Selvom den italienske revolutionære kommunist og politiske teoretiker, Antonio Gramsci har været død i over 80 år, lever hans idéer videre. Det er der grund til at fejre, mener Klaus Schulte. Illustration fra Libcom.org
21 min. læsetid

Nyudgivet antologi om den italienske marxistiske teoretiker Antonio Gramsci byder på mange skarpe vinkler, debat og aktualiseringer af hans tanker. Det er både relevant i forhold til migration i EU og nyorienteringer på den spanske venstrefløj.



Af Klaus Schulte

Gramsci er død! Sådan lød påstanden fra Richard J. F. Day i hvert fald allerede tilbage i 2005.  Det er dog stærkt overdrevet. De sidste ti år har vi set en opblomstring af den internationale interesse for den enestående, marxistiske teoretiker og praktiker, italieneren Antonio Gramsci, og hans alt for korte liv fra 1891 til 1937, hvoraf han de ti år var indespærret i Mussolinis fængsler.

Også herhjemme har interessen for Gramsci i hvert fald siden 2011 været støt stigende. Gert Sørensen og Carsten Jensen har med adskillige artikler og deres lille introduktion ’Antonio Gramsci’ markant bidraget til denne udvikling. Med deres nye antologi, ”Antonio Gramscis aktualitet” skulle patienten nu også have fået en overbevisende dansk helbredsattest. Begravelsen kan forhåbentlig udsættes adskillige år! 

Et kort og vanskeligt liv

Første del, Historie og teori, indledes med en forbilledlig, velgørende og læsevenlig gennemgang af Antonio Gramscis korte, vanskelige liv og hans udvikling til ubestikkelig intellektuel og Italiens ledende kommunistiske skikkelse. Frem til sin anholdelse i november 1926 var han blevet til en ustandseligt lærende, kreativt argumenterende og dygtigt manøvrerende politiker. Han blev udnævnt til generalsekretær for Italiens Kommunistiske Parti i august 1924, og plejede her solidariske, men dog ikke altid uproblematiske forbindelser til Komintern i Moskva, hvor han havde opholdt sig fra maj 1922 og 1½ år frem. 

Gert Sørensen og Carsten Jensen: Antonio Gramscis Aktualitet. Books on Demand, 2020.

I artiklen Antonio Gramsci og hans samtid får vi en kort, præcis og pædagogisk tilgængelig præsentation af hovedtemaerne i Gramscis teoretiske arbejde, der begynder med hans stadig relevante analyse af et af italiensk politiks nøgleproblemer frem til i dag, Det syditalienske spørgsmål fra 1926.

Vægten ligger på den mest udfordrende, men samtidig fremadpegende del af hans bidrag til uafhængig, marxistisk tænkning, de såkaldte Fængselsoptegnelser. Disse i alt 29 hæfter med egne analyser og refleksioner, samt 5 hæfter med oversættelser til italiensk af andres værker, (bl.a. Marx’ Feuerbach-teser) blev til i løbet af godt og vel 4½ år, under den sidste del af Gramscis tid som de italienske fascisters strengt isolerede tugthusfange. Optegnelserne blev afbrudt af det sidste af flere helbredsmæssige sammenbrud, og blev kun sporadisk genoptaget efter han blev overdraget til en overvåget klinik i Rom, senere fik betinget løsladelse til en privatklinik i august 1935. Gramsci døde i april 1937.

Fra ø til fastland

Den italienske samtidshistoriker, Fiamma Lussana bidrager med kapitlet Fra Sardinien til Torino. En socialt engageret sarder i en stor og frygtindgydende verden. Her fortælles om opvæksten for den lynende begavede, men fysisk handicappede dreng i en forarmet embedsmands-familie. Gymnasieårene i Cagliari, hovedbyen på den dengang økonomisk og socialt tilbagestående ø Sardinien, prægede ham resten af livet. Under 1. verdenskrig dyrkede han sprogvidenskabelige studier i Italiens vigtigste industriby, Torino.

Der gennemlevede han mellem 1917 – 1921 sine første hæsblæsende, politiske kampe som venstresocialistisk journalist, bladudgiver, politisk aktivist og organisator i de militante industriarbejderes fabriksbesættelser og deres bedriftsråds-bevægelse. Det lykkes for Lussana at give et fascinerende indblik i den periode af Gramscis liv med tilblivelsen af hans helt unikke personlige habitus som revolutionær. Perioden var mindst lige så afgørende som hans senere erfaringer som organiseret kommunist og siden som politisk fange.

Forfatteren viser, at Gramscis åndelige, emotionelle og ikke mindst sproglige rødder var dybt og livsvarigt forankret i fødeøen Sardiniens udprægede dialekt-kultur, tæt på fattigfolks slidsomme liv, der var gennemsyret af vrede mod ‘dem deroppe’ og ikke mindst ‘dem derovre’ på fastlandet. Men hun viser også, hvordan det lykkedes ham at arbejde sig igennem og ud af dette miljø, og at nå frem til en dannelsesmættet og stadig mere selvstændig funderet, marxistisk forståelse af modernitetens dialektik på den italienske nations, imperialismens og den internationale klassekamps betingelser – uden nogensinde at miste forbindelsen til sit sardiske ophav.

I denne periode blev kimen lagt til mange væsentlige temaer i hans senere forfatterskab: Lydhørheden over for det regionalt særegne, men også det analytisk-universalistiske fremsyn i analysen af det syditalienske spørgsmål, produktiviteten, men også begrænsningen i folks spontane og dog rå ’filosofiske’ hverdagsbevidsthed og sunde fornuft (senso buono), overvindelsen af ‘subalterniteten’ (dvs. selvunderkastelsen) hos de udbyttede og undertrykte som et etisk-politisk projekt, samt vigtigheden af det nationalt-folkelige element – også i moderne nationers og den mangfoldige, internationale arbejderbevægelses politiske liv.

I den smukke – men dengang forarmede – havneby Cagliari på fødeøen Sardinien, fik Antonio Gramsci sin tidlige skoling. Han glemte aldrig sine sproglige og kulturelle rødder i arbejderklassen på den italienske ø. Foto: Avion Tourism.

Kulturel-politisk økonomi

Næsten lige så spændende er kapitlet, Gramsci som forløber for kulturel politisk økonomi af økonomen Bob Jessop. Det giver et meget komprimeret indtryk af principperne i denne variant af marxistisk økonomi. Den er inspireret af Gramscis analyser af fascismens moderniseringer af Italiens økonomi og af store dele af de arbejdende massers levemåde samt især af amerikansk kapitalisme. Den kulturelle politiske økonomi lægger vægt på den specielle rolle, som andre end rent økonomiske processer og mekanismer spiller for, at ikke kun markedskræfterne, men også forskellige statslige og civilsamfundsmæssige aktører gennem i bredeste forstand politisk-kulturelt motiverede interventioner sørger for en regulering og den nødvendige, effektive reproduktion af de pågældende samfunds økonomiske systemer.

Afsættet ligger i Gramscis tilegnelse og videreudvikling af begrebet »det determinerede [til forskel for determinerende!] marked«. Jessop kan – som økonom – se, at Gramsci som sprogvidenskabsmand lader sig inspirere af sprogteori og filologi, når han rekonstruerer udviklingen af andre forfatteres begreber og udvikler sine egne.

Praksisfilosofi

Både historisk vingefang, teoretisk dybde, analytisk klarhed og filologisk omhyggelighed leverer Gert Sørensen i afsnittet Praxisfilosofi som Absolut Historicisme. Fra Machiavelli til nyere italiensk Tænkning. Gert Sørensen er suverænt belæst i nyere og ældre italiensk filosofi-, kultur- og politisk historie på originalsproget, og kan perspektivere Gramscis Fængselsoptegnelser i forhold til nutiden, i form af Berlusconi-æraens italienske repræsentanter for postmodernistisk, virkeligheds- og sandheds-fornægtende tænkning. Men også i forholdet til en af Gramscis vigtigste inspirationskilder, den italienske renæssance-filosof Niccoló Machiavelli (1469-1527), demonstrerer Sørensen, hvorfor denne sammen med ’Førstegenerations-marxisten’ Antonio Labriola (1843-1904) har kunnet spille en væsentlig rolle for det opgør, Gramsci foretager med den mekanisk-dualistiske “basis/overbygnings-tænkning”, som den sovjetiske marxisme var faldet tilbage til i dets læsning af Marx.

… også i forholdet til en af Gramscis vigtigste inspirationskilder, den italienske renæssance-filosof Niccoló Machiavelli (1469-1527), demonstrerer Sørensen
… hvorfor denne har kunnet spille en væsentlig rolle for det opgør, Gramsci foretager… med basis/overbygnings-tænkning

+

Gert Sørensen kan – med Gramsci i fokus – slå denne enorme bue tilbage til 1500-tallet og frem til vores tid, og han fremhæver et afgørende fællestræk i både Machiavellis, Marx’, Labriolas og Gramscis virkelighedsbegreb uden at være dogmatisk og forudindtaget til fordel for idealisme eller materialisme, har disse tænkere deres udgangspunkt i virkeligheden og sandheden som dynamiske. Her opfattes mennesket som en integreret del af denne ’operative’ virkelighed; det er her, mennesker handler eksperimentelt – og kun derigennem kan vi erkende og forandre virkeligheden og os selv. 

Er Gramsci stadig relevant?

De, der har påstået, at Gramsci skulle være afgået ved døden, får svar på tiltale af Bjarke Skærlund Risager i afsnittet Er Gramsci i live? Han går især i rette med Chantal Mouffes og Ernesto Laclaus’ forståelse af Gramsci, som han mener udvander Gramscis hegemonibegreb som instrument til at analysere tilblivelse og skift af magtforhold i samfundet og af disse forholds indre dynamik til et »mere eller mindre afpolitiseret diskurs-analytisk redskab«. Forfatteren synes at fornemme, at det er hegemonibegrebets relationelle og ikke mindst praktiske sigte, som på denne måde truer med at gå tabt.

Det gælder om at rykke i det normale tovtrækkeri, som der altid vil foregå ved opretholdelsen, udbygningen eller forskydningen af hegemoni-forholdene i et samfund. Det er sådanne ryk og deres politisk-kulturelle og organisatorisk-institutionelle konsolidering til nogle fremskudte, “modhegemoniske” bastioner i stillingskrigen, der kan udgøre en trussel mod den indtil da herskende blok i samfundet. I gennemgangen af sine konkrete eksempler på nyere politiske massebevægelser – pladsbesættelserne i Egypten, Spanien, Grækenland og Occupy i USA – lykkes det dog desværre ikke for Skærlund Risager at opretholde dette relationelle fokus og dermed helt at gøre sig fri af den dagsorden, blandt andet Laclau og Mouffe har været med til at sætte. 

‘Førstegenerations-socialisten’ Antonio Labriola spillede en væsentlig rolle for udviklingen af Gramscis politiske teorier. Også andre senere revolutionære som Benedetto Croce og Leon Trotsky tilskrev ham stor betydning. Sidstnævnte fortalte i sin selvbiografi om at have læst hans essays ‘med stor fornøjelse’ mens han sad i fængsel i Odessa. Arkivfoto.

Samtykke og tvang

Hegemonibegrebets klare analytiske sigte hos Gramsci netop med kortlægning af relationen mellem hegemoniets to poler, samtykke og tvang, går tabt, når man – som Bjarke Skærlund Risager gør det, nu bare med omvendt fortegn – bruger adjektiver som ‘hegemonisk’ eller ‘hegemonial’ til i flæng at karakterisere enkelte bevægelser og/eller tiltag. Allerede i overskriften til det pågældende afsnit spores en fare, der ligger her: »Den hegemoniske kamps genfødsel«! Som sådan handler de sociale kampe efter 2011 om forandringen af eksisterende hegemoniforhold, og hans bevægelseseksempler viser, at man ikke kom så langt. Artiklens afsluttende betragtninger om, at det altid skulle være op til en forhandling, hvorvidt begreber skulle lægges i gaven eller ej, er derfor unødvendigt vævende: Bare begreberne forstås præcist og bruges overbevisende i konkrete analyser af modsætningsfyldte forløb, så skulle forhandlingsresultatet egentlig være afgjort.

Skadelige alliancer

Noget bedre lykkes det Óscar Garcia Agustin og Martin Bak Jørgensen at analysere problemerne med social dumping som følge af arbejdskraftens frie bevægelighed – ved hjælp af Gramscis begreber i artiklen Af hensyn til arbejderne, men ikke til migrantarbejderne. Forfatterne tager ganske oplagt afsæt i Gramscis skrift Vedrørende det syditalienske spørgsmål fra 1926, hvor der diskuteres faren for ’skadelige alliancer’, som Gramsci umiddelbart inden hans anholdelse advarede imod. Sådanne farer vil typisk opstå, hvor der – som i datidens Italien – eksisterer store geografiske, økonomiske, kulturelle og ikke mindst sproglige forskelle mellem forskellige dele af et land. Det skel sås tydeligt dengang mellem den arbejdende befolkning bestående af landarbejdere, fattige bønder, håndværkere og andre småborgere i Syditalien og på øerne, over for en relativt moderne og velorganiseret industriarbejderklasse i det kapitalistisk udviklede Nord.

Industrikapitalisterne, de stadig halvfeudale store jordbesiddere, størsteparten af den borgerlige intellektuelle elite, og ikke mindst nationens kongehus og den folkeligt dybt forankrede, katolske kirke, udgjorde til sammen landets hegemoniske blok. Det lykkedes dem over en lang periode at opretholde deres hegemoni ved at udnytte de store forskelle internt i befolkningen. Modsætningerne blev stadig mere voldsomme i takt med, at de traditionelle forhold for den arbejdende befolkning flyttede sig gennem mobiliseringen af masserne under 1. Verdenskrig og i efterkrigs-krisen. Det blev yderligere forstærket af den stadigt voksende migration af landarbejdere, såvel som fallerede håndværkere og småbønder, der rykkede nordpå. 

Først gennem fængselsårenes pinefulde hegemoniteoretiske refleksioner nåede Gramsci til bunds i, hvorfor det ikke blev Italiens revolutionære arbejdere, men den fascistiske bevægelse – grundlagt i 1919 med førende deltagelse af den tidligere socialist Mussolini – der med Marchen mod Rom i 1922 kom til at ryste denne hegemoniske blok i sin grundvold. Kongen og hans støtter i blokken forsøgte at opretholde et fortsat borgerligt klasseherredømme, og bragte et “hegemonialt offer” ved at udpege Mussolini til ministerpræsident. Resten turde være velkendt. 

EU’s migrantarbejdere 

Augustin og Jørgensen gennemtænker og ’oversætter’ i deres artikel den her opridsede økonomisk-strukturelle og klasse- såvel som magt-analytiske problemstilling til nutidige forhold i EU og bruger den overbevisende til at belyse konsekvenserne af det indre marked og arbejdskraftens frie bevægelighed for forandringen af forholdene på det danske arbejdsmarked. Her har ’den danske model’ i lang tid effektivt bidraget til at opretholde en nogenlunde stabil borgfred mellem kapital og arbejde. 

Benito Mussolini marcherede i oktober 1922 med sine ‘sortskjorter’ gennem Roms gader. Det anslås, at 30.000 mennesker deltog i marchen, der med kongens accept førte til den fascistiske magtovertagelse i Italien. Hans magtovertagelse inspirerede senere fascistiske ledere som Adolf Hitler og Francisco Franco. Foto: Illustrazione Italiana (ukendt fotograf).

Dansk arbejde? Dansk løn!

