Alex og Ansvaret: To socialister til Alex Vanopslaghs fest

Jeg kunne mærke mig selv smile lidt på vrangen, da jeg så alle jakkesættene i S-toget. Nu ved jeg, hvordan jakkesættene har det, når de ser mig bruge en IPhone. Jeg har taget fint tøj på i dag, mit fineste nok. Jeg ligner et af alle jakkesættene nu. Jeg er et af jakkesættene nu.

Jeg følger med flokken ud ad skydedørene og op ad trapperne, hen om hjørnet og ud foran KB-hallen. Det må være noget byggeri fra tresserne, når jeg at tænke, inden en jævnaldrende dreng stikker mig en pamflet. Pamfletten har ikke noget med arrangementet at gøre, kan jeg forstå. Der står “VEJEN TIL DANMARKS ØDELÆGGELSE” på.

Jeg drejer pamfletten rundt og skimmer teksten, indtil jeg snubler over ordet “Globalister”. Med det samme ved jeg, at det er noget forbandet vås, jeg har i hånden. “Drop dine Daddy Issues – og lær at tag ansvar for mere end dig selv”, “Læs mere på identitaer.dk”. Noget fascistoidt vås.

Tusindvis af tilskuere i KB-hallen

Jeg kan ane “PRESSE”-skiltet og tager kamerastroppen om halsen. I et hav af hvide skjorter slanger jeg mig mod indgangen. En lyshåret dreng hilser på mig med det samme. “Hej, Vi er fra Solidaritet”, “Eller rettere sagt, jeg er fra Solidaritet, min kollega kommer først om lidt”.

Jeg er lidt stolt over, at jeg husker at kalde min veninde for min kollega. Men det var intet problem, kunne jeg forstå, og hvis den skulle blive 5 minutter over, ville det nok også gå. Ellers havde han et pressekort, vi kunne få. “Du kan vente oppe i presserummet, hvis du har lyst”, siger han smilende, men det er okay. Jeg venter bare her.

Der går nogle øjeblikke, og jeg får det akavet. Jeg siger noget mere, men jeg kommer den her gang til at kalde Shukri for min veninde i stedet for min kollega. My cover is blown. Jeg stiller mig udenfor og venter. Shukri kommer endelig og uden at tage sine høretelefoner af og uden at sige hej rækker hun mig sin ipad, så hun kan rode efter vores pressekort. På den ene side af kortet står der “LA-Presse” på den anden side “solidaritet.dk”.

Uden at prøve på det ligner hun mere en journalist, end jeg gør. Vi bevæger os op i presserummet. Showet starter om lidt. Vi sidder højt oppe til siden, som om det er meningen, at vi skal kigge på publikummet og ikke forfatteren. Publikummet er da også imponerende: “Her er i hvert fald et par tusinde”, lyder det. Jeg kan spotte to-tre klumper af studenterhuer i den store menneskemængde.

Aftenens hovedperson Alex Vanopslagh ankommer til stor applaus, og der går ikke længe, før han præsenterer aftenens overraskelse. Den ukrainske ambassadør. Ambassadøren kommer på scenen og læser en tale på engelsk. Siger det er en kamp for civilisationen, taler om tab af menneskeliv, hver dag krigen fortsætter, takker Danmark for våben.

Da han er færdig, får han en stående applaus. Journalisterne sidder ned. Shukri hvisker til mig, at journalisterne er kedelige og stiller sig op. Jeg bliver siddende som de andre journalister. Ved ikke rigtig, hvad jeg skal synes om krigen længere. 

Åndelig fattigdom – hvad er det?

Vanopslagh går på scenen igen for at holde sin tale. I pressebalkonen er Shukri og jeg nærmest de eneste, der hvisker med hinanden.  Det er svært ikke at kunne lide Vanopslagh. Han har en meget sympatisk persona. Han virker ydmyg og oprigtig.

Det taknemmelige publikum og stemningen i hallen får ham til at virke charmerende. Vi bliver hurtigt enige om, at Vanopslagh er en dygtig coach med en god, men også almindelig og ukontroversiel livsfilosofi om personligt ansvar.

