8. marts handler om fællesskab og feminisme

God kampdag! I dag er det Kvindernes Internationale Kampdag, det har det været den 8. marts hvert år siden 1911. Dengang var det kvindelige socialister, der stod i spidsen for en international organisering af kvinder, hvis mærkesag bl.a. var kampen for stemmeret og valgret. I dag er 8. marts ikke kun for venstrefløjen og heller ikke kun for kvinder. Mangfoldiggørelsen af nutidens feministiske bevægelse har gjort os stærkere og klogere på hinanden, men det har også sine udfordringer, som til tider splitter os ad.

Selvom flere mennesker end nogensinde kalder sig feminister, kan det stadig føles ensomt at være feminist i Danmark, og det kan være svært at finde sin plads i bevægelsen. Men når det lykkes os at stå sammen og finde hinanden, kan søstersolidariteten overvinde alt. I dag vil vi fortælle historierne om, hvad feminismen og dens stærke fællesskaber har betydet for 6 forskellige aktivister.

Jasmin Idriss: Feministisk aktivisme gav mig nye udforskningsmuligheder.

Jeg har deltaget i Kvindernes Internationale Kampdag så længe jeg kan huske. Det var en fast aktivitet, som min mor tog sine børn med til, og efterhånden som vi blev ældre, tog vi selv ansvar for at dukke op, helst med nogle venner på slæb. Det var først, da jeg var blevet voksen og var flyttet hjemmefra, at jeg indså, hvor meget jeg havde brug for feminisme. Jeg vidste bare ikke, hvor jeg skulle begynde, fordi det var et så stort område med så mange forskellige retninger.

Heldigvis havde jeg en fantastisk søster, som jeg tit og ofte diskuterede mine oplevelser med, som ‘queer woman of colour’. Gaven, jeg fik efter et ihærdigt efterår med mange intense diskussioner, indeholdt ‘This Bridge Called My Back’ redigeret af Cherrie Moraga og Gloria Anzaldúa – jeg kan faktisk trygt sige, at bogen har ændret mit liv og måden jeg tænker på, den præsenterede en retning inden for feminisme, hvor jeg følte, der var plads til mig.

Oplevelser, følelser og tanker, jeg ikke troede var mulige at sætte ord på, fik et helt vokabular, og jeg følte mig automatisk mindre ensom. Det satte selvfølgelig gang i en hel udforskningsproces, som tog mig tilbage til 1980ernes ‘Black Feminism’ og ‘Intersectional Feminism’ med stærke kvinder som Audre Lorde, Angela Davies og Kimberlé Crenshaw – kvinder som har en stor betydning for mig, og som jeg ser vældigt op til.

På samme tid som intersektionel feminisme fik en større og større personlig betydning for mig, fandt jeg også et fællesskab og nye venner, som var aktive i Aarhus’ aktivistiske miljø, og som inviterede mig med. Feministisk aktivisme gav mig muligheden for at udforske feminisme på et helt nyt niveau ud over det litterære, jeg ellers var vant til. Der hvor bøgerne havde givet mig ordene, jeg behøvede for at forstå mine oplevelser, da gav aktivismen mig et miljø og en platform til at prøve at forstå ting, som var større end mig selv. (oversat fra norsk)

Signe Uldbjerg: 8. marts beviser vi kan stå sammen

Jeg tror nok, at feminisme har reddet mit liv. I hvert fald noget der ligner. Som barn blev jeg mobbet og ekskluderet, jeg var for mærkelig, for nørdet, ikke pige nok, ikke sød nok, for klog, for vild, for queer. Mine lærere vidste ikke, hvad de skulle stille op og kunne ikke forstå, hvorfor helvede jeg da ikke bare kunne tilpasse mig og være ligesom de andre. Mobningen eskalerede og udviklede sig til seksuelle overgreb, der stod på i over et år.

Jeg har en fantastisk familie og er slet ikke i tvivl om, at jeg kunne have fået alt den støtte, jeg havde brug for fra mine forældre, hvis bare jeg havde fortalt dem, hvad der foregik. Men det kunne jeg ikke. Som tolvårig anede jeg ikke, hvad jeg skulle kalde de overgreb, som foregik næsten hver dag i skolen. Jeg havde måske hørt om voldtægt, men jeg anede ikke, at seksuelle overgreb kunne se ud på andre måder end ’fremmed mand lurer bag busk’.

Første gang jeg for alvor begyndte at forstå, hvorfor jeg ikke bare kunne være ligeglad og normal, var da jeg begyndte at læse ungdomslitteratur skrevet af kvinder og henvendt til piger. Jeg vil ikke sige, at disse bøger var feministiske, men de tacklede svære emner som seksualitet, overgreb, eksklusion, diskrimination, og queer liv. For første gang i mit liv følte jeg mig forstået. Bøgerne gav mig også en idé om, hvordan positive kvindefællesskaber kan se ud, fællesskaber hvor kvinder støtter hinanden i stedet for at se hinanden som konkurrenter i en kamp om mænds opmærksomhed. Jeg fandt selv denne type fællesskaber, da jeg begyndte at lave politisk aktivisme, og da det gik op for mig, hvor mange mennesker der havde historier om overgreb og eksklusion, som lignede mine.

Der er mange ting, som feminister ikke er enige om, og der er mange, der ønsker at splitte os ad. Men for mig står 8. marts som beviset for, at vi faktisk kan stå sammen, og at vi, på trods af vores forskelle, kan lære at respektere og forstå hinanden. Jeg holder fast i feministisk aktivisme, selvom det kan være hårdt, fordi den oplevelse af fællesskab, som vi blandt andet skaber 8. marts, hver gang på ny overbeviser mig om, at vi kan ændre verden sammen.

Nohemy Johnson: feminisme handler accept og mangfoldighed

Jeg voksede ikke op som aktivist, og så heller ikke mig selv som feminist. I gymnasiet rettede jeg ind efter, hvad der blev set som ’feminint’, ’piget’ og ’trendy’. Jeg undskyldte for alt, der kunne ses som forkert, og endda for at stå ved mig selv. Jeg var nervøs for, at jeg ikke gik i det rigtige tøj, og jeg turde ikke tale foran mine klassekammerater. Jeg stod bare og grinede nervøst. Desværre var jeg også meget opmærksom på min hudfarve. Jeg købte make-up, som var nogle toner for lys, og prøvede altid at blive indendørs. Jeg plejede at tænke, at det var normalt at tilpasse sig.

“Jeg var også overrasket over at finde ud af, at mange mænd på mit college ikke troede på, at der stadig var uløste kønsproblematikker”

Det var ikke før sommeren inden mit første semester på College, at mit liv ændrede sig.  Jeg var udsat for et overgreb, og indså hvor farlig misogyni – kvindehad – og hyper-maskulinitet kan være. Efter den sommer begyndte det at gå op for mig, hvor vigtigt det er at skabe bevidsthed om de problemer, som primært kvinder møder. Jeg ønskede også at se mænd i et mere positivt lys, da jeg fandt det svært at tro på, at alle mænd var aggressive og hyper-maskuline. Jeg blev inspireret til at søge viden om kønnet vold, voldtægtskultur, kropssprog og moderne maskulinitet. Jeg var også overrasket over at finde ud af, at mange mænd på mit college ikke troede på, at der stadig var uløste kønsproblematikker.

Som latinamerikansk kvinde indså jeg vigtigheden af at kæmpe for lige rettigheder og for min identitet. At kæmpe for min og andre kvinders sikkerhed og lykke. Det er det, jeg har gjort de seneste fem år: kæmpet for kvinder og andre sårbare. Jeg har også accepteret, at alle er forskellige. Vi har alle forskellige former, størrelser, hudfarver og oplevelser. Den måde, jeg ser feminisme i dag, handler ikke bare om ligestilling mellem kønnene eller kampen for de mest udsatte, men også om accept og mangfoldighed. Feminisme for mig handler om at inkludere ALLE. Minoritetskvinder påtager sig nu feminisme som en del af deres identitet. Mænd er også ved at anerkende, at dette ord ikke er uhyggeligt, og at de også burde være feminister. Min aktivisme gjorde mig til en feminist, en fighter og til det passionerede mennesker, jeg er i dag.

Oversat fra engelsk.

Anne Hegelund: Lad os få en kampdag mere!

Jeg har svært ved at pinpointe præcist, hvornår jeg begyndte at se mig selv som feminist. Som barn var mit første feministiske idol helt klart Ronja Røverdatter og hendes kamp mod patriarkatet i form af sin far og røverkulturen. Min første følelse af søsterskab har været gennem tv’et med hende, og så Lise fra ”Kun en pige”, som tydeligt viste mig, hvad jeg allerede vidste: at kvinder og mænd slet slet ikke har lige muligheder i det her samfund. Som teenager oplevede jeg på egen krop de stereotype kønsrollers snærende bånd, specielt omkring alt der havde noget som helst med sex og kærlighed at gøre.

