Bondeoprør presser trængt tysk regering

Køerne på de tyske motorveje var ekstra lange i den anden uge af det nye år. Et bondeoprør manifesterede sig i blokader og langsomt kørende traktorer og lastbiler på veje og gader over hele Tyskland til stor irritation for mange borgere, der havde svært ved at komme til og fra arbejde eller uddannelsessted. Nogle dage i januar stod også togtrafikken mange steder stille på grund af fastlåste overenskomstforhandlinger mellem Deutsche Bahn (DB) og lokomotivførernes fagforening GDL, der i flere omgange har gennemført strejker over en til tre dage som led i kampen for at få gennemført deres krav.

GDL har for sine 10.000 medlemmer krævet en månedlig lønforhøjelse på 555 euro og en skattefri inflationspræmie på 3.000 euro som kompensation for de store prisstigninger de sidste par år. DB har tilbudt en lønforhøjelse på 11 procent over de næste tre år samt en inflationspræmie på op til 2.850 euro, hvilket GDL har afvist. Med en årlig løn på 50.389 euro inklusiv tillæg ligger lokomotivførerne under den gennemsnitlige løn i Tyskland på 56.334 euro (i 2022-priser).

Et lige så vigtigt krav fra GDL er en arbejdstidsforkortelse for ansatte på skiftehold, hvilket omfatter de fleste lokomotivførere, til 35 timer om ugen med fuld lønkompensation. Et lignende krav har IG Metall stillet ved overenskomstforhandlingerne på det private område. DB afviser blankt kravet om kortere arbejdstid med det argument, at det vil kræve ansættelse af 10 procent flere medarbejdere, hvilket vil være en stor udfordring i en tid med mangel på arbejdskraft. Både GDL og IG Metall fremhæver derimod, at en kortere arbejdstid vil gøre det mere attraktivt at arbejde og dermed nemmere både at rekruttere og fastholde medarbejdere.

Aftale om fire dages uge på 35 timer

I overenskomstforhandlingerne med den noget mindre transportvirksomhed Netinera – tidligere Arriva Deutschland og nu ejet af de statslige italienske jernbaner – har DGL opnået en aftale om en gradvis arbejdstidsnedsættelse til 35 timer for skifteholdsansatte med fuld gennemslag i 2028. Denne aftale vil gøre det mere attraktivt at blive ansat ved jernbanen, hed det i en udtalelse fra forhandlingslederen i GDL, Claus Weselsky, der ser aftalen som et vigtigt led i at styrke den kollektive trafik. Fra ledelsen i DB hedder det, at der ikke er økonomisk råderum til en tilsvarende løsning. Forsøg på mægling er i første omgang slået fejl og årsagen til enkelt dags advarselsstrejker, hvilket er en ganske normal praksis ved overenskomstforhandlinger i Tyskland.

DB er ejet af den tyske stat, så lokomotivførernes faglige kamp er derfor til en vis grad også en strid med den siddende tyske regering, mens bøndernes kamp er en direkte konfrontation med regeringen. Landmændene er dybt utilfredse med, at regeringen vil sløjfe forskellige former for subsidiering, der iblandt et tilskud til diesel til traktorer og andre landbrugskøretøjer og afgiftsfritagelse for landbrugsmaskiner. Kritikken heraf var voldsom fra landmændene, hvoraf mange er økonomisk trængt af prisstigninger og lav indtjening.

Formanden for den tyske landboforening, Joachim Rukwied, opfordrede kraftigt regeringen til at trække sine planer tilbage med ordene ”For meget er for meget”. Hvis ikke ville det skabe protester, hvoraf de første fandt sted i december. Regeringen besluttede derfor at forlænge tilskuddene for en kortere periode, så de gradvist ville blive afviklet inden for de kommende to år.

Blokade af minister

Dette delvise tilbagetog stillede dog ikke landmændene tilfredse. De lagde tværtimod an til en række aktioner i det nye år. Ved én af de indledende aktioner blev færgelejet i den lille nordtyske by Schlüttsiel blokeret, da vicekansler og økonomiminister Robert Habeck var på vej tilbage fra juleferie på øen Hallig Hooge. En flok på omkring 100 vrede lokale indbyggere ville storme færgen, hvilket kun blev afværget ved, at kaptajnen bakkede færgen ud af havnen. Angiveligt havde et medlem af det højreorienterede parti AfD, der var ombord på færgen, givet et tip til en lokal kontakt om, at ministeren også var med færgen. Denne hændelse gav en del debat i tyske medier, og landboforeningens landsformand tog delvist afstand fra blokaden, men lagde i øvrigt op til et væld af kommende protester landet rundt samlet i en hel uge af vrede.

