Bashar al-Assads Pyrrhussejr

Det kan være vanskeligt at huske, hvor euforisk stemningen var i Syrien i dagene efter opstanden mod Bashar al-Assads regime for 10 år siden i 2011. Når de tænker tilbage på den tid, taler mange syrere om at nedbryde ‘frygtbarrieren’ – den kvælende autoritære undertrykkelse, som har holdt dem tavse i årtier. Ved demonstrationerne for frihed, der blomstrede op i hele landet dét forår, var der en nærmest karnevalsagtig atmosfære fyldt med sang og dans. I takt med befrielsen af land fra statens kontrol, byggede syrerne i fællesskab en kreativ, levende revolutionær kultur, og plantede frøene til et nyt demokratisk samfund. Syrere i både ind- og udland var optimister på fremtidens vegne. Vi troede, regimet ville vælte. Vi troede, kampen kun lige var begyndt.

Et årti senere er det smerte, traumer og fortvivlelse, som kendetegner den syriske erfaring. Meget territorie er igen på regimets hænder. Landet ligger i ruiner. Mere end halvdelen af befolkningen bor ikke længere i deres eget hjem, og mere end 6 millioner er flygtet ud af landet. Mange af dem, der er blevet tilbage, lever under frygtelige forhold, og mangler både boliger, arbejde og basale fornødenheder. ‘Frygtens Kongerige’ er blevet genoprettet, ikke bare i form af statsundertrykkelse – og i nogle områder fortsat krig – men også som resultatet af magtkampen mellem forskellige krigsherrer. Men selv om den revolutionære bevægelse ser ud til at have lidt et forsmædeligt nederlag, er det på ingen måde givet, at “Assad har vundet”.

Russisk quid pro quo

Bashar al-Assads porøse greb om magten bliver fastholdt af støtte fra udlandet. Siden konflikten startede har Rusland ydet militær bistand til regimet, og det var også Ruslands direkte militære intervention i 2015, som grundlæggende ændrede magtbalancen på et tidspunkt, hvor regimet ellers var ved at kollapse. Mens Moskva i første omgang hævdede at gå efter terrorgrupper som Daesh (islamisk stat, red.), gik russiske luftangreb i høj grad efter oppositionenskontrollerede områder, og angreb gentagne gange civile mål, herunder hospitaler. Den militære intervention, som forvandlede de befriede områder til dødszoner, genetablerede store dele af landet under regimets kontrol.

Rusland har også været Assads nøgleallierede – og har givet diplomatisk tyngde til regimets forsøg på at undgå at blive stillet til ansvar på den internationale scene. I dag er Ruslands indflydelse langt større end USA’s, når det kommer til Syrien, og Moskva har gjort sig selv til regionens vigtigste aktør. Det har kostet Rusland dyrt økonomisk set, men har til gengæld kastet lukrative kontrakter af sig inden for både olie og gas. Det russiske firma Stroytransgaz, som er ejet af en oligark med tætte forbindelser til Kreml, har fået tildelt 70 % af al profitten fra fosfat-udvinding de næste 50 år, hvilket må anslås at beløbe sig til flere 100 millioner dollars. Syrien anslås at have én af verdens største fosfat-reserver, der blandt andet bliver brugt til at fremstille gødning. Selvsamme Stroytransgaz har også fået kontrol med den kommercielle havn i Tartus, der giver muligheden for eksport.

Irans langsigtede ambitioner

Det er imidlertid Iran, der udgør den største trussel mod den syriske drøm om selvbestemmelse. I nogle dele af landet er Syrien reelt set under iransk besættelse. Teheran, som har støttet Assad-regimet siden begyndelsen, ser Syrien som en afgørende del af dét, man kalder ‘modstandsaksen’ mod USA og Israel, og som et strategisk vigtigt bindeled i den shiamuslimske koalition, der forbinder Iran og Irak med Libanon og Middelhavet. Teheran har understøttet store mængder soldater i Syrien, og har faciliteret sekteriske militser fra Iran, Libanon, Irak og Afghanistan, samtidig med at have etableret en række baser i Syrien – hvoraf en del er blevet militære mål for Israel, der frygter en fasttømret iransk tilstedeværelse på sin nordlige grænse.

