Både Biden og Trump lakker mod enden. Her er seks bud på fremtidens amerikanske præsidenter

Favoritterne

Republikanerne: Ron DeSantis

Da Ron DeSantis i januar 2024 trak sig ud af det republikanske kandidatræs, foretog han en kovending, der efterhånden er blevet en Republican Classic. Fra at have angrebet Donald Trump som en svag præsident for at have tabt til Joe Biden, blev han pludselig Trumps største fan og lovpriste ham som fremtidens mand.

I virkeligheden var der snarere tale om en tilbage-til-folden manøvre end et kursskifte. Ron DeSantis kickstartede nemlig sin karriere med et stort rygstød fra Donald Trump, der hjalp ham til magten i 2018. Op til valget stod DeSantis, der havde siddet i Repræsentanternes Hus siden 2012, over for et nederlag i primærvalget til partiapparatets favorit, Adam Putnam, som ovenikøbet havde et større aktivistnetværk og langt flere penge i ryggen.

Efterfølgende kravlede han også over målstregen ved selve guvernørvalget, hvor han slog Demokraten Andrew Gillum med 0,4 procentpoint – den mindste sejrsmargin ved noget valg det år.

Som så mange andre republikanske politikere foragter DeSantis i virkeligheden Trump. Men ligesom fx Nikki Haley, der for nyligt gav den mest lunkne stemmeanbefaling til Trump i mands minde, eller Texas-senator Ted Cruz – der på ynkelig vis støttede Trump efter denne havde svinet hans kones udseende til – er han dog også klar over, at vejen til magten i Det Hvide Hus går gennem en foreløbig opbakning til Trump.

Selvom DeSantis’ politiske udmeldinger ofte kan lyde, som om de er hentet i 1800-tallet, er det samtidig værd at huske på, at Florida-guvernøren kun er 45 år. I amerikansk politik er han nærmest en vårunge med en potentielt lang politisk karriere foran sig.

På papiret er DeSantis alt det, en republikansk kandidat skal være. Problemerne starter, når han skal snakke med almindelige amerikanere. Selvom DeSantis gør sit bedste for at virke som en folkelig amerikaner, der forsvarer de traditionelle værdier mod en ’woke’ liberal elite, er han selv Ivy League-uddannet fra Harvard og Yale.

Hvor tidligere ’folksy’ præsidentaspiranter er lykkes med at få befolkningen til at overse deres egen overklasse-baggrund – tænk George W. Bush, der også havde Harvard & Yale-baggrund – er DeSantis ganske enkelt for dårlig en skuespiller.

Det udløste en række komiske klip under den nu kuldsejlede præsident-kampagne i 2024, hvor DeSantis som en anden Michael Scott forsøgte at bonde med børn over isvafler, og på pinlig vis overspillede sin entusiasme. Ironisk nok var DeSantis meget bedre til at spille rollen som almindelig familiefar, da han først havde trukket sig fra præsidentræset.

Værdipolitisk og profilmæssigt er DeSantis allerede lige der, hvor det republikanske partiapparat anno 2024 vil have sine kandidater: Hård abortmodstander, klimafornægter og kulturkriger, der efter udsagn vil ”føre krig mod woke.” Skal han blive fremtidens præsidentkandidat for Republikanerne kræver det, at DeSantis udvikler en mere naturlig karisma, men også at han udvikler en mere præcis politisk vision end blot at være imod alting – det være sig ’woke’, abort eller klimaindsatsen.

Demokraterne: Gavin Newsom

Ved første øjekast er Gavin Newsoms lederskab en succeshistorie. Californiens økonomi boomer. Der er lav arbejdsløshed, gennemsnitslønnen stiger, og inflationen er også på vej ned igen. Der er bare et lille problem; i bunden af samfundet går det den helt forkerte vej.

Fattigdommen er steget i Newsoms tid som guvernør, hvilket betyder, at en tredjedel af befolkningen i den folkerige delstat nu lever omkring eller under fattigdomsgrænsen. Antallet af hjemløse er også vokset markant, og over en fjerdedel af USA’s boligløse bor nu i Californien. Det er blevet en politisk klods om benet for Newsom, som i nyere meningsmålinger har faldende opbakning i sin hjemstat. Her ser under halvdelen ham som en politiker, der trækker delstaten i den rigtige retning.

På mange måder er Newsoms udfordringer et billede på Demokraternes overordnede problem. For hvis det vitterligt går så godt for den californiske økonomi, som de økonomiske nøgletal indikerer, hvorfor fortæller et blik på samfundets fattigste så den modsatte historie?