Protesteret blev der da også i massivt omfang – nogle af de mest omfattende protester siden anden verdenskrig med nogle fællestræk med et omfattende væbnet bondeoprør, der fandt sted i middelalderen, men brutalt blev slået ned af fyrsternes soldater. Nutidens bondeoprør blev ikke slået ned af ordensmagten, og bøndernes kampmiddel var også af mere fredelig karakter, nemlig blokader med traktorer og lastbiler på en række af de større veje og i byer rundt om i hele Tyskland.

En særlig stor demonstration med 5.000 traktorer på gaderne fandt sted tæt på regeringskontorerne ved Brandenburger Tor i hovedstaden Berlin indkaldt af den nationale landboforening med det mål at råbe politikerne op med det budskab, at landmændenes eksistens er på spil: ”For et konkurrencedygtigt landbrug er støtte til landbrugsdiesel og fritagelse for køretøjsafgift afgørende”, hed det.

Bred opbakning til protester

Selvom demonstrationer og blokader skabte køer, trængsel og forsinkelser for mange på vej til jobbet eller undervejs i et ærinde, var der stor folkelig opbakning til bønderne og deres aktioner. Ifølge en meningsmåling foretaget for Der Spiegel havde 65 procent af de adspurgte forståelse for bøndernes blokader, mens 29 procent var imod. Landmændene fik i deres opbakning følgeskab af vognmænd og håndværkere, der med deres biler deltog i en del af blokaderne.

Opbakningen til bondeoprøret udtrykker en bred frustration og vrede hos tyskerne, der føler sig svigtet af regering og myndigheder. Det står sløjt til med landets økonomi, og mange borgere og mindre virksomheder lider stadig økonomisk efter Corona og nogle også efter oversvømmelser eller andre problemer skabt af klimaforandringer. En del selvstændige erhvervsdrivende har svært ved at få forretningen til at løbe rundt. Og mange lønmodtagere har vanskeligt ved at få lønnen til at slå til, selv om der er indført en lovfastsat mindsteløn. Den er dog blevet udhulet af inflationen og så lav, at det er nødvendigt enten at søge supplerende offentlige ydelser eller at have to job. Stadig flere med eller uden job får kun den daglige føde via gratis suppekøkkener eller madudleveringssteder.

Den offentlige velfærd skranter også, hvilket ligesom i en række andre europæiske lande især mærkes i sundheds- og plejesektoren. Og selv om det er blevet billigere at bruge offentlig transport, oplever mange af dens brugere forsinkede tog eller midlertidigt lukkede jernbanestrækninger, der er under renovering. En del borgere oplever tillige udfordringer med integration af de mange flygtninge, der siden 2015 er kommet til Tyskland. Derudover er befolkningen også splittet på spørgsmålet om krigen i Ukraine og de øgede udgifter til oprustning.

Regering i intern splid

Vælgernes tiltro til trepartiregeringen er på lavpunktet. En meningsmåling gennemført for avisen Bild am Sonntag viser, at kun 17 procent af vælgerne er tilfredse med regeringen. Og tre ud af fire vælgere mener, at kansler Olaf Scholtz gør sit arbejde dårligt. Generelt er indtrykket, at regeringen på mange felter mangler mål og styring, ikke er handlekraftig og i alt for høj grad er i løbende intern splid. Regeringskoalitionen bestående af det socialdemokratiske SPD, det liberale FDP og det grønne parti Bündnis 90/Die Grünen har meget svært ved at enes og skændes ofte for åbent tæppe. Bøndernes protester har ikke lagt en dæmper på de interne, offentlige uenigheder.

Finansminister og formand for FDP Christian Lindner har offentligt udtrykt forståelse for protesterne, som han ved en tale til demonstrerende bønder kaldte for legitim, hvilket dog kun udløste buh-råb og skældsord fra demonstranterne. Også landbrugsminister Cem Ödzemir fra De Grønne har offentligt udtalt forståelse for bøndernes krav og i møder med dem oplevet en vis anerkendelse for, at han har undsagt regeringens beslutning om at fjerne subsidiering af landbrugshvervet og kaldt beslutningen for uheldig.