Fra mine forældres nedladende kommentarer omkring den måde, jeg valgte at se ud på, til mine venners velmenende råd om at passe på mit rygte. Der var nu andre, der blev ‘slutshamet’ langt værre end mig, og min første følelse af søstersolidaritet IRL har helt klart været på den konto. Så jeg satte nærmest en ære i at gøre oprør mod det. Ikke at jeg var nogen super feminist, heller ikke på andre punkter. For eksempel har jeg stadig dårlig samvittighed over dengang, jeg shamede min mor for at have hår under armene.

Til gengæld er jeg stolt over, at jeg stod fast, da ”strip-skandalen” ramte mit gymnasium, og folk prøvede at lægge alt skylden og skammen for en ubehagelig hierarkisk kultur over på to fulde 1.g piger. Sammen med elevrådet, mod fredagscaféen, som ikke lige havde fået forklaret, at strip-kategorien var for sjov, og at man ikke fik det bedste bord i kantinen ved at smide mest tøj. Året inden, da det var en dreng, der blottede sig på scenen i en trenchcoat, syntes de fleste jo bare det var skægt, men det var der selvfølgelig heller ikke nogen, som filmede og lagde ud på nettet. Ellers husker jeg det, som om feminisme var totalt fraværende i min gymnasietid dér i midt-00’erne, måske ud over min klassekammerat der nørdede queer-teori.

“I starten var jeg godt nok lidt skræmt af nogle af de stærke kvinder og bange for at gøre det der ‘feminist’ forkert. Men det søsterskab, jeg endte med at få med derfra, er guld værd – især når det holder hårdt at lave politik eller bare være i verden som kvinde.”

Jeg har ikke lært om feminisme ved at læse tykke bøger, men ved at lave politik og aktivisme. Jeg var med til at stable ”SlutWalk Aarhus” på benene – den første af slagsen i Danmark – lige da jeg selv var flyttet til byen. Det var en kæmpestor oplevelse og gav mig en helt euforisk følelse af at blive en del af et feministisk fællesskab i kampen mod slutshaming, victimblaming og voldtægtskultur. Det gav mig styrken til at prøve kræfter med min vrede og aggression, mens jeg hørte No Doubt’s ”Just A Girl” på repeat og begyndte til roller derby.

På cirka samme tid i start-10’erne blev jeg aktiv i Socialistisk Ungdomsfront, hvor jeg har alt min basis- og queer-feministiske skoling fra. I starten var jeg godt nok lidt skræmt af nogle af de stærke kvinder og bange for at gøre det der ‘feminist’ forkert. Men det søsterskab, jeg endte med at få med derfra, er guld værd – især når det holder hårdt at lave politik eller bare være i verden som kvinde.

På samme måde har de år, jeg boede i det queer-feministiske kollektiv ‘Helle’, nok været de mest lærerige i mit liv – både personligt og politisk. Ligesom de nye kvindefælleskaber, jeg er kommet med i via internationalt arbejde og efter jeg flyttede tilbage til Gellerupparken. De kampe, jeg har været en del af – for retten til kvindesvømning og imod niqabforbudet, og den solidaritet jeg har været med til at vise afrocolombianske transaktivister og de kvindelige, kurdiske selvforsvarsstyrker – har været med til at forme mig til at blive en mere intersektionel feminist.

For mig handler 8. marts om at fejre vores sejre og styrke vores bevægelse, samtidig med at vi knytter nye bånd og på den måde bliver klogere på vores fælles kamp for frigørelse. I initiativet ”Ikke én mere” presser vi på for, at få plottet en kampdag mere ind i den feministiske kalender – mod vold mod kvinder og queers, den 25. november, så vi har endnu en god anledning til at mødes på kryds og tværs og gå på gaden sammen.

Sophia Kier-Byfield: 8. marts hjalp mig til at finde min egen stemme

Min første 8. marts demonstration i Aarhus var i 2017, et betydningsfuldt år i feminismens protesthistorie. Efter de globale kvindeprotester på samtlige kontinenter i januar, var der mange ude på gaderne i regnen. Bwalya Sørensen fra Black Lives Matter DK førte demoen med den mest kraftfulde ånd. På dette tidspunkt var jeg ny i aktivisme. Energien var høj, og disse dage føltes essentielle.

