Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
15. september. 2022

Anmeldelse: Nyliberalisme med et menneskeligt ansigt?

Anmeldelse af Søren Kolstrup: Forandringens årti: mellem velfærd og nyliberalisme 1990-2001, Frydenlund 2022, 567 sider.

 

 

Af Anders Lundkvist

 

Søren Kolstrup har i høj grad været med til at præge fremstillingen og analysen af den danske velfærdsstat. Hans første bog fra 1997 ('Velfærdsstatens rødder'1) handlede om kommunesocialismen i de første årtier af 1900-tallet, gennemtrumfet af socialdemokratiske flertal i Esbjerg og andre byer. Senere er det blevet til mange bidrag til ’Dansk velfærdshistorie’ 2, og han har også fået tid til at skrive om Polen og om De røde Flertal 1966-67 og 1971-73. Kolstrup repræsenterede Enhedslisten i Folketinget i et par år i slutningen af 90erne.

 

Den foreliggende bog handler så om 90erne, der havde borgerlig regering til 1993 (Schlütter) og derefter socialdemokratisk under Poul Nyrup Rasmussen med skiftende regeringspartnere.

 

Bogen er omfattende og særdeles grundig. Vi kommer rundt om det hele: Velfærdens udvikling, stramningerne på arbejdsmarkedet, boligpolitikken, udlicitering og privatisering m.m. Det hele særdeles spændende og indsigtsfuldt, men mange gentagelser kunne med fordel have været udeladt.

 

Kolstrup sammenfatter sine resultater s. 32-34 i fem punkter (se også s. 520f):

 

  • I den socialdemokratiske familie ligger det danske parti mellem Blairs og Schröders Tredje Vej, som mere eller mindre ukritisk omfavner markedet på bekostning af demokratisk styring og det franske socialistparti, der 'hævede socialismens fane midt i en periode præget af nyliberale tanker'.

  • Socialdemokratiet fastholder den skattefinansierede universelle velfærdsstat og gennemfører endog med succes en keynesiansk kickstart, der stort set får gjort kål på arbejdsløsheden.

  • Men efter denne kickstart svinger partiet om til en nyliberal udbudspolitik, hvor alt indrettes på at skaffe en konkurrencedygtig arbejdsstyrke. Konkurrencestaten holder sit indtog med krav om balancerede budgetter og en ny pligtmoral på arbejdsmarkedet. Vi får skærpede krav om aktivering, og det bliver i tiltagende grad ubehageligt at stå uden for arbejdsmarkedet (dagpengeperioden forkortes, og dagpengenes værdi udhules).

  • Den offentlige sektor revolutioneres med New Public Management, hvor den demokratiske beslutningsproces tilpasses markedets principper om profitmaksimering og frit valg (specielt på hospitalsområdet).

  • Omfattende privatiseringer inden for finans (Girobanken, Statsanstalten for Livsforsikring), telesektoren, hvor TeleDanmark sælges i 1997, og den fysiske sektor (Københavns Lufthavn).

 

Kolstrups konklusion er derfor ambivalent: Ja, nyliberalismen slår igennem under en socialdemokratisk regering, men med et menneskeligt ansigt (kan man sige) i og med at kernevelfærden bevares.

Man kan udtrykke det samme ved at sige, at Danmarks politisk-økonomiske struktur omkalfatres i nyliberal retning fra mere demokratisk til mere kapitalistisk styring. Uden at det går ud over de flestes levevilkår, men mennesker uden for eller på kanten af arbejdsmarkedet piskes mere.

 

Det er faktisk muligt at sætte tal på denne forskydning fra demokrati til kapitalisme, jf. min bog ’Dansk kapitalisme: gennembrud, storhed og stagnation’3.

 

Vi kan inddele den danske økonomi i tre sektorer:

1) Den offentlige sektor. Dette er den demokratiske sektor, fordi den ultimativt er under Folketingets kontrol. I sit udgangspunkt trumfes den ikke af et krav om profitmaksimering; princippet er at flertallet bestemmer. Denne sektor ekspanderede parallelt med velfærdsstaten, altså fra 1957 og til et højdepunkt i 1982.

