Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
20. september. 2024

Aarhus’ budget for 2025 deler venstrefløjen

Aarhus’ venstrefløj er uenige om byens nye budgetforlig. Enhedslisten står uden for forliget, mens SF og løsgænger Thure Hastrup er med i forliget

Foto: Dennis Borup Jakobsen

Byrådspolitikerne i Aarhus har indgået forlig om, hvordan Danmarks næststørste bys penge skal bruges i 2025. Kun Enhedslisten og den borgerlige løsgænger Henrik Arens er ikke med i budgetforliget. Til gengæld er SF og den venstreorienterede løsgænger, Thure Hastrup med i forliget.

Solidaritet har talt med Enhedslistens byrådsmedlem Solveig Munk, som fortæller, hvorfor partiet ikke er med i budgetforliget:

”Vi er ikke med, fordi budgetforliget går ud over velfærden. Vi var med i forhandlingerne hele vejen igennem, men vi kunne ikke få godkendt et eneste af vores forslag. Og i Enhedslisten stemmer vi for den mindste forbedring og imod den mindste forringelse. Der var nogle forbedringer, men vi kunne ikke stemme for det samlede budget.”

Som et eksempel nævner Solveig Munk handicapområdet og det specialiserede børneområde. Her arbejdede Enhedslisten for at ændre kommunens budgetmodel, så stadig flere mennesker ikke fremover skulle deles om det samme beløb. Det lykkedes ikke at overbevise forligskredsen om, at denne model skulle ændres.

Man kan læse Enhedslistens samlede pressemeddelelse om budgetforliget på Aarhus Kommunes hjemmeside.

Er du ikke med i budgetforliget, er du sat uden for indflydelse

En kommunal venstrefløjspolitiker, som til gengæld er med i budgetforliget, er Thure Hastrup. Han er tidligere medlem af Enhedslisten, men sidder i dag i byrådet som løsgænger. Han forklarer sin deltagelse i forliget:

”Kommunal økonomi er en kamp fra år til år. Jeg synes, at jeg har lært på den hårde måde, at det er svært at stå uden for et budgetforlig. Hvis man ikke er med i budgetforliget, er man sat uden for indflydelse. Der er nogle penge, og man får lov til at være med til at bestemme, hvordan de skal bruges.”

Thure Hastrup fremhæver penge til en kommunal jordfond som sit største aftryk på budgettet i Aarhus Kommune. Men det er ikke den eneste forbedring i forhold til tidligere års budgetter i Aarhus.

”Vi har fundet 560 millioner kroner til Aarhus’ folkeskoler. Det løser ikke alle de problemer, skolerne har, men i forhold til den misere, der har stået på de sidste mange år, er det en klar forbedring”, fortæller Thure Hastrup til Solidaritet.

Thure Hastrup understreger i en pressemeddelelse, at budgettet bestemt ikke er perfekt. Han nævner som eksempel kulturområdet som et af de områder, der har brug for midler, som budgettet ikke giver dem.

SF: Tilfredshed med penge til skoler

SF’s Thomas Medom er rådmand for børn og unge i Aarhus Kommune. Han glæder sig særligt over, at de århusianske folkeskoler nu får tilført 560 millioner kroner:

“Med budgetforliget har vi sikret det største løft af folkeskolernes økonomi i nyere tid. Det er jeg glad for, fordi det har skolerne virkelig brug for”, udtaler Thomas Medom i en pressemeddelelse.

Thomas Medom udtrykker også sin tilfredshed med andre dele af det kommunale budgetforlig:

”Det er et forlig, der fordeler ret mange penge til vores velfærdssamfund. Til skolerne og til de ældre. Og så forbedrer det den kollektive transport i Aarhus, så den også bliver mere klimavenlig”, siger Thomas Medom til Solidaritet.

Enhedslisten hævder dog, at pengene til de århusianske skoler bliver taget fra andre områder:

”Tager man forligsteksten på ordet, kan man komme til at tro, at det hele er roser og champagne. Men det nye løft i budgettet til skolerne betales med lukning af klubber og SFO’er”, skriver Enhedslisten i deres pressemeddelelse.

Thomas Medom mener ikke, at Enhedslistens udsagn holder.

”De penge, der skal gives til skolerne er en blanding af flere ting. For eksempel er der lavet en lidt bedre økonomiaftale mellem staten og kommunerne, som gør det muligt at tilføre flere penge. Jeg skal ikke afvise, at nogle af pengene kommer til at komme fra besparelser på fritidsordningerne, men man kan ikke gøre det til hovedbudskabet. Det er rigtigt, at borgmesteren lagde op til, at flere penge skulle komme herfra, men det lykkedes vi med at fjerne under aftenen og nattens forhandlinger”, siger Thomas Medom.

Brug for højere kommuneskatter

Hvor den århusianske venstrefløj er af forskellige opfattelser af det nye budgets kvalitet, er de enige om, hvordan man kan gøre det bedre i fremtiden.

”Udfordringen for Aarhus Kommune er SVM-regeringen og dens elendige økonomiaftale med kommunerne”, siger Thure Hastrup til Solidaritet. Han fortsætter:

”Regeringen tager med den ene hånd og giver så lidt tilbage, når den ser, hvordan det går ude i kommunerne. Vi i Aarhus ville sagtens kunne investere mere, men vi bliver ramt af regeringens serviceloft og anlægsloft. Vi har ideer til, hvordan man kan hæve kommunale skatter og afgifter, men det går ikke med den nuværende regering.”

Hastrups tidligere parti Enhedslisten vil gerne være med til at hæve skatterne i Aarhus:

”Vi ville gerne hæve kommuneskatten med én procent. Men det ville de andre partier ikke”, siger Enhedslistens Solveig Munk til Solidaritet. Enhedslisten understreger dog i pressemeddelelsen, at SF bakkede op om de højere kommuneskatter.

Thomas Medom er enig: “Vi kunne godt tænke os et udvidet samarbejde med Enhedslisten om kommunale skatter”, siger rådmanden til Solidaritet.

Om skribenten

Jonas Neivelt

Jonas Neivelt

Redaktør på solidaritet.dk Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER