Boblerne er budskabet

Falske nyheder og alternative fakta har længe karakteriseret det mediekompleks, som vi alle i stigende grad hvirvles ind i.

Af Peter Nielsen

Hvad er medier? Typiske svar peger på teknologi, institutioner og kommunikation. Medier handler altså om teknologi som tv og internettet, det omhandler institutioner som Politiken, Danmarks Radio og Twitter, og det angår kommunikation som nyheder, film, tv-programmer og tweets.

Dette syn på medier dominerer også venstrefløjens mediekritik, hvor der ses kritisk på mediers konkrete indhold, medieinstitutioners ejerforhold samt rammerne for kommunikationen. I den forbindelse kan der så formuleres kritik af eksempelvis nyhedernes borgerlige orientering, Facebooks kommercielle interesser, den voksende mængde reklamer og i det hele taget de kapitalistiske rammer for kommunikation og (for)deling.
Venstrefløjen skal i forlængelse heraf overtage mediernes produktionsmidler, for at fremme viden, lighed og demokrati. Medier ses som neutrale platforme, der kan bruges forskelligt, og som derfor skal bruges rigtigt, med henblik på at fremme et opgør med de herskende politiske og økonomiske forhold.

Medier betyder indholdstab

I modsætning til det typiske syn på medier er mit udgangspunkt, at mediet er budskabet. Marshall McLuhans fyndige slogan rummer en radikalt anderledes tilgang til medier og kritik af dem. Hvad betyder det så, at mediet er budskabet? I min fortolkning betyder det, at former overskygger indholdet, hvor form forstås som noget abstrakt og alment, mens indhold er konkret og partikulært.

Medialisering betyder altså indholdstab og indebærer samtidig, at mediet i stigende grad bliver selvrefererende og tømmes for ydre mening. Teknologi, institutioner og kommunikation indgår selvfølgelig i det samlede mediebillede, men det der står i centrum for kritikken er noget helt andet, nemlig medier forstået som en prægning af forholdet mellem form og indhold, hvilket i høj grad også rammer økonomi og politik.

Den form, der dominerer digitale medier, er nyheder. Nyheder forbindes typisk med aviser og en særlig type programmer, på bestemte tidspunkter i sendefladen samt særlige sider på internettet. Set på denne måde, er nyheder noget afgrænset, et særligt produkt eller en bestemt type information, der udspringer af en journalistisk tilgang.

Det afgørende kriterium er aktualitet. Nyheder knytter an til forhold, som lige har fundet sted eller finder sted. Der kan også være tale om jubilæer for ’store begivenheder’. Nyhedsformen er abstrakt og almen. Den nivellerer alt og ødelægger forskelle.

Nyheder er ikke noget nyt. Men det der sker i disse år, når mediet bliver budskabet i digitale medier, er, at medierne i det hele taget orienterer sig efter og intensiverer nyhedsformen. Nyhedsformen overskygger indholdet og præger hele medieområdet.

Der sker en generalisering af nyhedsformen, på bekostning af de konkrete begivenheder og partikulære samfundsforhold, som nyhederne omhandler. I sidste ende bliver nyheder en selvgenererende form, der forplanter sig uden reference til ydre forhold. Nyhederne lukker sig om sig selv.

Medierevolutionen

Det var ikke med udbredelsen af tv, at tingene blev forandret grundlæggende. Hertil er tv for stationært og monologisk. Det er internettet, der bibringer den pluralitet og interaktion, der er afgørende for den radikale medialisering.

Det er imidlertid først med mobiliteten i form af smartphones og forankringen i hverdagen gennem sociale medier, i det 21. århundrede, at de digitale medier opnår en sådan grad af kompleksitet og kontinuerlig interaktion, at medierne begynder at overskygge økonomiske og politisk indhold.

Med smartphones er internettet tilgængeligt næsten overalt og for alle, de kan bruges i farten, og på de sociale medier som Facebook og Instagram bliver nyhedsformen og informationsstrømmen del af det daglige liv for de fleste mennesker. Den brede befolkning bidrager til nyhedsbilledet og det eskalerende informationsbombardement.

Intensiveringen af nyhedsformen indebærer et voksende fokus på breaking news og livedækning – nyheder i realtid. Det bringer os angiveligt tættere på begivenhederne, men i realiteten forandrer det tiden og virkelighedsopfattelsen i samfundet.

Historisk tid er præget af dynamik, aktører og konflikter, af indholdsforandringer i virkeligheden. I realtid er der omvendt kun en flimrende overflade. Der er ingen aktører eller konflikter, kun billeder og ord, der opløser sig selv. Der er intet indhold eller virkelighed, kun mediale forvandlinger. Nyheder i realtid overskygger nutiden som forbindelsesled mellem fortid og fremtid. Selve tiden forsvinder.

Hinsides nyheder

I sin mest avancerede form bliver nyheder imidlertid paradoksalt nok til ikke-nyheder. Det er nyheder som ren form, ribbet for indhold. Ikke-nyheder er hinsides virkeligheden, spekulative og fiktive.

Vi ser det som et ekspanderende lag af kommentarer, oven på særligt økonomiske og politiske nyheder, hvor det ikke er verificerbare forhold, men fremtidige eller uofficielle forhold, der er essentielle.

På det økonomiske område er det ikke mindst økonomiske prognoser, om den fremtidige vækst, arbejdsløshed, oliepris osv. der behandles på lige fod med faktiske tal, selv om der reelt er tale om rapporter fra en ukendt fremtid.

Økonomers prognoser afløses af nye prognoser i tiltagende hastighed. Når disse prognoser fremlægges og kommenteres, bliver det fremstillet som nyheder i medierne, selvom økonomernes fremtidsbilleder stort set aldrig er i overensstemmelse med virkeligheden. Det er ikke-nyheder. Og når det ligeledes ses som nyhedsstof, at økonomer opdaterer deres prognoser, er vi er ude på ikke-nyhedernes overdrev.

