Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
25. august. 2021

Afghanistan: Den ”gode krig”, der aldrig var

 Afghanistan: Den ”gode krig”, der aldrig varaf Poya PakzadTalibans magtovertagelse i Afghanistan viser os ikke kun konsekvenserne...

 

Afghanistan: Den ”gode krig”, der aldrig var

af Poya Pakzad

Talibans magtovertagelse i Afghanistan viser os ikke kun konsekvenserne af en hensynsløs amerikansk exit. Den viser os først og fremmest konsekvenserne af offentlige ideer om, at man kan bombe og besætte sig til demokratisk udvikling, skriver Poya Pakzad.

Lad os tage et kort, hurtigt blik på optakten til og begyndelsen på krigen i Afghanistan – den såkaldt ”gode krig” set i Irak-krigens beskæmmende modlys.

Da USA startede bombetogterne over Afghanistan i kølvandet på terrorangrebet den 11. september 2001, før NATO blev indsat, var det trods adskillige advarsler fra internationale og lokale ngo’er. Washington evakuerede samtlige ngo’er, der brødfødte og leverede humanitær hjælp til i omegnen af 5 millioner mennesker. Frygten fra de lokale ngo’er var, at disse mennesker risikerede at sulte på grund af fordrivelse og manglende adgang til humanitær nødhjælp. Da bombningen begyndte alligevel, steg vurderingen (fra FN’s side) til 7,5 mio. mennesker, der blev afskåret fra nødhjælp.

Det var imidlertid ikke kun ngo’er, der tryglede om akut indstilling af bombardementerne. Også den interne afghanske opposition fordømte krigsmagerne. For eksempel den vestligt allierede, afghanske oppositionsleder, Abdul Haq, der kort før han selv blev dræbt i 2001, skrev i Guardian, at bomberne øgede tilslutningen til Taliban. Han mente i interviews med Carnegie Endowment, at USA gik ind i Afghanistan for at vise muskler på trods af, at afghanerne selv var i fuld færd med en alternativ plan for at vælte Taliban indefra. Disse planer blev forpurret. Abdul Haq kaldtes “Kabuls Løve” og var afghansk nationalist og en af de få afghanske ledere, der kunne forene Afghanistans forskellige etniske grupper. Washington og London ikke bare ignorerede Abdul Haq, men gjorde alt det, han advarede imod.

Cirka to uger efter bombningen var begyndt, mødtes op imod 1.500 afghanske oppositionsfolk, notabiliteter, religiøse ledere og lignende i Peshawar i Pakistan (New York Times angiver fejlagtigt 700). Gruppen var uenig om mangt og meget, men den var enig om én ting: Bombningerne skulle indstilles, fordi de forpurrede flere års bestræbelser på at vælte Taliban indefra.

Den samme holdning havde den prisbelønnede afghanske kvinderettighedsbevægelse RAWA. “USA har udløst en omfattende aggression mod vort land”, erklærede den i 2001, ”en aggression, der frembringer krigsherrer og jihadister”. Og den var særligt kritisk over for, at amerikanerne havde allieret sig med den såkaldt “Nordlige Alliance”, der havde hærget Afghanistan under borgerkrigen.

Den globale opinion uden for USA var også kritisk indstillet. Ifølge Gallup foretrak ”verdens befolkning” – med undtagelse af Israel og Indien, hvor man så på konflikten ud fra egne interesser – udlevering af terroristerne, så de kunne retsforfølges. Støtten til en krig mod lande, hvor terroristerne skjulte sig, var marginal. I Europa var støtten til krig lavest i Grækenland (6%), i Danmark 20% og højest i Frankrig (29%). Gennemsnitsværdien i Europa lå på ca. 16%. I Latinamerika, hvor man er godt kendt med yankeernes dominanspolitik, var støtten til et angreb lavest i Mexico med 2% og højest i Panama med 16%.

Hvad angik Al Qaeda, som vi gik i krig for at udradere, tilbød Taliban at udlevere organisationens medlemmer, hvis USA ville levere beviser for dens involvering i terrorangrebet 11. september. Bush-regeringen afviste tilbuddet. Det blev allerede dækket i 2001 (bl.a. i New York Times og britiske Telegraph). Men siden er der kommet langt flere detaljer frem, bl.a. i journalist og forfatter Anand Gopals bøger. Taliban tilbød at udlevere bin Laden til et tredjeland gennem CIAs station i Pakistan og tilbød sågar at overgive sig. Det blev afvist. USA havde allerede mobiliseret tusindvis af tropper i Usbekistan.

Nu er det engang sådan ifølge international lov – hvis nogen stadig synes, at den slags er vigtig – at man skal anmode om udlevering. Det ville USA ikke. Man sendte ikke engang en officiel udleveringsanmodning. Lande som Cuba og Venezuela havde f.eks. udleverings-anmodninger på terrorister, der lever i såkaldt ”safe havens” i Miami. Fx Orlando Bosch eller Louis Posada Carriles, der hijackede et cubansk fly og slog 73 civile ihjel. (Ville nogen som helst ved deres fulde fem billige, at Cuba på den baggrund bombede Miami?)

Da man besluttede at vælte Taliban – hvilket man officielt først gjorde to uger efter, bombningen var begyndt – allierede man sig med den ”Nordlige Alliance”. Det var krigsforbrydere, narkobaroner og voldtægtsforbrydere, der som sagt havde hærget Afghanistan under borgerkrigen, før Taliban tog magten. USA benyttede tillige chancen til at oprette militærbaser i diktaturstater som Tajikistan, Kyrgistan, og Usbekistan i Centralasien, hvorfra man kunne angribe Afghanistan. (Bemærk, at regimet i Usbekistan ikke ligefrem er et paradis for kvinder og piger, selvom man udadtil legitimerede krigen i Afghanistan som et frigørelsesprojekt).

Hvad den senere danske tilslutning til krigen i Afghanistan angår, hedder det i konklusionsbindet i Krigsudredningen, at det snarere var pleje af NATO-partnerskabet, der lå til grund for beslutningen, mens

“… forholdene i Afghanistan var af mindre betydning for den danske beslutning. (…) SR-regeringen [havde] over for Folketinget motivere[t] beslutningsforslag nr. B 4 med humanitære argumenter, da sådanne argumenter var mere egnede til at opnå almindelig opbakning i befolkning og Folketinget end argumenter om Danmarks forhold til NATO (…) Heraf følger også, at forholdene i Afghanistan var af mindre betydning for den danske beslutning.”

Udadtil angav man altså humanitære begrundelser for at sikre offentlig klangbund for krigen, mens man indadtil havde andre hensyn: ”De begrundelser, der gives i offentligheden, kan stride mod de overvejelser, der er gjort bag lukkede døre” (Krigsudredningen).

Heller ikke sikkerhedstruslen, der angiveligt udgik fra Afghanistan, spillede en større rolle for beslutningsgrundlaget. Igen fra Krigsudredningen (Afghanistan-bindet):

“Det fremgår dog også, at trusselsbilledet i sidste ende ikke spillede nogen afgørende rolle i argumenterne for dansk krigsdeltagelse. (…) I stedet var det muligheden for at yde et slagkraftigt bidrag til den amerikanske operation, der blev vægtet – uden nærmere henvisning til forholdene i Afghanistan.”

Tænk, hvis man havde lyttet til ngo’erne, til den afghanske opposition, til garvede afghanske kvinderettighedsorganisationer og den globale befolkningsopinion.

20 års ”god krig” kunne være undgået. Taliban kunne måske eller måske ikke være blevet væltet indefra af afghanere med indsigt i deres eget samfund - og som var respekteret der. Det var noget, vi kunne have støttet. Man kunne have brugt sine muskler på, at få Bin Laden udleveret og hvis ikke, kunne man have gennemført en politiaktion i samarbejde med regionale partnere, der gerne så Al Qaeda fanget og retsforfulgt.

I stedet gik man i krig. Man nægtede at udtømme de fredelige muligheder.

Og her står vi så. Krigen i Afghanistan øgede terrortruslen. De rester af Al Qaeda, der var tilbage, smuttede henover grænsen og gemte sig i Pakistan. De forgrenede sig bl.a. til Irak, hvor de antog flere uhyggelige inkarnationer. Og bevægelsens globale tilslutning skød i vejret og blev en cause celebre for jihadister allevegne. I dag opererer Al Qaeda i 28 lande, som Mona Sheikh oplyste i Deadline i aftes.

Det nemmeste i verden lige nu er at skyde skylden på afghanerne selv. Her kom vi med vores gode hjerte, uden at være inviteret og med vores selvopofrende, ædle vilje. Og hvilken tak får man så igen? Afghanernes uvilje mod hjælp til selvhjælp. Men sig mig: Hvorfor skulle en afghansk knægt, der ikke kan læse, og som går ind i hæren for småpenges skyld, gå i krig til døden mod Taliban på vegne af en præsident med et udenlandsk pas, der rejser ud af landet, så snart kampen bryder ud?

Afghanerne bad ikke om krigen. Meningsmålinger har vist, at mange afghanere så sent som i 2011 ikke vidste, hvorfor de udenlandske tropper befandt sig i deres land. De havde aldrig hørt om terrorangrebet den 11. september.

At Taliban nu igen overtager Afghanistan, hænger jo sammen med den hovedløse exit. Måske var det uundgåeligt. Men ideerne om, at det er et eksempel på, hvad der sker, når “Vesten” trækker sig ud, er den helt forkerte lære af den her 20 år lange krig. Det er efter min mening fuldstændigt vanvittigt at bruge Afghanistan-krigen som et eksempel på, at vi skal gå mere og længere i krig. Den rigtige lære er, at det var forkert at gå i krig til at begynde med. Afghanistan-krigen er et eksempel på, at man ikke kan bombe og besætte sig til demokratisk udvikling.

Dette indlæg blev først bragt 17. august 2021 som et Facebook-opslag på forfatterens private facebookside. Kritisk Revy har bragt indlægget med skribentens tilladelse.

 

Om skribenten

Poyâ Pâkzâd,

Poyâ Pâkzâd,

Læs mere