3 min. læsetid

Den tidligere socialdemokratiske gruppeformand, Henrik Sass Larsens sygdom, får nu journalister og forlag til at udskyde biografien om den magtfulde politiker på ubestemt tid.


Af Kim Kristensen

Den skulle have været »den upyntede historie om den uortodokse og magtfulde politiker«. Men den kommende biografi om socialdemokraten Henrik Sass Larsen bliver nu udskudt på ubestemt tid, efter at han har sygemeldt sig fra Folketinget.

»Situationen i forhold til Henrik Sass er en anden, end da vi meddelte, at vi ville skrive bogen,« fortæller den ene af biografiens to forfattere, Henrik Qvortrup, til netmediet Altinget. »Dengang havde han en central post i Socialdemokratiet. Det har han ikke længere«.

Den tidligere socialdemokratiske gruppeformand sygemeldte sig den 10. juni, og meddelte ved samme lejlighed formand Mette Frederiksen, at han ikke stod til rådighed som minister under de daværende regeringsforhandlinger. 

Henrik Qvortrup og hans medforfatter, Thomas Foght, har tidligere fortalt, at de allerede i februar overvejede, om de blev nødt til at stoppe, fordi Henrik Sass Larsen ved den lejlighed i et interview afslørede at have lidt af en depression, som han først var ved at komme sig over.

»Man kan jo ikke lave det nærgående portræt af en mand, som vi gerne vil, hvis han har sagt time out; jeg er syg,« sagde Henrik Qvortrup ved den lejlighed til Solidaritet.dk. »Men når han så erklærer sig fit for fight – og gerne vil være finansminister – så har vi jo begrundelsen på et sølvfad for at skrive biografien om ham«. I interviewet havde Henrik Sass Larsen nemlig erklæret sig klar til at overtage den finansministerpost, han stod til at overtage forud for regeringsskiftet i 2011, for blot under regeringsforhandlingerne at blive indhentet af sin fortid i form af forbindelsen til rockeren Torben Ohlsen Jensen – bedre kendt som SuzukiTorben.

Kristeligt Dagblad har i et portræt af Henrik Sass Larsen opsummeret summen af ham som »H. C. Hansen garneret med PH-lamper og Tony Blair«. Sikkert er det i hvert fald, at gruppeformanden nogle gange har lydt som et ekko af den tidligere partiformand og statsminister, som under den kolde krig var med til at oprette og drive den private efterretningsorganisation Firmaet, som med støtte fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og CIA holdt øje med danske kommunister. »En god kommunist ligger under spærregrænsen,« som Henrik Sass Larsen forklarede i sin tale den 1. maj i 2013.

Biografien skulle være oprindeligt været udkommet på forlaget People’s Press til oktober. Selv om planen nu er skrinlagt på ubestemt tid, har forfatterne dog ikke nedlagt researcharbejdet. 

»Vi afventer selvfølgelig situationen og ser, om han kommer tilbage eller ej,« siger Thomas Foght til Altinget. »Den er slet ikke lagt i skuffen. Vi holder stadig øje med, hvad han foretager sig. Den ligger bare og simrer lidt«. Henrik Sass Larsen har orienteret sin kreds om, at han ikke ønsker at være folketingskandidat længere. Den tidligere gruppeformand har dog ikke nedlagt sit mandat og suppleanten, Tanja Larsson, har overtaget pladsen i Folketinget, mens han er sygemeldt. 


Kim Kristensen er journalist på Solidaritet. Han har tidligere arbejdet på Information og Ritzaus Bureau, og har bl.a. skrevet bogen “Bare kald mig Lene” om Lene Espersen.