De Grønne har ellers været hadeobjekt nummer ét for en del bønder, da partiet har stået for skærpede miljøkrav til landbruget om omlægning til en mere økologisk fødevareproduktion. Nogle landmænd er enige i nødvendigheden af grøn omstilling og arbejder i den retning, mens andre er stærkt imod. En mindre organisation med navnet Frie Bønder kræver stop for lovgivning og EU-programmer til fremme af grøn omstilling af landbruget og slår til lyd for, at der ikke skal bruges flere penge på ”biodiversitet og veganske eksperimenter”. En del af økobønderne støtter dog kravet om at beholde subsidierne, selvom det ikke harmonerer med ønsket om en mere miljøvenlig landbrugsdrift.

De Grønne har som argument for at fjerne subsidieringen peget på, at supermarkedernes prispres ikke skal føre til, at landmændene bliver afhængige af statslig støtte, hvilket dog ikke har mødt den store genklang blandt de utilfredse landmænd. Hverken De Grønne eller de to andre regeringspartier er blandt bøndernes foretrukne steder at sætte kryds ved valgene. De stemmer – og en del er også medlemmer af – de borgerlige unionspartier CDU og CSU, der har støttet deres krav og vist forståelse for blokaderne. CDU er dog i det dilemma, at partiet i 2022 i Forbundsdagen stillede forslag om, at blokader skulle straffes med op til fem års fængsel. Forslaget var møntet på klimaaktivisters blokader, der ifølge partiet er noget helt andet end bøndernes blokader!

Krav om nyvalg

CDU og CSU satser på at høste stemmer på opbakningen til bondeoprøret, hvor ”valg nu” har været ét af slagordene på de aktionerendes skilte. Et valg i utide vil givetvis gavne den borgerlige opposition, men er næppe nært forestående. Trods mange interne uenigheder er det midt i januar lykkedes regeringen at få flikket en finanslov for 2024 sammen, der nok får finanserne til at hænge sammen i år, men ifølge nogle økonomers vurdering blot skubber de økonomiske problemer foran sig. Ikke mindst vil regeringen helst undgå et valg, da meningsmålingerne taler deres tydelige sprog. De tre regeringspartier står til kun tilsammen at få 33 procent af stemmerne ved et valg til Forbundsdagen.

Et snarligt valg ville uden tvivl give flere mandater, der vil varetage bønder, vognmænd og håndværkeres interesser, men vil ikke nødvendigvis skabe større politisk stabilitet. CDU og CSU vil ikke alene kunne få et flertal i Forbundsdagen, men skal finde koalitionspartnere for et kunne danne den flertalsregering, der i Tyskland er tradition for at have.

Det er usikkert, om FDP som den mest oplagte koalitionspartner vil få stemmer nok til at blive repræsenteret i Forbundsdagen; men selv om det lykkes, vil det måske heller ikke være tilstrækkeligt til at sikre et flertal. Muligheden er så den store koalition, som har været prøvet ved tidligere regeringer, men også med store interne spændinger. SPD vil efter en formodentlig stor valglussing nok heller ikke være interesseret i at indgå i en sådan regering, hvor partiet ville være juniorpartner og skulle lægge stemmer til nogle for dets kernevælgere upopulære beslutninger. De Grønne indgår i enkelte delstater i regering med CDU, men vil nok betakke sig for at sidde i forbundsregering med CDU og CSU, da partiet i så fald ville skulle gå endnu mere på kompromis med sine principper, end det allerede er sket i den nuværende regering.

AfD rykket langt imod højre

Tilbage som muligkoalitionspartner for CDU og CSU er derfor kun AfD – Alternative für Deutschland, der er et forholdsvist nyt parti på den politiske arena. Det blev stiftet for 11 år siden som et nationalt, konservativt parti, der ville værne om borgerlige værdier, tysk kultur og identitet. Derfor ville partiet genindføre D-mark, var stærkt kritisk over for EU og ikke mindst imod store lån til det gældsplagede Grækenland. Partiet opsamlede også utilfredse østtyske borgere, der ikke oplevede, at deres hjemegn blev det blomstrende landskab, som kansler Kohl havde lovet ved genforeningen af Tyskland. AfD var også kritisk over for indvandring, selv om det oprindeligt ikke var et kernepunkt, hvilket det efter få år blev med afsæt i den store strøm af flygtninge til Tyskland og Merkels løfte om, at ”det klarer vi”.

Tidligere medlemmer af AfD fortalte for nylig i en halvanden time lang udsendelse på tv-stationen ARD om, hvordan partiet efter hidsige fløjkampe blev stadig mere fremmedfjendsk med højreekstremistiske undertoner, hvilket fik de fleste moderate medlemmer til at forlade partiet. I de første år optog partiet ikke og ekskluderede medlemmer med stærkt højreorienterede eller nynazistiske holdninger; men i de senere år er partiet blevet stadig mere åbent for medlemmer af denne observans – også på ledende poster.

Én af disse er Björn Höcke, der i Thüringen er spidskandidat ved det kommende delstatsvalg i september. Han betegnes af den tyske efterretningstjeneste som ekstremist, og anklagemyndigheden har rejst tiltale imod ham for i en tale at have brugt det forbudte nazistiske slogan – anvendt i 1930´erne af stormtropperne SA – ”Alt for Tyskland”. Han har også gjort sig bemærket ved at kalde et holocaust-mindesmærke i Berlin for et ”skændselens monument” og for at tale om Tysklands tusindårige fremtid – Hitler ønskede også et tusindårsrige.

Efterretningstjenesten holder AfD under nøje opsyn og betegner partiets afdelinger i flere af de østlige delstater for ekstremistiske og som en fare for samfundet, hvilket dog ikke umiddelbart ser ud til at påvirke den vælgermæssige opslutning bag AfD. På landsplan står partiet med knap hver fjerde stemme til at blive det næststørste parti kun overhalet af CDU, mens det med hver tredje stemme står til at blive det største parti i delstaterne Brandenburg, Sachsen og Thüringen ved valgene i efteråret – med ambitioner om at komme i regering. Det er indtil videre uvist, om vælgernes opslutning vil blive anfægtet af to sager, der i medierne har kastet kritisk lys på AfD-medlemmers involvering i noget, der minder om nynazistisk aktivitet.

Samarbejde med nynazister

Den ene sag handler om, at en række delegerede ved en AfD-kongres i byen Greding i Bayern festede på et diskotek i byen med højlydte fremmedfjendske ytringer, råb og sang. Blandt andet ønskede de, at diskotekets DJ skulle spille en sang med titlen ”L´amour toujours”. Trods det harmløse navn er den på sociale medier blevet højreekstremisters slagsang og bruges som en nynazistisk hymne med tilføjelse af en tekst, hvori blandt andet synges ”Ud med udlændinge”. Blandt deltagerne i optrinnet var flere AfD-medlemmer af delstatsparlamenter samt medlemmer af partiets ungdomsorganisation. Efterretningstjenesten i Bayern har AfD under opsyn, men har indtil videre ikke erklæret partiet for en samfundsmæssig fare.

Den anden sag drejer sig også om synet på udlændinge. Journalistkollektivet Correctiv har afsløret, at en blandet forsamling på et hemmeligt møde lagde planer for, hvordan millioner af tyskere statsborgere med indvandrerbaggrund skal udvises med det formål at opnå et etnisk og kulturelt rent Tyskland. Blandt deltagerne ved mødet på et hotel i Potsdam var fire højtstående medlemmer af AfD, et par politikere fra CDU, nynazister og erhvervsledere samt den østrigske højreekstremist Martin Sellner, der optræder som ideolog for den yderste højrefløj i tysktalende lande. Den ene af deltagerne fra AfD var Roland Hartwig, der arbejder for Alice Weidel, der er den ene af formændene i AfD. Hun og den øvrige ledelse afviser dog at have kendskab til det hemmelige møde, men modsiges af René Springer, der er medlem af Bundestag valgt i Brandenburg. På det sociale medie X skriver han, at der ikke er tale om en hemmelig plan, men et løfte om at ”sende udlændinge tilbage til deres hjemland. Millioner af dem”. Roland Hartwig er efter afsløringen blevet afskediget fra sin stilling som rådgiver.

Forbud mod AfD?

