lige nu i gang med at ødelægge landet. Brasilien er på randen til et militærkup.

Læs også: Luis Nassif: Sådan tog generalerne magten fra kaptajnen i Brasilien

Jeg ved ikke om du har set klip fra for et par dage siden, hvor Bolsonaro-bander angriber parlamentsbygninger og Højesteretten, mens de råber: ”Afskaf det.” Bolsonaro har fyret ledelsen i dele af det udøvende apparat, der var i gang med at undersøge hans familie. Hans officielle udtalelse var: ”Der er ikke nogen, der skal fucke med min familie”, hvilket minder ret meget om, hvad der sker i USA. Bolsonaro ser sig selv som en slags Donald Trump-klon. Tragedie og farce.

Trump opfører sig på samme måde. Han har lige fyret de generalinspektører, der var sat til at undersøge korruption og embedsmisbrug i regeringen. De var begyndt at kigge for grundigt på den stinkende sump, han har fået hældt ud over Washington, så han fyrede bare dem alle sammen. Og som enhver god diktator-wannabe gjorde han samtidig alt, hvad der stod i hans magt, for at ydmyge Charles Grassley – den republikanske senator, der ellers har brugt det meste af sin politiske karriere på at opbygget det system. Der kom selvfølgelig ikke et kvæk fra Det Republikanske Parti. De er fuldstændig forsvundet som politisk parti. Det er værre end det gamle Kommunistparti i Sovjetunionen. Lederen udsteder ordrer, og resten falder på knæ.

Med Jair Bolsonaro har Brasilien fået sin egen højreekstreme klovnefigur på præsidentposten. Som det også er tilfældet med Trump, gemmer der sig imidlertid en benhård, nyliberalistisk dagsorden bag facaden. Foto: Shealah Craighead / White House

En forbryder uden fortilfælde

Kan du forklare, hvorfor Donald Trump er i gang med noget institutionelt unikt, og er det i sig selv vigtigt?

Det lyder måske hårdt, men det er sandheden: Trump er unægteligt den værste forbryder i verdenshistorien. Der har aldrig været en politisk figur, der var så opsat på hurtigst muligt at ødelægge betingelserne for organiseret, menneskeligt liv på jorden.

Det er ikke en overdrivelse. Folk fokuser på protesterne, og pandemien er så alvorlig, at vi ikke længere kan undgå at komme ud på den anden side uden at betale en frygtelig pris. Den pris bliver drastisk skruet i vejret af, at der sidder en gangster i Det Hvide Hus, som har myrdet titusinder af amerikanere, og som har gjort USA til det værst ramte land i forhold til coronaepidemien. Vi kommer igennem pandemien, men det kommer ikke til at blive tilfældet med den anden store forbrydelse, han er i gang med at begå, nemlig opvarmningen af kloden. Vi har ikke set det værste endnu – og vi kommer ikke til at rejse os igen.

“Der kom selvfølgelig ikke et kvæk (mod Trump) fra Det Republikanske Parti. De er fuldstændig forsvundet som politisk parti. Det er værre end det gamle Kommunistparti i Sovjetunionen. Lederen udsteder ordrer, og resten falder på knæ.”

+

Isen smelter, og den kommer ikke tilbage. Det fører til en eksponentiel stigning i den globale opvarmning. De arktiske gletschere kunne i sig selv f.eks. oversvømme verden. Den nyeste forskning peger på, at vi med den nuværende kurs er på vej mod en verden, der om 50 år er ubeboelig på det meste af kloden. Man kommer ikke til at kunne bo i dele af Sydasien, dele af Mellemøsten og dele af USA. Vi er på vej mod en verden, som den så ud for 125.000 år siden, hvor havoverfladen lå omkring 7,5 meter højere end nu. Og det bliver værre endnu. Scripps Oceanographic Institute har lige udgivet et studie som vurderer, at vi er faretruende på vej mod situationen for 3 millioner år siden, hvor havene var mellem 15 – 24 meter højere end i dag.

Folk i hele verden prøver at gøre noget ved det. Men der er ét land, som bliver ledet af en præsident, der aktivt forsøger at eskalere krisen og at styre os ud over afgrunden så hurtigt som muligt, ved at bruge så mange fossile brændstoffer som muligt, herunder de mest ødelæggende af slagsen. Samtidig afvikler han også al den regulering, som forsøger at begrænse deres virkning. Der er intet eksempel i verdenshistorien på en forbrydelse, der nærmer sig den, han er ved at begå. Intet. Der er tale om et helt særligt individ. Og det er ikke, fordi han ikke véd, hvad han har gang i. Selvfølgelig ved han det. Der er snarere tale om, at han er fuldstændig ligeglad. Hvis han bare kan stoppe mere profit ned i lommen på sig selv og sit rige bagland nu og her, kan det vel være lige meget om jorden går under om et par generationer?

