Alt er politisk! Anmeldelse af “Hyperpolitik”

Informations Forlag har udgivet den hypede belgier Anton Jägers nye bog ”Hyperpolitik”. Det er uden tvivl en af årets mest ventede oversættelser. Født i 1994 tilhører Jäger en generation af intellektuelle, som vi for en stor del stadig har til gode at møde med en forhåbning om – at den intellektuelle ungdom kan finde vej ud af samfundets melankolske tilstand.

Det er muligvis med denne forventning in mente, at Jäger afslutter bogen med et citat af fotografen Charlotte Abramow (f. 1993), der til den belgiske avis Bruzz siger: ”Min generation vakler hele tiden mellem erkendelsen af, at vi er nødt til at gøre noget, og helst så hurtigt som muligt, og følelsen af, at alt er forgæves.”

Gennem bogens diagnose af samtiden forsøger Jäger at forstå, hvorfor dagens politiske klima skaber denne følelse. Forfatteren er idéhistoriker, og det fornægter sig ikke; derfor starter forklaringen ved den store franske forfatter Michel Houellebecq.

Postpolitik og antipolitik

Houellebecqs forfatterskab kredser om den politiske ligegyldighed hos en generation, der er blevet voksne efter historiens afslutning. Optaget af hurtigst mulig tilfredsstillelse er de ignorante over for de samfundsmæssige spørgsmål, de burde kære sig om.

Denne litterære beskrivelse falder ifølge Jäger sammen med det, han kalder den postpolitiske periode i efterdønningerne af Murens fald, hvor politikken (i USA) ”tilsyneladende fungerede så tilfredsstillende, at landet kunne koncentrere sig om det presserende spørgsmål, hvorvidt en praktikants omgang med præsidentens ædlere dele kunne betegnes som sex eller ej.”

Ligegyldighed blev i Houellebecqs senere romaner vendt til terror og undertrykkelse. Særligt Underkastelse (2015) tegner et eksplicit islamofobisk billede af, hvilket samfund den apatiske offentlighed kan forvente, når islamister overtager staten og grundlægger et kalifat ved Seinen.

Det er en litterær bearbejdning af den frygt, som skabte Trump, Meloni, Brexit, De Gule Veste og de vrede bønder, vi fire år senere møder i Houellebecqs roman Serotonin. Med disse romaner ankommer vi til den nye periode, antipolitikken, som ligger i perioden 2009-2016, uden forfatteren dog har nogen særlig tiltro til periodiseringens rigtighed.

Antipolitikken er den periode, vi lige har gennemlevet, og nogen vil måske stadig tro, at det er der, vi er. Occupy Wall Street, Los indignados, den italienske femstjernebevægelse, Teaparty-bevægelsen, de vrede bønder; de er alle fænomener i denne periode, der afviser det bestående politiske system. ”¡No nos representan!” (de repræsenterer ikke os) råbte de spanske aktivister og opsummerer derved ganske glimrende den følelse, som disse bevægelser på tværs af det politiske spektrum delte.

Men der er vi ikke længere.

Alt er politisk

Houellebecq har meddelt sin litterære pension. Han har ifølge Jäger indset, at hans beskrivelser ikke længere formår at være nutidige, fordi apatien er blevet erstattet af mani.

Vi er gået ind i en ny periode. Det vil sige, at vi har selvfølgelig været i denne periode i nogen tid, for ellers kunne vi ikke genkende den. Men apati og modstand mod politikken generelt er blevet afløst af det hyperpolitiske. Af at alt, hvad vi snakker om, er blevet politisk, fra det tøj, vi går i, til den mad, vi spiser.

Det er en genpolitisering af vores samfund, men uden at den samfundsmæssige organisering følger med. Fagbevægelsen har ikke fået stoppet medlemsblødningen, fodboldklubberne mangler stadig lilleputtrænere, og kirkebænkene er tomme som altid. Samtidig bliver fronterne trukket på abortspørgsmålet, spørgsmål om arbejderrettigheder, eller som vi ser i denne tid, i spørgsmålet om, hvorvidt folkemordet i Gaza er et folkemord eller ej.

Nogen vurderer, at Black Lives Matter-demonstrationerne fik mobiliseret 25 mio. mennesker alene i USA; og ingen amerikansk præsident har fået så mange stemmer som Joe Biden. Så det er ikke, fordi de politiske spørgsmål mangler interesse. Men de nye bevægelser, vi er vidne til, kendetegnes ved deres eksplosionsagtige opståen og pludselige kollaps. Når støvet har lagt sig, efterlader de ingen blivende infrastruktur.

Kuren

Den sociale atomisering trækker som gennemgående problemstilling sine tråde både gennem bogen og gennem de postpolitiske, antipolitiske og hyperpolitiske perioder, den behandler. Men når diagnosen er stillet, går der mange sider, før vi bliver præsenteret for kuren.

Diagnosen er velskrevet, og Jäger får skarpt dækket mange aspekter af sit emne. Desto mere skuffende er det, at kuren er fuldkommen banal. Venstrefløjen skal få det politiske engagement tilbage i organiserede rammer. Ja tak. Det er vel for fanden, hvad alle garvede aktivister arbejder på.

Jäger medgiver, at det er indlysende, men for at forstå hvordan vi organiserer, må vi jo forstå, hvilken tid vi lever i. Også det er rigtigt.

Men vi sidder fast i en cirkel, hvor årsagen til det nedadgående engagement i foreningslivet er at finde i afslutningen på efterkrigsopsvinget og den medfølgende ulige fordeling af svindende midler. Vejen til en nyordning af den økonomiske politik går gennem en genskabelse af det foreningsliv, der er under afvikling.

Astroturfing

Anton Jäger peger på en tese om, at det yderste højres voksende styrke skyldes, at de faktisk stadig har nogle forbindelser til civilsamfundet. Foreningslivet står stærkere i provinsen og i de hvide forstæder end i byerne. Eller også skyldes det – som han citerer Frederik Engels for – at når kapitalistklassen altid på forhånd er organiseret, så kan den også organisere andre end sig selv.

Hverken teaparty-bevægelsen eller de europæiske bondeprotester er bevægelser, der er vokset fra bunden. Derimod er der tale om astroturfing, der med det engelske ord for kunstgræs forklarer, at de er blevet plantet og plejet af velhavende donorer.

Den slags pengemænd har venstrefløjen selvfølgelig ikke. Fra følelsen af, at de politiske styrkeforhold endnu engang er tiltet massivt mod os, må vi altså vakle tilbage til følelsen af, at vi må gøre noget.

Arbejder man på at opbygge civilsamfundet, er man på rette vej. Men en anden bog må forklare, hvordan man i hyperpolitikkens tidsalder lægger en overbevisende strategi for dette område.

Anton Jäger: Hyperpolitik
Informations Forlag
158 sider.
250 kr.