Freden trues dog ved, at mange arbejdsgivere udnytter de i princippet ligeberettigede, europæiske arbejdsmigranters manglende faglige organisering eller lavere organisationsgrad til at undergrave de danske løn- og øvrige overenskomst-sikrede arbejdsforhold. Dertil kommer migrantarbejdernes egen tilskyndelse til at nøjes med mindre, bare de kan få arbejde i Danmark. Og så får vi balladen, og ’skadelige alliancer’ opstår: Paroler som den farlige, om end umiddelbart indlysende »danske lønninger for dansk arbejde« misbruges af borgerlige og populistiske partier både til højre og venstre, samt i dele af dansk fagbevægelse til – ikke uden held blandt danske lønarbejdere og prekært ansatte – at hetze mod migrantarbejderne.

Arbejdsstyrken i Danmark splittes, og der skabes grobund for nationalisme og fremmedhad gennem en farlig »kombination af arbejdsmarkeds- og migrations-politikker«. Som om det var selve arbejdet, der kunne have et statsborgerskab eller et nationalt tilhørsforhold ligesom de mennesker, der til enhver tid står til rådighed for (og ja: konkurrerer om) at udføre det på det europæiske og tiltagende globaliserede arbejdsmarkeds betingelser! 

Almindelig fornuft

Herefter fokuserer forfatterne på Gramscis vigtige sondring mellem en omfattende ’almindelig fornuft’ (senso commune) – der normalt dominerer folks hverdagsbevidsthed, og som stabiliserer de til enhver tid eksisterende hegemoniforhold, såsom den fejlagtige forestilling om et nationalt fællesskab mellem arbejde og kapital – og dens underliggende andel af god ’sund fornuft’ (buon senso); en uimponeret plebejisk bevidsthed om tingenes faktisk-praktiske sammenhæng, »som kan være en platform for modstand nedefra«. 

Paroler som den farlige, om end umiddelbart indlysende »danske lønninger for dansk arbejde« misbruges af borgerlige og populistiske partier både til højre og venstre, samt i dele af dansk fagbevægelse til – ikke uden held blandt danske lønarbejdere og prekært ansatte – at hetze mod migrantarbejderne.

+

De bruger dette fokus til at belyse de idémæssige og politiske udfordringer, venstrekræfterne og de mere politisk og socialt bevidst dele af fagbevægelsen står over for, når det gælder om at imødegå den skadelige nationale alliance på tværs af de modsatrettede interesser.  Det gramscianske perspektiv hjælper til at udpege konkrete nedslagspunkter for en tiltrængt ajourføring af, hvad solidaritet i arbejdskampe vil komme til at betyde, og hvordan det skal praktiseres på disse betingelser. De er kommet for at blive. 

Podemos – et gramsciansk parti?

Statskundskabsmanden Carsten Jensen forklarer i en både informativ og inspirerende artikel udførligt, hvordan lederskabet i det spanske oppositionsparti Podemos har læst Gramsci, bl.a. i lyset af udfordringerne i spansk politik efter finanskrisen 2008. Ledere som Pablo Iglesias og Ìñigo Errejón har anvendt Gramsci kreativt, både ved at tolke formerne og påpege en mulig fælles orientering af en forgrenet, folkelig bevægelse med udgangspunkt i pladsbesættelserne i 2011 ved Puerta del Mayo i Madrid og andre steder. 

Mindre entydigt og med forskellige konsekvenser senere i forløbet, har de også brugt Gramsci i forbindelse med dannelsen af partiet Podemos i 2014. De anså partiets opgave som værende en nænsom opsamling af bevægelsernes impulser, og som et vigtigt redskab for en parlamentarisk repræsentation af aktivisternes målsætninger, både på landsplan og i regionerne og store byer som Madrid og Barcelona – men det vel at mærke også ved at indgå i succesrige valgalliancer med andre partier og bevægelser, uden selv at sløre eller endda udslette sin egen identitet – eller omvendt ved at dominere alliancepartnere til ukendelighed. Det sidstnævnte balance-kunststykke ville vel være et af de afgørende kendetegn for et gramsciansk inspireret partis måde at lave politik på.

