50 år efter militærkuppet i Chile

Mandag den 11. september er det 50 år siden, at præsidentpaladset i Santiago de Chile blev bombarderet, og kuppet – som styrtede Chiles socialistiske regering – blev gennemført. Men behovet for de reformer, man forsøgte at gennemføre for 50 år siden, er stadig aktuelt, som det folkelige oprør fra 2019 til 2022 i de største byer i landet har vist.

I årene 1970-73 var der i Chile et styre ledet af de store venstrefløjspartier, socialistpartiet og kommunistpartiet, og nogle midterpartier, der forsøgte at gennemføre reformer for større social retfærdighed og økonomiske udvikling i det chilenske samfund. Reformerne omfattede forbedring af livsvilkår for de fattige ved hjælp af en jordreform, nationalisering af landets kobberminer og flere økonomiske reformer.

Den regering, der udsprang af denne koalition – Unidad Popular – under ledelse af socialisten Salvador Allende, skulle med andre ord starte omdannelsen af det chilenske samfund til et velfærdssamfund. Udtrykket velfærdssamfund var ikke kendt i Chile dengang, og processen blev kaldt ”Den chilenske vej til socialismen” og blev kendetegnet af den parlamentarisk-demokratiske tilgang til magten, hvilket vakte opmærksomhed andre steder i verden.

Bedre mindsteløn, pension, lægeklinikker, boliger og landbrugsreform

Regeringen skabte straks synlige forbedringer af levevilkårene for by- og landarbejdere og for mange chilenere, der aldrig havde haft adgang til anstændige levevilkår. Forbedringerne af mindstelønnen og pensionen, den halve liter mælk dagligt til alle Chiles børn, oprettelsen af ​​lægeklinikker i arbejderkvarterer, et ambitiøst boligprogram og landbrugsreformen var blandt de første foranstaltninger, der blev iværksat af regeringen.

Chile var et ekstremt uretfærdigt samfund i 1970, og overklassen reagerede voldsomt mod denne politiske udvikling og de sociale fremskridt, den medførte. Da det ikke lykkedes højrefløjen at vinde tilslutning mod det nye styre med demokratiske midler, blev den socialistiske regering væltet i et blodigt kup af en militærjunta, som blev kendt i hele verden for sine forfølgelser, fængslinger og drab på oppositionen.

Oppositionen bestod af tilhængerne af den væltede regering, hovedsalig den chilenske venstrefløj og mange andre, som fordømte diktaturets massive undertrykkelse af befolkningen – for eksempel den katolske kirke, som forsvarede de politiske fanger og de forsvundne, hvis skæbne stadig er uvis i dag 50 år efter kuppet. Det blodige kup, koncentrationslejrene, mishandlingerne og mordene på de mange politiske fanger gjorde Chile til en paria i det internationale samfund.

Kuppet blev støttet af CIA og amerikanske kobberselskaber

Kuppet blev støttet af den amerikanske regering og bakket op af CIA og af flere multinationale selskaber som ITT, Anaconda Copper Mining osv. Det var amerikanske selskaber som tjente på og udnyttede de chilenske kobberminer, og nationaliseringen blev derfor opfattet som en fjendtlig handling af amerikanerne.

Den chilenske vej til socialismen ramte andre amerikanske interesser i landet, og den daværende amerikanske præsident Richard Nixon og hans udenrigsminister Henry Kissinger blev arge modstandere af den. De støttede aktivt forberedelserne til statskuppet, som brutalt stoppede processen med bombardementet af præsidentpaladset og præsident Salvador Allendes død.

USA planlagde og gennemførte samtidig planen om at udrydde venstrefløjen fysisk i Chile og nabolandene. I dag er den kendt som Plan Condor, som i Chile kostede 2.125 politiske modstandere livet samt 1.210 forsvundne politiske fanger ud over de tusindvis af ofre for undertrykkelse, vilkårlige arrestationer, tortur og mishandling.

Undertrykkelsen blev udbredt, og vilkårlige anholdelser og henrettelser skabte en stemning af statsterrorisme, hvor Det nationale Stadion og Chiles Stadion i Santiago blev omdannet til kæmpe koncentrationslejre. Dér blev den chilenske sanger Victor Jara myrdet for øjnene af de rædselsslagne medfanger. Mange kendte personligheder fra venstrefløjen og fra kulturlivet blev fængslet, tortureret og henrettet. Kongressen, fagforeninger og folkelige organisationer blev lukket, og undertrykkelsen var særligt aktiv i arbejderkvarterer.

Danmark spillede en vigtig rolle i støtten til den forfulgte opposition. Ambassaden i Santiago husede og hjalp mange forfulgte, og cirka 1000 chilenere fik politisk asyl i Danmark, hvor vi blev modtaget med en udbredt solidaritet af landet og befolkningen. Chilekomiteens og Komitéen Salvador Allende, OPRECHs og andres aktiviteter udgjorde en vigtig støtte til modstandskampen i Chile, og vi chilenere, der fik asyl i Danmark, var heldige at kunne identificere os med mange danske værdier, der var beslægtet med vores chilenske politiske idealer.

Chile er stadig et uretfærdigt samfund

Der er gået et halvt århundrede, og der er sket meget i verden siden. Blandt andet er Chile vendt tilbage til demokratiet efter 17 år med militærdiktatur, og økonomien i landet er kraftigt forbedret af en liberal økonomisk politik, der placerer Chile blandt de bedste økonomier i regionen.

Ikke desto mindre er behovet for de reformer, man forsøgte at gennemføre for 50 år siden som sagt stadig aktuelt. Protesterne fra 2019 til 2022 udviklede sig til et sandt folkeligt oprør med tusindvis af demonstranter og gadekampe, som ordensmagten ikke kunne kontrollere. 

Det skyldes, at Chile stadig er et ekstremt uretfærdigt samfund, hvilket er svært at forstå som dansker. De samme kræfter, som gennemførte kuppet mod Salvador Allende, søger kun at profitere på arbejderne og på naturressourcerne, og de har gjort landet til et paradis for private foretagender. Den almindelige chilener er udsat for grov økonomiske udnyttelse af private pensionsordninger, private banker, private klinikker og alverdens privat virksomhed, mens privat- og finanskapitalens interesser beskyttes af forfatningen.

I dag 50 år efter begivenhederne, vil jeg stadig stå inde for og fremhæve værdierne og målene fra september 1970 i Chile, og jeg vil også insistere på behovet for sociale reformer for gradvist at omdanne Chile til et solidarisk, civiliseret og progressivt samfund. Det er en kompleks, lang og svær proces, men vores liv i Danmark har vist os, at det er muligt, og at det er nødvendigt at indføre de reformer, der skal føre til en større grad af lighed og social fremgang, velfærd og udvikling i Chile.

Jeg ønsker sluttelig – og jeg tror, jeg taler på vegne af de fleste chilenske politiske flygtninge i Danmark – at udtrykke en dybfølt tak til det danske samfund, til dets institutioner og til danskerne for den generøsitet og det mod, der kræver at modtage politiske flygtninge.