Disse to episoder, partiledelsens ofte oplevede tvetydighed om involvering i højreekstrem virksomhed såsom et mislykket statskup i 2022 og efterretningstjenesternes advarsler imod AfD har rejst en diskussion om et forbud imod AfD. Ifølge en undersøgelse foretaget af Ipsos for avisen Die Welt er 42% af tyskerne tilhængere af at forbyde AfD og lige så mange imod. Der er dog betydelige forskelle mellem holdningerne i de vestlige og østlige dele af Tyskland. I vest støttes et forbud af 45 procent, mens det kun er 31 procent i øst, hvor lidt over halvdelen er imod. Flest tilhængere af et forbud findes blandt de adspurgte, der stemmer på De Grønne, SPD og Die Linke, nemlig to ud af tre.

Både vicekansler Robert Habeck og ledende SPD-politikere har udtalt sig stærkt kritisk om AfD, der med Habecks ord undergraver kernen i demokratiet. Regeringspartierne har da også offentligt givet til kende, at det overvejes at indlede en sag mod AfD med den hensigt at få partiet forbudt, hvilket dog vil være en lang og trang vej at gå – og ikke vil kunne være afsluttet inden valgene i september i tre af de østlige delstater. Det er tidligere kun to gange i det daværende Vesttyskland lykkedes af forbyde et parti – i 1952 det nynazistiske SRP og i 1956 det kommunistiske KPD. Forsøg på at forbyde det nynazistiske NPD er mislykkedes. En retslig proces om et forbud imod et parti kan kun indledes på initiativ af regeringen og Forbundsdage eller det med repræsentanter for delstaterne sammensatte Forbundsråd. Derfor vil der kunne stilles spørgsmål ved det principielt udemokratiske ved et forbud såvel som det praktiske resultat af forbud eller tilløb hertil.

Et forbud kan også få den effekt, at AfD kan fremstille sig som forfulgt og syndebuk for partier, der ikke mestrer at håndtere de samfundsmæssige udfordringer og derfor frygter en konkurrent. Erfaringerne fra USA peger tillige på, at opslutningen bag Donald Trump ikke svækkes, men snarere styrkes ved retslige tiltag over for ham. Hans tilhængere opfatter det som et forsøg fra Biden-regeringen på via domstolene at stække Trumps muligheder for atter at kunne indtage præsidentembedet, uanset hvad der via omfattende efterforskning måtte fremkomme af bevismateriale imod Trump og danne grundlag for en retslig afgørelse, der kunne stille sig i vejen for Trump som præsident.

Skeptikere over for et forbud spørger, hvad der vil blive af medlemmer og tilhængere af AfD ved et forbud og peger på sandsynligheden for, at der blot før eller siden dannes et tilsvarende parti under et andet navn. Alice Weidel betegner et forbud som Stasi-metoder, der tages i anvendelse, fordi regeringen politisk kommer til kort over for AfD. Et forsøg på at gennemføre et forbud vil være en flerårig proces med et uforudsigeligt udfald. Hvis et forbud ikke opnås, vil det kunne opfattes som en blåstempling af AfD, påpeges det også i debatten om et muligt forbud.

På baggrund af episoden i Greding har talspersonen for SPD´s gruppe i Landdagen i Bayern, Anna Rasehorn, opfordret til at diskutere et forbud imod AfD såvel som spørgsmålet, om AfD-medlemmer i offentlig tjeneste er i stand til at værne om forfatningen. Efter hendes mening er det på tide at betegne AfD i Bayern som højreekstremistisk. Bayerns ministerpræsident Markus Söder fra CSU erklærer ligeledes, at det er på tide at stille spørgsmålet, om ikke hele AfD – også i Bayern – er forfatningsfjendtligt. Det bør derfor undersøges, om det må få konsekvenser. Han afviser dog et forbud, som han opfatter som svært at gennemføre og mener, at AfD derimod skal bekæmpes politisk.

Forbundsregeringens overvejelser om at forbyde AfD kan opfattes som et udtryk for afmagt og en afledningsmanøvre fra en på mange måder trængt regering, der forsøger at fremstå som handlekraftig med et udspil, der imidlertid kan blive svært at realisere. I stedet for at forbyde AfD som samlet parti prøver kritikere af partiet at gå en anden vej. De vil forsøge at forbyde enkeltpersoner valg til politiske hverv og går efter Björn Höcke, der er spidskandidat ved valget i Thüringen.