Hvad angår regeringen, er der også noget ret interessant på færde. Det parlamentariske demokrati har eksisteret i omkring 350 år, startende i England i 1689 med den såkaldte ’Glorious Revolution’, hvor meget af kongens suverænitet blev overdraget til parlamentet. Et århundrede senere kom det parlamentariske demokrati så til USA. Parlamentarisk demokrati handler ikke bare om love og forfatninger. Faktisk står der ikke meget mere end en håndfuld ord i den britiske forfatning. Den bygger snarere på tillid og tiltro – og på antagelsen af, at folk opfører sig som gode mennesker.

Kig bare på Richard Nixon. Han var en pilrådden type, men da han skulle forlade sit embede, trak han sig tilbage uden den store palaver. Det er der ikke nogen, der regner med Trump har tænkt sig at gøre. Han opfører sig ikke som et menneske. Han er helt andet sted. Han aftaler ikke engang noget med Senatet. Hvorfor dog besvære sig med den slags? Hvis jeg ikke kan lide folk, smider jeg dem bare ud, synes at være logikken. Da republikanske Lisa Murkowski (senator fra Alaska, red.) stillede et lille, kritisk spørgsmål til hans adelighed, gik han fuldstændig amok på hende, og var klar til at ødelægge hende totalt.

Det er ikke fascisme. Han opfører sig snarere – som tidligere nævnt – som en slags ørige-diktator, hvor man har kup med et par års mellemrum. Det minder om Trumps mentalitet.

Fracking gas-boring i Niobara, Nebraska. Med Donald Trump har USA fået en præsident, der ikke blot har undladt at reagere på klimakrisen, men som aktivt gør hvad han kan for at forværre den. Det gør ham ifølge Noam Chomsky til den største forbryder i menneskehedens historie. Foto: Les Stone / Greenpeace

Had til demokratiet

Senatet hviler i hænderne på Trumps sjælefrænde, Mitch McConnell, som på mange måder er den egentlige onde bagmand bag den her regering. Han har været forhippet på at smadre demokratiet, lang tid før Trump kom til magten. Da Barack Obama blev valgt, erklærede McConnell åbent: ”Mit hovedmål er at sikre, at Obama ikke kommer til at udrette noget.” Det er det samme som at sige: ”Jeg vil gerne ødelægge det parlamentariske demokrati”, der som nævnt bygger på tro og tillid til den demokratiske proces.

Senatet bliver omtalt som ’verdens bedste lovgivende forsamling’, men er i virkeligheden blevet indskrænket til at vedtage lovgivning, der beriger de i forvejen superrige, giver magt til virksomhederne og udpeger juridiske embedsmænd, som kan pakke domstolene med unge, overvejende inkompetente dommere fra den yderste højrefløj. På den måde kan de få gennemtrumfet deres lovgivning i hele den kommende generation, og kan blokere for folkets øvrige ønsker.

Det er udtryk for et fundamentalt had til – og frygt for – demokratiet. Det er i sig selv ikke en usædvanlig holdning blandt eliten, som i almindelighed ikke er specielt begejstret for demokrati – af indlysende grunde. Men det her er alligevel noget særligt.

De her ting skal så lægges oveni virussen, den globale opvarmningskrise og atomvåbenkrisen, der er lige så alvorlig som de andre. Trump er i gang med at afvikle hele kontrollen med våbenhandlen, hvilket forøger risikoen for ødelæggelse, og nærmest opfordrer modstandere til at udvikle våben, der kan ødelægge os, og som vi ikke vil være i stand til at stoppe.

Murbrækkeren

Trump forener de værste dele af kapitalismen, særligt den nyliberale udgave af kapitalismen, og forstærker dem. Lad os eksempelvis vende tilbage til corona-pandemien. Hvorfor er der overhovedet opstået en pandemi? Efter SARS-virussen i 2003, som også var en coronavirus, var der bred enighed blandt forskerne om at sige: ”En ny, langt mere alvorlig coronavirus vil med stor sandsynlighed ramme os. Her er hvad vi kan gøre for at forberede os på den.” Vi har allerede en stor, enormt velstående medicinalindustri, men deres laboratorier gjorde intet. De bruger ikke penge på noget, der måske kan være vigtigt ti år ude i fremtiden – der er ingen her-og-nu profit i at stoppe en fremtidig katastrofe. Derfor er det en kapitalistisk krise.