Gennem det næste år hjalp jeg med at planlægge 2018-demoen samt dagens aktiviteter, og den aften marcherede vi for at afslutte vold mod kvinder. Jeg var syg og overarbejdet, men det føltes så vigtigt at blive kold og træt blandt skarerne. At være en del af 8. marts har lært mig så meget om repræsentation og at råbe sammen med andre mennesker, nogle, som nu er mine venner, har hjulpet mig til at finde min egen stemme.

“Ud over alt det gode er jeg begyndt at sætte spørgsmålstegn ved, hvad sådanne dage gør i det store billede. Nu tænker jeg mere på, hvordan undertrykkende, kapitalistiske institutioner bruger disse dage til deres fordel og omdømme.”

Ud over alt det gode er jeg begyndt at sætte spørgsmålstegn ved, hvad sådanne dage gør i det store billede. Nu tænker jeg mere på, hvordan undertrykkende, kapitalistiske institutioner bruger disse dage til deres fordel og omdømme. Lige nu i Storbritannien – hvor jeg arbejder og skriver ph.d.-projekt om feminisme og pædagogik – er der strejke på 74 universiteter. En af de vigtigste kampe i striden mellem fagforeningen og ledelserne handler om ligestilling mellem kønnene, såvel som for minoriteter, i vores uddannelsessystem.

Ironisk nok vil disse institutioner uden tvivl samtidigt godkende 8. marts begivenheder og fester for mangfoldighed. Her påpeger jeg kun universiteterne, men der er så mange andre steder i verden, hvor de sårbare oplever forskelsbehandling og vold. Vi må arbejde på at udvide den solidaritet og energi, som vi ser på disse specielle dage, ind i hverdagen, så det ikke bare forbliver symbolsk, eller ender som ‘kulturel kapital’.

Zen Donen: 8. marts giver energi til resten af året

Den 8. marts er både en festdag og en kampdag for mig. En festdag fordi det er en dag, hvor jeg kan fejre de fremskridt for ligestilling, vi kan se i samfundet, og jeg kan gøre det sammen med ligesindede. Det er en dag, hvor jeg føler fællesskab og hvor jeg bliver mindet om, at jeg ikke står alene med ønsket om at gøre Danmark til et mere ligestillet land.

Det er tiltrængt, fordi kampen for ligestilling også ofte er op ad bakke. Derfor er 8. marts også en kampdag. En dag, hvor man kan få mere lydhørhed for kvindekampen, men samtidig også ofte mødes med klassikere som “men hvad med mændene” (de har den 19. november), “er der virkelig behov for at kæmpe mere, vi har jo ligestilling” (fortæl det til de 38.000 kvinder, der udsættes for partnervold årligt, og alle dem, der mødes hver dag af sexisme på forskellige måder) og “de har det meget værre i andre lande, tænk lige på det og slap så af!” Ja, husk nu at være taknemmelig for, at vi ikke bliver voldtaget lige så meget som kvinder i Indien, det er bare topskønt, at det kun er i gennemsnit 65 kvinder her i Danmark om dagen. TAK!

Derfor er 8. marts både en nødvendighed – og et tidspunkt, der giver energi til de øvrige 364 dage om året, hvor vi bekæmper sexisme.

---

For at vi kan bekæmpe patriarkatet hele året rundt, har vi brug for hinanden. Derfor er 8. marts en god dag til at række ud og finde ligesindede – men også til at lytte til andre og forstå hinanden på tværs af den brede, feministiske bevægelse. I Aarhus er vi super stolte af, at så mange feminister står sammen og støtter op om en stor, fælles demonstration med en lang liste af anbefalere. Den synes vi du skal tjekke ud, hvis du mangler mere feministisk fællesskab i din hverdag og nogen at kæmpe sammen med. Hver dag er en kampdag, og når resten af året er rimelig ’shitty’, må 8. marts også gerne være en ’feel good’ dag!

Redaktionel bemærkning: Grundet de store mørketal på voldtægtsområdet, er det svært at give præcise tal på antallet af forbrydelser. Ifølge Kvinfo estimeres det, at 15 kvinder voldtages hver dag i Danmark

---

Læs om IKKE EN MERE på Facebook