Anmeldelse: Morten Things Israel er en beskrivelse af en skuffelse

Morten Thing: Israel, et mislykket samfund, en mislykket stat

Solidaritet, 221 sider, 150 kr.

Når man læser titlen på Morten Things seneste bog, kunne man synes, at budskabet er slået fast på en utvetydig måde: Israel er en ”failed state”, som man siger på engelsk.

Men når man begynder at læse bogen, får man en meget forsigtig og detaljeret beskrivelse, uden den store patos som titlen ellers lader forvente. Thing beskriver staten Israels historie, det zionistiske projekt i det hele taget, spørgsmålet om hvem der er jøde, og hvordan man skulle oprette en ’jødisk stat’. Thing beskriver bare de historiske hændelser, og de inkluderer Nakbaen, fordrivelsen af de fleste palæstinensere fra det område, som blev overtaget af Israel i 1948, racismen over for de ikke-europæiske jøder, herunder bortførelsen af deres børn i 1950’erne og de grusomme eksperimenter med farlig bestråling, der blev foretaget på dem.

Det er først til sidst i bogen, at Thing synes at afsløre, hvorfor han mener, at samfundet og staten fejlede, og hvor i historien den gjorde det. Det vender jeg tilbage til, selvom det alligevel bliver en spoiler af en slags for dem, der vil læse bogen. Jeg vil dog argumentere for, at Things konklusion i sig selv ikke er det mest interessante (så kunne man bare nøjes med bogens titel) – det er hans rejse dertil, der er interessant, hans livsrejse ideologisk set, fra en romantisering af Israel i 60’erne og frem til en vis afsky eller i hvert fald desillusion med hensyn til, hvad staten Israel kan tilbyde sine borgere, verden og ikke mindst verdens jøder.

Thing begynder med at kortlægge ”det jødiske spørgsmål”, som optog jøder i 1800-tallet, hvor zionismen opstod. Han anerkender de antisemitiske forfølgelser, men påpeger, at der var mange mulige tanker om, hvordan jøder skulle forholde sig til verdenssamfundet, om de så var forfulgte eller ej. Zionismen – dvs. det at skabe en jødisk ’nation’, med land, sprog og nationalsang – var kun en af løsningerne. En anden var assimilation, dvs. ’at jøderne skulle opgive deres kulturelle særtræk og blive en del af de samfund, de levede i’. Så var der også socialismen, og Thing nævner Bund (Det almindelige jødiske arbejderforbund for Polen, Rusland og Litauen), som stod for kulturel autonomi for jøder som en slags national enhed, dog uden egen stat som sådan, de talte jiddish og betragtede det sted, hvor de nu boede, som deres hjem. Thing nævner interessant nok arbejderzionismen som adskilt fra zionismen som sådan, og den zionistiske revisionisme (Jabotinskys højrefløj) ikke som zionisme som sådan. Men jeg argumenterer for, at revisionismen (som dannede grundlag for nutidens Likud-parti, Netanyahus parti) blot er den zionistisk højrefløj, hvor arbejderzionismen udgjorde venstrefløjen. Der nævnes andre svar, som den ortodokse antizionisme og den nazistiske Endlösung (folkemord).

Thing går derefter videre med at beskrive, hvordan zionismen kom til at repræsentere jøder i almindelighed, især efter Anden Verdenskrig: ’Efter anden verdenskrig og især efter dannelsen af Israel eksisterede der kun et zionistisk svar’… ’For den ikke-jødiske verden var zionismen blevet ét med det at være jøde’, skriver han.

Thing beskriver Jabotinskys ideologi som racisme. Han siger, at Jabotinsky havde en fordel i forhold til zionismens grundlægger, Herzl, fordi Jabotinsky godt ’kunne få øje på araberne i Palæstina, og han kunne se, at de var et problem’… ’Og formulerede den politik, som zionisterne – i det hele taget – blev tvunget til at følge: fordrivelsen af araberne. Og dermed racismen som en del af zionismen.’