Vanopslagh taler meget om åndelig fattigdom. Han bruger en samtale, han havde med en ung enlig mor på kontanthjælp til at introducere konceptet. Ifølge Vanopslagh lider man af åndelig fattigdom, når man ikke tror på, at man kan klare sig selv, selvom man i virkeligheden godt kan.

Under talen forbliver det uklart, hvordan han helt præcist mener, at vores samfundsindretning hænger sammen med denne åndelige fattigdom. Det er dog klart, at publikum helst skal mene, at vores nuværende samfundsindretning på en eller anden måde leder til åndelig fattigdom. Eller omvendt.

Vanopslagh fortæller os, at han er i politik for at gøre noget ved denne åndelige fattigdom. Det er det, som driver ham. Man skal ikke betragte sig selv som et offer. Altså, medmindre man indser, at man er et offer for åndelig fattigdom. Indser man det, kan man jo komme til ham og få en peptalk om ansvar.

Peptalken skal gerne sørge for, at man ikke får eller bibeholder den åndsfattige ide, det er at mene, at vi skal løfte ”ansvaret” i fællesskab gennem det offentlige. Måske endda stemme på nogen, der mener sådan noget. ”Lad os tage ansvaret tilbage fra staten, kommunen og alle dem, der mener, at det er de andres skyld, og nu må samfundet da også gøre noget”, siger han på et tidspunkt.

Kort efter fortæller han, at det er sådan – altså ved at tage ”ansvaret” tilbage – at Danmark er blevet til et dejligt land. Det er ikke let at følge hans logik eller hans forståelse af Danmarkshistorien. Måske bliver det lettere at forstå ham, hvis man læser hans bog. Så det må vi jo gøre.

Publikum må vejledes til at klappe ad afslutningen på talen og Vanopslaghs tolkning af Danmarkshistorien: ”Den måde at vise taknemlighed over det mirakel, ja over alt det gode, der er sket, ja det er jo, at blive ved med at bruge den samme mirakelkur. Og den mirakelkur, ja det er jo, at vi vil udvinde den kraft, det potentiale, der er i frihed, og søge den mening, der ligger i ansvaret… Og nu må I gerne klappe.” Shukri kommer til at sige lidt højt: ”Grunden til, at ingen klapper, er, fordi ingen forstår, hvad han siger”.

Laksko og vandresko

Så er der pause. Nu skal jeg klæde mig ud. Jeg vender pressekortet, så Solidaritet vender mod maven. Hele rummet summer af samtaler, der er svære at bryde ind i. De mange laksko står som sikkerhedsvagter over for mine mere eller mindre lasede vandresko, men sorte er de da. Mere kigger denne forsamling heller ikke ned i jorden.

Shukri nyder, at folk har gjort noget ud af dem selv, og fortæller, at hun elsker, at der er så mange med nederdel eller kjole, som hun altid selv går klædt i. Jeg fornemmer, at resten af min uniform fint kamuflerer, at mine strømper er af mærket Everlast. Som vist nok er det billigste mærke i Kvickly. Vi går hver for sig for at kunne tale med flere mennesker.  

Jeg finder to studenter, der begge to desværre er højere end mig. Jeg kan ikke lade være med at lægge ud med at spørge, om de synes, jeg ser borgerlig ud. Lidt forvirrede bekræfter de mig i, at det gør jeg. De fortæller mig, at det var Vanopslagh, der trak dem til partiet: “Han er ikke så populistisk, han prøver ikke at lave om på sin politik hele tiden for at være enig med folk. Han står ved det, han mener, og det synes jeg er fedt”. Det kan jeg jo et eller andet sted godt sætte mig ind i.

I en samtale ved toiletkøen får Shukri noget lignende at vide af en nydeligt klædt kvinde på 35-45 år. Shukri fortæller de mennesker, hun taler med, at hun er på en reportage for Solidaritet. Hun spørger kvinden om hendes politiske orientering, og hvorfor hun er til arrangementet. Kvinden svarer, at hun er et meget politisk menneske, og at hun stemmer borgerligt.

