Borgerforslag behandlet i Folketinget: Stor dag for Almen Modstand blev, som vi havde regnet med

Der er allerede gået næsten to uger, siden vores borgerforslag blev debatteret i Folketinget. Normalt er jeg superhurtig til at få skrevet min mening om tingene, men jeg skulle lige sunde mig og lytte til visse passager igen. For det var en overvældende oplevelse at se politikerne diskutere – mere eller mindre entusiastisk – dét borgerforslag, som vi har kæmpet for i seks måneder. At høre dem diskutere den sag, som Almen Modstand har kæmpet imod i flere år.

Flere aktivister havde allerede tilkendegivet, at de ikke engang ville lytte til debatten, for de vidste, hvordan det ville blive. Nogle politikere ville sige noget vanvittigt, noget racistisk og ting som slet ikke bunder i virkeligheden. Der ville blive slynget tal og fordomme ud, som vi troede, vi havde fået gjort op med. Vi troede, at eksperter og forskere var blevet lyttet til. Men det gælder nok kun forskere, der er enige med flertallet. For hold da op, hvor har det været svært for forskerne at nå igennem til politikerne og mediestrømmen. De er blevet negligeret, grinet ud og fejet af banen, når deres analyser ikke passede politikerne.

Så når politikerne ikke lyttede til eksperterne, hvorfor skulle de dog så lytte til argumenter, der bunder i vores historie eller vores virkelighed?

Nedrivnings-Kaare

Boligministeren (eller nedrivningsministeren, som han kaldes i daglig tale) var den første, der gik på. Kaare Dybvad er veltalende, og virker som et flinkt menneske. Altså bortset fra det med, at han gerne vil smide en masse mennesker ud af deres hjem, fordi de ikke er gode nok. Han elsker loven. Det gør Socialdemokratiets boligordfører Tanja Larsson også. Hvorfor to fra regeringspartiet skal have taleret kan virke som en dum idé. Ordføreren sagde godt nok nogle ord, men de var svære at tage seriøst. Hvis man ikke gider at forberede sig, kan man lige så godt lade være. Det er dejligt at have mennesker i Folketinget, som har erfaring fra arbejdsmarkedet, men den måde, hun brugte sin erfaring på, var komisk; jeg vidste ikke helt, om jeg skulle grine eller græde. Det er vel altid bedst at grine, hvis man kan, men det var den slags grin, hvor man råber HAHA og smadrer sit hoved ind i tastaturet.

“Kaare Dybvad er veltalende og virker som et flinkt menneske. Altså bortset fra det med, at han gerne vil smide en masse mennesker ud af deres hjem, fordi de ikke er gode nok.”

”I den verden jeg kommer fra – jeg er uddannet fysioterapeut – når man genoptræner, og man ser, at den genoptræningsplan faktisk får patienten til at gå, så holder man fast, så fortsætter man, indtil patienten er genoptrænet og rehabiliteret.”

Hvad mener Tanja Larsson lige her? Noget i retning af, at det de er i gang med – altså at tvinge folk ud af deres hjem – kan sammenlignes med de indsatser, som er lavet i forbindelse med ”ghettoloven”, og at man derfor skal fortsætte. Det er i sig selv en vanvittig påstand, da loven ikke er gammel nok til, at indsatserne kan have nogen effekt endnu. Nogle afdelinger er røget af listen, men det er marginaler, der gør, at de er røget af. I Skovgårdsparken i Århus har man betalt arbejdsløse beboere for at flytte. I andre afdelinger er det andre marginaler – som f.eks. at der bor én eller to dømte færre end ved sidste opgørelse. Eller at nogle beboere allerede er blevet opsagt og skal flytte.

Victoria Velasquez fra Enhedslisten fulgte op på metaforen og sagde, at man kan sammenligne det med, at det går godt med patienten, og så amputerer man bare benet. Så svarer Tanja Larsson, ”Nogle gange kan en amputation være nødvendig,”. Beboerne i ghettoliste-områderne skal med andre ord rives ud af deres hjem, hvis det ikke går helt så godt, som politikerne synes, det skal.

Ghetto, ghetto, ghetto, ghetto

Der var ikke mange folketingsmedlemmer, som havde fattet bolig- og nedrivningsminister Kaare Dybvads ønske om at undgå at bruge ordet ‘ghetto’. Det blev brugt flittigt af mange af debattørerne. Ordet ghetto er også virkelig problematisk og stigmatiserende, men hvis politikerne bare taler grimt om områder på en anden måde, og bruger andre grimme ord, så nytter den lille gestus ikke ret meget.

Da Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige besteg talerstolen, forventede jeg at høre ord som parallesamfund, mellemøstlige tilstande, ghetto, og andre typer hadtale over for muslimer. I starten lød det ikke som om han var særligt velforberedt. Men det er vist bare hans stil. Jeg måbede dog da han forklarede, at han sammen med resten af Nye Borgerlige ikke troede på, at loven virkede, ikke troede på at kalde områderne noget bestemt, og at det var stigmatiserende over for beboerne:

”Vi tror ikke på det i Nye Borgerlige, vi tror heller ikke på den stigmatisering, der følger med de her ghettopakker. Jeg synes vi taler ned til borgerne, når det kun er bestemte mennesker, der må flytte ind i de her områder. Hvis du nu er på overførselsindkomst, så må du ikke bo i det område. Hvad er det for noget? Hvad er det for en klientgørelse af borgerne at fratage dem helt grundlæggende rettigheder? Retten til at bosætte sig, hvor de vil. Det bryder vi os simpelthen ikke om.”

Wow, jeg var helt rystet! Kunne det virkelig være, at dem fra Nye Borgerlige ville stemme for? Men nej; selvom de syntes, at der var gode elementer i loven, kunne de så ikke stemme for, fordi de var imod, at man ikke ville kunne sælge almene boliger. Hold da op. Jeg var chokeret. Og inden jeg begynder at rose Nye Borgerlige for meget, har de sikkert andre planer for, hvad de gerne vil gøre ved de muslimer, som bor i disse områder. Partiet har trods alt bygget deres politik på hadtale, stigmatisering og diskriminerende lovforslag rettet mod muslimer. Det virker derfor underligt, at begreber som ghetto, parallelsamfund osv. pludselig skulle være ‘stigmatiserende’ fra deres syn.

Skal de mon tækkes det lille segment af deres vælgere, som bor alment, eller hvad var der på færde? Når man tager Nye Borgerliges normale platform i betragtning, kan jeg ikke rose, men bare undres.

Børnenes fremtid

Man ændrer ikke et produktets kvalitet ved at ændre navn og logo. Man forandrer ikke et område, ved at kalde det noget bestemt. Man ændrer ikke et områdes image ved at rive blokke ned, bygge en ny park og veje – når området stadig kaldes en ghetto. Det er der enkelte politikere, som forstår, men de sidder hverken i Venstre, Dansk Folkeparti, regeringen eller de fleste andre af Folketingets partier. Her er forståelsen fraværende, hvilket tydeligt viste sig i debatten.

”Det handler om børnenes fremtid, ” lød det fra Tanja Larsson, der jo kommer fra partiet med børnenes statsminister. De børn, hvis forældre pt lever i uvished om, hvor de skal bo i fremtiden. De børn, der bliver kørt med busser rundt til andre skoler, som bliver mobbet, og som aldrig falder til. De børn er de fleste enige om også skal have et godt liv og tryghed. Men det kan de sagtens have dér, hvor de bor nu. Det forstår mange politikere bare ikke.