Det er rene ord for pengene, men Thing nævner ikke, at Herzl allerede i 1895 spekulerede på, hvordan man kunne ’få den ludfattige [arabisk-palæstinensiske] befolkning til at forsvinde over på den anden side af grænsen’. Desuden var tanken om fordrivelse af palæstinenserne et almindeligt zionistisk diskussionsemne også blandt arbejderzionisterne allerede sidst i 1930’erne. Det var arbejderzionismen som stærkest havde manifesteret sig ved gennemførelsen af Nakbaen i 1948.

Thing fokuserer meget på, hvordan Zionismen var et europæisk fænomen, som prøvede at fremstå som et svar, der også omfattede ikke-europæiske jøder, selvom deres situation var anderledes:

’[Zionismen] er konstrueret som et modtræk til antisemitismen, som er et kristent fænomen. Derfor er zionismen grundlæggende en europæisk konstruktion. Når den derfor påstår at være ideologi for alle jøder, at den altså taler til og for alle jøder, så fremviser den sin egen blindhed og døvhed. Det vil vi vende tilbage til mange gange i det følgende’.

Thing anfægter brugen af et ’forskelsløst antisemitisme-begreb’, da den indebærer en ’essentialistisk historieopfattelse’. Thing beskriver hvordan dette ’forskelsløse antisemitisme-begreb’ har fundet vej til vore dage via en opfindelse, som hedder ’den nye antisemitisme’, især siden år 2000. Nu blev antisemitismen også karakteriseret som ’politisk antisemitisme’. Dermed var jøder som personer og staten Israel smeltet sammen til ét, og politisk kritik af Israel kunne nemt anses som en skjult udtryk for had imod jøder som personer. Anti-zionisme blev til anti-semitisme. Thing viser, hvordan betydningsfulde mediepersoner som Politikens tidligere chefredaktør Herbert Pundik pustede liv i denne opfattelse. Pundik skrev allerede i 1980: ’Hvis antizionisme ikke kan sidestilles med antisemitisme, så er der noget galt med definitionen på antisemitisme. Set fra ofrenes synspunkt er forskellen i hvert fald teoretisk. Man kan ikke isolere had’.

Det monopol, som zionismen tiltog sig på det at være jøde, betød også, at den så at sige fik en blind vinkel i forhold til dem, som ikke oplevede antisemitisme på samme måde – de ikke-europæiske jøder, der kom fra Mellemøsten, Nordafrika osv., dvs. især fra de arabiske lande og Iran, de såkaldt ’mizrahi’ (’orientalske’) jøder. Faktisk blev disse jøder af den europæiske jødiske elite anset for at være dyr. Thing citerer i bogen en israelsk politimand i forbindelse med bortførelsen af tusindvis af mizrahi-babyer. I interviewet (fra 1995) fortæller politimanden, at ’det kommer alt sammen af den kendsgerning, at de ashkenaziske (europæiske) embedsmænd forholdt sig til yemenitterne, som var de dyr, der ikke følte noget bånd til deres børn. Du har jo masser af børn. Hvilken forskel vil én mindre gøre? var noget, mere end et forældrepar hørte, når de blev informeret om, at deres barn var død.’

Ringormsskandalen var endnu en episode af samme slags, hvor Chaim Sheba, den øverste leder af sundhedsministeriet, tog til USA for at hente syv røntgenapparater, som USA betalte, fordi man efter Hiroshima-bomben var interesseret i at vide mere om langtidsvirkningen af bestråling af mennesker. 100.000 mizrahi-børn blev udsat for en bestråling på 350 Rad, 700 gange mere end det den internationale atomenergikommission anbefalede i 1952 som maksimum ved strålebehandling. Børnene skulle angiveligt behandles for ringorm, en svampesygdom som især rammer hovedbunden. Under strålebehandlingen var resten af deres krop ikke beskyttet, og omkring 6.000 børn døde kort efter behandlingen. Af dem, som overlevede, fik mange ’hjernetumorer, kræft, epilepsi, sterilitet, spastisk lammelse, Alzheimers, kronisk hovedpine, psykoser og andre ødelæggende lidelser.’

