Altings målestok

I sin allerede bredt debatterede bog Underskud – om værdien af omsorg undrer Emma Holten sig over, hvordan vi kan blive rigere og rigere og samtidig trives dårligere? ”Når der er så stort overskud, hvorfor er mange af os så i konstant underskud? Hvordan kan der stadig være så meget lidelse i et af de rigeste lande, der nogensinde har eksisteret? Det er det mysterium, vi skal opklare” (side 19). 

Supergodt og prisværdigt projekt. Og ikke nok med det, Holten sætter sig for at undersøge, hvordan det kan være, at ”alle de lønnede og ulønnede aktiviteter, det kræver at holde mennesker sunde, raske, glade og i live” (20) – dem, der ikke mindst udføres af kvinder – ikke tillægges nogen værdi. Hverken i økonomien eller i det politiske sprog. Holten skriver om, hvor smertefuldt dét er – for både dem, der udøver omsorgen og dem, der modtager den. 

Med den opgave skriver Holten sig ind i en større global bevægelse af bekymrede borgere, der for tiden søger veje ud af de mange kriser, det rådende vækstparadigme efterlader os med. (Se fx WEALL-konferencen i København 30.-31. maj 2024 https://www.weall.dk/ og Jørgen Steen Nielsens interview med Jason Hickel i Dagbladet Information). Bevægelsens deltagere er ikke altid enige om analysen, og de lægger vægten forskellige steder.

Men grønne tænketanke, biologer, økologer, kritiske trivselsøkonomer, klimaaktivister, dekoloniale og andre feminister – alle dokumenterer, analyserer, eksperimenterer og demonstrerer de med det formål at vende den kapitalistiske skude. Så det ikke længere er økonomisk vækst målt i BNP og eksportandele, men planetens og vores menneskelige og sociale behov, der kan blive tilgodeset og styrende i samfundsudviklingen. 

Der findes altså borgere i denne verden, som reagerer mod det herskende økonomiske regime. Hvor det leder os hen, ved vi endnu ikke. Men det sker, og der indhøstes vigtige erfaringer og læreprocesser, uden hvilke fremtiden helt sikkert vil blive mørkere – og mere kaotisk. 

I dét lys er Holtens bog en lille guldgrube. Den er nu på vej i femte oplag. Alene dét vidner om det massive behov, der lige nu er for at finde retning i de kampe, mange af os står i hver eneste dag. Fordi det, som Emma skriver, ”slet ikke er på tale at give os ret til mere af alt det, vi ikke kan sætte tal på: fridage, omsorg for krop og sind, uddannelse, måske et samfund hvor ingen børn er fattige” (259). 

Det, vi er underlagt, og det vi mangler

”Mange, mange videnskaber skal i spil, hvis vi skal finde ud af, hvilke fremtider der er mulige” (258), foreslår Holten, men gør ellers ikke meget ud af, hvad vi skal stille op. Mest af alt er hun optaget af at vise, hvordan den rådende økonomiske tænkning reducerer os til målbare, tilsyneladende uantastelige tal. Hvordan de ”metoder, vi måler og vurderer samfundet med, er i konstant konflikt med vores menneskelighed.” (262). Og hvordan det efterlader os uden noget ”politisk sprog for vores gensidige afhængighed af hinanden” (63). 

Dén pointering, dét lys på produktivitet frem for omsorg, optimering og ensretning frem for medmenneskelighed og udpegningen af det ’værdiløse’ vigtige i dagens samfund er bogens klare budskab og helt store fortjeneste. 

’Underskud’ skal først og fremmest læses for Holtens kritik af den økonomi, vi er underlagt, og for hendes beskrivelse af alt det, vi ikke har. Den eneste målestok, vi har til at tale om det, der skaber værdi for os, er priser: ”Det gør det enormt svært at kæmpe for mere af alt det, som er svært at prissætte (…) omsorg, læring, venner, fritid, søvn, natur, kunst, velvære, ro, kærlighed.” Men: ”Priser fordrejer og lyver. De fortæller os ikke det, vi har brug for at vide. Der er ikke nogen apolitisk måde at beskrive, hvad der er værdifuldt” (258).

Holten tager først og fremmest fat i tænkningen – i bogen kaldet ’den etablerede økonomi’ – og det politiske sprog, som hun betragter som afgørende og skadeligt for samfundets indretning. ”For at forstå verden er man nødt til at forstå, hvordan de mest magtfulde i verden tænker.” (16) Sandt nok. Spørgsmålet er, om det er nok. 

Holten anerkender, at ’’økonomi’ ikke er én ting, at økonomer både før og nu har tænkt forskelligt om, hvad naturen er, hvad et menneske og et samfund er. Problemet er, at vi i dag ”konstant bliver præsenteret for endegyldige økonomiske svar” og økonomiske modeller, som om der var tale om neutral og uantastelig videnskab.

”I disse modeller er samfundet sat på formel, hele livet er matematik. Og tallet man bruger til at måle værdi er priser. (…) Når alt får en pris, skaber det et hierarki. Og i bunden ender det og dem, hvis værdi er sværest at gøre op. Det betyder overhovedet ikke, at det er værdiløst – bare at det bliver behandlet i professionel politik og debat, som om det er.” (14)

Markedet som videnskab

Den forestilling er der magt i, og den har dybe historiske rødder, ikke mindst hos oplysningstidens tænkere: ”Det, der før var mørkt, skulle nu lyses op. Man mente, at mennesket havde været søbet ind i følelser og overtro. Nu skulle der udvikles videnskabelige metoder, baseret på eksperimenter og empiri. Man målte og vejede som aldrig før” (29). Og vender sig fra det, der ikke kan bevises og dokumenteres. 

Men afsmagen for det ”ustyrlige og umålelige” (30) var ikke ny. Holten tager os tilbage til heksejagtens prædikanter, der i 1400-tallet opfordrer mænd til at frygte kvinder og fremturer mod kvindens snuhed, løgnagtighed og ukontrollerbare liderlighed. Silvia Federici citeres for at påpege, at ”heksejagtens sprog ’producerede’ Kvinden som en anden art, et unikt væsen, der var kødelig og perverteret af natur” (32). 

Det er karakteristisk for Holtens metode, at hun for at understrege sin pointe – og uden smålig skelen til historiske særkender – ikke sjældent springer flere århundreder frem og sammenligner tankesættet før og nu: ”Kvinden er et evigt mysterium. Er hun til at stole på? Ved hun selv, hvad hun gerne vil? Er hun logisk tænkende?” parafraserer Holten og citerer et studie fra 2017, der ”viste, at 64 % af danskere mente, at kvinder i højere grad var styret af deres følelser” (33).

Men det centrale er pointen, hun henter fra den tyske professor Maria Mies (der var sociolog og kritisk økofeminist, ikke historiker, som Holten skriver), at ”heksejagten er med til at skabe en ny type stat og en ny type videnskabelig tænkning (…) en ny form for ”statsvidenskabelighed”, der skulle komme til at kendetegne oplysningstiden. Et had til det overnaturlige og en fejring af logikken og rationaliteten” (34). 

Holten bruger sin ”feministisk økonomi”-linse fermt og viser, hvordan oplysningstænkerne Hobbes, Locke og Adam Smith med deres begreber om individets frihed, egeninteresse og om, at alle (mænd) skal konkurrere på lige vilkår, får det til at se ud, som om ”fordelingen af kulturel og økonomisk værdi i samfundet er en naturlig og retfærdig proces” (65). Men vi hører ”intet om hvordan arbejdskraft bliver skabt” (75). Hjemmet og vedligeholdelsen af menneskers ve og vel var ikke en del af det, der var den politiske økonomis ansvarsområde. 

Mens kvinders omsorg fremstilles som en uendelig ressource, der står i diametral modsætning til ’egeninteressen’, koncentrerer Adam Smith sig om alt det, der er ”renset for ideologi og følelser” (76), effektivisering, produktivitet og værdiskabelsen på markedet. Og vi står tilbage med opdelingen ”mellem det offentlige, værdiskabende og systematiske på den ene side og det private, værdiløse og følelsesladede rum på den anden” (74).

Den opdeling bliver senere understreget med neoklassikernes naturvidenskabelige positivisme, der ser økonomien som ”en videnskab for menneskelig adfærd, der kunne bruge ét sprog til at beskrive værdien af alt” (94). Udbud og efterspørgsel sørger for ligevægt i markedet, det, der har værdi, er det, der måles i prisen, færdig slut. ”Markedet bliver både den mest elegante måde at fordele ressourcer og den mest elegante vej til at finde ud af, hvad der er noget værd for mennesker” (98).