Men betyder det, at det (allerede) giver mening at tale om Podemos som et ’gramsciansk parti’ af en type, der ville matche den brogede politiske krise i nutidens Spanien? Jensens afsluttende svar er et betinget ja, i forlængelse af tanker om komplekse alliancer og nødvendigheden af at give afkald på hierarkier i partiets politiske ageren til fordel for konsekvent at tænke og handle med udgangspunkt i netværk. Her er tanker, der afgjort kan bruges til at gennemtænke problemstillingerne i hjemlige venstrekræfters parlamentariske støtte til en socialdemokratisk et-partiregering uden eget parlamentarisk flertal. 

Er Pablo Iglesias (billedet) og resten af spanske Podemos et ‘gramsciansk’ parti? Carsten Jensen forklarer i den nyudgivede antologi, hvordan ledelsen i koalitionspartiet har ladet sig inspirere af den tidligere italienske kommunistleder. Foto: GUE/NGL / Flickr.

Set fra nord

Hvorfor en afdød, italiensk kommunistleder som Gramsci, med sine fragmentariske og alt andet end lettilgængelige skrifter, siden midten af 1960ere og i adskillige år frem kunne blive mødt med større interesse af Vesteuropas ’nye venstre’ – ikke mindst i Nordeuropa – belyses af historikeren Claus Bryld. Der nævnes moderniseringen af efterkrigstidens kapitalistiske samfund i denne verdensdel med økonomisk fremgang.

Den er forbundet med forbedring af de arbejdende befolkningers materielle og i bredeste forstand kulturelle leveforhold, der igen hviler på mere eller mindre vidtgående og langvarige klassekompromisser mellem deres faglige og politiske organisationer og kapitalen i de enkelte lande. Her var kommunistpartierne, bortset fra i Italien og Frankrig, blevet marginaliseret. 

Dét var interessant for yngre venstreorienterede med akademisk baggrund. De blev særligt interesserede i Gramscis tanker om “historiske blokke”, om hegemoni, og om forudsætningen for en egentlig magtovertagelse: ’Stillingskrigen’ for forandringen af styrkeforholdene mellem klasserne, samt inden for alle de ideologiske og politiske områder, hvor disse forhold kom til udtryk inkl. i parlamenterne, hævder Bryld.

Lenin, Borgbjerg og Villy Søvndahl

Ikke uden en vis aldersmoden selvironi påpeger han, at det ikke mindst var »Gramscis forestillinger om de såkaldte organiske intellektuelle(s)«  betydning for ’indpodningen’ af socialistisk teori i arbejderklassen, der tiltrak sig det intellektuelle ’nye venstres’ opmærksomhed. Samtidig kan han ikke dy sig for at henvise til forskellige ledere inden for 2. såvel som 3. Internationale. Karl Kautsky og Vladimir Lenin havde da vist nok lignende tanker. Intet nyt under solen altså hos Gramsci? »Kætteri[…]«, som Bryld noget koketterende kalder det, eller ej: Han har i hvert fald ret, når han ved hjælp af et længere citat fra Friedrich Engels’ demonstrerer, at Gramsci ikke var den første i arbejderbevægelsen til at påpege, at: “…statsinstitutioner, i hvilke bourgeoisiets herredømme er organiseret, frembyder endnu flere holdepunkter, ud fra hvilke arbejderklassen kan bekæmpe disse samme statsinstitutioner«. 

Bryld har også fat i en vittig pointe, når han antyder, at man med Gramsci i hånden kan slippe for at bekende sig til Marx og Lenin. SF’s tidligere partiformand Villys Søvndal forsøgte sig med at lave en cocktail af Gramsci og Grundtvig. Men det faldt ikke just heldigt ud. 

En række tankevækkende uddrag ses til gengæld i talerne fra danske socialdemokrat Frederik Borgbjerg. Han holdt så tidligt som i 1908 og 1910 taler, der kunne lyde mere som noget, der peger i retning af en lang og sej gramsciansk ’stillingskrig’. Borgbjerg taler bl.a. om fremskudte bastioner i civilsamfundet og proletariatets forvandling »til en velorganiseret, oplyst, middel- og målbevidst arbejderklasse« allerede inden magtovertagelsen.