Thing har et ret kort afsnit omkring 1967-krigen, og han skriver, at de palæstinensere, som blev tilbage i de områder, der nu blev overtaget af Israel, kom til at leve i et apartheidområde, uden de rettigheder som palæstinensere, der blev inden for Israel, indtil da havde (Thing nævner dog ikke, at de sidstnævnte levede under et militærstyre, som faktisk overlappede 1967-krigen – det ophørte officielt i 1966, men stoppede først helt i 1968).

Thing fortæller, hvordan den palæstinensiske teenager Ahed Tamimi i 2018 fik otte måneders fængsel for at give en israelsk besættelsessoldat, der var trængt ind i hendes egen baghave, en lussing, mens den israelske soldat Elor Azarya endte med at få ni måneder for at myrde en palæstinensisk mistænkt med skud i hovedet. Thing opsummerer: ’Altså otte måneder for en lussing, hvis du er palæstinensere, ni måneder for et mord, hvis du er israeler.’

Things syn på situationen i forhold til besættelsen, som i dag betragtes som blot en facet af Israels overordnede apartheid, er enten ’at gøre israelsk apartheid til en varig struktur’, eller et at vælge ’en fælles stat på demokratisk grundlag’. Thing ser med andre ord ingen reel mulighed for at flytte de nu 750.000 bosættere og skabe en ’tostats-løsning’. Han skriver faktisk, at ’muligheden for en tostats-løsning forsvandt med krigen i 1967’, fordi ’her viste det sig, at strategien var at befolke Vestbredden med zionistiske bosættere og endeligt fordrive alle palæstinenserne fra Palæstina’.

Thing forklarer, hvordan den zionistiske højrefløjs Likud-parti (som har den zionistiske revisionisme som sit ideologiske grundlag), vandt valget i 1977, efter tre årtier med arbejderzionismen i spidsen for landet. Han udnævner 1967-krigen som afgørende for, at mizrahi-jøderne kunne bevæge sig op ad i det israelske hierarki. Han citerer Yehouda Shenhav, en israelsk sociolog, for at sige, at 1967 var ’mizrahims formative år’, fordi ’de gik glip af krigen i 1948, og 1967-krigen var mizrahims første mulighed for at vise deres loyalitet over for staten Israel’.

Mizrahim havde en lang historie som underordnede i det israelske hierarki, der er baggrunden for det, der tidligere er beskrevet af uhyrligheder, og ’mizrahim udviklede på grund af denne underordning en fjendtlighed mod ashkenazim’, som Thing beskriver. ’Det var denne vrede, Begin brugte i sin egen kamp mod venstrefløjen’.

Henimod slutningen kommer Thing nærmere ind på sine overordnede synspunkter om hele det zionistiske projekt. ’Man kan vel ikke sige, at Israel gennem sin eksistens har bidraget til at afskaffe antisemitismen. I Europa spiller den ikke nogen stor rolle mere, men det skyldes mere nazismen end zionismen’. Han konkluderer, at Zionismen er ’en bosætterbevægelse og Israel en bosætterstat’. I forhold til det erklærede ’demokratiske’ ideal i Israels definition af sig selv som både ’jødisk og demokratisk’, skriver Thing at ’problemet med demokratiet ligger ikke i at erklære staten for jødisk, men i judaiserings-processen, som også er en dearabiserings-proces’.

Han bliver mere og mere tydelig i sin opsummering hen imod bogens sidste side:

’Helt afgørende: Israel er ikke et demokratisk land. Det er et etnokratisk land. Med apartheid. Hvad, der er nok så afgørende, er, at Israel og zionismen er baseret på en europæisk racisme’.

Men var staten så en fejl fra starten? Her på den sidste side, synes Thing at foreslå, at det ikke altid var sådan: Han skriver, at Israel var et ’velfærdssamfund…’ ’frem til slutningen af 70’erne’, og at det ’grundlæggende’ er ’en kolonial, racistisk holdning’, som har ’omskabt’ Israel til et ’globaliseret og dereguleret kapitalistisk land’. Det er her, Thing kommer tilbage til bogens titel for at sige, at ’på den måde er Israel en mislykket stat og et mislykket samfund’.