Ingen, der følger amerikansk politik tæt, er i tvivl om Newsoms præsident-ambitioner. Han er derfor også en af forhåndsfavoritterne til valget i 2028, og kunne til den tid meget vel modtage Joe Bidens ’velsignelse’ som efterfølger. Newsom har også vist sine retoriske evner i en tv-debat med Ron DeSantis, som kan blive en forsmag på præsidentvalget i 2028. I så fald er det skidt nyt for Republikanerne, da Newsom tørrede gulv med sin kollega fra Florida.

Den klare politiske ambition kan dog også vise sig at være en hæmsko for Newsom, der af mange californiere bliver set som fraværende. Da han for nyligt tog på landsdækkende kampagnetur for Joe Biden, følte mange, at han allerede havde travlt med at opbygge sit nationale brand på bekostning af de lokale problemstillinger.

Newsoms ambitioner om at blive amerikansk præsident er ikke gået modstandernes næse forbi. I Californien forsøgte Republikanerne i 2021 at få ’hjemkaldt’ guvernøren via en spidsfindig særregel fra 1911, som giver mulighed for at afsætte valgte politikere ved at samle et tilstrækkeligt antal underskrifter.

Efter at have opnået de påkrævede 1,5 millioner underskrifter blev det sat til afstemning, og selvom Newsom aldrig var i fare for at tabe valget, måtte han ofre tid og penge på at undgå en tidlig hjemsendelse.

Ved det normale guvernørvalg året efter var der heller ingen slinger i valsen. Newsom vandt komfortabelt over den intetsigende landmand-politiker Brian Dahle med knap 20 procentpoint. Det er mere imponerende end som så.

Mange forestiller sig nok Californien som en mørkeblå Demokrat-højborg, men det er i den sammenhæng værd at huske på, at The Golden State har haft en Republikansk guvernør i flertallet af de seneste 60 år, herunder 2×8 år under skuespillerne Ronald Reagan (1967-75) og Arnold Schwarzenegger (2003-2011).

Særvalget var også en advarsel til Newsom om ikke at lade sine åbenlyse præsident-ambitioner spænde ben for hans vej til Det Hvide Hus. Lige nu er han ganske vist blandt favoritterne til at overtage fra Biden i 2028, men navne som Herman Cain, Howard Dean, Jerry Brown og Jeb ”please clap” Bush minder os om, at tingene hurtigt kan ændre sig i amerikansk politik.

Første kvindelige præsident?

Demokraterne: Gretchen Whitmer

Selvom navnet næppe vækker de store følelser blandt danske læsere, har Gretchen Whitmer været en lokalpolitisk arbejdshest i mere end 20 år. På sin vis virker Whitmer nærmest født ind i politik. Hun er opvokset i Michigans lille lovgivende hovedstad Lansing, hvor hun kender alle i byen og er gift med en lokal tandlæge.

Efter i 2006 at have vundet et særvalg til Michigan-senatet som 34-årig, blev hun i 2011 enstemmigt valgt som leder af forsamlingen, i øvrigt som den første kvinde nogensinde. I 2019 blev hun valgt som Michigans nye guvernør og generobrede dermed den magtfulde position fra Republikanerne.

Den bedrift blev gentaget i 2022, hvor hun komfortabelt besejrede den konservative kommentator Tudor Dixon, som vanen tro havde bakket op om Trumps konspirationer om det stjålne præsidentvalg.

Som guvernør har Whitmer været en særdeles effektiv politisk tovholder. I modsætning til store Demokrat-højborge som New York og Californien (og tidligere Florida) har Demokraterne i Michigan formået at vende en negativ parlamentarisk tendens.

Efter 2022-valgene havde partiet således et blåt flertal i begge af delstatens lovgivende forsamlinger, mens der også på landspolitisk plan var valgt to Demokrater som senatorer og et marginalt flertal til Repræsentanternes Hus.

I den sammenhæng er det værd at huske på, at Michigan i 2016 gik til Trump, og at delstaten på det tidspunkt var i gang med at tage et skarpt højresving. Som filmskaberen Michael Moore, der allerede dengang advarede om en Trump-sejr i hans hjemstat, beskrev, handlede det for frustrerede Rustbælte-vælgere om at ”kaste en politisk Molotov-cocktail afsted for at sende et budskab”. Med Gretchen Whitmer er Molotov-cocktailen blevet slukket i Michigan. I hvert fald indtil videre.

Whitmer har blandt andet brugt det politiske flertal til at gennemføre lovgivning på abortområdet, som hun i 2022 gik til valg på at gøre til en forfatningssikret rettighed. Cannabis er blevet legaliseret, universitetsuddannelse er blevet gjort gratis for flere, der er kommet bedre arbejdsmiljølovgivning, strammere våbenlovgivning og en mere ambitiøs klimapolitik, som samtidig skal understøtte omstillingen af Detroit fra ”Motor City” til drivkraft i fremstillingen af elbiler.

Med politisk kommentator Bill Schers ord har Whitmer kort sagt ”rykket det politiske kompas væk fra konservatisme og i retning af progressive reformer hurtigere end nogen anden guvernør.” Whitmers egne rådgivere beskriver strategien som et ”Tea Party i bakgear”, og sammenligner udviklingen i Michigan med lignende progressive gennembrud i Minnesota og Pennsylvania.

Gretchen Whitmers politiske karriere er på den måde gået fra den ene succes til den anden. Når hun i 2026 er færdig med sin anden guvernørperiode – og derfor ikke kan genopstille på grund af delstatens regler – skal hun finde sig et nyt arbejde.

Skal hun blive i politik, er præsidentposten et oplagt mål. Her vil det kun tælle til hendes fordel, at hun er kvinde, og at særligt Demokraterne snart har brug for en seriøs kvindelig kandidat. Med Whitmer ville de samtidig få en forholdsvis ung (f. 1971) kandidat fra det ombejlede Rustbælte i Midtvesten, som har vist sig i stand til at levere politiske resultater.

Indtil da skal hun følge op på sit løfte om at få ”fikset vejene” i Michigan, der ligesom store dele af den amerikanske infrastruktur trænger til et ansigtsløft, og undgå at blive myrdet af højreekstreme Michigan-militser som dem, der i 2020 forsøgte at kidnappe hende.

Republikanerne: Nikki Haley

Hvis man drømmer om at blive præsidentkandidat for Republikanerne, er det ikke en fordel at hedde Nimarata Randhawa. Det er bare ikke en energizer for det vælgersegment, der bar Trump til tops på ryggen af den racistiske konspirationsteori om en hemmelig muslim ved navn Barack Hussein Obama.

Heldigvis for Nimarata gav ægteskabet med Michael Haley hende chancen for at tilvælge et noget mere kristent klingende efternavn, mens mellemnavnet Nikki også lød mere som noget, hendes fremtidige vælgerbase kunne nikke genkendende til. Parret blev gift i 1996 på både sikh- og protestantmaner, men året efter konverterede Nikki Haley til kristendom, og lagde endegyldigt sine forældres sikh-indiske baggrund på hylden.

Siden har Nikki Haleys politiske karriere taget fart. Hun avancerede hurtigt gennem hjemstaten South Carolinas politiske maskineri, hvor hun første gang blev valgt til den lokale lovforsamling i 2004. Allerede her viste hun sig som en politiker med skarpe albuer, da hun besejrede den siddende Larry Koon efter at have ført en hård smædekampagne mod ham.

Fem år senere var hun klar til at overtage guvernørposten i South Carolina, hvor hun blandt andet blev støttet af store republikanske navne som Mitt Romney, Sarah Palin og ikke mindst den afgående guvernør, Mark Sanford.

Haley blev kendt i bredere kredse, da Donald Trump i 2017 udnævnte hende til FN-ambassadør. Allerede inden da var hun i 2016 røget på Time Magazine’s liste over de 100 mest indflydelsesrige mennesker i verden.

Ifølge Haleys eget udsagn blev hun inspireret af Hillary Clinton til at stille op i politik, fordi der manglede kvinder med modet til at bryde med den skæve kønsfordeling. I så fald er det nok én inspirationshistorie, Clinton gerne havde været foruden. Haleys politiske kompas ligger nemlig langt til højre for Hillary og Demokraterne, og på mange områder er hun også mere rabiat end fx Donald Trump.

Det gælder ikke mindst på abortspørgsmålet, hvor Haley ønsker at forbyde alle abortrettigheder for kvinder. I første omgang skal det ske ved at indføre en seksugers-grænse – hvilket i praksis allerede ville gøre det umuligt for mange at handle i tide – og senere også et totalforbud på føderalt plan.

Allerede i tiden som guvernør underskrev hun en lov, der forbød indgreb efter 19 ugers graviditet medmindre moderens liv var i fare. Den slags hensyn var dog glemt i 2023, hvor hun lovpriste abortforbuddet i Texas. Her har Haleys åndsfæller allerede taget den skridtet videre, og lægger nu op til at kunne give dødsstraf for at udføre en abort.

Også på en lang række andre spørgsmål er Haley at finde på den yderste højrefløj. Hun forsvarede brugen af racistiske sydstats-symboler, indtil det ikke længere var politisk holdbart at gøre det. Hun vil have indrejseforbud for muslimer og lukkede grænser. Haley vil trække USA ud af Parisaftalen (igen), og beskriver med stolthed i stemmen sig selv som en union buster.

