Bogotá i brand

Det går dårligt i Colombia. Fredsaftalen fra 2016 mellem regeringen og de væbnede revolutionære styrker (FARC) hænger i en tynd tråd. Mere end 223 eks-kombattanter fra den tidligere guerilla er ifølge TeleSUR blevet dræbt efter underskrivelsen af fredsaftalen.

Fredsforhandlingerne mellem staten og den anden guerilla, ELN er gået uafvendeligt i stå. Paramilitære grupperinger er stadigt mere aktive i de områder, som tidligere var kontrolleret af FARC. Mindst hver anden dag er der nyt om dræbte aktivister og sociale ledere, der kæmper for bøndernes ret til jord, oprindelige folks rettigheder, eller kokabøndernes ret til statslige og fredelige omlægninger af deres ulovlige afgrøder. Mindst 686 sociale ledere og menneskerettigheds-forkæmpere er blevet dræbt i årene 2016-2020.

“Colombia har registreret mere end 23.000 corona-relaterede dødsfald, og alt har været lukket ned siden 20. marts i én af de strengeste lockdowns i Latinamerika. I et land præget af ekstrem ulighed, hvor mange i forvejen har svært ved at tjene til dagen og vejen, har den lange lockdown ført til desperation og sult.”

+

Den konservative regering, ledet af Ivan Duque, udviser meget lidt vilje til at efterkomme og implementere bestemmelserne i fredsaftalerne, og de mange aftalebrud og drab har fået visse delinger af FARC til at opgive fredsprocessen.

Fra slemt til værre under lockdown

For hver dag der går, bliver det mere og mere tydeligt, at den væbnede konflikt er blusset op igen. I årets løb er der indtil videre rapporteret mere end 218 dræbte i 50 deciderede massakrer i landet – oftest i landområderne – og ofrene har i flere af disse tilfælde været børn og unge. Alene i august måned blev 30 civile dræbt, hvoraf de fleste var helt unge mennesker.

Sideløbende er Colombia hårdt ramt af corona-pandemien, og regeringen har indført restriktive foranstaltninger for at begrænse smittespredningen. Landet har registreret mere end 23.000 corona-relaterede dødsfald, og alt har været lukket ned siden 20. marts i én af de strengeste lockdowns i Latinamerika. I et land præget af ekstrem ulighed, hvor mange i forvejen har svært ved at tjene til dagen og vejen, har den lange lockdown ført til desperation og sult. Samtidig gør karantænen livet endnu farligere for sociale ledere og aktivister, for når alle skal være hjemme hele tiden ved også lejemordere let, hvor deres mål befinder sig. Drabene på sociale ledere er således taget til i omfang i de senere måneder.

Brutalt politimord igen årsag til uroligheder

I den forgangne uge startede så endnu en bølge af vold, affødt af politiets drab på fem mennesker, heriblandt advokaten og familiefaren Javier Ordoñez.

Den 46-årige Javier Ordoñez blev anholdt af politiet sent om aftenen 9. september for at bryde corona-restriktionerne, da han gik ud for at købe øl i bydelen Villa Luz i Bogotá (Colombias hovedstad, red.). Anholdelsen var særdeles hårdhændet, som mobil-optagelser lavet af hans venner viser. På billeder, der giver mindelser om mordet på George Floyd i USA, ser man hvordan de hjelmklædte politiofficerer holdt Ordoñez ned mod asfalten, mens de gav ham 11 stød med særlige og såkaldt ‘ufarlige’ elektrochok-våben.

Ordoñez tiggede og bad for sit liv, men politimændenes vold og tortur førte til hans død. Det mener i hvert fald den afdøde mands familie. Ubestrideligt er det, at Ordoñez døde af sine læsioner kort efter ankomst til et sundhedscenter i Bogotá.

I dagene efter mordet på Ordoñez og fem andre har tusindvis af demonstranter fyldt Bogotás gader i protest mod den udbredte politibrutalitet og de normaliserede overgreb mod civilbefolkningen.

Aftenen efter mordet på Ordoñez var der voldsomme protester i hovedstaden, med et endnu mere voldsomt modsvar fra myndighederne. Videooptagelser viser, hvordan politiet skød med skarpt mod demonstranterne i bydelen Suba – og dræbte mindst to.

I de følgende dage gentog scenariet sig. I alt blev mere end 13 demonstranter dræbt og mere end 400 såret over to dage (209 civile og 194 politifolk er rapporteret som tilskadekomne). Demonstranterne har i vrede sat ild på politistationer og offentlige transportmidler.

En skrøbelig fredsaftale under pres

Bogotás progressive borgmester, Claudia López fra Polo Democrático, har beklaget hændelserne i skarpe vendinger og tøvede ikke med at tale om ‘en autentisk massakre begået af politiet’ og ‘det værste der er sket i landets hovedstad siden besættelsen af Retspaladset i 1985’ (her tog guerillagruppen M-19 ansatte i Højesteret som gidsler, og hæren blev sat ind – samlet døde 181 personer, red.). López kritiserer, at politiet hører under forsvarsministeriet og dermed er et militært politi fremfor en civil styrke. Kritiske stemmer på venstrefløjen kalder det imidlertid utilgiveligt, at López kunne lade noget sådant ske under sin administration.

Menneske- og borgerrettighedsgrupper i Colombia kræver retfærdighed for ofrene, men frygter at de nylige massakrer vil kunne føjes til listen over de utallige forbrydelser begået af politiet og hæren, som ingen nævneværdig straf har medført. Håbet om et retsopgør efter den væbnede konflikt findes stadig, men det særlige retssystem for fred er endnu i sin begyndelse af udredningen af de mange tunge sager fra mere end 60 års borgerkrig. De seneste hændelser viser, at fredsaftalens løfte om at forhindre gentagelser af den slags overgreb er svære at indfri.

Lydoptagelser afslører, at selve forsvarsministeren har givet direkte ordrer til politiet om at skyde med skarpt mod demonstranterne. Han forsvarer sig skiftevis med at hævde, at demonstrationerne var ren vandalisme, og at demonstranterne var infiltreret af guerillaer fra ELN og dissidenter fra FARC.

Stemningen er anspændt, og de sædvanlige mæglere opfordrer til agtpågivenhed, forsoning og forsvar af freden efter de seneste voldsomme udbrud af statsterrorisme. Men hvad er det efterhånden for en fred, de henviser til?

Der er brug for et massivt internationalt pres, hvis fredsprocessen i Colombia skal rettes op. Et sådant pres må kræve, at myndighedernes overgreb mod civilbefolkningen stopper, at det colombianske politi bliver reformeret, og at regeringen implementerer og overholder fredsaftalernes bestemmelser.