COP25: Løsningen på klimakrisen er kamp, ikke COP!

Den dundrende fiasko ved årets klimakonference i Madrid sætter et nådesløst spotlight på det kapitalistiske systems manglende evne til at afværge klimakatastrofen. Klima-løsningerne findes ikke i ’COP’s’ (Conference of the parties, FN’s årlige klimakonference, red.), men derimod i mobilisering, og i folks kamp mod udbytning og undertrykkelse.

I løbet af de 25 år, COP har eksisteret, er konferencerne endnu ikke kommet med et eneste effektivt og retfærdigt svar på, hvordan vi kan forhindre ’menneskehedens farlige forstyrrelse’ af jordens klima, som videnskaben har advaret os om i årtier – og som bliver stadig mere presserende.

Resultatet er åbenlyst for enhver: Brande, oversvømmelser, orkaner og tørke. Alt for meget tid er blevet spildt siden Rio Earth Summit i 1992, så det ikke længere er muligt at undgå katastrofen. Vi har ganske vist redskaber til at bremse den, men den vokser for øjnene af os, og truer med at blive kataklysmisk. Hundreder af millioner – mennesker og dyr – er i fare for at miste livet.

Krisens rod

Der er ingen tvivl om, hvad der ligger til grund for denne hallucinerende, frygtindgydende og gennemført absurde situation: Den fossile brændstofindustri, der nægter at lade brændstoffer blive i jorden. Bankerne understøtter dem – ligesom alle andre dele af økonomien – og verdens regeringer er lige bag dem. De tjener først og fremmest kapitalistisk profit og konkurrenceevne.

Politiske ledere forsøger at lulle os i søvn med forsikringer om, at COP26 – der afholdes næste år i Glasgow, vil blive stedet hvor ’den nye markedsmekanisme’, der blev vedtaget i Paris 2015, vil blive vedtaget, selv om de samme forhandlere ikke formåede at få en aftale på plads i Madrid.

Politiske ledere forsøger at lulle os i søvn med forsikringer om, at COP26 – der afholdes næste år i Glasgow, vil blive stedet hvor ’den nye markedsmekanisme’, der blev vedtaget i Paris 2015, vil blive vedtaget, selv om de samme forhandlere ikke formåede at få en aftale på plads i Madrid. ”Vær tålmodige”, får vi at vide. Alt løser sig til den tid, for så vil landene have et fornuftigt grundlag for at handle med ‘kvotevaluta’, og dermed opfylder de jo deres nationale forpligtelse (+3,3° C) og målsætningen om 1,5° C maksimal temperaturstigning – for færre penge!

Man skal i sandhed være naiv for at tro på den slags løfter. Kyoto-protokollen lavede også en sådan ’robust’ markedsmekanisme. Regnskabet er imidlertid ikke til at tage fejl af: 73 % af de kvotehandler var et fupnummer, og kun 2 % udgjorde egentlige effektive begrænsninger i udslippet. Desuden blev store dele af disse kreditter anskaffet på bekostning af folk i det Globale Syd, særligt oprindelig folk, der er blevet smidt væk fra deres jord. Forsøgene på at ’korrigere’ den mekanisme har fjernet den mest åbenlyse svindel, men har ikke grundlæggende ændret på noget…

Det store fupnummer

Tæt ved 4,3 milliarder enheder i ’kvotehandler’ fra det gamle system er stadig ikke blevet udvekslet. Det svarer til et beløb, der overstiger den årlige udledning i EU. Kina sidder på 60 % af disse, mens Indien og Brasilien henholdsvis sidder på 10 % og 5 %. Selvom den måde, hvorpå disse kreditter bliver lavet gennem en serie af tryllekunster, har resulteret i en række priskollapser, beløber de usolgte lagre sig stadig til en heftig sum penge. De, der sidder inde med dem, nægter ganske enkelt at afstå dem.

Klimatopmødet

– ‘Conference of Parties’ – eller United Nations Climate Change Conference – blev første gang afholdt i Berlin, 1995, og er siden blevet et årligt tilbagevendende topmøde.

– Blev i 2009 afholdt i København under ledelse af Lars Løkke Rasmussen. Det danske topmøde regnes som en stor fiasko, der ikke som forventet formåede at få en skriftlig aftale på plads.

– Afholdes næste gang i Glasgow, 9. – 19. november 2020

+

I Madrid forlangte Brasilien, Kina, Indien og Australien at de fortsat ville have lov til at sælge deres gamle ’Kyoto-kreditter’ via den nye handelsmetode. At afvise det ublu krav ville være det absolut mindste, man kunne forvente. Det er ikke andet end et redskab til, at disse lande fortsat kan berige sig selv gennem bedrageri, og ved at foregive at handle på miljøets vegne. Alle regeringer tillader imidlertid, at man kan erstatte reduktion af CO2-udledning med skov-beplantning. Den form for CO2-kompensation er i sig selv et kæmpe fupnummer.

