Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
31. oktober. 2021

Alt det, som pæne mennesker ikke ser

Yasser Ghanbari stiller op som kandidat for SF i København til kommunalvalget. Med sig i bagagen har han oplevelser med psykisk sygdom og en streng, konservativ opvækst. Han håber at kunne bane vej for fremtidige generationer med radikal åbenhed.

Yasser Ghanbari. Foto: Christine Vassaux Noe.

Yasser har brugt en stor del af sit liv på at skjule mørket i sin familie. Facaden skulle opretholdes, og i mange år drømte han om at blive læge, fordi han på den måde kunne opfylde de krav, der var til ham.
En dag fik han nok. Eller rettere sagt: Noget knækkede indeni. Han kunne ikke mere.

Nedbrud i Netto

Det var i en helt almindelig Netto i Vanløse, at det gik op for Yasser, at noget var galt. ”Jeg skulle bare være som alle andre. Jeg havde ikke nogen ønsker selv, jeg havde ikke nogen drømme selv. Jeg havde faktisk ikke nogen idé om, hvad jeg kunne lide, og hvad jeg ikke kunne lide. Helt banalt, så havde jeg svært ved at købe ind. Jeg kunne stå i Netto i op til en halv time og kigge på en hylde med varer og ikke kunne finde ud af, hvad jeg havde lyst til,” siger Yasser.

Og netop dét var, hvad der skete for ham den dag i Netto. Havregryn, mysli, guldkorn og rugfras snurrede rundt i hovedet og blev til et uoverskueligt valg for den dengang 19-årige Yasser. ”En ting er at være i den tilstand. En anden ting er, at jeg tænkte: ´Hvis jeg ikke en gang kan finde ud af, hvad jeg skal købe, hvordan skal jeg så kunne noget som helst?’”, siger han.

På det tidspunkt var Yasser nede i et sort hul. Han sov op til 18 timer i døgnet, var droppet ud af gymnasiet og boede alene i en ungdomsbolig, han havde fået tildelt af socialforvaltningen. Han havde selvmordstanker og var tæt på at handle på dem.

Yasser er født i Afghanistan, men de første år af sit liv tilbragte han i Iran. Som 5-årig kom han til Danmark som kvoteflygtning sammen med sin familie. Her blev han placeret i en lille, nordjysk by ved navn Thorshøj med cirka 300 indbyggere. Han tilbragte sin barndom i to forskellige verdener: En derhjemme, som bar præg af Afghanistan, og en i skolen og med vennerne, hvor danske værdier herskede.

Ingen lejrskole

Særligt én episode har sat sig fast i Yassers hukommelse, som eksempel på hvor forskellige verdener han levede i, og hvor svært det var at navigere i dem.
Som 12-årig sad han i et klasselokale på Sæby skole i Thorshøj med hånden i vejret. Alles øjne var rettet mod ham, da han i plenum fortalte, at han ikke havde fået lov af sine forældre til at deltage i lejrskolen. Hjemme hos Yasser fik børnene en streng og hård opdragelse, sådan som man gjorde det i Afghanistan. Ingen fester, ingen kærester, intet var til diskussion med forældrene. Og som Yasser fandt ud: Heller ingen lejrskoler.

Efter at havde fortalt i klassen at han ikke havde fået tilladelse til at komme afsted, kiggede en pige på ham. ”Hvorfor plager du dem ikke bare noget mere?”, lød det. ”Hun kunne aldrig nogensinde sætte sig ind i, hvad der ville komme ud af at plage mine forældre i dét hjem, jeg var vokset op. På samme måde kunne jeg heller aldrig sætte mig ind i, hvad det ville sige at komme fra dét hjem, hun var vokset op i, hvor man kunne plage sine forældre mere,” siger Yasser. 

I klasselokalet på Sæby skole sagde han ikke noget, han sænkede hånden og lod det fare. 12-årige Yasser havde hverken ordene eller styrken til at forklare, at selv om der var under 1 kilometer mellem hans bopæl og pigen fra klassens, så var der en verden til forskel mellem de to børns liv.