Men jeg har store problemer med denne opsummering, fordi det ’velfærdssamfund’ var dybt racistisk og diskriminerende til at begynde med, det har Thing selv kortlagt. Det militærstyre, som jeg nævnte i perioden 1948-1968, kan næppe siges at betegne en velfungerende ’velfærdsstat’. De fleste palæstinensere var fordrevet og nægtet retten til at vende tilbage; sågar jødiske borgere af arabisk afstamning blev udsat for bortførelser og skadelige eksperimenter – der er ikke meget ’velfærd’ over det.

Det er som om, der er en vis romantik omkring Things opfattelse af Israel, der gør, at han alligevel ikke vil fordømme Israel som en mislykket stat fra starten. Skyldes det hans opvækst, hvor han skriver bag i bogen, at ’jeg var vokset op med en jødisk mor og en selvfølgelig positiv holdning til Israel’, og at han i 1965 tog på kibbutzophold?

Det virker som om, Israel opfattes som ‘mislykket’, fordi Thing havde håb og forventninger baseret på myter, som så bristede, da han fandt ud af mere om dets egentlig historie. Da jeg læste hans konklusion, kom titlen til at virke mindre fordømmende, end da jeg læste den i starten, for jeg forstod, det et eller andet sted var Thing selv, der blev skuffet, men ikke helt opgav det romantiske syn på det unge Israel, som han var opvokset med.

Langt hen ad vejen, synes man, at Thing er kommet til bunds i sin kortlægning af den grundlæggende israelsk-zionistiske racisme, fra højre til venstre. Og hvis projektet Israel egentlig var racistisk og kolonialistisk til at starte med, var Israel så i virkeligheden ikke en kæmpe succes, på sin egen racistiske måde?

I sidste uge skrev den fremtrædende israelske journalist Amira Hass en artikel i Haaretz, som jeg mener er en af hendes bedste og vigtigste. Den hedder ’For Israel har Oslo-aftalerne været en kæmpe succes’. Hun anfægter nemlig idéen om, at aftalerne skulle have ført til en oprettelse af en palæstinensisk stat (noget som premierminister Rabin lovede parlamentet, at aftalerne ikke ville gøre, en måned før han blev myrdet i 1995), og konkluderer at aftalerne, som dannede et blueprint for Israels nuværende apartheidbesættelse, egentlig har tjent deres formål – at ’forsvinde palæstinenserne uden at fordrive dem’.

Det er på den måde, jeg mener det med succes i modsætning til ’mislykket’ i Things bog – det er faktisk lykkedes Israel langt hen ad vejen at nå sit kolonialistiske mål. Det burde gøre os mere vrede end skuffede og under alle omstændigheder mobilisere os til at bekæmpe denne kolonialistiske racisme.

Jeg tror, at Thing og jeg er rimeligt enige om det sidste, og vi står måske nogenlunde samme sted ideologisk i dag, selvom vores rejser hertil har været forskellige.

Morten Things bog giver i hvert fald et godt indblik i, hvordan og hvorfor Israel blev formet, og hvad det nu er, og kan være lærerig læsning for dem, som vil kende Israel fra sider, som sjældent bliver nævnt og ofte glemt. Bogen beskriver også forfatterens ideologiske rejse, og mange vil måske genkende det romantiske udgangspunkt, som han kom fra, og vil kunne spejle sig i, hvordan det billede har ændret sig – måske ikke så meget på grund af hvad Israel er blevet, men snarere på grund af, hvad vi egentlig tør tale om, og hvordan vi er kommet til at opfatte det.

Jonathan Ofir er en Israelsk-født, jødisk musiker, dirigent og skribent, der bidrager jævnligt om Palæstina-Israel emner især ved den amerikansk nyhedsside Mondoweiss.net. Bosat i Danmark siden 1995.