Fupnumre er i det store hele en fast bestanddel af den neoliberale klimapolitik: Det kræver nemlig fup og bedrag at opretholde den gigantiske illusion om, at man kan overkomme modsætningen mellem jordklodens naturlige begrænsninger og den umættelige, kapitalistiske profitjagt. Klimapolitikken bliver i stadig stigende grad kontrolleret af multinationale virksomheder. De har ændret taktisk kurs: Snarere end at benægte virkeligheden foregiver de at omfavne den – og udråber sig selv til allierede i klimakampen – for så at kunne overtage rattet selv. Det giver dem mulighed for at trække tiden ud, og at blive ved med at afbrænde kul, petroleum og naturgas, mens de udtænker nye fupnumre.

Selve indretningen af COP-topmøder afspejler den overtagelse. Madrid-konferencen var i endnu højere grad end sine forgængere sponseret af de forurenende virksomheder. To af de største spanske energikonsortier, ’Iberdrola’ og ’Endesa’, gav f.eks. 2 millioner euro hver til konferencen. Det forklarer eksempelvis, hvorfor 200 NGO-aktivister blev udvist fra kongressen, og hvorfor en række delegerede fra fattige lande blev udelukket fra nogle af de afsluttende møder.

Sæt navn på fjenden

Nogle vælger at sætte deres lid til topmødet mellem EU og Kina, der løber af stablen i september 2020 som optakt til COP26 i Glasgow (december 2020, red.). Det kræver en forestillingsevne, der ligger uden for vores virkelighed at tro på, at en aftale mellem disse to imperialistiske konstruktioner – eller andre bilaterale aftaler – kan trække COP26 i retning af en fair, effektiv løsning på klimakrisen.

Den ’Green Deal’ der blev annonceret af EU-landene under COP25, efterlader heller ikke nogen tvivl: ”Karpe, jeg døber dig kristen”. I takt med at ’bæredygtig udvikling’ ikke længere er et tilstrækkelig effektivt røgslør, har man udviklet denne ’Green Deal’ som en ny maske for kapitalismen. Man har desuden tilføjet lidt om ”en fair overgang”, så fagforeningerne også holder sig i ro. For at beskytte konkurrencedygtigheden foreslås en toldafgift – selv om EU-landene naturligvis fortsat kan eksportere billige landbrugsprodukter til landene i syd, og dermed udkonkurrere lokale producenter.

I Madrid har den kinesiske regering fremstillet sig selv som det Globale Syds forsvarer. Kina har stillet krav i klimamålene om, at de rige lande skal overholde deres løfter om finansiel støtte og kompensation for ”tab og skader” hos de fattige lande. Men det er endnu en taktisk manøvre. Ligesom de andre former for imperialisme, er Beijings bekymring udelukkende geostrategisk: Det handler om at udvide landets indflydelse og at styrke sig militært.

EU og Kina har kun ét mål for øje: At udnytte den amerikanske regerings klimabenægtende holdning til at erobre andele på den grønne kapitalismes marked, og at udstrække deres globale hegemoni. Den skjulte side af den historie skubber den beskidte produktion over på perifere lande, at udvikle geologisk opbevaring af CO2, ulogisk udvidelse af atomenergi – foruden udledning af ’grå energi’ (fossile brændstoffer, red.). Det vil også hæmme landenes og skovenes muligheder for at absorbere CO2. Det er næppe et tilfælde, at Kina netop nu er i gang med at genoptage sin kulproduktion.

Ingen markedsmekanismer kan bremse en klimakatastrofe, der er forårsaget af markedet. Ødelæggelsen af samfund og natur er to sider af samme sag.

Sammen med to andre aktivister skrev Greta Thunberg for nylig, at ”klimakrisen ikke kun handler om miljøet. Det er en krise, der også vedrører menneskerettigheder, retfærdighed og politisk vilje. Den er blevet næret af kolonialisme, racisme og patriarkalske, undertrykkende systemer. Vi bliver nødt til at afvikle dem alle.” Fra talerstolen ved COP erklærede den unge svensker, at løsningen må komme fra befolkningerne, ikke topmøder. Det er den konklusion, vi må komme frem til efter et kvart århundrede med kapitalistiske klimatopmøder: Løsningen på klimakrisen er kamp, ikke COP!

Ingen markedsmekanismer kan bremse en klimakatastrofe, der netop er forårsaget af markedet. Ødelæggelsen af samfund og natur er to sider af samme sag. Helbredelsen af samfundet og naturen kræver mindre produktion, mindre transport og mere villighed til at dele med andre. Det handler om at sætte de egentlige sociale behov i centrum, ikke kapitalakkumulation. Det er et valg, der skal træffes af samfund og civilisation, og som kun kan blive synliggjort gennem kamp. Vi må sætte navn på fjenden: Det kapitalistiske system, der overproducerer og er udbyttende, racistisk, patriarkalsk – og dødbringende.

Oversat af Morten Hammeken fra International Viewpoint