”Synes du ikke, at Vanopslagh generaliserer venstrefløjen? Ingen jeg kender derfra, har noget imod at tage ansvar.” Kvinden svarer, at det nok er lidt generaliserende, men at hun ikke bryder sig om de røde partiers populistiske tendenser, og hvordan de laver politik rettet mod bestemte grupper, især når de deler checks ud. Lige inden de går til hver sin toiletbås, vil Shukri spørge kvinden, hvordan hun betragter nogle borgerlige partiers interessevaretagelse af nogle andre samfundsgrupper. Hun når ikke at stille spørgsmålet.

Privatisér sundhedsvæsenet og afskaf kontanthjælpen

Jeg går mod scenen for at lede efter flere at interviewe. Jeg passerer to piger på vejen, lige inden jeg støder ind i en ryg, og stopper op. Det viser sig, at de er henholdsvis formand og næstformand for to lokalafdelinger i Liberal Alliances Ungdom.

“Det er jo en myte, at Liberal Alliance kun er til for de rige” siger den ene.  “Jaer, jaer lige præcis” istemmer den anden pige. Pigernes udtalelser viser sig at være det mest politiske, jeg hører den aften.  Jeg bliver næsten imponeret over, hvor ideologiske de er. “Sundhedsvæsenet skal privatiseres. Det er jo også til gavn for den almindelige borger, der vil få bedre tider og hurtigere operationer”.

Det var da et friskt pust. Jeg kan ikke lade være med at smile. “Så privatiseringer ville gavne almindelige mennesker?” spørger jeg. “Jaer lige præcis, og så også, du ved, afskaffelsen af kontanthjælp”. Jeg smiler helt vildt meget nu her. Hvor fantastisk. Hvis bare resten af LA var som dem, så ville ingen stemme på dem.

Musikken begynder at buldre ud af højtalerne bag os for at signalere, at Alex snart kommer på scenen igen. Jeg takker pigerne for deres tid. Jeg havde egentligt tænkt mig at vende mit skilt og afsløre mig selv som socialist over for dem, men jeg kunne ikke få mig selv til det. På vej væk vender den ene sig om og spørger “sagde du noget?” på en måde, der ikke kan misforstås. Jeg havde ikke sagt noget.

Besøg fra Özlem Cekic og Lars Løkke

Publikum er på plads igen, og Vanopslagh inviterer den første gæst på scenen. Det er tidligere SF-politiker Özlem Cekic. Hun fortæller, at Vanopslagh elsker, når hun siger hele navnet højt: Socialistisk Folkeparti. Özlem fortæller blandt andet om sin opvækst på Vesterbro før byfornyelsen og hendes families loyalitet til det danske samfund.

Hun fortæller om lærere, der ikke troede på hende og hendes klassekammerater, og en lærer der talte dem op, og hvor godt de syntes, det smagte at blive talt op. Derfor kunne hun godt lide ”Du kan godt”-kampagnen, som Liberal Alliance lancerede sidste år. Vanopslagh misser ikke endnu en chance til at gøre det klart, at mange på venstrefløjen i hvert fald ikke kunne lide ”Du Kan Godt”-kampagnen.

Han citerer Özlem Cekic’ gæstetale til Liberal Alliances landsmøde med et opfølgende spørgsmål: ’’Du sagde i indlægget til vores landsmøde: At folk på venstrefløjen siger, og nu citerer jeg, ’Jeg har ikke nogen magt. Jeg kan ikke forandre noget, og i øvrigt er jeg heller ikke en del af problemet’, citat slut. Altså må andre gøre noget. Samfundet, kommunen og myndighederne. Det burde jo være ukontroversielt for liberale at sige, at fællesskab er vigtigt. Det burde være ukontroversielt for socialister at sige, at det personlige ansvar betyder noget. Hvorfor tror du, at man har lidt svært ved det nogle steder på venstrefløjen?”

Özlem svarer, at det handler om, hvad man lægger vægt på. Og at man også kan få kan få en følelse af, at fællesskabet ikke er vigtigt, når man lytter til Vanopslagh.