Sådan bliver det ved frem til ’den etablerede økonomi’, Holten møder i dag. Den, hun med rette udpeger som en, der ”hersker over alle de andre” (12). Den økonomiske tænkning fra Europa og USA, som har spredt sig til hele kloden og dominerer alle institutioner fra det hjemlige Økonomiske Råd til EU, FN, Verdensbanken og Den Internationale Valutafond. 

Og som i Holtens måske noget hurtige optik har præget kulturen i hele samfundet, så vi tænker ”at perfekt planlægning, optimering og strømlining af kroppe, arbejde og sind vil gøre, at vi ikke får behov for andres hjælp. (…) Vi vender os væk fra sygdom, død, sorg og vold. Vi tror, at det at få kontrol er det samme som at få glæde” (260-261). 

Som en historisk undtagelse fremhæver Holten J. M. Keynes, der ”nærmest egenhændigt” sørgede for, ”at der i en kort periode, fra cirka 1930’erne til 1970’erne, opstår en etableret opfattelse i nationaløkonomi om, at markedet skal styres for at skabe større lighed mellem mennesker, og man bør udbrede for eksempel gratis uddannelse og sundhedspleje” (121). 

Nu gik Keynes’ indflydelse nok så meget ud på gennem statslige tiltag at skabe efterspørgsel, stor nok til, at man kunne undgå kriser og arbejdsløshed. Og de steder som fx i Danmark, hvor det faktisk førte til en velfærdsstat, skyldtes det ikke bare den økonomiske teori, men især den politiske kamp, som ikke mindst blev ført frem af arbejderbevægelsen i de pågældende lande.

Men Holten hæfter sig ved, at det var i denne periode, velfærdsstaterne blev grundlagt, og de ”neoklassiske mikroøkonomer gik af mode. Men bare rolig, they’ll be back” (121), som Holten skriver – i en stil, vi kender fra hendes skarptskårne, men underholdende og populære show: Hvad er vi værd? – Om feministisk økonomi.

Den oversete omsorg

Og ja, they are back. Holten genfinder mønsteret i dagens økonomi og politik. Hvor økonomien tildeles en autoritet som matematisk videnskab med det resultat, at vi ”tror, at måling af værdi er en eksakt og apolitisk videnskab” (93), der ikke står til debat. Heraf dens stærke indflydelse på det politiske sprog og magtens forestillinger om, hvad der er overskud. Og hvad der er underskud. (Se også Rune Møller Stahls kronik i Information 7. juni 2024, hvori han bl.a. peger på det danske ”broderskab” af økonomer, Dansk Industri, fagbevægelsen m.m.)

”Der er ikke nogen skelen til, at der er ting, der simpelthen skal ske, hvis man skal kunne arbejde og tjene penge, for eksempel at nogen mader én, når man er baby, lærer én at tale eller henter medicin på apoteket, når man er syg. Individet isoleres som en økonomisk aktør, der kan afskæres helt fra sine omgivelser” (62-63).

Holten sætter her fingeren på et centralt og meget ømt punkt: Det skjulte, oversete, ikke værdsatte, ubetalte eller dårligt lønnede omsorgsarbejde, uden hvilket hverken økonomi eller samfund kan hænge sammen. Det arbejde, der foregår i familiens lukkede private rum og overvejende udføres af kvinder – også det i institutionerne. ’Underskud’ strutter af tal og eksempler, der dokumenterer påstanden. ”Kvinder bruger simpelthen mere tid på at tage sig af andre menneskers ve og vel, både når de er på arbejde og når de har fri” (24). Tid, der ikke værd(i)sættes efter fortjeneste. 

Spørgsmålet er, om Holtens finger rammer dybt nok. Holten er tydelig i sin kulturkritik og sociale appel: ”Jeg føler egentlig en stor sorg. (…) Mange af jer har sikkert prøvet at blive vejet og fundet for lette. I ved hvad jeg taler om, når jeg taler om værdiløshed” (261). Og empatien er til at tage og føle på i bogens allersidste replik: ”Vi skaber så meget værdi for hinanden. Det er svært at måle, men det er ikke svært at mærke” (262). 