“Iran har udvidet sin tilstedeværelse i Syrien, og forsøger at gøre sig selv til en del af det syriske samfund på en helt anden måde end Rusland.”

Iran har været regimets hovedsponsor både økonomisk og militært. Teheran har siden 2013 givet Syrien kredit til at importere brændstof og andre varer, og er fortsat en vigtig handelspartner. Forretningsnetværk er blevet oprettet med henblik på at forbedre de økonomiske forbindelser og samhandlen mellem landene. Ligesom Rusland er blevet belønnet med andele i landets naturressourcer, er Iran blevet kompenseret i form af ejendomme, som landet opkøber i Damaskus, Homs, Deir al-Zour og Aleppo. Iranske virksomheder med forbindelser til Revolutionsgarden er blevet tildelt lukrative genopbygningskontrakter.

Iran har på den måde udvidet sin tilstedeværelse i Syrien, og forsøger at gøre sig selv til en del af det syriske samfund på en helt anden måde end Rusland. I et forsøg på at bygge en lokal vælgergruppe, har Iran købt sig til loyalitet ved at betale unge syrere høje lønninger – op til 700$ om måneden – for at slutte sig til iranske militser. Der er også blevet etableret kultur- og undervisningscentre såvel som moskeer, der skal sprede iransk kultur og shia-islam. I Damaskus fortæller folk, at demografien har ændret sig mærkbart i kvarterer som Bab Touma og Bab Sharqi, der tidligere husede et stort kristent samfund, som nu er blevet erstattet af folk fra de iransk-kontrollerede militser. Ejendom, der tilhører fordrevne syrere, er blevet indtaget af militsfolk og deres familier. I byen Hama og den sydlige del af Idlib er en masse landbrugsjord på tilsvarende måde blevet overtaget af regimet, som har solgt det videre til symbolske beløb. Også her er køberne i vid udstrækning medlemmer af militserne.

Butiksskilte og reklamer bliver nu ofte skrevet på farsi (det mest udbredte sprog i Iran, red.). Mens mange syrere ikke kan vende tilbage til deres hjemland, har regimet skruet op for statsborgerskabs-processen for udlændinge, så man kan sikre, at iranere og andre kan blive boende i landet. Tvangsfjernelsen af de grupper, der har støttet oppositionen i landet mest, og genbefolkningen af områderne med mere loyale grupper, er en del af en bevidst strategi fra regimets side. Man ønsker at ændre  befolknings-sammensætningen på en måde, der sikrer, at vælgerne i de dele af landet man kontrollerer forbliver loyale. Som Assad selv sagde i en tale i 2015: “Syrien er ikke et land for alle, der har et syrisk pas eller bor i det; Syrien er et land for dem, der forsvarer det.” En af forklaringerne på, at man endnu ikke er nået frem til en politisk løsning, kan være, at regimet trækker tiden ud, mens man samtidig sørger for at skabe en ny virkelighed, der kan styrke dets egen hånd i forhandlingerne.

Som følge af det åbenlyse samarbejde og eksproprieringen af syrisk jord til Iran, er den anti-iranske stemning i befolkning højere end nogensinde. I både Deir al-Zour og oplandet til Deraa i den sydvestlige del af landet er der jævnligt protester, hvor folk kræver en ende på det iranske hegemoni, og at Iran trækker sine militser ud af landet. Alliancen mellem det på papiret sekulære, nationalistiske Assad-styre og det teokratiske Iran, har aldrig været mere end en pragmatisk aftale, og da slet ikke en religiøs af slagsen. Alligevel har den øgede tilstedeværelse af shimuslimer med forbindelse til Iran (Syrien er overvejende sunnimuslimsk) og dennes politik medført en udbredt offer-følelse blandt sunnierne. Det har været en vigtig del af forklaringen på, at landet er blevet mere sekterisk, og at grupper som Daesh er vokset frem.

