Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
USA
16. november. 2024

Alexandria Ocasio-Cortez: Styrk arbejderklassen og en samlet venstrefløj i kampen mod USA’s autoritære kræfter

Alexandria Ocasio-Cortez analyserer det amerikanske valg og advarer mod farerne ved en ny Trump-æra. Hun understreger, at venstrefløjen kun har én vej frem: at stå sammen, mobilisere og bygge stærke fællesskaber for at beskytte demokratiet og styrke arbejderklassen

Foto: Ståle Grut / NRKbeta

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Den groteske og farlige skabning Donald Trump skal igen være Amerikas præsident. Hans anden præsidentperiode lader til at blive meget farligere end den første. For narcissisten fra New Yorks overklasse er bedre forberedt, mere hævngerrig og magtfuld end for fire år siden. Og den aldrende mand kan være ligeglad med konsekvenserne af sine beslutninger.

Med fuld kontrol over Kongressen, en konservativ Højesteret og et republikansk parti i sin hule hånd sætter han sig 20. januar til rette i Den Ovale Kontor omgivet af idioter og ja-sigere.

Denne gang har han også et velmobiliseret nationalkonservativt bagland, som med Project 2025 har en udførlig plan for, hvordan de vil gøre USA til et autoritært styre med gennemgående kristne fundamentalistiske træk.

Den ignorante populist vil have midlerne og den politiske opbakning til at trumfe næsten alt igennem. Meget få stopklodser vil kunne bremse eller stoppe ham. Som leder af verdens største og mest avancerede økonomi og det mest slagkraftige militær bliver Donald Trump ud fra den skala måske den mest magtfulde person i verdenshistorien.

For alle andre end Trump-støtter, rigmænd og diktatorer verden over er det amerikanske valg et mareridt. Mest af alle for den amerikanske venstrefløj, som går en usikker fremtid i møde.

Men dagen derpå, torsdag 6. november, midt i fortvivlelsen, dukkede Alexandria Ocasio-Cortez (AOC) op i en video på TikTok. Her viste hun sig som den leder, de progressive kræfter i USA lige nu har brug for.

I den 52 minutter lange video giver hun sin analyse af valget og udstikker vejen for, hvordan venstrefløjen kan genrejse sig og bekæmpe USA’s autoritære kræfter.

Hvis du ikke har en lille time til overs, følger nedenfor en kortere udgave, en TL;DR.

@couriernewsroom

AOC checks in after the election results are becoming clear

♬ original sound – COURIER

Hvorfor Trump vandt

Alexandria Ocasio-Cortez fremhæver, at Donald Trump formåede at appellere til arbejderklassens frustrationer ved at tale direkte til deres udfordringer og behov. Demokraterne har derimod ikke gjort nok for at hjælpe arbejderklassen. Det har svækket deres opbakning og åbnet døren for Trumps sejr.

”Vi har haft et enormt tilbageslag ved dette valg, fordi fascisterne vandt meget af arbejderklassens støtte, hvilket er sket før i historien. Det skal vi tale om,” siger AOC og understreger nødvendigheden af at samle arbejderklassen.

Ulighed og den magt, store firmaer har over samfundet, underminerer demokratiet og gør det svært at skabe varige forandringer.

“Vores politiske apparat er blevet kapret af milliardærerne og erhvervslivet”, sagde hun.

En farligere Trump

AOC ser Trump som endnu farligere end tidligere, fordi han er bedre forberedt, mere hævngerrig og bakket op af en stærk konservativ bevægelse.

“Vi må ikke give op. Vi befinder os nu i en tid i historien, der har udspillet sig før, med paralleller i historien om massebevægelser af mennesker, der mobiliserede for at beskytte hinanden i tider med fascisme og autoritarisme. Det er den æra, vi står overfor at træde ind i,” siger hun.

Hendes dystre vurdering er klar: Trump planlægger at udnytte sin magt til at omforme USA til et autoritært styre, hvor modstandere undertrykkes, og borgerrettigheder begrænses.

Med muligheden for at gennemføre ekstreme love, såsom et nationalt abortforbud, frygter AOC, at Trumps republikanske kontrol vil få vidtrækkende konsekvenser, især når han støttes af milliardærer og mediemoguler.

Fire punkter for venstrefløjen

Drop Interne Splittelser
AOC understreger, at sekterisme skal undgås. I stedet skal der skabes enhed og solidaritet på venstrefløjen.

“Det vigtigste i denne tid er at afvise sekterisme og forstå, at vi skal være forenede som et folk,” siger hun.

Hun mener, at interne konflikter kun svækker evnen til at modstå autoritære trusler.

“Vi har ikke noget valg. Vores valg er at bygge op, fortsætte kampen og vinde.”

For AOC er arbejderklassens enhed afgørende for at modstå en fascistisk dagsorden og kæmpe for social retfærdighed og lighed.

Organisering
AOC fremhæver vigtigheden af en stærk organisering – både politisk og på gadeplan.

“Vi er ved at træde ind i en politisk periode, der vil få konsekvenser for resten af vores liv,” advarer hun.

Venstrefløjen skal mobilisere og holde sammen for at skabe varige forandringer og modstå uretfærdighed. Det kræver ikke kun politiske initiativer, men også opbygning af stærke græsrodsbevægelser.

Arbejderklassen
AOC mener, at venstrefløjen skal genvinde arbejderklassens opbakning ved at kæmpe for konkrete forbedringer såsom højere løn, bedre sundhedsdækning og økonomisk retfærdighed.

“Vores vigtigste opgave er at forene arbejderklassen i dette land mod en fascistisk dagsorden,” fastslår hun.

Oprigtigt engagement i arbejdernes behov og opbygning af solidaritet er nødvendigt for at modstå autoritære tendenser.

Stærke fællesskaber
For AOC er stærke fællesskaber afgørende for at beskytte mod undertrykkelse og skabe solidaritet.

“Mit råd ville være at finde dit sikre netværk af mennesker, finde dit fællesskab. Vi er nødt til at skabe stærke fællesskaber. Og med det mener jeg ikke kun at organisere sig politisk, men også opbygge aktive fællesskaber,” siger hun.

Fællesskaber modvirker isolation, styrker modstanden og inspirerer til handling mod autoritære kræfter og uretfærdighed. At skabe stærke lokale relationer og netværk kan have en transformerende effekt og give styrke til den kollektive kamp.

AOC’s budskab er klart: Venstrefløjen må samle sig, organisere sig og stå stærkt i solidaritet for at modstå den trussel, hun ser som en farligere og mere autoritær Trump. “Vi er nødt til at leve og være i de tider, vi er blevet kaldt til at leve i, og gøre det bedre – en dag og et valg ad gangen,” siger hun.

Om skribenten

Martin Hansen

Martin Hansen

Journalist og medlem af Enhedslisten. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER