Alt er alligevel, som det plejer

Meget er forandret under coronakrisen. Alligevel føles det også som om, det hele er ved det gamle i Gellerupparken, hvor ‘Ghettopakken’ hænger over hovedet på beboerne. Rigtig mange af hjælpepakkerne overser nemlig beboerne i Elsebeth Frederiksens boligkvarter.

Af Elsebeth Frederiksen

Coronaen er over os. Vi isolerer os derhjemme, og ser kun familie og venner sporadisk gennem de sociale medier og måske på gåture. Alt står stille lige nu. Kirkerne havde lukket i påsken, og lige nu er moskeerne lukket under ramadanen. Beboerdemokratiet i de almene boligafdelinger er også gået i stå, afdelingsmøder er aflyst eller udsat – og vi véd ikke, hvornår vi næste gang kan mødes i store forsamlinger.

Noget forandrer sig ikke

Ghettopakken og de lovmæssige ting, der hænger sammen med den. For selvom der bliver lavet hjælpepakker til rigtig mange borgere, så bliver beboerne i de såkaldte ghettoer forbigået. Politikerne tromler bare videre med deres planer, selvom det lige nu er umuligt at holde beboermøder, at opretholde den boligsociale indsats eller have forhandlinger med kommunen. Alt er sat på stand-by – og imens sidder masser af beboere i de blokke, der står til at blive revet ned i Gellerup, og ved ikke om de er købt eller solgt, hvornår eller om deres blok skal rives ned. Vi bliver tilsidesat og har ikke mulighed for at deltage i de ”demokratiske processer”.

For selvom beboerne holder møder, så føler vi os alligevel ikke rigtigt hørt. Politikerne kan pege på et referat og sige, at nu er I inkluderet, så træd tilbage og lad os – der har forstand på tingene – gøre arbejdet. Jeg har mistet tiltroen til demokratiet. Jeg tror ikke længere på, at politikerne vil mit område noget godt. De vil straffe os, de vil have hævn. De vil have nogle at pege fingre ad.

Der er kommet et pip fra enkelte politikere om, at ‘Ghettoloven’ skal suspenderes. Almen Modstand har også plæderet for det, men der er ikke rigtig lydhørhed over for noget lige nu. Vi har jo altid syntes, at det er vanvittigt at rive blokke ned. Der er ingenting i den lov, som giver mening – og vi kan slet ikke forstå, politikerne ikke kan se, at lige nu er det værste tidspunkt at gøre det på.

Tilbage til nul

Det har været spændende at følge diskussioner om børn, der skal tilbage i institution. Hvordan så mange forældre har slået sig i tøjret, at ingen skal bestemme over deres børn – og så alligevel har vi en lov, der bestemmer over de udsatte boligområders børn.  For her kan forældre være nok så nervøse for deres børn, men de kan ikke beslutte, at deres børn skal blive hjemme. For så kan de blive trukket i deres ydelser.

Vi har også en lov, der bestemmer, hvor du må bo. I disse tider, hvor mange mister deres job på grund af corona, virker det dumt og ansvarsløst at opretholde love, der bestemmer, hvor folk skal bo. Boligministeren er ikke til at hugge og stikke i. Han har ikke planer om at suspendere ghettolovgivningen.

”Jeg kan oplyse, at jeg følger nøje med i, hvordan coronakrisen påvirker situationen i landets udsatte boligområder. Det er endnu ikke muligt at opgøre, hvilke konsekvenser udviklingen vil have for den ghettoliste, der kommer i december 2021. Jeg mener derfor, det er for tidligt at tage stilling til, hvorvidt der opstår behov for midlertidigt at korrigere herfor. Hvis det på et senere tidspunkt viser sig at være tilfældet, vil jeg drøfte det med partierne i kredsen bag parallelsamfunds-aftalen.” Sådan skrev han som svar på et §20-spørgsmål fra boligordfører Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten.

Det er da rigtigt, at ingen kender konsekvenserne for områderne. Ingen kan spå om fremtiden, men jeg véd da godt, at de, der mister deres arbejde, ofte er i servicefagene. Og at antallet af ufaglærte er relativt højt i de såkaldt udsatte boligområder. Når de mister deres jobs, falder deres indkomst selvfølgelig, plus at de også tæller med som arbejdsløse. Og så er vi tilbage til nul.

Så vis lige lidt samfundssind og tænk på alle os beboere, der bare venter og venter.