2) Den kapitalistiske sektor, bestående af private selskaber (især aktieselskaber) og fonde; her profitmaksimeres der, og princippet er, at afgørelser træffes på grundlag af, hvor mange penge, der ligger bag. Denne sektors relative vægt i økonomien er også blevet øget, især efter 1982 ('nyliberalismens fødselsår' i Danmark).

3) Den private, men ikke-kapitalistiske sektor, der består af selvstændige småhandlende og småproducenter. Denne sektor, der var dominerende omkring år 1900, især takket være gårdmænd og husmænd, har mistet terræn gennem mere end 100 år.

 

Vi kan nu faktisk aflæse nyliberalismens gennembrud, altså forskydningen fra demokratisk til kapitalistisk styring, i den socialdemokratiske regeringstid i 1990erne. En sektors vægt i den danske økonomi måles gennem dens bidrag til bruttofaktorindkomsten (BFI). Den offentlige sektors BFI faldt fra 29,8 % af Danmarks samlede BFI i 1994 til 27,2 % i 2000, altså mere end 2½ procentpoint på blot 7 år. Den kapitalistiske sektor voksede tilsvarende relativt med næsten 4½ procentpoint, fra 51,1 % af BFI til 55,5 % (og den tredje sektor faldt med 3 procentpoint, fra 17,7 til 14,7 %).

 

Endelig: Hvad er den dybere årsag – om nogen – til nyliberalismens gennembrud? Kolstrup nævner de parlamentariske vilkår, men han kommer ikke rigtigt med et svar. Andre har talt om den ideologiske oprustning fra liberalt hold, med Hayek og andre, eller et principielt svigt fra socialister af alle afskygninger.

 

Jeg vil mene, at vi skal dybere. Nyliberalismen har mange elementer: privatisering, udlicitering, liberalisering af kapitalbevægelser, kommercialisering af den offentlige sektor. Men de forskellige faktorer er ikke lige vigtige. Det er en prioriteret struktur, hvor frisættelsen af kapitalen er det dominerende element, nemlig forudsætningen for alt det øvrige, fx privatiseringer. Frihed er det pæne ord for magt, så kapitalens frigørelse er identisk med kapitalens magtovertagelse. Derfor er en analyse af nyliberalismens gennembrud en analyse af kapitalens gradvise liberalisering. ​​ 

 

Og spørgsmålet er, hvorfor arbejderbevægelsen (parti og fagbevægelse) ikke magtede at modsætte sig en sådan styrkelse af dens modmagt? Det er åbenbart, at arbejderklassen er svækket afgørende i de sidste 30-40 år. I stedet for det ensartede arbejde i gamle dage, har vi fået en lang række, meget forskelligartede arbejdstyper, hvor det kan være svært at føle solidaritet med de andre. Og i stedet for det faste, livslange forhold til en arbejdsplads, er det meste arbejde nu prekært, dvs. domineret af korttids- og deltidsansættelser - og hvem gider kæmpe for ordentlige arbejdsvilkår, hvis man kun er på arbejdspladsen i ét år? Der er givetvis flere forklaringer, men jeg vil mene, at de må koncentrere sig om svækkelsen af arbejderklassen.

 

Tilbage til Kolstrups bog, som er værdifuld, fordi den er grundig og omfatter et stort antal emner. Den bliver givetvis standardreferencen i de kommende år.

​​ 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

1

​​ Søren Kolstrup, Velfærdsstatens rødder: fra kommunesocialisme til folkepension, Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie, SFAH skriftserie, nr. 38, 1996.

2

​​ Red. Henrik Petersen, Klaus Petersen og Niels Finn Christiansen, Dansk velfærdshistorie bd. I – V, Syddansk Universitetsforlag, 2014

3

​​ Anders Lundkvist, Dansk kapitalisme: Gennembrud, storhed og stagnation, Hovedland, 2007, s. 223.

 

Om skribenten

Anders Lundkvist

Anders Lundkvist

Politisk økonom. Skriver også på hjemmesiden anderslundkvist.net Læs mere