Vanopslagh byder også velkommen til Lars Løkke Rasmussen. Løkke er lige landet med et forsinket fly. Han får sit første bifald for en kommentar om, at han fløj på business class. Han er der mest for at tale om sit drengeakademi og Løkkefonden, og dermed implicit om civilsamfundets betydning.

Mon Vanopslagh er klar over, at initiativer i civilsamfundet starter, fordi nogen gør opmærksom på et problem, som de synes, at samfundet skal gøre noget ved.

Man får lidt fornemmelsen af, at Løkkes initiativer er de eneste initiativer, LA kender til, der prøver at hjælpe danske drenge med anden etnisk baggrund og unge mænd på kanten af samfundet. Shukri, der har et stort netværk i nogle anden-etniske miljøer, ved, at Løkke med sine mange ressourcer og 100 årlige pladser på drengeakademiet slet ikke kan løfte det arbejde, som utallige fællesskaber fra de anden-etniske miljøer løfter.

Begge Vanopslaghs politiske gæster siger direkte, de er produkter af velfærdssamfundet, og at de mener, det er vigtigt, at samfundet er der til at gribe en, hvis man har behov for det. Løkke siger, at det velfærdssamfund, der greb ham som barn, ikke ser ud til at kunne gribe dem, han prøver at hjælpe.

Özlem siger, at man ikke skal udlicitere kampen for demokratiet til sidemanden, og at vi skal gøre vores bedste for, at fællesskabet kan fungere. Der bliver ikke talt om åndelig fattigdom med dem.

“I Schweiz eller USA ville man nok kalde mig halvkommunist”

Med fem minutter tilbage af showet får vi at vide, at vi skal rykke nedenunder, hvis vi vil stille spørgsmål. Det vil vi gerne. “Nedenunder” viser sig at betyde stolene allerforrest ved scenen. Vi skal stå i en presserundkreds. Jeg stiller mig lige bag Vanopslagh, som slet ikke er så høj i virkeligheden. Gad vide, hvor mange færre stemmer LA havde fået, hvis ikke samtlige medier hele tiden havde placeret ham imellem Løkke og Pape.

Spørgerunden går på tur mod urets retning, og jeg kan se, at jeg har stillet mig i den rigtige ende. Det bliver hurtigt min tur. “Hvis man er en virksomhed, der er interesseret i at influere Liberal Alliances politik, hvad skal man så gøre?”, spørger jeg. “Så skal man mene det samme som Liberal Alliance”.

Efter en kort pause ånder jeg lettet op, da han fortsætter. “Men hvis man har en mening om, hvad Liberal Alliance skulle mene eller tage højde for, så kunne man jo tage fat i vores erhvervsordfører og sige ‘Hey må jeg ikke få et møde’ og prøve at forklare nogle problemstillinger”.

Jeg smiler lidt ved tanken om, at han måske tænker, at jeg er fra en virksomhed. “Hvordan kan du redegøre for, at Liberal Alliance vil skære i arveafgiften, hvis I samtidig giver udtryk for, at målet er et samfund, hvor man er sin egen lykkes smed?”. Han navigerer flot uden om spørgsmålet.

Shukri stiller også to spørgsmål. “Er der nogle opgaver, du synes, det er bedst, at fællesskabet styrer og ejer sammen via offentlige?”. Vanopslagh svarer: “Ja ja, der er mange opgaver, altså domstole, politi, militær, og jeg går jo ind for, at man betaler en relativ høj skat, altså 40 procent. I Schweiz eller USA ville man nok kalde mig halvkommunist”.

Liberal Alliances skattepolitik siger, at skatten ikke må overstige 40 procent. ”Så du vil ikke pille velfærdsstaten fra hinanden, du vil bare gøre den bedre?”, spørger Shukri. ”Ja, det står beskrevet i bogen. Kapitel fire og fem. Jeg kan kun opfordre til at købe den.”

Vanopslagh når ikke flere spørgsmål. Vi har hans bog, som vi også får signeret efter presserunden. Og vi glæder os til at læse og anmelde den.