Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
18. januar. 2022

Kronik: Idéen om bæredygtig kapitalisme kollapser i mødet med naturen

Borgerlige meningsdannere forstår ikke kapitalismens paradoksale og modsætningsfulde forhold til naturen. Det er et kæmpe problem for den grønne omstilling, skriver økonom og filosof Frederik Kirst Müntzberg.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

En mere bæredygtig kapitalisme, en mere grøn kapitalisme, en mere retfærdig kapitalisme, en progressiv kapitalisme… en ny kapitalisme.

Sådan lyder det i ledere og på forsider hos Forbes Magazine, The Financial Times og The Economist. Intellektuelle forsvarere af kapitalismen såsom Martin Wolf og Klaus Schwab ønsker et opgør med den rå, profitmaksimerende kapitalisme. De er blevet klogere siden 1980’erne. Nu kan de se, at kapitalismen, som den praktiseres i dag, fører til uretfærdige uligheder og negative naturpåvirkninger. Erhvervslivet er også med. Herhjemme proklamerer erhvervsledere, DI, Dansk Erhverv mfl. at vi skal gentænke vores samfundsmodel – underforstået at vi skal gentænke kapitalismen. Kapitalismen skal reddes, sådan som USA’s tidligere arbejdsminister Robert Reich har argumenteret for i sin bog ’Saving Capitalism’.

I USA har de mest magtfulde erhvervsledere sat sig sammen for at gøre op med virksomhedernes entydige fokus på profitmaksimering. En succesfuld virksomhed skal nu også fokusere på at bidrage til miljø og lokalsamfund. I Storbritannien og mange andre lande i Vesteuropa ses samme tendens. Nu skal vi have bæredygtig business, og i de fleste vestlige lande vil politikere fra højre mod venstre regulere ’markedet’, så virksomheder og forbrugere kan træffe de rigtige (læs: bæredygtige) valg.

Kapitalismens paradoksale forhold til naturen

De overser dog kapitalismens modsætningsfyldte og paradoksale forhold til naturen, hvor kapitalismen på en og samme tid behøver og ødelægger den. Den kritiske teoretiker Nancy Fraser har på glimrende vis beskrevet dette forhold. Fraser tilhører en tredje generation af kritiske teoretikere, og henter skyts til sin argumentation i Frankfurterskolens kritiske teori, samt hos Karl Marx og Karl Polanyi. Ifølge Fraser er kapitalismen en institutionaliseret social orden, som er karakteriseret ved en liberal sfæreopdeling af samfundet. Der er fire adskilte sfærer, som afgrænser og griber ind i hinanden: Økonomi, natur, polis og menneskelig omsorg. Hver sfære har sin egen logik, sin egen rationalitet og sine egne handlemåder, og det er vigtigt, at hver sfære kan operere på sine egne præmisser. Der skal således være et tvangfrit samarbejde imellem de fire sfærer.

“Naturen eksisterer gratis for kapitalismen, og får ikke lov til at være noget i kraft af sig selv.”

I kapitalismen bliver økonomien ophøjet til at være den vigtigste sfære. Den underminerer og underordner således de andre sfærer i forhold til dens egen logik og principper. Som Karl Polanyi skrev i ’The Great Transformation’ adskiller kapitalismen sig fra tidligere samfundsordener ved at indlejre sociale relationer og land (læs natur) i en markedslogik. Dette er et paradigmatisk skifte, da man i tidligere samfund underordnede og indlejrede markedet i henhold til de sociale relationer og naturen.

I kritisk teori er det velbeskrevet, hvordan det politiske og det menneskelige liv underordnes en markedslogik, og det er efterhånden også velbeskrevet, hvordan naturen bliver betragtet som en vare, der kan sælges eller som en ressource, der skal indgå i en produktionskæde. Det paradoksale er, at kapitalismen har behov for naturen (som ressource eller vare), og på samme tid ødelægger den ved at behandle den på denne måde.

