Anmeldelse: Et svært år

Et svært år starter og slutter med klip af franske præsidenter, der bedyrer, at det forgangne år var et svært år. Det er sjovt, og det siger noget om, at visse ting ikke ændrer sig, men hvad det siger om filmen bliver aldrig klart. Et svært år viser os, hvad der sandelig ér et svært år, men hvad så?

Handlingen er enkel: To fattige mænd engagerer sig i klimabevægelsen, fordi der er gratis mad.

De mødes, da Albert prøver at få Bruno til at købe et TV, han har stjålet til Black Friday. Bruno er dog ikke interesseret i at købe et TV, så meget som han er interesseret i at være i fred, så han kan begå selvmord. Ud af det udvikler der sig et venskab, som bygger på fælles gæld og ensomhed.

Til et møde i klimabevægelsen, hvor de drikker sig en mave til med øl, solgt efter et »betal hvad du kan«-princip, får de den idé, at de kan tjene penge på klimaet. De placerer sig midt i klimabevægelsen, hvor det hurtigt bliver dem, der finder på de mest vidtgående aktioner mod forbrugerisme og CO₂-udledning – mens de svindler on the side.

Klimakamp uden politik

I begyndelsen af filmen krydsklippes en aktion mod Black Friday som forbrugsfest med en vred Albert, der bare gerne vil ind og have det fjernsyn, han senere forsøger at sælge videre til overpris. En mands slagtilbud er en anden mands investering, og hermed er scenen for filmen sat. Det er en stærk præmis, som desværre aldrig udvikler sig til mere end det.

Som filmen skrider frem, bliver Albert og Bruno selv dem, der står med udrullede bannere og blokerer for indgangen. Selvom de fortsætter med at svindle, forbliver de ikke kynikere, men smittes af de andre aktivisters entusiasme. ”Mennesker er broer”, som den rige men bedårende Madeleine siger, og i det her tilfælde bliver de nye kammerater en bro til klimakamp.

Det er rigtigt nok, at et politisk fællesskab uden sammenhold sjældent er et politisk fællesskab særlig længe. Men efter at have set filmen er jeg i tvivl om, Bruno og Albert overhovedet ved, hvorfor global opvarmning er et problem. Hvad kæmper de for, ud over gode venner? Et svært år er en film om politik, men den er bemærkelsesværdig upolitisk.

Kærester med kloden

I klimabevægelsen møder Albert den passionerede klimaaktivist Cactus, som han hurtigt betages af. Hun er på mange måder Alberts modsætning – hun kommer fra en velhavende familie, har studeret på universitetet, og læser alle FN’s klimarapporter. Hvis modsætninger skal mødes for at sød musik kan opstå, er det begyndelsen på en klassisk romance.

Hvis der er sød musik, får vi dog ikke lov til at høre den. De to filmskabere har så travlt med at gøre grin med Cactus’ nærmest monogame forhold med klimakampen, at det aldrig bliver klart, hvad det egentlig er for en forbindelse mellem de to, vi som publikum skal heppe på. At der mellem de to skuespillere Pio Marma og Noémie Merlant mere er aske end ild, hjælper heller ikke.

Undervejs i filmen bliver Albert afvist af Cactus, fordi hun føler så meget for klimaet, at hun erklærer, at hun ikke kan føle for andre mennesker, så længe vejene er fyldt med biler og himlen er fyldt med fly. Tror man, at filmen herefter sætter sig for at lære Cactus, at man godt kan forene kampen for klimaet med kærlighed, tager man imidlertid fejl.

En angstfuld komedie

Cactus er centrum for klimabevægelsens sociale liv, men det kan være ensomt at være den, det hele drejer sig om. Cactus er ikke bevæget af fællesskabet men af sagen, og mens hun for sine kammerater er det anker, der holder dem fast, føler hun selv, at hun driver rundt på åbent hav.

Det er på mange måder en tragedie, at Cactus – som ikke ønsker sig andet end nogen at dele klimakampen med – er omringet af mænd, der udnytter hendes passion til at prøve at score hende. Albert forærer hendes noget så usselt som en tilfældig passer, han har stjålet, og i sin store ensomhed tror Cactus, at passeren er en betænksom kommentar til hendes mangel på holdepunkt i livet. Sjovt, men ulykkeligt.

Et svært år er en angstfuld komedie. Cactus er angst for at se planeten brænde op. Albert og Bruno er angste for at se deres liv falde fra hinanden. Alle tre føler sig magtesløse og ensomme. Det er i denne skildring, som aldrig dykker ned i dybet og bliver deprimerende, at filmen lykkes bedst.

Trods en utroværdig omgang romantik er det en film, der er optaget af mennesker. Måske for optaget, for klimakampen bliver aldrig mere end en kulisse. Ikke desto mindre er det jævnt underholdende, og selvom modsætningen mellem gældsramte mænd og klimaaktivister ikke for alvor bliver forløst, er det et morsomt møde.

Et svært år (Une Année Difficile). Fransk film 2023; instruktør og manuskript: Olivier Nakache, Éric Toledano. 120 minutter. Premiere: 16. november.