Totalødelæggelse skaber utålelige levevilkår

Landets desperate socio-økonomiske situation har også bidraget til den omfattende kritik af regimet, endda fra dele af samfundet, der ellers bliver opfattet som loyale over for Assad. Mere end 80 % af befolkningen lever i fattigdom, og har svært ved at klare dagligdagen. Mere end 60 % af befolkningen har ikke madsikkerhed. Ifølge FN’s World Food Programme er prisen på mad steget med 376 % mellem oktober 2019 og februar 2021. Der er mangel på grundlæggende fødevarer, medicin og benzin. Mange oplever at stå i kø i timevis ved bagerier og benzintanke, blot for at måtte gå tomhændede hjem. Strømsvigt er udbredt, og har tvunget mange lokale forretningsdrivende til at dreje nøglen om, hvilket kun har forværret arbejdsløsheden.

Landets valuta er også kollapset, hvilket betyder, at den gennemsnitlige statsansatte nu får udbetalt hvad der svarer til 20$ om måneden. I marts 2011 var det tilsvarende tal 400 $. Mange er derfor nødsaget til at tage flere jobs – hvis de kan finde dem – bare for at få brød på bordet. I mellemtiden er krigsherrer og folk med forbindelser til regimet ikke bare blevet rige på at udbytte folk, men praler også åbent med deres velstand og privilegier, og fremviser luksusbiler og store huse på de sociale medier.

“Mange mener, at Assad-regimet er ude af stand til at håndtere krisen – selv blandt dem, der ikke kan forestille sig et alternativ.”

Hovedårsagen til hele miseren er – naturligvis – den totale ødelæggelse af landet, som regimet i samarbejde med Rusland har stået i spidsen for. Såvel den fysiske infrastruktur som huse, landbrugsjord og fabrikker er blevet smadret. Den økonomiske krise i nabolandet Libanon, som bankvæsenet og den syriske økonomi er dybt afhængig af, har yderligere forværret tingene. Regimets korruption, og den amokløbne svindler-kapitalisme, der forer lommerne på folk med forbindelser, bærer brænde til bålet.

På bunden af dén korrupte rangstige finder man offentligt ansatte, der kræver penge for at tage sig af basale ydelser, og købmænd der skruer prisen i vejret for deres varer. I toppen finder man præsidentens familiemedlemmer og de regimetro lakajer, der får smidt lukrative byggekontrakter på boliger til overklassen og nye indkløbscentre i nakken, i en situation, hvor store dele af befolkningen ikke en gang har et sted at bo. Regimets genopbygningsplaner skubber således på den sociale ulighed, og sikrer samtidig, at de fordrevne fra underklassen ikke kan vende tilbage. De udgjorde jo også modstandskampens kerne.

Sultne og vrede

En anden del af forklaringen på den økonomiske elendighed er de sanktioner, USA har lagt ned over landet, siden man vedtog the Caesar Syria Civilian Protection Act i 2019. I modsætning til tidligere tiders sanktioner, der hovedsageligt gik efter folk med direkte forbindelse til styret, er de nye sanktioner mere kontroversielle, idet de også rammer virksomheder og brancher der handler med olie, el og genopbygning af infrastrukturen, og dermed også er med til at øge knapheden på varer, som civilbefolkningen mangler. Selv om nødhjælp er undtaget fra sanktionerne, har NGO’er berettet om, at folk er blevet bange for at handle i Syrien. I marts 2014 udsendte 14 syriske organisationer en erklæring, som opfordrede det syriske regime til at gøre en ende på sanktionerne ved at indgå i en FN-ledet politisk proces, der skulle bremse overgrebene på menneskerettigheder, og underlægge sig international ret.

Folk er både sultne og vrede. Protester er brudt ud mod de værre og værre levevilkår, de skyhøje priser på basale varer, og den udbredte korruption, og breder sig også i regimetro områder som Sweida, Damaskus og endda Latakia, der ligger i Assad-styrets højborg. På de sociale medier er selv regimetro begyndt at klage, hvilket prompte har medført en række arrestationer med henvisning til ‘Cyberkriminalitetslovgivningen’ af 2018, der netop blev vedtaget for at slå ned på den type dissidens. Det gælder blandt andet TV-værten Hala al-Jarf, der kritiserede levevilkårene i en række opslag på Facebook. Efter hendes arrestation i januar måned, blev hun efterfølgende benådet for at please regimets tilhængere op til præsidentvalget i maj. Wissam al-Tair, der er redaktør på den enormt populære, regimevenlige Facebook-side Damascus Now, blev arresteret i december 2018, efter på samme måde at have kritiseret forholdene for værnepligtige og brændstofkrisen. Han er ikke blevet hørt fra siden.

