Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
12. juni. 2021

Brev fra en syrisk flygtning i ingenmandsland

På de græske øer lever afviste flygtninge og immigranter en håbløs tilværelse. Solidaritet bringer her en beretning fra Eyad, som har fået afslag på asyl og nu har fået 10 dage til at forlade Grækenland.

På billedet ses syriske og irakiske flygtninge ankomme til en græsk flygtninge ø ved navn Skala Sykamias Lesvos. Foto: Wikicommon

Af Eyad – Fortalt til Frederik Scheuer

Gennem måneder og år har jeg tilegnet mig engelsk – ikke med formålet at bruge min stemme i politisk sammenhæng, men for at lære folk at kende, hjælpe unge mennesker med engelske sprogkundskaber og hjælpe mig selv i forbindelse med den bureaukratiske hårdknude, som det er at være flygtning.
Nu er jeg så havnet i en situation, hvor særligt politikere og mennesker i Europa og i verden må få indsigt i de situationer og vilkår, millioner af mennesker må kæmpe med.

Jeg anonymiserer mit navn, således at jeg kan fortælle min historie uden frygt for, at nogen vil forfølge mig. I værste tilfælde tage mit liv. Jeg gør det kort.

Mit navn er Eyad. Jeg er fra Syrien. Jeg er næsten lige blevet 22 år.

Flugt fra Syrien

Jeg har fået afslag på min asylansøgning i Grækenland. Jeg var egentlig optimistisk, selvom jeg godt vidste, chancerne ikke er gode for sådan en som mig fra Syrien. Jeg ved ærlig talt ikke hvorfor. For som I nok ved, så er mennesker, der er flygtet fra Syrien ikke velkomne i deres eget land. Der er krig i Syrien, og jeg vil med sikkerhed havne i et torturfængsel eller blive sendt i militæret – et militær der dræber civile. Det vil jeg ikke. Jeg har et liv. Det liv kan jeg ikke leve i Syrien. For en diktator ved navn Bashar al-Assad styrer landet mod afgrunden. Der er ingen i Syrien, som støtter ham. Det hele er propaganda. Det er det, som jeg og mine syriske medmennesker er flygtet fra.

Min familie og jeg flygtede til Libanon i 2018. Min mor og søskende lever der stadig. Min far er død. Skudt af Assads tropper. Jeg kan ikke tage tilbage til Libanon. For landet vil ikke acceptere mig, når jeg først har forladt landet. Jeg forlod Libanon, fordi jeg intet arbejde kunne få, jeg kunne ikke tjene penge til min familie og mig selv, derfor flygtede jeg først til Tyrkiet sidenhen til Grækenland og endte på øen Chios, hvor jeg har boet i flygtningelejren Camp Vial i mere end halvandet år, indtil jeg for få dage siden fik afslag af de græske myndigheder på min asylansøgning. Det var den værste dag i mit liv – værre end da jeg forlod min mor. For nu vil jeg aldrig komme til at se hende og resten af min familie igen. Det er min frygt.

En svær fremtid

Den eneste mulighed – den eneste udvej vil jeg nok kalde det – er, at jeg må på rejse på fod gennem Europa for at ansøge om asyl et andet sted. Menneskesmugling er ingen mulighed, da mine penge er sluppet op. Så måske nogen har hørt om Balkan-ruterne, som mange mennesker på flugt går igennem for at overleve?
Hvorfor, spørger I måske? At jeg vælger fodrejsen? Som sagt. Min eneste mulighed for at leve mit ene liv, at komme til et andet sted og at ansøge om beskyttelse.

Jeg har fået 10 dage til at forlade Grækenland. Nu er jeg i Athen og har fem dage tilbage.


Så i disse timer og dage inden jeg med den følelse af, uretfærdigt og urimeligt at blive kastet ud af Grækenland, så tænker jeg over hvorfor og hvad, der bør og kan gøres anderledes. Hvorfor arresterer Vesten ikke Assad? Hvorfor lader I syrere lide? Det er den følelse, den frustration, jeg sidder med, når jeg kigger på stjernerne og ryger en cigaret.
For min oplevelse er, at Europa vender den anden kind til seks millioner syreres lidelser uden for landet og seks millioner syrere, som intern er fordrevne. Europa hjalp jøder til Mellemøsten engang. Vil Europa hjælpe syrere i Europa?

Hvis I ikke hjælper mig, så hjælp i det mindste familier og børn.

Mit ønske er, at lyset fra månen guider mig hen til et land, over bjerge, gennem skove. Hen til et land som udviser forståelse for, hvorfor jeg er flygtet. At det er politik og krig, som sender mig ud på denne flugt. At det ikke er af fri vilje, jeg begiver mig ud med livet som indsats. At det her ene liv på ingen måde var tænkt, det skulle være sådan her. Men med livet som skrevet på forhånd, må jeg tage imod de lidelser, livet indebærer.
Mit håb er at mærke en udstrakt hånd. At få en følelse af accept. At kunne leve mit liv i sikkerhed med min familie.

Af hensyn til kildens sikkerhed optræder han kun med fornavn i artiklen. Kildens fulde navn er redaktionen bekendt.

Om skribenten

Frederik Scheuer

Frederik Scheuer

Læreruddannet. Har arbejdet som frivillig lærer og socialarbejder på de græske flygtningeøer, og rejser nu i Cuba. Forfatter til bøgerne Et lys tænder, når man står overfor det uventede og Hamama Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER