Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
9. oktober. 2021

Anmeldelse: Er København en velfærdsby eller en profitmaskine?

Arkitekten Peter Schultz Jørgensen giver i sin nye bog gode argumenter til alle, der vil kæmpe imod den nuværende udvikling i København, som tilgodeser overklassen. Samtidig piller han myter fra hinanden, og kommer med bud på en alternativ byudvikling, der tænker hele Sjælland med.

Københavns udvikling har de seneste 30 år taget en nyliberal drejning, og har skubbet miljøet og hensyn til byens arbejdere i baggrunden. Det udstilles i Peter Schultz Jørgensens nye bog. Foto: Shutterstock

Peter Schultz Jørgensen (PSJ) har igen skrevet en nødvendig bog. ”Opgøret om København” kommer nemlig omkring alle de problemstillinger, der vedrører byen og regionen, i et demokratisk såvel som et økonomisk og miljømæssigt perspektiv. Med udgangspunkt i, at København er blevet til et profitobjekt for store kapitalinteresser, udenlandske som nationale, befinder byen sig i et kritisk spændingsfelt mellem en velfærdsby for almindelige borgere, stillet over for en konkurrenceby for finanskapitalen.

Bogen kritiserer både Socialdemokratiet og SF’s følgagtige tilslutning til den udemokratiske byudvikling i København, der siden 1992 er blevet bestemt af statslige særlove, og af ¨interessentselskabet By og Havn, hvis profitdrevene motiver svigter store grupper borgere i byen – samt hele Sjælland og øerne syd for.

Fra krise til bæredygtighed

For at opnå et bæredygtigt miljø, der kan imødegå fremtidens klima- og forsyningskriser, er det nødvendigt igen at lave en overordnet, regional planlægning som modstykke til det nuværende politiske, centralistiske fokus. Det bidrager kun til, at problemerne øges i takt med klimakrisen og de fremtidige globale, økonomiske og forsyningsmæssige kriser.

Inspireret af de forskellige folkelige bevægelser, der har rejst sig mod byudviklingen i de senere år, ser PSJ på de historiske, ideologiske og økonomiske forudsætninger for byens og regionens nuværende udfordringer. Samtidig gør han op med de myter, som politikerne og deres håndlangere i embedsapparatet forsøger at retfærdiggøre den nuværende byudvikling med. Endelig skitserer han også en række idéer til nye veje, vi kan gå.

Nyliberalismens indtog i København

Opgøret om København fortæller grundigt om byens historiske udvikling fra 1850 indtil 1990, hvor neoliberalismens forbrugs-og konkurrencestat blev det nye velfærdsideal. Det afstedkom en stærk centralisering og specialisering i hovedstaden, med store konsekvenser for resten af regionen.

Strategien var nu at udvikle København som en vækstmotor i den internationale by-konkurrence, for at kunne tiltrække international finanskapital. Hertil spiller ejendomsspekulation ind som en afgørende faktor. Det har for Københavns vedkommende indebåret, at offentligt ejet jord først og fremmest udgør spekulations- og investeringsobjekter, der skal sælges dyrest muligt til spekulative bygherrer af forskellig art.

Ligeledes har omfattende byfornyelser, gårdrydninger og sammenlægninger af lejligheder bidraget til ejendomsværdistigninger i den ældre boligmasse. Sideløbende har lovgivningen liberaliseret det tidligere stramt regulerede andels- og lejebolig-marked. Staten og kommunen har i skøn forening sikret en kapitalisering af boligmarkedet med voldsomt stigende ejendoms- og grundpriser til følge. Lige som i mange andre storbyer tvinger profit på ejendomsspekulation almindelige mennesker ud af byen.

Ud over at byens mange store produktive virksomheder forsvandt, har man sideløbende skilt sig af med den tidligere arbejderbefolkning og byens mange mindre, produktive håndværkserhverv til fordel for vellønnede borgere i finansielle og såkaldte ‘kreative’ erhverv, der ofte er tæt forbundet til den internationale finanskapitals interesser.

Milliardgæld skabt bag lukkede døre

Udviklingen skal ses i sammenhæng med det manglende demokrati der har været i de sidste 30 år med oprettelse af Ørestadsselskabet, og senere med By og Havn, der fungerer som et privat foretagende, hvor beslutninger vedtages på lukkede bestyrelsesmøder. Her har gennem årene siddet flere af de personer, som fra starten har været med til at udvikle den neoliberale byudviklingsstrategi. Byens kommuneplaner og lokalplanlægning er lige siden blevet indrettet efter selskabets behov.

“Gælden udgør en væsentlig byudviklingsaktør, der bremser for alle mulige andre sociale og miljømæssige hensyn til befolkningen som helhed.”

Metroen var fra starten et redskab til at opnå et højprofileret by-image. Foreløbig har den medført en absurd milliardgæld, som alle i byen hænger på, selv om kun 20 % af byens indbyggere bruger den; og det er hovedsageligt unge, som måske hellere burde cykle.

De mange velhavende og højtuddannede borgere skal yderligere serviceres af folk, der ikke har råd til at bo i byen, og derfor er nødsaget til at pendle ind for at passe deres arbejde. Den nuværende strategi udgør derfor en pendlingsskrue uden ende.

Selskabet og overborgmesterens økonomiforvaltning har kun interesse i at få grundpriserne skruet så højt op som muligt, og at få solgt alt, hvad sælges kan af ubebyggede arealer, uanset fredninger eller vrede protester fra byens borgere. For selve gælden udgør en væsentlig byudviklingsaktør, der bremser for alle mulige andre sociale og miljømæssige hensyn til befolkningen som helhed.

Byens tidligere sociale mangfoldighed er gået fløjten, og foruden føromtalte pendlerhelvede, er bilejerskabet i byen også steget enormt. Eftersom 40 % af indbyggerne også arbejder uden for byen, bidrager borgerne selv i stor stil til den håbløse trængsel og forurening, der stiger hvert år.

Indledningsvist undervurderede man prisen på metrobyggeriet drastisk til 4,5 milliarder kr. Den samlede pris for Metrocityringen er nu løbet op i 21,3 milliarder kr., og Københavns Kommune er tvunget til at sælge ud af sine ejendomme for at finansiere gildet. Foto: Madrugada Verde / Shutterstock

Mytepunktering

Peter Schultz Jørgensens nye bog er også et opgør med myterne. Han sabler i særdeleshed historien om byens klimamæssige bæredygtighed ned, og skriver på kortfattet, elegant maner: ” Bysystemet og dets vækstøkonomi opsuger og forbruger en stor del af fremtidens økologiske potentiale”. Punktum!

Også det vedvarende argument om, at den tætte by er til gavn for biodiversiteten i det åbne land – “det begrænser spredning af parcelhusbyggerier” – bliver pillet fra hinanden, når PSJ konstaterer, at parcelhuse også er en konsekvens af en markedsdreven byudvikling og fravær af helhedsplanlægning.

Flere tilhængere at den tætte og kompakte by mener desuden, at biodiversitet kun hører til ude på landet. Men som PSJ konstaterer, består det meste af vores landbrugsjord biologisk set af ørkener. Derfor har vi i høj grad brug for at give plads til det i byen, fremfor at asfaltere og bebygge al jord. Vi må tværtimod se på en urbanisering, hvor bysamfund kan indgå som en integreret del af naturen, og hermed ophæve en falsk modsætning mellem land og by.

Er byer CO2-venlige? Nej, for man negligerer den samlede udledning af drivhusgasser, som forbrugsbyens arbejdspladser og husstande genererer. København er grundlæggende langt mere en forbrugende end en producerende by, og jo mere velstående byen er, jo højere er CO2-aftrykket. Produktion og import af forbrugsgoder og fødevarer mv. tælles ikke med – gjorde man det, ville udslippet være mindst 60 % højere end det de påstår. Læg dertil aftrykket uden for kommunegrænsen fra den voldsomme pendling og varetransport.

Endelig er der miljøbelastningen, der kommer fra de omfattende byggeaktiviteter; fra råstofudvinding, produktion af byggematerialer, transport og opførelse, veje og anlæggelse af infrastruktur til byggerier. Det udgør en voldsom belastning; byggeri og anlæg står for 40 % af den globale udledning. Samtidig bliver der i København bygget på en måde, som vil fastlåse byen for fremtiden, til skade for mennesker, natur og flora.