Mere end halvanden million tyskere har skrevet under på en onlinebaseret underskriftindsamling med titlen ”Forsvar for demokratiet: Stop Höcke!” Med henvisning til den tyske forfatnings artikel 18, som gør det muligt at begrænse grundlæggende rettigheder for personer, der ”kæmper mod den frie demokratiske grundorden”, skal Höcke fratages retten til at bestride et offentligt embede. Initiativtagerne til underskriftindsamlingen opfatter det som en trussel imod demokratiet, hvis Höcke vælges og måske endda vil kunne indtage en ministerpost i delstaten. Om det vil lykkes for ham, er dog langt fra sikkert.

AfD står ganske vist til at få op til 36 procent af stemmerne i Thüringen; men begejstringen for Höcke er dog ikke enorm – ikke en gang blandt Afd-vælgere. En meningsmåling lavet af Forsa for radio- og tv-stationen RTL viser, at kun 28 procent af disse mener, at han vil være bedre end den nuværende ministerpræsident for delstaten, Bodo Ramelow fra venstrefløjspartiet Die Linke – og af samtlige vælgere er det kun seks procent, der finder Höcke bedst.

Politisk flertal for strammere asylpolitik

En joker i den politiske kabale er udbryderne fra Die Linke samlet om det karismatiske medlem af Forbundsdagen Sahra Wagenknecht. Næsten hver fjerde tysker har tidligere tilkendegivet, at de vil overveje at stemme på hendes nye parti, der især tegner til at kunne opnå mange stemmer i de østlige delstater i det tidligere DDR, hvor Wagenknecht selv er født, opvokset og har uddannet sig.

Hvor mange stemmer det nye parti Bündnis Sahra Wagenknecht faktisk vil få ved forbunds- og delstatsvalg er svært at forudsige. Ifølge en meningsmåling vil partiet på forbundsplan kunne få 14 procent af stemmerne, mens det i en anden måling – ligesom Die Linke – står til kun fire procent. Partiet vil på det sociale og økonomiske område føre en traditionel venstreorienteret politik, mens det vil søge mere mod højre på andre områder og blandt arbejde for en strammere flygtningepolitik.

Dermed vil et flertal af partierne gå ind for at stramme asylpolitikken, da CDU i et nyt partiprogram har skiftet kurs i forhold til den politik, som tidligere kansler Angela Merkel stod for. Det nye program lægger op til, at der stilles større krav til indvandrere for at opnå asyl og kræves at alle, der ønsker at bo i Tyskland, skal anerkende tysk som den førende kultur uden forbehold. Det kristne menneskebillede skal være rettesnoren; men det hedder dog også, at ”muslimer, der deler vores værdier, hører til i Tyskland”.

CDU støtter således ikke det krav om ”remigration”, som den yderste højrefløj og i alt fald også nogle medlemmer af AfD ønsker gennemført. Udover det inhumane i en sådan folkefordrivelse ligger også erkendelsen af, at indvandrere er en del af løsningen på den mangel på arbejdskraft, som i stigende omfang rammer en række virksomheder og brancher lige fra bilindustrien over sygehuse til bagere – i Bayern oplever borgerne køer i butikkerne og færre kager på hylderne, da der mangler personale til at bage og betjene kunderne.

AfD har således ikke monopol på en stram migrationspolitik. Partiets trumfkort er på vej til at blive spillet det af hænde, hvis stort set alle partier i Forbundsdagen lægger op til en strammere flygtningepolitik i samspil med en ny asylaftale i EU. Førnævnte undersøgelse fra Forsa viser, at hvis forbundsregeringen skifter kurs til en strammere flygtningepolitik, vil en femtedel af AfD-vælgerne overveje ikke at stemme på AfD. Hvis den tendens holder stik, kan det blive Sahra Wagenkrecht-partiets store chance, men også komme regeringspartierne og specielt SPD til gavn. De kan samtidigt læne sig op ad en voksende folkelig bekymring over AfD, hvis modtræk kan være at forstærke sin opbakning til bondeoprøret, som partiet både politisk og praktisk har understøttet – i lighed med nynazistiske grupper og partier. De har set både bondeoprøret og lokomotivførernes strejke som ansatser til en folkelig opstand, som den yderste højrefløj går efter at i iværksætte for at omstyrte det bestående samfund.