En farce af et præsidentvalg

Mange mener, at Assad-regimet er ude af stand til at håndtere krisen – selv blandt dem, der ikke kan forestille sig et alternativ. Denne gennemgående mistillid er kun blevet dybere af regimets håndtering af corona-pandemien, særligt på baggrund af den manglende evne – eller vilje – til at udmelde retvisende tal på antallet af sager, eller at kommentere på manglen på iltmasker, hospitalssenge og vacciner. Der er ligeledes mangel på fremtidsoptimisme.

“Dét, der engang var en dynamisk, revolutionær bevægelse, er nu blevet ødelagt, splintret og udmattet.”

Midt i den krise valgte regimet så at afholde et præsidentvalg 26. maj. Denne farce var tiltænkt at give diktaturet et tyndt lag fernis af demokratisk legitimitet, i et forsøg på at tiltrække flere penge til genopbygningen. I stedet var det en kæmpe hån mod det syriske folks krav om en demokratisk overgang. Der blev stillet krav om, at præsidentkandidater skulle have boet i Syrien i 10 år – hvilket automatisk udelukkede alle, der var flygtet fra landet, samt alle oppositionspolitikere i eksil. Samtidig blev der også stillet krav om, at alle kandidater skulle støttes af mindst 35 medlemmer af parlamentet, hvilket betød, at ingen kunne stille op uden styrets velsignelse.

Syrere i udlandet var tvunget til at møde op på landets ambassader for at stemme. Det valgte mange ikke at gøre af frygt for repressalier. Desuden var det også et krav, at man havde et gyldigt syrisk pas med godkendt udgangsrejse, hvilket de færreste besidder. Alle beboere i de 30 % af landet, der ikke er under regimets kontrol, herunder Idlib og de kurdisk/tyrkisk kontrollerede dele af landet, stemte heller ikke. Det kurdiske selvstyre-område i det nordøstlige Syrien nægtede at afholde valg, eftersom regimet fortsat nægter at anerkende områdets lokalregering. I den regimekontrollerede by Deraa, opfordrede aktivister og offentlige personer til et boykot. Der var heller ikke gjort noget som helst for at sikre, at folk kunne stemme uden trusler fra sikkerhedstjenesten, og der var ligeledes ingen FN-observatører til stede. Hvad er formålet i øvrigt med at stemme, når udfaldet er givet på forhånd?

Assads regime kommer aldrig til at blive legitimt i frie syreres øjne. Bashar al-Assad har genvundet en form for magt over landet, gennem rå magt, udenlandske sponsorer og en mangel på international solidaritet til de demokratiske alternativer. Styret kommer ikke til at reformere sig selv; snarere fortsætter den brutale undertrykkelse af enhver kritisk røst. Krigsforbrydelserne bliver også fortsat uden konsekvenser for forbryderne bag. Samtidig er regimet ude af stand til at løse de økonomiske problemer, eller at skaffe penge nok til den hårdt tiltrængte genopbygning. De fleste af de syrere, der bor uden for Syriens grænser, har ikke tænkt sig at vende frivilligt tilbage så længe Assad sidder ved magten, og stoler ikke på løfterne om sikker tilbagevenden.

De dele af Syrien, som er uden for regimets kontrol, befinder sig fortsat i en humanitær katastrofe, og plages af militser, der ikke er velkomne i størstedelen af befolkningens øjne. Dét, der engang var en dynamisk, revolutionær bevægelse, er nu blevet ødelagt, splintret og udmattet. Der er ikke udsigt til en politisk løsning på konflikten, hvilket er en forudsætning for fair og frie valg.

Fremtiden ser ligesom nutiden dyster ud.

Oversat af Morten Hammeken. Oprindeligt bragt på Leila’s blog: Assad’s Pyrrhic Victory.