Man kan næppe være uenig med Claus Bryld i, at der her faktisk er »tale om en opbygning af arbejderklassens hegemoni« – men heller ikke i, at det hos evolutionære og deterministiske politikere som Borgbjerg »indgår i en gradualistisk strategi«, som Bryld skyndsomt selv tilføjer.

Gramsci på socialdemokratisk?
• Allerede i 1908 – hvor ‘socialdemokrat’ betød noget markant andet end nu – skrev den danske socialdemokratiske politiker, Frederik Borgbjerg taler, der kunne lyde som en opfordring til en lang og sej gramsciansk ’stillingskrig’.

• Den senere social- og undervisningsminister talte bl.a. om fremskudte bastioner i civilsamfundet, og taler for proletariatets forvandling: »… til en velorganiseret, oplyst, middel- og målbevidst arbejderklasse« allerede inden magtovertagelsen.

Læs mere om Borgbjerg her

+

Langtidsholdbare teorier

I et af de sidste afsnit prøver redaktøren af Kritisk Debat, Jan Helbak at vise, hvad det er, som har gjort Gramscis analyser af efterkrigsårenes og det tidlige fascistiske Italiens politiske forhold så langtidsholdbare, at de stadig er brugbare, når det gælder om at gennemtænke og gribe ind i nutidens politiske liv. Han kritiserer andre for at overbetone Gramscis interesse for bevægelser, og for at undervurdere hans bestræbelser på at udvikle Lenins partiteori. Gramsci gør fejl i tilsyneladende at ville udskifte Marx’ begreb om produktionsforhold med “livsformer”. Det fører ifølge Helbak til, at Gramsci »på grund af [sin] de facto abstraktion fra det sociale/økonomiske havner i en form for politologisk vilkårlighed i sin overordnede orientering.« 

Han får svar fra de to udgivere, Carsten Jensen og Gert Sørensen, der er delvist imødekommende. De imødegår Helbaks tese om en tendens til idealisme og dualisme i Gramscis Marx-forståelse, ved at pege på den materialistisk-procesorienterede virkelighedsopfattelse, der forbinder de to med såvel Labriola som Machiavelli.

Hjertesuk fra anmelderen

Når man ser på de i og for sig prisværdige litteraturlister, som følger efter antologiens enkelte artikler, finder man hele to tysksprogede titler (hos Jessop) i den imponerende mængde altovervejende dansk- og engelsksprogede Gramsci-forskningslitteratur, som forfatterne henviser til. Forhåbentlig har nogen af dem jo også benyttet sig af andet, men det afspejler på ingen måde, at der har eksisteret en internationalt banebrydende tysksproget Gramsci-forskning, som ville kunne supplere Gramsci-diskussionen herhjemme.

Stedfortrædende for mange flere skal her kun nævnes publikationer af f.eks. Peter Jehle, Ingo Lauggas, Jan Rehmann, og Thomas Barfuss; de hører alle sammen til kredsen omkring tidsskriftet Das Argument og filosoffen Wolfgang Fritz Haug. Han er en af verdens førende Gramsci-specialister og udgiver af de samlede Fængselsoptegnelser på tysk. Medmindre man kan læse Gerratanas kritiske originaludgave på italiensk, er Haug ikke til at komme uden om. Dennes vigtigste bog er Philosophieren mit Brecht und Gramsci.

Tiltrængt skærpelse af virkelighedssansen

Man har al grund til at håbe, at Gert Sørensens og Carsten Jensens fornemme udgivelse, Antonio Gramscis Aktualitet – som alle bidragydere har ære af – får mange læsere. På den måde vil den hjælpe til, at vi også herhjemme bliver bedre til at bruge en hans teoretisk-praktiske bidrag til at skærpe virkelighedssansen. Det er der både brug for blandt socialister og andre, som ikke kun vil fortolke, men også fra bunden forandre vores profitbaserede, selvødelæggende samfund.


Klaus Schulte er lektor emeritus i Tysk og Kultur- og Sprogmødestudier på RUC.