Bevægelsen med papirark – en ny politisk epoke i Kina

Federico Fuentes: I Kina er boligboblen bristet, og krisen hærger. Hvad siger det om Kinas økonomi?

Au Loong-Yu: Ser man på Kinas gæld i forhold til nationalproduktet – altså alle slags regeringsgæld og private husholdningers gæld – udgjorde den i starten af 1990’erne omkring 87 procent, men var i 2020 vokset til 211 procent. Det er mere end en fordobling på 20 år. Tal fra slutningen af 2023 viser, at gælden nærmer sig 300 procent. Det fortæller os, at Kinas store investeringsrate til dels har sin baggrund i en gæld af dimensioner.

Tre vækstfaktorer: høj investeringsrate, den koloniale fortid og partistaten

Et typisk eksempel er ejendomsmarkedet. Jeg mener, at da boligboblen bristede, var man nået frem til et afgørende punkt i Kinas vækst. Det skyldes, at der er tre faktorer, som har bidraget til Kinas vækst: en høj investeringsrate, den koloniale fortid og partistaten. Alle tre har udtømt deres potentiale.

Se f.eks. på den koloniale fortid: Da præsident Xi Jinping annullerede Hongkongs autonomi, berøvede han også Kina et levende finanscentrum. Det er noget, landet mangler her under den økonomiske nedgang.

Det samme gør sig gældende i forbindelse med Kinas høje investeringsrate. Den var kun mulig på bekostning af forbruget i de enkelte husstande. Forbruget hos de kinesiske husstande er faldet dramatisk siden starten af 1990’erne. Følgen er, at Kina står over for en uendelig overproduktion og en kapacitet, der ikke bliver udnyttet. Til gengæld har landet et hjemmemarked, der relativt set er blevet mindre.

Det er en af grundene til, at Kina er blevet en førende vareeksportør, og også siden århundredeskiftet er blevet den førende kapitaleksportør. Men det ikke en situation, der kan fortsætte i al evighed – af den enkle årsag at en ny handelskrig lurer i horisonten.

Da den første handelskrig begyndte i 2016, fastholdt Kina, at der ikke var nogen grund til at være bange. En talsmand for regeringen gik så vidt som til at sige, at den kinesiske befolkning var indstillet på at leve af græs et helt år, hvis det var nødvendigt. Som udtryk for hvor meget det kinesiske folk var parat til at gennemleve.

Hermed er vi nået frem til den tredje faktor, partistaten, som har været den vigtigste faktor, når det drejede sig om at tvinge de to andre faktorer sammen, så grundlaget for Kinas halsbrækkende modernisering blev skabt.

Partistaten har to former for indre logik: et umætteligt begær efter korruption og en uendelig appetit på at perfektionere den statslige tvang. Det har skabt et monster, hvor de to slags logik er smeltet sammen.  Jo mere gennemført den statslige tvang er, jo mere er bureaukratiet fri for at blive draget til ansvar for sine gerninger. Det styrker tendensen til at berige sig gennem korruption, og den kræver for sin del mere statslig tvang, for at beskytte samme bureaukrati. Men alting har sin grænse.

Boligbobler og papirark

Da boligboblen bristede, var det en god illustration af grænserne for den form for logik, der udgøres af første faktor til Kinas vækst. Baggrunden er, at jordområderne i byerne er statslig ejendom, som administreres af den lokale regering. Fra starten var der tale om et marked, der var behersket af lokalregeringen, af dens ’finansielle lokomotiv’ (LGFV, Local government financing vehicle) og dens bankvenner og iværksættere.

Det var dem, der havde ansvaret for ophobningen af en dollargæld i milliardklassen. De skabte megaboblen, som rummede de mange nye boliger, der var bygget siden 2009. De ville være i stand til at huse 250 millioner lejere, men i dag står 25 procent af lejlighederne tomme.

På den anden side har man ”Bevægelsen med papirark” – et svar på regeringens nul-covid politik. Bevægelsen er et eksempel på de grænser, som den anden faktor udgør. [Bevægelsen med papirark stammer fra, at demonstranterne under corona-pandemien viftede med hvide ark papir for at vise sorgen over deres tab – hvidt er den almindelig begravelsesfarve i Kina. Og samtidig et underforstået udtryk for vreden over de mange millioner, der under pandemien havde lidt under restriktionerne. Red.]

Regeringens nul-covid politik omfattede aldrig et generelt udgangsforbud for at hindre spredningen af virus. Det var, hvad jeg har kaldt for ’indespærring’. I tre år var folk indespærret i deres bydel eller deres hjem, hvis der var forekommet bare et tilfælde af Covid-19 – uden hensyntagen til om de nødvendige fødevarer eller medicin var til stede.

Med hvilken begrundelse? Med den naive forestilling om at man kunne opnå en tilstand med nul covid. Men politikken medførte også, at regimet fik en gylden mulighed for yderligere at perfektionere kontrollen med folket.

For regimet var det imidlertid en ubehagelig sandhed, at der var en grænse for, hvor store lidelser det kinesiske folk var villige til at bære, som man så det i Bevægelsen med papirark.

Bevægelsen med papirark har vækket befolkningen

Federico Fuentes: Vil du fortælle os lidt om betydningen af Bevægelsen med papirark?

Au Loong-Yu: Bevægelsen med papirark startede som et direkte svar på indespærringen under nul-covid politikken, men antog historiske dimensioner da bevægelsen tilkæmpede sig en sejr, mens regimet til en vis grad måtte indkassere et nederlag.

Da en boligblok i Urumqi i den nordvestlige provins Xinjiang brændte 24. november 2023, medførte det en bølge af protester i mere end 20 byer. Protesten rettede sig mod Det kinesiske Kommunistpartis nul-covid politik. Vreden skyldtes primært, at de 10 dødsfald under branden var det direkte resultat af regimets nul-covid politikken – dets politik med indespærring. Disse protester tvang til dels regeringen til at opgive dens nul-covid politik.

Man kan ikke påstå, at Bevægelsen med papirark er udtryk for et totalt skift i den folkelige mentalitet, fra at have accepteret status quo til nu at stå for tapper modstand. Men den har vækket ungdommen. Ikke alene fik den almindelige borgere og arbejdere til at protestere mod indespærringen. Den medførte også, at de tilkæmpede sig deres frihed. Det var godt nok kun forbigående, men for mange var det en øjenåbner – specielt blandt de unge.

En af de frygtelige konsekvenser af repressionen i 1989 [efter oprøret på Den Himmelske Freds Plads, red.] var afpolitiseringen af samfundet. Der har været 30 år, hvor unge mennesker ikke vovede at tale om politik. Men med Bevægelsen med papirark har man set unge studerende sætte sig i spidsen for protester, der blev mere og mere prægnante og skarpe i deres angreb på regimet.

De startede med at mødes på internettet og ved protester. De begyndte at sige: ”Vi fortryder, at vi var tavse under oprøret i Hongkong og den medfølgende repression mod Uighur-folket. Vi bør ikke lade regeringen splitte os og regere over os.” Det er markante udtalelser.

Selvfølgelig bør man var forsigtig og ikke overdrive konsekvenserne af denne vækkelse. Den er meget ujævn, og rent faktisk er bevægelsen døet ud med afslutningen af nul-covid politikken. Det kan man ikke undre sig over, når man ser på den skrappe repression over for de unge mennesker, der var helt uforberedte.

Men der er tale om et markant fremskridt, sammenlignet med de seneste 30 år med deres afpolitisering. Det er en kendsgerning, at der har fundet diskussioner sted på de sociale medier mellem kinesiske studenter, mellem dem der bor uden for og inden for i Kina. Man har oplevet en udveksling af politiske ideer og meninger.

En ny klassestruktur i Kina

Federico Fuentes: Hvordan stemmer alt dette overens med spørgsmålet om Kinas vækst?

Au Loong-Yu: Kinas hurtige modernisering og industrialisering har også omformet den kinesiske klassestruktur og kultur.

I vore dage er arbejderne koncentreret i byerne og kæmper deres egne spontane kampe. Det skete tidligere sammen med uafhængige fagforeninger [se fx Forlaget Solidaritets udgivelse ”Kina Vågner” fra 2020, red.]. Det betyder, at arbejdsgiverne ikke længere har så nemt ved at snyde arbejderne.

Når det drejer sig om middelklassen i byerne, så har der været forhåbninger til dem om at lede den demokratiske bevægelse. Men det skete ikke. Men gradvist har den tilegnet sig nogle rudimentære forestillinger om ansvarlighed, menneskerettigheder og den slags.

Godt nok har kommunistpartiets moderniseringsprojekt endnu ikke frembragt kræfter, som har kunnet underminere regimet fundamentalt. Men der er kommet en voksende utålmodighed med partiet som sådan. Det er nu i stigende grad blevet vanskeligt for Det kinesiske Kommunistparti at fortsætte med sit yderligtgående moderniseringsprojekt.

Selv om det kinesiske folk endnu ikke har fået nogen demokratiske rettigheder, så har Bevægelsen med papirark vist, at bevidstheden er under forandring, at den politiske opmærksomhed er voksende. Det sker meget langsomt, fra et meget lavt udgangspunkt, og på en meget skæv facon, der ikke er afbalanceret. Men ikke desto mindre går det fremad.

Men der er selvfølgelig ikke nogen, der kan forudsige, hvad der derefter vil ske. Man skal ikke prøve at projicere en lineær udvikling, når det handler om Kinas fremtid. Det kinesiske Kommunistparti er ekstremt bevidst om, hvad der sker, og de overvejer, hvordan de kan sejle op imod situationen.

Et udspil, de kan foretage, er at omdirigere folks opmærksomhed fra de hjemlige forhold til de ydre fjender. Det være sig de virkelige som de imaginære. Det er grunden til, at den kinesiske regering i stigende grad har antaget en krigerisk holdning på det diplomatiske niveau. Det er vanskeligt at gætte på, hvad regimets næste udspil vil være. Men vi er ikke desto mindre gået ind i en ny periode.

Au Loong-Yu er født i Hongkong i 1956 og var i lang tid politisk aktivist her – bl.a. i forbindelse med kampene for arbejdernes rettigheder, med højdepunkt i 2019. Han har efterfølgende boet i eksil i London, hvor han er forskningsassistent ved  China Institute under SOAS (School of Oriental and African Studies) ved University of London. Se også hans bog udgivet af Pluto Press: Hong Kong in Revolt: The Protest Movement and the Future of China. 2020.

eksten er først udgivet på australske Green Lefts hjemmeside. Teksten er en forkortet udgave af et længere interview på International Journal of Socialist Renewal. Den er oversat af Stig Hegn. Mellemrubrikkerne er Solidaritets.