”Haley er en ekstremist i moderate fåreklæder”, som journalisten Charlotte Kilpatrick skrev op til årets primærvalg.

Alligevel har Haley fået ry som et mere moderat alternativ til Trumpismen; en slags tilbagevenden til den mere klassiske ’Rockefeller Republican’ a la Mitt Romney eller George Bush Sr. For mange amerikaneres vedkommende skyldes det nok, at hun har gjort noget så banalt som at anerkende Joe Bidens valgsejr i 2020 som legitim og uden svindel.

I en europæisk sammenhæng kan en stor del af det formentlig tilskrives hendes mindre Putin-begejstrede linje set i forhold til Trump. Haley har konsekvent stået på mål for den ukrainske frihedskamp. Samtidig er hun dog også blandt de mest stålsatte Israel-støtter, og må regnes for én af høgene i den voksende konflikt med Kina.

Af alle de grunde må Haley også regnes blandt favoritterne til Republikanernes præsidentkandidat i 2028. Hendes evne til at blive i årets kapløb om at blive Republikanernes kandidat, hvor hun var den sidste til at opgive kampen mod Trump, viser samtidig hendes potentiale som et kommende ansigt udadtil for Republikanerne.

Skulle Demokraterne ende med at opstille Gretchen Whitmer eller en anden kvindelig kandidat, vil en nominering af Haley være det åbenlyse modtræk for de konservative.

Fremtidens mønsterbrydere

Demokraterne: Alexandria Ocasio-Cortez

Alexandria Ocasio-Cortez bliver næppe præsident i 2028. Det er også et long shot at se hende som kandidat i 2032. Men selv hvis vi først taler om et kandidatur i 2036, ville ’AOC’ stadig kun være 47 år gammel. Hun har med andre ord fremtiden foran sig.

Blandt de seks fremhævede bud på en fremtidig amerikansk præsident, er Ocasio-Cortez nok også den, der ville give bedst odds hos en bookmaker. Når hun alligevel er inkluderet, er det, fordi den demokratiske kongreskvinde fra Brooklyn om nogen er kvinden, der kan bryde med amerikanske politiske normer.

Det beviste hun i 2018, da hun som 29-årig blev valgt ind som den yngste kvinde i Kongressens historie. Forinden havde hun slået partiapparatets Joe Crowley af pinden i primærvalget. Crowley var som partiets ’Caucus Chair’ – en slags hybrid mellem en gruppeordfører og en bestyrelsesformand – en af landets mest magtfulde politikere, og havde siddet tungt på Bronx-distriktet gennem 20 år.

Ocasio-Cortez’ valgsejr sendte en chokbølge gennem det amerikanske politiske establishment. Crowley var blevet anbefalet af delstatens senatorer Chuck Schumer og Kirsten Gillibrand, guvernør Andrew Cuomo og borgmester Bill de Blasio og havde et 18 gange større valgkampsbudget. Hvordan kunne en ung, uerfaren kvinde med puertoricansk afstamning, der kaldte sig selv for ’demokratisk socialist’, vinde over det?

Svaret var en aktivistisk, græsrodsdrevet valgkampagne, hvor der blev stemt titusinder af dørklokker og talt om politik og politisk forandring med vælgerne. Crowley havde til gengæld ikke haft en udfordrer i primærvalget siden 2003, og hvilede på laurbærrene.

Efter jordskredsvalget steg antallet af søgninger på ordet socialisme i USA med 1.500 procent. Om nogen har hun sammen med sin mentor Bernie Sanders, hvis kampagne hun arbejdede for i 2016, aftabuiseret begrebet demokratisk socialisme i USA, og gjort det interessant for en ny generation af amerikanere uden Den Kolde Krig i bagagen.

I kølvandet på AOC er en række andre politikere med støtte fra Democratic Socialists of America også begyndt at blive valgt i New York og andre storbyer, heriblandt Rashida Tlaib (Michigan), Ayanna Pressley (Boston) og New York-kollegaen Jamaal Bowman.

Selvom det har gjort hende til en af den amerikanske højrefløjs største hadeobjekter, ville mange danskere nok have svært ved at se det farlige og/eller radikale i hendes politiske platform. AOC går til valg på at etablere et offentligt sundhedsvæsen for alle amerikanere, at lade kvinder bestemme over deres egen krop og at få milliardærer til at betale lidt mere i skat.