København og resten af Sjælland hænger sammen

Bogen beskriver helt præcist, hvordan der – samtidig med fortætningen af den CO2-producerende forbrugerby – foregår en hovedløs byspredning rundt om på Sjælland, hvor en mangel på helhedsplanlægning betyder en ulige fordeling. Her er der i langt højere grad brug for en fortætning med byfunktioner, som kan gøre dem til bæredygtige enheder både kulturelt, socialt og økonomisk.

“I stedet for at blive ved med at udbygge København som et overbefolket center, der ignorerer resten af øen, skal vi udvikle netværksbyen ”Sjælland”.

Manglen på regional planlægning bidrager desuden til et unødigt CO2-forbrug, fordi det fremmer mere og mere transport og pendling byer imellem. Derfor skal Københavns byudvikling ses i sammenhæng med resten af Sjælland.

I kapitlet om Sjælland gennemgår PSJ alle de elendigheder, der er opstået efter man i over 20 år har amputeret og afskaffet den regionale planlægning.  Der er opstået en blindhed ved fraværet, hvor både København og andre kommuner kun har øje for sig selv. Han mener, at en katastrofe er ved at indsnige sig; for fravær af en helhedsplanlægning sætter både natur og muligheden for velfungerende bystrukturer under pres.

Som løsning foreslår han, at vi udvikler en urbaniserings-model, der bygger på cirkulær økonomi og økologi som grundvilkår for en bæredygtig samfundsudvikling, og som har nye demokratiske strukturer på forskellige niveauer.

Lokal selvforsyning og flere centre for byudvikling end København er blandt nøglerne til succes, hvis byudviklingen skal vendes. Foto fra Mosegården Jordbrug på Sjælland, der arbejder ud fra et princip om ‘small scale farming’.

Byens rum skaber merværdien

Peter Schultz Jørgensen advarer om et faretruende kollaps i fremtiden, hvis vi ikke gør noget nu. Vi er nødt til indse, at natur og samfund er interne relationer inden for en økologisk helhed, og vi er også nødt til at se på byer som andet end en fysisk ophobning af mennesker, gader og bygninger.

Byens kvarterer og bydele må anskues som urbane biotoper, hvor der gælder nogle love for økosystemerne indenfor disse menneskeskabte rammer.  De skal overholdes både i forhold til menneskers sociale relationer og dagligdag og til klimaet og naturen. Med en forståelse for byens lokalsamfund som en urban biotop, kan man ikke tillade sig at lade det hele gå op i økonomi og profit, som det der sker i København.

Sidst i bogen fremsættes der en konkret kritik af boligpolitikken, prisudviklingen, og det fortsatte boligbyggeri med uholdbare prognoser om fortsat tilflytning til byen. By og Havn hudflettes yderligere i en gennemgang af de mange uheldige konsekvenser ved den konkrete byudvikling, og yderlige fremtidige planer, der vedrører Lynetteholm, havnetunnel og ringvej, forværrer kun klimaproblemerne.

Bogen afsluttes med en opsummering af tidligere organiserede kræfter og bevægelser, der har påvirket byen med succes, især efter arbejderbevægelsens store bastioner er faldet med afindustrialiseringen af byen.

Schultz Jørgensen citerer den berømte marxistiske geograf David Harvey, som spørger: ”Hvorfor så ikke fokusere på byen, snarere end på fabrikken, som det primære sted for produktion af merværdi”.

For de protesterende borgere er der mange gode konkrete oplysninger i bogen, som kan bruges i den fortsatte kamp som argumenter for at stoppe den uhæmmede vækst i København. Men også andre, der ikke er totalt forblændede af finanskapitalens velsignelser, eller kommunens og By og Havns propaganda, får stof til eftertanke. Med Opgøret om København i hånden, kan kampen for en anden type by fortsætte.


Om skribenten

Hanne Schmidt

Hanne Schmidt

Arkitekt uddannet fra den marxistiske "Afdeling M" på Akademiets Arkitektskole i København. Har tidligere arbejdet med tilgængelighed og byplanlægning bl.a. i Københavns kommune. Læs mere