Kapitalismen er afhængig af naturen, og uden naturens ressourcer ville kapitalismens produktionsproces ikke kunne fungere. Ifølge Fraser annekterer og eksproprierer kapitalismen naturen, når den bruger naturen som et input i dens produktionsproces og som et sted, hvor efterladenskaberne fra denne produktionsproces frit kan dumpes. I den kapitalistiske produktionsproces bliver naturen set som fri og tilgængelig for produktion. Den økonomiske sfære har i en kapitalistisk samfundsorden ret til at appropriere naturen, bruge den som en råvare og behandle den i forhold til økonomiske idéer om værdiskabelse. Her behøver naturens ressourcer ikke at blive erstattet, da der er uendeligt mange af dem. Naturen er til for økonomien og den kapitalistiske værdiskabelse og produktionsproces. Naturen eksisterer gratis for kapitalismen, som Walter Benjamin skrev. Naturen får ikke lov til at være noget i kraft af sig selv.

Det paradoksale er, at den kapitalistiske produktionsproces ikke kan opretholdes, hvis ikke den kan bruge naturen som en ressource. Hvis naturen ikke længere kan forsyne virksomheder med råvarer, kan deres produkter ikke længere fremstilles. Naturen er simpelthen nødvendig, for at en kapitalistisk produktionsproces kan finde sted. Måske er det dét, der er ved at gå op for erhvervsledere og politiske ledere, som vil redde den kapitalistiske samfundsorden ved at regulere eksproprieringen og annekteringen af naturen.

Kapitalismens nyere ånd

Som sympatisør med den kritiske teoretiske skole og socialismens idéer kan man måske forestille sig et (skræk)scenarie, hvor kapitalismen formår at tilpasse sig, ressourceoptimere, markedsregulere og produktudvikle i en sådan grad, at den kan overleve lidt længere endnu. CO₂-udslippet mindskes måske tilstrækkeligt, man finder på grønnere produkter, og man ændrer på forbrugernes vaner i en sådan grad, at den værste klimakatastrofe bliver afværget. Kapitalismen og dens magtmekanismer får lov at bestå. Dette bliver så kaldt den nye bæredygtige kapitalisme, sådan som diverse erhvervsledere og lederskribenter på The Economist forstår den.

“Kan 2020’erne blive tidspunktet, hvor kapitalismen besvarer vores generations krav om at indtænke klima og bæredygtighed på en lignende måde?”

Man kan kalde det for kapitalismens nyere ånd, sådan som Luc Boltanski og Eve Chiapello gør det i bogen af samme navn. Her beskrives det blandt andet, hvordan kapitalismen besvarede 60’er-generationens krav om seksuel frigørelse, personlig frihed og autonomi med en neoliberal revolution af samfund og subjekt. Kan 2020’erne blive tidspunktet, hvor kapitalismen besvarer vores generations krav om at indtænke klima og bæredygtighed på en lignende måde? Man må holde sig for øje, at kapitalismen ikke ændrer på sfæreopdelingen af samfundet, og at økonomien derfor fortsat vil gribe ind, undergrave og underminere naturen. Den vil fortsat forstå naturen som en ressource og en vare, som kan optimeres, bruges og sælges, selvom man måske kan formå at gøre det med større respekt for naturens grænser.

Kapitalismekritiske løsninger på bæredygtighedskrisen må – med afsæt i Frasers teori – forholde sig til, hvordan det kan undgås at naturen bliver underlagt økonomiens imperativer. Det kræver løsninger, som ikke markedsgør naturen. Snarere end at underlægge den markedet, skal den eksistere og operere på egne vilkår.


Om skribenten

Frederik Kirst Müntzberg

Frederik Kirst Müntzberg

Uddannet i filosofi og økonomi fra CBS. Skriver om den grønne omstilling i erhvervslivet. Læs mere