Det er med andre ord langt fra et revolutionært socialistisk projekt, men minder mere om en klassisk velfærds-socialdemokratisme fra hedengangne tider. Det er en politik, som også vinder genhør, særligt blandt de yngre generationer, hvor AOC er blandt de mest populære politikere på landsplan.

Ung, latino, kvinde – og en fandens karl på Twitter. For mange er Alexandria Ocasio-Cortez et billede på en mulig ny fremtid for Demokraterne, der under alle omstændigheder står over for et generationsskifte. Hendes popularitet viser også et dybtliggende ønske om forandring fra bunden – eller fra venstre – i store dele af den amerikanske arbejderklasse.

Der er stadig lang vej fra distriktet i Bronx til Det Hvide Hus, jovist. Men det er på eget ansvar, hvis du undervurderer AOC’s politiske fremtid.

Republikanerne: Josh Hawley

Selvom det meste af det republikanske parti efterhånden støtter Trumps ’store løgn’ om valgsvindel i 2020, er Josh Hawley i en klasse for sig. Den unge Missouri-politiker var den første senator til at melde ud, at han ikke havde tænkt sig at certificere Joe Bidens valgsejr, og han var blandt de ledende kræfter i det efterfølgende kupforsøg.

Da tingene kulminerede med stormen på Kongressen 6. januar 2021, var det da også Hawley, der var omdrejningspunkt i to af de mest ikoniske scener fra den skæbnesvangre dag. Det første var billedet af Hawley, der hilste demonstranterne velkommen til hovedstaden med en knyttet næve. Det andet var videooptagelser af samme Hawley, der tog benene på nakken efter demonstranter havde invaderet Senatet.

Som chefstrateg Roger Stone altid prædiker, er det vigtigste i MAGA-land aldrig at indrømme sine fejl, og at vende forsvar til angreb. Hawley har da heller aldrig accepteret sin andel i kupforsøget, men i stedet nedtonet begivenhederne, og på klassisk Trump-maner gjort sig selv til det virkelige offer.

Den strategi har foreløbigt givet pote for Hawley, der er blevet en af den konservative bevægelses vigtigste ansigter udadtil. Strategien er den samme, hvad enten det gælder LGBT+-rettigheder, migranter eller Trumps dom i sagen om tys-tys-penge: I Hawleys verden bliver alt, der går imod hans egne interesser, indrammet som et angreb fra de ’woke’ kulturmarxister på det ægte USA.

Umiddelbart lyder Josh Hawley måske som en klassisk machiavellist, der anser politik som et rent magtspil. Men Hawley har faktisk – i modsætning til narcissisten Trump – en ideologisk dagsorden bag de magtpolitiske kalkuler. Han er fundamentalistisk kristen, og ønsker at trække sin egen radikale fortolkning af Biblen ned over det nominelt sekulære USA.

Med hans egne ord: “En regering skal tjene Guds Kongerige, det er dens formål. Kristnes formål med at være politisk aktive bør være at fremme Guds rige på jord – at gøre det virkeligt, håndgribeligt og tilstedeværende.”

Højest på dagsordenen står at få fjernet alle spor af Roe v Wade-dommen (af Hawley omtalt som ”en af de mest uretfærdige afgørelser i amerikansk retshistorie”), og gjort abort i alle afskygninger ulovligt. Hans kone Erin er også kaldet til den kamp, og er aktuelt en del af det juridiske hold, som forsøger at få Højesteretten til at ulovliggøre abortpiller.

Hawleys ambition er at omdanne USA til et teokrati, og han er blevet beskrevet som manden med størst chance for at gøre den drøm til virkelighed. Den vision deler han med mange andre amerikanske konservative, heriblandt og senator-kollegaen Ted Cruz, der på lignende vis retfærdiggør sine politisk-strategiske løgne i den ’højere sags’ tjeneste.

I det hele taget er det en teokratisk revolution, der har været i støbeskeen hos evangeliske fundamentalister i årtier. Da footballspilleren Harrison Butker for nyligt holdt en kontroversiel tale om, at kvinder havde det bedst med at blive hjemme i køkkenet i stedet for at uddanne sig, og at homoseksuel synd var årsag til samfundets forfald, dukkede der også billeder op af Butker i hyggelig samtale med hans gode ven Josh Hawley.

Det var et billede på, hvor dybt og tæt forbundet visionen om et Handmaid’s Tale-samfund går blandt USA’s kristne fundamentalister, der efter årtiers tålmodigt arbejde nu forsøger at tage magten i alle dele af det amerikanske samfund.

Vågner resten af USA op til den erkendelse i tide? Fremtiden kunne godt byde på en præsident Hawley, hvilket ville være skidt nyt for alle, der ikke passer ind i hans vision om et kristent paradis på jord.