Alligevel sidder jeg tilbage med en oplevelse af, at Holten standser op lige før porten. Hun tager sig af idéhistorien, økonomitænkningen og magtens politiske sprog, det er dér, hun finder hunden begravet – ikke i den kapitalisme, som økonomer og politikere tager for givet. 

”Vi er nødt til at bruge andre metoder og værktøjer til at vurdere, hvilken retning vi skal i.” Jo, men er det gjort med det? Er det nok at tilføje et Sociologisk Råd? Eller et Antropologisk, som Holten foreslår? Kan det klares med en ændring i tænkningen? I metoder og værktøjer? 

Hvad med den økonomiske virkelighed, der er hele grundlaget for økonomer og politikeres magt? Har den ingen betydning? Vi lever i kapitalistiske samfund, som oprindeligt er skabt ved, at økonomien, dvs. vareproduktion, marked og penge via ekspropriering og privatisering adskilles fra menneskers livssammenhæng. Den adskillelse cementeres med den industrielle kapitalisme, og den kapitalistiske produktionsmåde bliver den dominerende.

Dén bliver nu til økonomien. Og det er hér, ikke isoleret i værdi/pris-tænkningen, at det afgørende hierarki bliver etableret. Som den sociale relation i samfundet, hvor produktion og marked bliver overordnet i forhold til alt det vigtige, ikke målbare, som Holten beskriver (omsorg, læring, venner, fritid, søvn, natur, kunst, velvære, ro, kærlighed). Alle de vedligeholdende og nyskabende kræfter, der nu bliver degraderet til reproduktion. 

Det er hér, værditabet i forhold til kvinders omsorgsarbejde sker. Karl Marx har analyseret den indre logik i kapitalismen. Den tyske feminist og socialpsykolog Regina Becker-Schmidt har undersøgt, hvordan det kapitalistiske hierarki mellem produktion og reproduktion underbinder det patriarkalske kønsforhold og er med til at gøre omsorgsarbejdet i familie og samfund til en underordnet og andenrangs samfundssfære (fx i ”Doppelte Vergesellschaftung von Frauen: Divergenzen und Brückenschläge zwischen Privat- und Erwerbsleben,” i Handbuch Frauen- und Geschlechterforschung, Theorien. Methoden, Empirie, red. Ruth Becker & Beate Kortendiek (Springer, 2010), 65–74). I et samfundsperspektiv er omsorgen nødvendig, men grundlæggende er den uproduktiv. En anden Karl, den ungarske økonomiske antropolog Karl Polanyi, kalder mange år senere hierarkiseringsprocessen for disembedding, altså udskillelsen af økonomien fra samfundet (The Great transformation. The Political and Economic origins of Our Time. Beacon Press 2001 (udgivet første gang 1945)).

Og som Birger Steen Nielsen gør opmærksom på i Vækstparadigmet ved vejs ende (en bog, der udkom nærmest samtidig med Underskud): Når man i dag taler om markedskræfterne eller bare markedet, er det den kapitalistiske markedsøkonomi i samfundsmæssig målestok, der er tale om – ikke bare marked som udvekslingssted eller som redskab til allokering af goder og ressourcer. 

”Men da et samfundsliv ikke er tænkeligt uden en vis sammenhæng og orden, bliver forsøget på alligevel at skabe og fastholde en form for samfundsorden en permanent opgave for mennesker i det kapitalistiske samfund. De må nødvendigvis beskytte sig mod markedets asocialitet.” (Birger Steen Nielsen: Vækstparadigmet ved vejs ende – klimakrisen, kapitalisme og den store omstilling, Frydenlund 2024, s. 138/193).

Kapitalismen etablerer en særlig form for tvang eller herredømme i samfundet, hvor klasserelationen mellem kapital og lønarbejde bliver den afgørende, underliggende sociale relation. Vi er ”frie og lige” til at sælge vores arbejdskraft på markedet til en pris, vi kalder løn, men reelt dækker denne udveksling over et udbytningsforhold. Vi har ikke selv adgang til at bestemme, hvad og hvordan der skal produceres, men som ”frie” lønarbejdere i kapitalens virksomheder skaber vi den merværdi, der i form af profit er grundlaget for akkumulation af kapital i samfundet.  

For at kunne gøre det, skal vi holde fri, spise, drikke, sove, passe på og pleje hinanden. Den omsorg finder sted i hjemmet og andre steder, adskilt fra produktion, marked og prisfastsættelse i en ’privat’, underordnet og altså andenrangs samfundssfære. Vi kan derfor ikke kun tilskrive værditabet ”den sociale konstruktion”, som Holten ser brede sig fra oplysningstænkere og økonomer til stat og politik. 

Holtens begreb om værdi – og kapitalens

Der er forskel på den betydning og værdi, omsorg har for mennesker, og den (mer)værdi, der skabes i produktionen og fastsættes som løn og pris på markedet. I reproduktionen målrettes omsorgen andre mennesker, og det sker adskilt, men ikke uafhængigt af lønarbejdet og markedstvangen. I familien – og andre private fællesskaber – gøres arbejdskraften, som også Holten gør opmærksom på, salgs- og udbytbar. Her udfører vi opgaver, rettet mod andre menneskers ve og vel: børn og mænd skal have mad, kærlighed og rene sokker, syge skal køres på hospitalet, og du skal besøge din gamle mor. 

Her gør vi erfaringer, hvis umiddelbare formål er at værne om os selv og fællesskabet. Helt modsat de erfaringer, vi gør i lønarbejdet og i samfundet som sådan. Vi drager flere sæt af erfaringer, der støder sammen. Som menneske har det personlig, social og kulturel betydning og dermed værdi for mig at blive mødt med omsorg og kærlighed. Men det er ikke den form for værdi, der kalkuleres med uden for familien. Hverken af virksomheder, økonomer eller politikere. Her er det mig som arbejdskraft (eller forbruger og stemmeberettiget), ikke mig som menneske, der tæller. 

Det ved Holten godt, og hun ønsker – med rette – ikke at sætte en pris på den ”værdi der skabes i hjemmet, i venskaber eller i den offentlige sektor. (…) Det ville reducere endnu flere timer til ydelser, der får værdi gennem deres forhold til markedet.” Netop. Men så tilføjer hun: ”Og jeg mener ikke, markedet skal være altings målestok længere.” (258) 

Nej, det ville være skønt. Problemet er bare, at det ikke er gjort med, hvad jeg eller Emma ’mener’. Og nok så mange sociologiske og antropologiske råd vil ikke fjerne modsætningen mellem menneskelig værdi og merværdi, endsige ”markedet som altings målestok”. Vi løser ikke problemet ved at opvurdere eller på anden måde normativt tale omsorgens menneskelige og sociale værdi op. 

Som arbejdende kvinder og forældre gør vi, hvad vi kan for at finde sammenhæng i de adskilte verdener. Men problemets kerne og selve den grundlæggende konflikt findes ikke bare i økonomernes indflydelsesrige hoveder, men i selve det hierarkiske magtforhold – det, kapitalismen etablerer mellem det markedsformidlede lønarbejde (som tæller) og det privat organiserede husarbejde og fritidsliv (der er samfundsmæssigt nødvendigt, men ikke tæller).

Lønarbejdet er en livsnødvendighed for flertallet. Og den, der ikke kan hævde sig på arbejdsmarkedet, marginaliseres. Ethvert arbejde, som ikke har nogen markedsværdi, regnes ikke for noget i et samfund, hvor profitorienteret virksomhed har forrang. Men uden for markedet og pengeøkonomien ligger husarbejdet og omsorgen og andre former for nødvendig virksomhed. Kvindernes arbejde er samfundsmæssigt nødvendigt, men gemt væk som privat og fraskriver sig dermed den værdi, som ellers, via markedet, tilkender lønarbejdet pris og social anerkendelse.

Derfor kan vi ikke bare nøjes med at kritisere økonomerne for forestillingen om, at kvinder ikke skaber værdi: ”Antagelsen er, at det, kvinder i dag laver uden for arbejdsmarkedet, ikke skaber nogen værdi i deres samfund” (137). Men det er ikke bare en ’antagelse’, det er en kendsgerning, som er indbygget i selve den kapitalistiske måde at producere og fordele overskud på. 

Omsorg bliver til ”underskud” og er grundlæggende overset og ikke tildelt værdi, fordi det udføres samfundsmæssigt adskilt fra det pengeformidlede marked. Som omvendt er det, der tilfører ”værdi” i form af løn til den, der udfører det lønnede arbejde uden for familien.

Moren mader ikke sin baby eller holder ferie med kæresten i en byttehandel på markedet. Vi opdrager heller ikke vores unger der. Omsorg er rettet mod andre menneskers ve og vel, og er derfor et gode, som er svært at måle. Modsat lønarbejdet, som betales som løn med penge, hvortil knytter sig en højere prestige, end hvad der gør sig gældende for det private husarbejde. Dét foregår jo uden for ’økonomien’, adskilt fra både markedet og selve værdiproduktionen.

Det er bemærkelsesværdigt, at Holten ikke nævner ordet kapitalisme, og ingen steder taler om selve væksten som et problem. Den væksttvang, der ellers er hele motoren i værdiskabelsen, og som i dag er genstand for betydelig kritik fra fx økologiske økonomer, klimaaktivister, øko-, dekoloniale og andre kritiske feminister. 

Det er ikke, fordi hun ikke ser ”paradokset”: ”På den ene side fremstår omsorgen værdiløs, og på den anden side muliggør den alt andet arbejde. Den ”produktive” del af økonomien har konstant brug for den reproduktive og hiver værdi ud af den, men anser det sjældent for sit ansvar, at den reproduktive del skal være bæredygtig” (251).

Nej, kapitalen kerer sig ikke om, hvordan arbejdskraften bliver til eller holdes i gang (allerhøjst når det er for at producere og sælge os varer, der kan sikre, at vi holder os ”sunde, raske, glade og i live”) – så længe vi som lønarbejdere går ud og sælger vores arbejdskraft på markedet. Og det er vi under kapitalistiske produktionsforhold tvunget til, hvis vi vil leve. Et tvangsforhold, Holten med fordel kunne have taget med, men desværre ikke beskæftiger sig med.  

Som mennesker tillægger vi omsorg og glæde fysisk, psykologisk og social værdi. De fleste af os gør, hvad vi kan for at finde sammenhæng i de adskilte verdener. Vi gør det på trods, også selv om det ikke tæller. Og spørgsmålet er, om ikke netop de erfaringer af sammenstød og konflikt mellem det økonomisk værdisatte og det psykisk, socialt og kulturelt værdifulde, både inden for familien og imellem familie og arbejde, er det virkeligt vigtige i den frigørelsesbevægelse, der er under opsejling? 

Hvordan kan vi bruge vores erfaringer som modbevægelse?

Emma Holten og hendes bog tiljubles af kvinder i alle aldre og professioner, af pædagoger, lærere og sygeplejersker. Alle føler sig set, ’kender det fra sig selv’. Så måske kan vi nu begynde for alvor at tale om, hvordan den omsorg, det ansvar og den bestræbelse på sammenhæng, vi alle påtager os i hverdagen, kan rumme kim til en omvæltning? 

Hvordan kan vi bruge vores erfaringer som antitese til de adskilte verdener og de rådende magtforhold? Hvad kan vi lære undervejs? Kapitalismen, det rådende vækstparadigme og det politiske taltyranni er uhyre stærke systemer. Også stærkere end man får indtryk af i ’Underskud’.

Men mon ikke tiden er inde til, at vi også herhjemme begynder at eksperimentere alvorligt med nye scenarier? Gør op med den økonomiske systemtvang og begynder at prøve af, hvordan vi kan lade omsorgen for hinanden styre kravene til, hvordan vi organiserer os som økonomi og som samfund? 

Som den indiske fysiker og økofeminist Vandana Shiva sagde for nylig: ”Ægte vækst er den fra biologien. Det er celler, der samler sig, skaber et foster, babyen fødes, den bliver et barn, en voksen, et menneske på den bedst mulige måde. Det er den vækst, vi burde måle. Væksten i biodiversitet, god mad og gode landmænd. Den vækst er vi blevet blinde over for, men det er den, vi skal skabe. Og den skal ejes af menneskene sammen, som en fælled.” (Lotte Folke Kaarsholms interview med Vandana Shiva i Politiken 15. juni 2024).

Emma Holten: Underskud – om værdien af omsorg. Politikens forlag 2024