Yasser Ghanbari. Foto: Christine Vassaux Noe

Tung byrde i et let samfund

”Der er et modsætningsforhold, som i det øjeblik ikke var særlig stort. Men det vokser og vokser som livet går. For mit vedkommende handlede det om, at dét jeg oplevede derhjemme, gik jeg og gemte på. Jeg havde opdelt min verden i to: Den derhjemme og den udenfor”.

Jeg bar rundt på alt for meget i et samfund, hvor folk bærer på meget lidt.

Yasser Ghanbari

Afstanden blev ikke mindre da Yasser voksede op, men han holdt altid tand for tunge og fortalte aldrig nogen, hvordan det var derhjemme. Det krævede en kolossal mængde energi for ham som barn at skulle navigere i de to forskellige verdener. Et fejltrin i den ene verden kunne udløse et skulderklap i den anden.

”Jeg bar rundt på alt for meget i et samfund, hvor folk bærer på meget lidt. Jeg følte mig isoleret, og jeg følte, at jeg ikke var lige så meget værd sammenlignet med danskere, som de er flest. Og når man er i sådan en situation, er det nemt at tænke, at man aldrig kommer til passe ind i samfundet”, siger Yasser.

Hjemme hos ham var det ikke usædvanligt, at politiet blev tilkaldt, fordi der var tumult mellem ham og hans forældre. Yasser ville ikke acceptere, at han ikke måtte sige sine forældre imod, og han kunne ikke passe ind i den hårde afghanske opdragelse, hans forældre gav ham. Han blev fjernet fra hjemmet første gang som 13-årig, men først som 18-årig mødte han én, der kunne hjælpe ham videre med hans liv.

Boksebold hos psykologen

En lille ældre dame ved navn Jette Krogh sad og kiggede på Yasser. Hun var helt rolig, mens han græd som pisket. I hjørnet stod en boksebold, og på sofaen sad Yasser med lukkede øjne. Han åbnede øjnene og spurgte hende, om hun vidste, hvad hun havde gang i. Uden at blinke sagde Jette, at det havde hun skam.

Jette var psykolog med ekspertise i traumebehandling. Hun havde behandlet alt fra soldater med PTSD til voldsramte kvinder. Boksebolden i hjørnet stod der i tilfælde af, at patienterne fik lyst til at slå til noget under behandlingen for at komme ud med deres aggressioner. Hun havde bedt Yasser lukke øjnene og fortælle, hvad han tænker på.

Yassers familie var flygtet fra Taliban og var ikke registrerede som flygtninge. En tur til politiet kunne betyde, at familien ville blive deporteret til Afghanistan.

”Jeg kom til at tænke på, at jeg blev seksuelt misbrugt som barn i Iran”, siger han. I dag er Yasser rolig og velovervejet, når han fortæller om dengang. Men et øjeblik knækker stemmen over.

”Jeg ved ikke helt, hvorfor det er svært nu, for jeg har sådan set snakket ganske åbent om det før. Men lige netop med den her kampagne, kan det være lidt hårdt at bringe frem”, siger han med henvisning til, at han stiller op for at bryde de tabuer, han mener, er særligt udbredte i minoritetsetniske miljøer.
Der går ikke mere end et, måske to, sekunder, før Yasser har genvundet fatningen.

”Jeg var 4 år gammel i Iran. Det var den ældste søn i nabofamilien, da vi var grundpassere i der”, fortæller han. På det tidspunkt levede Yasser som en del af en afghansk underklasse i Iran, hvor familien passede en rig iransk families hus og have. Yassers familie var flygtet fra Taliban og var ikke registrerede som flygtninge i Iran. En tur til politiet kunne betyde, at familien ville blive deporteret til Afghanistan. Så han sagde ikke noget til nogen.

Hverken i Iran eller i Danmark troede Yasser på, at det ville bringe noget godt med sig at fortælle nogen, hvad der var sket. Til sidst var han kommet så langt ned, at hemmelighederne blev umulige at holde på. Det var her han kom i behandling hos Jette, som virkede frygtløs og rolig i mødet med, hvad Yasser havde at fortælle.

”Efter at have fortalt hende tingene, var det som om, verden havde fået farve igen”, lyder det fra Yasser. Nu var han færdig med at holde på hemmeligheder for nogen som helst. Det førte til, at hans forældre – og en del af den danske venstrefløj – fik problemer med ham.

Hemmelighederne ud i det åbne

Først og fremmest vil jeg sige, at det er nok ikke noget man gør, medmindre man føler, at det er noget af det sidste, man kan gøre”, siger Yasser. Den 20. april 2018 – 5 år efter han havde haft den første samtale med Jette – fortalte Yasser offentligt i to artikler i Weekendavisen, at han havde haft en voldelig opvækst, hvor det ikke var usædvanligt, at han fik så mange tæsk, at han besvimede. 

Samtidig beskyldte han velfærdssamfundet for at have været naiv i sin tilgang til flygtninge og indvandrere, og venstrefløjen for at besidde en ”inkompetent kærlighed”, når den kaldte al kritik af vilkårene i minoritetsetniske miljøer for racisme.

”Der er en idé om, at det her snakker vi altså ikke højt om, for hvis højrefløjen får mere ammunition, så er det os alle sammen, som bliver slået oven i hovedet. Og der er en idé om, at før vi kan snakke om de ting, som er problematiske internt, så skal vi snakke om udefrakommende faktorer som racisme”, siger Yasser.

At gå offentligt ud med sin historie og kritik var skræmmende for ham. ”Jeg var nervøs for, om jeg ville blive beskyldt for at være en Onkel Tom, og det blev jeg også. Men det ændrer ikke på, at til syvende og sidst har det været det mest helende og det mest frigørende, jeg nogensinde har gjort”.

Spørger man Yasser skal intet længere skjules, og hans strategi er i dag radikal åbenhed. ”Jeg oplevede, at man kan træde frem i debatten om flygtninge og indvandreres vilkår med ærlighed, saglighed og ordentlighed, og så går det okay, hvis man gør det”.   

Slut med at pakke tingene ind. For Yasser Ghanbari står den på ‘radikal åbenhed’ – det giver de bedste muligheder for en ærlig, saglig debat. Foto: Christine Vassaux Noe.

Psykisk sygdom i minoritetsetniske miljøer

I dag er Yasser diagnosticeret med bipolaritet – en psykisk sygdom, som i nogle tilfælde kan blive fremprovokeret, hvis man som i hans tilfælde har haft lange perioder med depression. Han mener, at der er et problem i miljøer med mange indvandrere, hvor der i endnu højere grad end andre dele af samfundet er store tabuer forbundet med at få en psykisk diagnose.   

”Jeg vil ikke kalde det et parallelsamfund, men jeg vil sige, at man har nogle helt andre parallelle vilkår. Man accepterer mange af de her ting med psykisk sygdom og reagerer ikke på dem. Vi har alle en onkel eller en far, som har en adfærd, hvor de i virkeligheden burde have en psykisk diagnose”.

Ifølge Yasser skal forklaringen findes i, at der er et langt større tabu forbundet med psykisk sygdom i minoritetsetniske miljøer end andre steder i Danmark, som derfor kan blive slået hen og negligeret. ”Da jeg fortalte om min diagnose til mine forældre, svarede min mor: ’Min søn, vi er fra Afghanistan. Vi har alle sammen en diagnose. Der er først noget galt med én, hvis man er fra Afghanistan og ikke har en diagnose’”, siger Yasser og griner tørt.

”Og det er der noget rigtigt ved. Den form for traume, som et land som Afghanistan har været igennem i så lang tid, sætter sine spor”, tilføjer han.

På trods af alle traumer og ar på sjælen er der et element, som Yasser bliver ved med at vende tilbage til, når han taler om flygtninge og indvandrere i Danmark: håb. Han ser en bevægelse af mennesker, som bryder tabuer, og gør det lettere for de næste i rækken at leve frit. ”Jeg har fået det privilegie, at jeg kan bane vej for andre med min historie. Hvis der er noget, som jeg ikke kan løse, så er jeg sikker på, at de fremtidige generationer vil kunne gøre det,” siger Yasser.

Om skribenten

Emma Inge Hansen

Emma Inge Hansen

Cand.mag i analytisk journalistik. Nyhedskoordinator og organisationsmedarbejder i Solidaritet. Læs mere