Batshit jobs!

Tiden er kommet til at snakke om de jobs, som slet ikke burde findes. Vi skal allesammen leve, men nogen af os ender med noget så skingrende vanvittigt som at leve af, at ødelægge vores planet.

Oversat af Kristoffer Thyregod Lassen

Af Bue Rübner Hansen

For nogle år siden skabte David Graeber begrebet “bullshit jobs” (“naragtige jobs”, red.) for at kunne tale om ligegyldige, meningsløse og socialt skadelige jobtyper. Jobtyper som ofte er kedelige, utilfredsstillende og som helhed ville kunne afskaffes ved social omstilling. I Danmark tog Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen bolden op, og skrev en bog om pseudoarbejde.

Selvom bullshit-jobs og pseudoarbejde er åndssvagt, er det ikke sindssygt. Men det er “batshit jobs” (direkte oversat: sindssyge jobs, red.) eller ”psykoarbejde”. Disse jobs kan godt være tilfredsstillende, både økonomisk og professionelt, men ofte ender folk med at tage dem ud af ren og skær desperation og nødvendighed. Det, der gør dem til vanvittige batshit-jobs er, at de medvirker til kollapset af både vores klima og vores miljø

Skaden fra batshit jobs kan kan godt være mere indirekte end direkte. De første ‘batshit-workers’ (batshit betyder direkte oversat flagermuselort, red.) var 1800-tallets gravere, portører og fragtmænd, der i Sydamerika bogstaveligt talt levede af udgravning af flagermuse- og havfuglelort. Det såkaldte Guano (møg på spansk, red.) blev uundværligt på de nordamerikanske og europæiske marker på grund af kapitalistisk rovdrift. Kort fortalt hjalp den globale transport af gødning, først lavet af flagermuselort, og senere af andre naturgasbaserede gødningsformer, med til at opretholde et uforsvarligt, men økonomisk profitabelt landbrug. Det ubæredygtige landbrug gjorde det muligt at producere mad nok til de millioner af arbejdere, som er nødvendige for at drive fossilbasserede megaindustrier.

I dag er batshit-jobs mere udbredte end nogensinde før, og mange arbejdere er selv opmærksomme på det. Batshitarbejde kan gøres med pæn uniform på eller foran en computerskærm, som i luftfartsindustrien og på reklamebureauer, der hjælper med at holde masseforbruget i gang. Ofte er batshit-arbejdet usundt og fysisk nedslidende, som meget arbejde er i skovbrug, i mine- og olieindustrien, og ofte er det næsten fuldt automatiseret, som i bilindustrien.

For at blive en flittig batshit-arbejder kræver det, at man først lærer at vende det blinde øje til den skade, som arbejdet er med til at forårsage. Men mange batshit-arbejdere lever med en daglig bekymring, ikke blot over hvad de psykisk stressende eller fysisk usunde arbejdsforhold gør ved dem selv, men hvad arbejdet gør ved planeten. Det smukke ved klimastrejkerne er, at det er en generation af unge, som ser konsekvenserne af vores økonomi i øjnene, og som derfor vil finde det svært at acceptere batshit-arbejde, når de kommer ud på arbejdsmarkedet.

Årsagen til at tale om batshits jobs er ikke at beskylde folk med batshit-jobs for noget som helst (selvom der er nogle ganske få af dem, som bliver pænt belønnet). Årsagen til, at disse jobs overhovedet eksisterer, er nemlig det økonomiske krav om uendelig vækst. Det er kravet om vækst, der er årsagen til det sorte, pesticid- og fossil-baserede landbrug, og årsag til det massive forbrug af fossile brændstoffer særligt i den industrielle produktion og i transportsektoren.

Ved at kigge på batshit-jobs bliver det tydeligt, hvordan den uendelige ragen til sig kræver, at arbejderne rent faktisk udvinder, producerer og transporterer. Dermed bliver det også tydeligt at se, hvor sårbart systemet er overfor sabotage eller nægtelse. Og det bliver tydeligt at se den hjerteskærende selvmodsigelse, det er at ødelægge vores planet for vores næste lønseddels skyld.

Folk burde opmuntres til at droppe deres batshit-jobs, og folk burde have alternativer. Der er ingen, der har ret til at arbejde med at ødelægge vores planet, og der er ingen, der burde være tvunget til det. Vi burde give folk med batshit-jobs andre muligheder, omskoling, efteruddannelse, eller et nyt arbejde. Men i følge Tadzio Mueller (tysk politolog og strateg i klimabevægelsen, red.) nytter det ikke noget at sidde og vente på, at alle der arbejder med klimaskadelig virksomhed frivilligt skifter karrierer. Nogle arbejdspladser, eksempelvis brunkulsindustrien, som Ende Gelände (europæisk klimabevægelse, red.) organiserer imod, skal lukkes uanset hvad, og det skal gå stærkt.

Vi kan hverken vente på, at magthaverne laver alternative arbejdspladser til arbejderne i batshit-industrien, eller på at industrien stopper sig selv. Tiden er løbet fra os, og det betyder at arbejderne i batshit industrien selv, må bidrage til, at det ikke kan betale sig at ødelægge vores planet. Det kan de ved at stille flere krav, kræve højere løn, og ved at arbejde langsommere. De er en del af industrien, og ved præcis hvor man kan sætte en kæp i hjulet på den. Resten af os bør støtte op om folk, der udfører psychoarbejde. Vi bør hjælpe dem med at omforme deres arbejdspladser, og hvis det ikke er muligt, må de enten sløve dem ned, sabotere den eller sige op.

Klima- og miljøsammenbruddet kræver en massiv omdannelse af arbejdsmarkedet, og vigtigst af alt, afskaffelse af batshit-jobs. Den gode nyhed er at CO2-neutralt arbejde er noget af det vigtigste, mest meningsfyldte og socialt værdifulde vi kan foretage os:

At spille musik, sport, spil og danse, at lave kunst, at undervise og lære, omsorgsarbejde, børnepasning, bæredygtigt landbrug, bæredygtigt byggeri etc. etc.

At sætte en stopper for den kapitalistiske økonomi og dens batshit-jobs, rovdrift og masseforbrug, betyder ikke, at livet behøver blive hårdere eller mindre fornøjeligt. Hvad der sker nu er op til det meget store flertal, der ikke regner med at få plads bag rigmændenes hegn, og på milliardærernes Arker. Det er op til os at skabe en verden, hvor den enkelte har nok, hvor vi nyder i fællesskab, og hvor alle har social velstand.

Først bragt på Medium. Læs det oprindelige indlæg her

Bue Rübner Hansen har en ph.d. fra Queen Mary University i London, og er skrivende redaktør for Viewpoint Magazine.