Når eksempelvis Nationalbanken opjusterer deres forventninger til årets økonomiske vækst, rapporterer medierne begejstret, at væksten har det bedre. Det er ren fiktion.

Politiske ikke-nyheder

Tilsvarende ser vi indenfor politik, at meningsmålinger udlægges som politiske nyheder om den aktuelle situation, på trods af, at der er tale om statistisk behandlede stikprøver fra en fiktiv valghandling.
Disse politiske ikke-nyheder suppleres så i rigelige mængder af politiske spekulationer og garneres med kommentarer om politisk spin og det politiske spil bag facaden, der altid har det til fælles, at de bygger på ikke-verificerbare spekulationer om politikeres motiver, magtkampe og strategier, der typisk har med medierne selv at gøre. Ikke-nyheder er derfor et stort skridt i retning af mediecirkularitet.

Nyheder i realtid og ikke-nyheder udspringer af nyhedsformens indre logik frem for eksterne forhold – Tættere på end at være der selv! Mere aktuelt end virkeligheden! Få nyhederne før begivenhederne! – og accelererer hermed indholdstabet i samfundet.

I den seneste tid har der været megen mediegenereret snak om falske nyheder og alternative fakta, men fænomener som disse har længe karakteriseret det mediekompleks, som vi alle i stigende grad hvirvles ind i.

Bobleformer

Resultatet er at medier og form i disse år har primat, mens politisk og økonomisk indhold i stigende grad er sekundært. Kapitalismen og det parlamentariske liv stivner. Traditionel økonomi og politik er præget af stagnation og korruption. Og det fremherskende fænomen overalt i samfundet er bobler.

Bobler er særlige fænomener, en form for asocial socialitet, en kollektiv irrationalitet, hvor der gennemløbes en sekvens af først ekstrem overvurdering og overdreven optimisme, en slags kollektiv eufori, hvormed boblen pustes op, og siden et brutalt chok, når boblen brister, idet den triste monotoni og pessimismen bliver dominerende.

Bobler er ikke et nyt fænomen, men det der kendetegner nutiden er, at bobler er reglen snarere end undtagelsen.

Vi kender især økonomiske bobler. Det kan være lokale fænomener og gælde specifikke aktiver, men det kan også være hele markeder, som aktiemarkedet eller boligmarkedet, der præges af bobler, som vi har set det flere gange og med stadig større udsving, i de seneste 30 år.

Finansboblen bristende senest med et brag i 2008 og blev anledning til finanskrisen, der fortsat spøger i horisonten.

Fra økonomi til politik

I en økonomisk boble opstår en guldfeber, hvor alle tilsyneladende kan få del i den bugnende rigdom, som ingen ende har. Der opstår en massementalitet om, at penge gror på træer, der så vokser ind i himlen.
Derfor er det et kollektivt chok, når priserne begynder at falde og der brat vendes op og ned på markedets stemning, idet en kollektiv nedtur træder i stedet.

Når de økonomiske bobler trives, stråler kapitalismen af succes og uovervindelighed, men når de brister, rives tæppet væk under den økonomiske stabilitet og kapitalismens legitimitet.

Vi ser helt tilsvarende bobler i politik. Vi har i Danmark set den ene boble efter den anden svulme op og briste, blot for at efterlade sine strukturelle karaktertræk andre steder i det politiske liv.

Partiet Ny Alliance opnåede ekstrem popularitet i op til valget i 2007, med tilslutning fra op mod hver niende vælger, og stod til at blive intet mindre end udslagsgivende for landets politiske fremtid, men klaskede så helt sammen ved og efter valget, for så senere at svulme tilsvarende op nogle år senere, som Liberal Alliance, efter først at have været nede og runde 0,0 % tilslutning i flere meningsmålinger.

Efter valget i 2007 voksede der en ny boble frem omkring SF, der overhalede Socialdemokraterne med opinionstal på op til 20 % af stemmerne, men så delvist bristede ved valget i 2011 og så helt i forbindelse med partiets exit fra regeringen i realtid i vinteren 2014, med meningsmålinger i nærheden af spærregrænsen.

Alment formtyranni

Senest har vi set det nye parti Alternativet bryde gennem spærregrænsen i den seneste valgkamp, for så at svulme op til 4,8 % af stemmerne på valgdagen. Bobler kommer og går, men bobleformen består og breder sig med uhyggelig konsekvens i dagens politik, hvilket får det politiske indholdstab til at fremstå endnu mere tydeligt.

Baggrunden for boblernes dramatik og voldsomme formforandringer er nemlig, at det politiske indhold bliver stadig mere fasttømret: Nyliberal og højrepopulistisk politik breder sig konsekvent i begge politiske blokke.

Konsensus hersker i tomhedens politik. Bristede bobler fører samtidig til politikerlede og flugt fra det officielle politiske liv.

Alle politiske og økonomiske kræfter er sat ind på at øge det generelle tryk i det eksisterende boblelandskab og at begrænse skaderne af de bristede bobler. Det lykkes med varierende held. De økonomiske bobler indtager en særstilling og hidtil er det lykkedes at opretholde bobleøkonomien, men når problemerne løses, så forstærkes de også.

Bobleøkonomien reddes kortvarigt, som vi så det både i starten og slutningen af 2000’erne, men samtidig vokser boblerne yderligere. Finansboblen er i dag kolossal.

Vi venter spændt og uroligt på, hvad der sker, når den næste boble brister. Katastrofen lurer. I mellemtiden vokser modstand og alternativer frem på hverdagsplan og i skyggen af nyhedsmediernes spektakulære formtyranni. ■