Store demonstrationer imod AfD

En bredere mobilisering imod et AfD i fremmarch er dog ved at tegne sig som en reaktion imod både AfD´s samarbejde med nynazistiske kræfter og tankerne om massedeportation af migranter, men også som et forsvar for demokratiet og forfatningen – af filosoffen Jürgen Habermas tidligere beskrevet med ordet forfatningspatriotisme.

Op imod en million mennesker har i cirka 120 større og mindre byer over hele Tyskland deltaget i demonstrationer vendt imod AfD. På ferieøen Sild samledes knap 1.000, i Flensborg 10.000, i Nürnberg 15.000, i Münster 20.000, i Dresden 25.000, i Hannover 35.000, i Hamburg 50.000, i Köln også 50.000 og i såvel München som Berlin 100.000 – med blandt andet paroler som ”Berlin hader AfD”.

Björn Höcke har afvist disse tal på deltagere som stærkt overdrevne og hævdet, at luftfotos af demonstrationen i Hamburg var manipulerede. De opgivne tal er dog baseret på politiets skøn og er måske endda for små. Hamburg-afdelingen af den faglige hovedorganisation DGB, der var medarrangør, mener, at der deltog 80.000 i demonstrationen i byen. I alle byer med demonstrationer deltog langt flere end forventet og ifølge iagttagere andre mennesker end dem, der ellers typisk går i demonstration. I Erfurt i Höckes højborg Thüringen deltog næsten 10.000 i en demonstration, ligesom der i flere andre byer i de østlige delstater var demonstrationer med fra et par hundrede til flere tusinde deltagere.

Dette folkelige modspil til AfD giver ikke nødvendigvis regeringen færre trængsler. For selv om bondeoprøret kulminerede med regeringens delvise retræte, som gav sejren i første halvleg til de protesterende landmænd og deres støtter, venter en fortsat kamp, lyder det klart fra deres rækker. De mener, at de igennem årevis er blevet snydt og bedraget, fordi der ikke politisk er lagt planer for landbrugserhvervets fremtid og overlevelse – heller ikke når CDU og CSU sad på regeringsmagten. Den nuværende regering forsøger at nå frem til et kompromis med landmændene og lover blandt andet at se på regelforenkling i forhold til landbruget. Men det kan blive en ganske svær øvelse oven på et bondeoprør med bred folkelig opbakning at nå til enighed med landmændene, hvis formand har bebudet flere landsdækkende aktioner i den kommende tid.

Der er heller ikke opnået noget forlig med lokomotivførerne, da DB ikke er indstillet på at forhandle kortere arbejdstid. Derfor har GDL varslet nye strejker, der over flere dage vil lamme både persontog og godstog med konsekvenser for transport af fragt til og fra produktionsvirksomheder samt persontrafikken mellem Tyskland og andre lande, blandt andet Danmark. En ophidset transportminister Volker Wissing fra FDP kalder på tv-stationen ZDF nye strejker for helt uforståeligt og uacceptabelt, men har ikke lovgivningsmæssig mulighed for at gribe ind og forbyde strejkerne, der har massiv opbakning fra medlemmerne af GDL.

Styrkeprøven med lokomotivførerne og nye protester fra bønder for at opnå flere indrømmelser er den dysfunktionelle regerings store udfordringer sammen med en ulmende utilfredshed med tingenes tilstand i almindelighed i Tyskland og ringe tiltro til regeringens formåen. En trøst for regeringen og alle demokratisk sindede kan dog være, af fremgangen for AfD kunne være ved at nå sin kulmination og måske blive begyndelsen på enden for det ellers fremstormende parti, hvad end det sker ved domstolen eller med stemmesedlen.

Kilder:

Der Spiegel, Die Welt, Flensborg Avis, Bayerisches Rundfunk, RTL, ARD, ZDF, DR

Læs mere:
https://kritiskrevy.solidaritet.dk/2024/01/05/hoejrefloejen-paa-fremmarch-i-europa/
https://kritiskrevy.solidaritet.dk/2024/01/18/socialdemokratierne-og-den-yderste-hoejrefloej/
https://kritiskrevy.solidaritet.dk/2023/01/16/fortidens-skygger-over-nutidens-tyskland/