Nicaragua: 40 år med den sandinistiske revolution

For 40 år siden faldt Somozadynastiet i Nicaragua, og håbet om en demokratisk social forandring blev født. Sandinistfronten, FSLN, gennemførte med Daniel Ortega i spidsen hurtigt en række reformer: Alle fik grundlæggende demokratiske rettigheder og gratis adgang til uddannelse og sundhedsvæsen. En stærk statslig sektor blev skabt i produktion, distribution og bankvæsen i et forsøg på at skabe en blandingsøkonomi under demokratisk kontrol. Analfabetisme blev minimeret gennem en massiv mobilisering af gymnasielever og studerende. Store mængder jord blev fordelt til jordløse bønder, og godsejerklassens magt blev knækket. Revolutionen vandt støtte fra socialdemokratiske og socialistiske kredse verden over.

Revolutionen var også præget af magtmisbrug, upopulær kollektivisering, kulturel ensretning og til sidst tvangsforflyttelser af oprindelige folk. Det gav folkelig næring til den ”contrakrig”, som forhenværende soldater fra diktaturet fra 1982 førte fra baser i Honduras og Costa Rica og som fik støtte fra USA. Krigsøkonomi og økonomisk blokade betød voksende fattigdom og varemangel. Mange unge tilsluttede sig contraerne i protest mod værnepligt, statslig styring af økonomien og partivælde.

90ernes konservative modreaktion

I 1990 vandt Sandinistfrontens konservative modkandidat Violeta Chamorro landets andet demokratiske valg, med stærk støtte fra kapitalen og USA. Mange stemte på hende i håb om, at USA ville standse krigen, ophæve blokaden og genoptage bistanden til Nicaragua. Fra valget og til Chamorros magtovertagelse fordelte sandinisterne tusindvis af jordskøder og andre værdier til jordløse, arbejdsløse soldater og statslige ansatte, der snart ville miste deres arbejde. Undervejs sikrede sandinistiske ledere sig ejendom og andre privilegier i den såkaldte “Piñata”.

Den neoliberale Chamorro fik hurtigt privatiseret næsten 400 statsejede virksomheder og institutioner. Samtidig blev uddannelses- og sundhedsvæsen udsultet. Økonomien brød sammen og begyndte først at vokse igen i 1995.

Sandinistfronten deltog i og tabte de næste valg i 1996 og 2001. For at vinde magten igen allierede Ortega sig med sine tidligere modstandere. Således indgik han i ’98 en pagt med den højreorienterede Arnoldo Alemán, der var præsident fra 1997-2001. Alemán støttede Ortegas forslag om at ændre valgloven, så det blev sværere for andre partier at stille op, samt at præsidentposten kunne vindes med færre stemmer. Til gengæld blev Alemán sikret en plads i Nationalforsamlingen, som beskyttede ham mod retsforfølgelse for den omfattende korruption under hans styre. Det samme blev Ortega, der var under anklage for incest fra sin steddatter. Pagten blev senere udvidet med en aftale om at dele poster i retsvæsen, valgstyrelse og rigsrevision mellem de to partier. Pagten førte til omfattende splittelse i den nicaraguanske højrefløj og betød, at højrefløjen i 2006 gik til valg splittet i to partier, hvorved de tabte selv om de tilsammen havde flertal i befolkningen.

Sandinistpartiet undergik i disse år forandringer: først brød flertallet af parlamentsgruppen ud og stiftede Reformsandinistbevægelsen, MRS, i protest mod grundlovsændringen, og siden gik en anden fløj i protest mod aftalen med Alemán. Undervejs konsoliderede Ortega sin magt i partiet. I 2002 afskaffede partiet sin kollektive ledelse, og i 2006 afskaffede man interne valg til præsidentkandidat og generalsekretær.