Regeringen havde også engang de fornødne midler, og masser af store forskningslaboratorier. Men så kom Ronald Reagan (amerikansk præsident 1980-1988, red.) til magten, og med ham begyndte det nyliberale angreb på befolkningen. Hans argument var, at regeringen var en del af problemet, ikke løsningen. Derfor skulle beslutninger tages ud af dens hænder. Regeringer er trods alt påvirkelige af befolkningen. Men vi har i stedet overladt beslutningerne til en række private institutioner, som ikke står til ansvar eller kan påvirkes af befolkningens ønsker. I USA kalder man det nogle gange libertarianisme. Det var startskuddet på det nyliberale angreb.

George H.W. Bush (amerikansk præsident 1988-1992, red.) oprettede et videnskabeligt rådgivningsorgan. Obama rådførte sig fornuftigt nok med dem, og bad dem på sin første dag i embedet om at forberede et advarselssystem mod pandemier. Et par uger senere vendte de tilbage med et forslag til et system, der så blev sat i værk. I januar 2017 kom murbrækkeren så til magten. I sine første dage ved roret, sørgede Trump for at afvikle hele varslingssystemet mod en pandemi; han begyndte at trække støtten til ’Center for Disease Control’ og alle andre sundhedsfaglige dele af den amerikanske regering år efter år. Han beskar projekter, hvor amerikanske forskere i Kina samarbejdede med kinesiske forskere om at identificere mulige coronavirusser, og smed det hele ud af vinduet. Så da coronavirussen ramte USA, var vi i særklasse dårligt forberedt – takket være murbrækkeren.

“Det er problemer, der går meget længere tilbage end Trump, men han er alligevel et unikt fænomen. I forhold til hans status som den værste forbryder i menneskehedens historie, virker hans forsøg på at ødelægge det amerikanske demokrati nærmest som en mindre forseelse.”

+

Og derfra blev det kun værre. Han nægtede at reagere på situationen. Andre lande handlede på problemet, nogle af dem hurtigt og effektivt. De steder er virussen næsten væk, eller i hvert fald kommet under kontrol. Det er ikke tilfældet i USA. Han var ligeglad. I månedsvis kunne de amerikanske sikkerhedstjenester ikke få Det Hvide Hus til at indrømme at: ”Ja, vi har et alvorligt problem.” Ifølge nogle beretninger fik han endelig øjnene op for situationens alvor, da aktiemarkedet begyndte at styrtdykke. Så sagde han endelig, at der skulle gøres noget. Men det eneste, han har gjort, er at skabe mere kaos.

En stor del af problemet går forud for Trump. Hvorfor var hospitalerne f.eks. så dårligt forberedte? Det er fordi de bliver kørt som en forretning. Sådan er nyliberalismen. Den er gearet til at levere i sidste øjeblik. De har ikke lyst til at bruge en krone for meget. Så der er ikke nogle ekstra hospitalssenge, vi skal jo sørge for, at direktørerne på privathospitalerne kan få udbetalt millioner af dollars årligt. Ekstra senge skærer i profitten. Og det er det samme overalt. Plejehjemmene er privatejet, og er derfor også skåret ind til benet. Jo mere de er gearet til kun lige at holde skindet over næsen, jo flere penge kan en privatejet virksomhed tjene på dem. Så er der også råd til, at de kan give et bidrag til Trumps kampagne, så han kan få taget et billede med dem, og fortælle dem hvor godt de klarer arbejdet med at ødelægge plejehjemmene, og med at tage livet af de gamle.

Det er problemer, der går meget længere tilbage end Trump, men han er alligevel et unikt fænomen. I forhold til hans status som den værste forbryder i menneskehedens historie, virker hans forsøg på at ødelægge det amerikanske demokrati nærmest som en mindre forseelse. At han har forstærket en pandemi, der har dræbt mere end hundredetusinde mennesker, er nærmest småkriminalitet efter hans standarder.

Denne artikel er oprindeligt bragt i Jacobin Magazine: Noam Chomsky: Trump’s Inaction on Climate Change Makes Him “the Worst Criminal in History, Undeniably”


Michael Brooks er vært på The Michael Brooks Show og medvært på The Majority Report w/ Sam Seder.