Anmeldelse: Bruno Latour og Nikolaj Schultz taler for en økologisk klasse, der endnu ikke eksisterer

Klasse er for alvor ved at komme tilbage på den politisk-teoretiske dagsorden. Tidligere på året udkom Matt Hubers Climate Change as Class War: Building Socialism on a Warming Planet, og nu har også postmodernisterne Bruno Latour og Nikolaj Schultz fulgt trop med deres Notat om den nye økologiske klasse.

Udgangspunktet for den opgave forfatterne stiller sig selv er, at den økologiske klasse ikke findes – endnu. Notatet er derfor det første skridt i retningen af at skabe den. For mens tidligere tiders klasseanalyser både var beskrivende og ‘performative’, er beskrivelsen af den fremspirende økologiske klasse kun det sidste., altså performative. Det vil sige, at den ikke kan beskrives som værende til stede endnu. Den beskrives som om den eksisterer, hvorefter der ud fra en fake it till you make it-logik skal opføres forestillingen om klasse, som individerne efterfølgende kan se sig som en del af.

Den ikke-eksisterende klasse

Det er selvfølgelig udfordrende at beskrive dét, der endnu ikke findes, og læseren kan bogen igennem lede forgæves efter en egentlig afgrænsning af, hvem der skal udgøre den kommende klasse. Den klasse skal øjensynligt spænde fra arbejderne, kvinderne, oprindelige folkeslag, postkoloniale bevægelser og ungdommen til aktivister, landmænd, industrialister og investorer. ”… Alle disse folk kunne føle sig som en del af denne fremspirende klasse”, som forfatterne skriver.

Lettere bliver det ikke når spørgsmålet vendes om. Flere steder i bogen skrives der om ”de gamle klasser”, ”herskende klasser” og ”andre klasser”, uden at det bliver klart om vi her har med sociologiske kategorier at gøre, eller ideelle forestillinger om fællesskaber, på linje med den, som forfatterne prøver at fremskrive.

Gennemgående fremstår de gamle klasser som diskursivt konstituerede, og bliver en bestemt måde at forstå verden på gennem deres forhold til produktionen og tiden. De er alle en del af ”moderniteten”, der i Latours tidligere arbejde er blevet forklaret som en æra, der tror at have annulleret hele fortiden gennem sine egne fremskridt.

I moderniteten tror man derfor på fremskridtet gennem øget produktion, hvilket den økologiske klasse i sin modstand mod det eksisterende må bryde med. Samtidigt møder vi hos forfatterne også en vis portion moralisme, når de skriver, at ”de tidligere herskende klasser har forrådt os”, og ikke længere kan påkalde sig nogen som helst rationalitet. Det åbner muligheden for, at den økologiske klasse legitimt kan definere historiens retning, ikke kun som skridende fremad i en bestemt bane, men gående i flere retninger. Hvad det så end skal betyde.

Klassebevidsthed

Notatet bliver interessant når det bevæger sig væk fra de mere filosofiske overvejelser om at gentænke materialismen og tidsforståelsen, og i stedet beskæftiger sig med de politiske spørgsmål, som skabelsen af en klasse fører med sig. Selv når projektet med at skabe en ny klasse ud fra intentionens kraft alene fremstår tvivlsomt, har forfatterne en pointe i, at såkaldt ”objektive” interesser aldrig alene har været i stand til at skabe en klasse.

Paradoksalt er det netop gennem denne konkretisering af deres projekt, at forfatterne viser, hvorfor det er umuligt bare at ønske sig til nye klassedannelser. De argumenterer overbevisende for, at det tager (lang) tid for en klasse at etablere sig selv sprogligt og gennem dette, at opnå evnen til at beskrive sin livsverden. Det er afgørende for at kunne præsentere det projekt, med hvilket statsmagten skal overtages.

Samtidigt gør forfatterne opmærksom på, at en ny klasse ikke bare kan tage det gamle statsapparat i brug, der netop er skabt til at være vendt mod dem. Observant beskrives det hvordan borgerne, i mangel på egentligt klasseperspektiv, i anfald af apati forfalder til at rejse indsigelser og beskyldninger mod den eneste aktør, de tror kan hjælpe dem; den gamle stat, der som et genfærd af sig selv er ude af stand til at hjælpe dem i klimakampen.

Kan økologien organisere det politiske?

Notatet kredser om dette spørgsmål. Hvordan befolkningen kan aktiveres til kamp for klodens beboelighed. Der ligger her en vigtig pointe i, at økologien i første omgang er en bevægelse, der splitter. Den afslører brudlinjer i vaner og manerer, som forfatterne med inspiration fra sociologen Norbert Elias mener er dannende for klasseoplevelsen.

Men splittelsen er forudsætningen for klassekampen, og er forudsætningen for den egentlige dannelse af klasser, der kan genkende sig selv og hinanden. Det bliver samtidig forudsætningen for, at kampen for en beboelig jordklode kan vindes.

Notat om den nye økologiske klasse er derved et besynderligt skrift, der indeholder både spidsfindige filosofiske pointer og rigtige politiske overvejelser, men samtidig er pakket ind i en overordnet teoretisk ramme, der ikke forekommer overbevisende. Selv hvis det kunne være muligt performativt at opføre sig frem til dannelsen af en klasse, gør forfatterne opmærksom på, at det vil tage meget lang tid.

Det er tid, som vi ikke har.

Bruno Latour og Nikolaj Schultz: Notat om den nye økologiske klasse. Hans Reitzels Forlag 2022. 90 sider, vejl. pris 150 kr.