FSLN tilbage til magten

I 2006 genvandt FSLN under Daniel Ortegas ledelse præsidentmagten med 38 % af stemmerne.  I 2011 erklærede højesterets sandinistiske dommerflertal, at grundlovens forbud mod genopstilling af en siddende præsident i sig selv var grundlovsstridig. Det skete efter Ortega i flere år forgæves havde søgt det nødvendige flertal for det i parlamentet. Ortega er derefter blevet genvalgt ved valg i 2011 og i 2016.

Under sin nu 13 år lange præsidentperiode har Ortegas regering nydt godt af omfattende ulandsbistand fra Venezuela, USA og Vesteuropa samt fordelagtig handel med Kina, Taiwan og Rusland, som alle har konkurreret med hinanden om indflydelse. Skolevæsen, elektrificering, decentral energiproduktion, vejbyggeri og bekæmpelse af ekstrem fattigdom har skabt fremskridt i mange landsbysamfund. En alliance mellem regeringen, arbejdsgiverforeningen og landets største virksomheder har sikret et godt investeringsklima med fred på arbejdsmarkedet, fredsbevarende fagforeninger og gode indtjeningsbetingelser. Indtægter og beskæftigelse i turisme og lavtløns-samlefabrikker er gået frem.

I samme periode har Ortega arbejdet hårdt for at samle mere magt om sig selv, sin familie og en lille kreds af allierede. Præsidentparrets magt over retsvæsen og statsinstitutioner er nu komplet. Statsansatte forventes at deltage i partiets demonstrationer og aktiviteter under trussel om fyring. Fagforeningene i staten sørger for at registrere deltagelsen og angive de fraværende til arbejdsgiverne. Alle statens kontorer er malet i partifarver og statens ressourcer bruges uhæmmet til partiaktiviteter. Kommunernes og universiteternes selvstyre er blevet undergravet.

Folkelige bevægelser har måttet indrette sig efter regeringens dagsorden eller blive udsat for forfølgelse. Dette gælder især kvindebevægelsen, der har kæmpet imod Nicaraguas totale abortforbud og imod en ny familielov, som tvinger børn og kvinder til at indgå forlig med voldelige ægtemænd og fædre. Det gælder også beboerbevægelsen og landarbejdere, der er blevet forgiftet af deres arbejde med sprøjtemidler for virksomheder, som nu er regeringens allierede.

Den to største folkelige protestbevægelser i Nicaragua de senere år har været kvindebevægelsen og antikanalbevægelsen. Kvindebevægelsen har kæmpet for ret til abort og protesteret imod vold mod kvinder og antikanalbevægelsen, der består af bønder og miljøforkæmpere, protesterer imod planerne om – sammen med kinesisk kapital – at bygge en kanal på tværs af Nicaragua, med omfattende skader på natur, miljø og lokalsamfund. En særlov, der undtager kanalen fra al lovgivning vedrørende miljø, lokalplanlægning, kommunale rettigheder og lokal deltagelse, blev vedtaget i 2013.

Præsidenten og hans familie har beriget sig og ejer i dag flere TV kanaler, hospitaler og en lang række virksomheder. De store lån via ALBA-samarbejdet (oliepenge fra Venezuela) er blevet kanaliseret udenom statsbudgettet til firmaer, hvor familien eller stråmænd styrer investeringerne.  Den statslige syge- og pensionskasse er ligeledes blevet brugt til finansiering af tvivlsomme udgifter.

En splittet opposition

Den politiske opposition i Nicaragua er domineret af borgerlige konservative og liberale grupperinger, som siden 2006 har været stærkt splittet og manipuleret af regeringspartiet. Desuden findes et lille socialdemokratisk parti i samme tradition som sandinistfronten, MRS. Valghandlinger har siden 2008 været ramt af omfattende svindel. Politiske modstandere er blevet retsforfulgt under fantasifulde påskud, og deres partier er blevet frataget muligheden for at deltage i valg. Siden valget i 2011 har FSLN haft den fulde kontrol over parlamentet og det store flertal af kommunalbestyrelser. I Nicaragua er tilstedeværelse på gaden mere afgørende for politisk styrke end organisatorisk apparat, og regeringspartiet har siden 2008 systematisk forsøgt at bekæmpe ethvert tilløb til protest i hovedstaden med  omfattende mobilisering af loyale sandinister, der i samarbejde med politiet chikanerer og presser demonstranter til at give op.

Økonomien har de sidste par år været præget af, at der ikke længere flyder oliepenge fra Venezuela. Formodentlig som følge af den økonomiske afmatning, har de sidste par valg har vist en betydelig afmatning af FSLNs evne til at mobilisere vælgere, med meget lav valgdeltagelse som følge. 

I 2018 udløste en studenterdemonstration for at redde Indio-Maíz-regnskoven fra en skovbrand ude af kontrol en eksplosion. Det sandinistiske gadeapparat var ikke i stand til at inddæmme demonstrationen.  Da regeringen to uger senere fremlagde en pensionsreform, fortsatte demonstrationerne. Efter få dage faldt de første skud mod demonstranterne, og i løbet af de næste måneder var mere end 300 blevet dræbt, over 700 fængslet, 2.000 såret og over 70.000 flygtet ud af landet. Regeringen havde bevæbnet paramilitære med militært udstyr. I december blev flere NGOer og uafhængige medier ransaget og lukket ”for at orkestrere et statskup”.

Økonomien er i dag præget af de manglende penge fra Venezuela, varslede sanktioner fra USA, faldende turisme, og at priserne på basisvarer er steget betydeligt. Kapitalflugt har medført lukning af mange virksomheder og økonomisk stagnation. Mere end en halv million har mistet deres job.

Politiet, støttet af paramilitære grupper, er konstant på gaden for at kontrollere, true og undertrykke enhver civil protestaktion. Det er ikke muligt for hverken politibetjente eller fængselsbetjente at træde ud af korpset, hvis de er uenige i opgaverne. Sundhedsministeriet har foretaget politiske fyringer af flere hundrede personer, fordi de har behandlet sårede fra gadekampene, ligesom der er fyret universitets- og skolelærere.

Den 29. marts ’19 underskrev regeringen en aftale med Den Civile Alliance om at genindføre de rettigheder, der er stadfæstet i grundloven: ytringsfrihed og ret til at protestere fredeligt, pressefrihed, stop for ulovlige arrestationer og husundersøgelser uden dommerkendelse. Regimet påtog sig at afvæbne de paramilitære. Der blev aftalt total løsladelse af de øvrige politiske fanger senest d. 18. juni.

Hårdt presset af trusler om sanktioner fra FN, OAS, USA og EU overførtes kort efter 200 politiske fanger til husarrest, i maj yderligere 100, og i juni blev 106 frigivet via en hastevedtaget amnestilov. Mange har berettet om tortur og umenneskelige forhold i fængslerne. Der er fortsat omkring 90 politisk fængslede.

Oppositionen i Nicaragua er ikke organiseret af et enkelt parti eller bevægelse. Mange har ikke været politisk aktive før, og kalder sig de ”selvindkaldte” (autoconvocados). Dele af bevægelsen har større eller mindre idefælleskab med venstrefløjen, og kan politisk sammenlignes med eksempelvis et parti som Enhedslisten. Der er intet parti – hverken til venstre eller højre – der i dag er parat til at føre og vinde en valgkamp. Et frit valg i Nicaragua i morgen vil højst sandsynligt ikke frembringe en socialistisk sejr, men en sejr for ”Orteguismo sin Ortega” (Orteguismo uden Ortega), dvs. et borgerligt parti, der lover fred, frihed, frit marked og frihandel, muligvis med et isæt af social retfærdighed.

Kun ca. 20 % af befolkningen, heraf mange af landets fattigste, er i dag loyale overfor Ortega, enten af opportunistiske grunde eller af taknemmelighed.