COP27: En ørkenvandring af et klimatopmøde

”Say hey, say ho, fossil fuels have got to go”, synger en broget, lille skare af tilrejsende aktivister. De har rullet bannere ud, hvor der fx står: ”End All forms of Support for Fossil Fuels!”. Det er morgen på 9. dagen af klimatopmødet COP27. De fåtallige demonstranter har stillet sig foran det enorme konventionscenter i den egyptiske badeby Sharm El Sheikh, og de delegerede på vej til COP27 standser gerne op, tager billeder og viser sympati.

Den kortvarige demonstration er en enlig svale på COP27. Hvor de årlige klimatopmøder ellers er karakteriseret ved store demonstrationer, der søger at sætte regeringer under pres, har årets vært, det egyptiske diktatur, forvist demonstrationer til et lille, afsides område.

Det er en kvinde fra et oprindeligt folk, som fører an i løjerne her til morgen. Peace and love, sang og dans. Så tager en finsk pige over og lover, at repræsentanter fra den fossile industri – angiveligt deltager over 600 af slagsen på klimatopmødet – vil få en dag, ”de aldrig vil glemme”, hvis de identificeres.

Fest for erhvervslivet

COP’en er ellers lidt af en fest for erhvervslivet, som i boder og pavilloner slår et slag for grønne løsninger, innovation, og businessmodeller. Den fungerende danske regering holder naturligt nok lav profil. Men der er en rekordstor erhvervsdelegation fra Danmark, som fx skal have solgt kornsiloer og vindmøller. Årets COP kaldes ”en implementerings-COP”. Nu skal der handles. Og det private erhvervsliv er udråbt til motor i overgangen til den grønne økonomi. En fransk studerende kommenterer dystert, at det netop er kapitalismen med dens ustoppelige vækstimperativ, som har skabt klima- og biodiversitetskrisen. ”Den sidste kapitalist vil sælge det reb vi hænger ham i”, citerer han Karl Marx.

På det gigantiske konferenceområde er der først og fremmest pavilloner for enkeltlande. Og så er der et utal af mødelokaler, hvor myriader af paneldebatter finder sted om emner, der kan række fra beskyttelse af naturområder til COS-kvotemarkedet (om salg af kvoter for udledning af drivhusgasser), regenerativt landbrug og kvindedimensionen i klimaforandringerne. Trods de relativt høje hotelpriser i Sharm el-Sheikh og de mange rygter om forhindringer, lagt i vejen for aktivister, har også verdens civilsamfund fundet vej, og mange har opstillet små boder med materialer.

På vejen til konferencen er jeg faldet i snak med Kwadwo Kwakye Gyan fra Ghanas Infrastruktur Investeringsfond. ”Fonden kan investere i skoler, i nationalparker, i hospitaler, i naturgas, i guldudvinding”, forklarer han mig.

Gyan fortæller også, at den europæiske energikrise er en særlig chance for Ghana. Men 85 % af alle kendte fossile energikilder skal forblive under jorden, hvis verdens gennemsnitlige temperaturstigning siden industrialiseringen skal holdes under 1,5 grad. Hvordan kan I så satse på naturgas, spørger jeg ham.

Han mener, at det nu er de fattige landes tur til at udvikle sig. ”I en periode. Så kan vi senere standse den fossile industri.”

Danmarks paradoksale klima-ambitioner

Hollandske Laurie van der Burg fra NGO’en Oil Change International fortæller mig senere, at G20-landene subsidierer to gange så mange fossile udvindingsprojekter i dag som projekter med vedvarende energi.

Men de fattige lande ønsker vel nu at gennemgå samme udvikling som os?

”Hvis vi skal undgå katastrofen, skal brugen af fossil energi udfases”, svarer van der Burg. Hun tilføjer, at olieudvinding i udviklingslande sjældent er kommet deres befolkninger til gode. I dag gælder desuden, at prisen på fossil energi på lidt længere sigt slet ikke vil være konkurrencedygtig, så alene af den grund er det en fejlslagen vej.

På et møde onsdag om udfasning af olie og naturgas, afholdt på den danske delegations initiativ, sagde den franske klimaambassadør, Stephane Crouzat, at der findes langt mere naturgas i undergrunden, end menneskeheden allerede har brugt. ”Vi har nok fossil energi under jorden til at brænde os selv og jorden fuldstændig op”, sagde han.

På mødet annoncerede såvel Tuvalu, Fiji og Kenya, at de slutter sig til Beyond Oil and Gas Alliance (BOGA), som efter dansk initiativ slår til lyd for at udfase olie og gas. Kun ganske få andre lande har dog tilsluttet sig alliancen. At initiativtageren Danmark fortsat gladeligt udvinder olie i Nordsøen, er kun endnu et paradoks blandt de såkaldt klimaambitiøse lande.

Undertrykkelse og spionage

Den fossile industri er forskånet for demonstrationer under det meste af COP’en. Der er forlydender om, at det egyptiske diktatur har arresteret flere hundrede opponenter i dagene op til COP’en. Der var i forvejen 60.000 politiske fanger i Egypten.

“Der er al mulig grund til at antage, at den egyptiske stat spionerer mod delegationer, og herved bringer hele klimakonferencen, den tillidsprægede proces, der skal muliggøre reelle forhandlinger, i fare.”

Michael Bloss, MEP (Tyskland)

Den tyske delegation har afholdt et pressemøde med søsteren til den mest prominente politiske fange, Alaa Abd El Fattah. Det grønne tyske medlem af EU-parlamentet, Michael Bloss, fortæller mig, at den egyptiske sikkerhedstjeneste går rundt med kameraer og spionerer.

”Der var et møde for det civile samfund, som skulle være internt. Men så nægtede det tekniske personale at gå. Sikkerhedstjenesten spionerer mod EU’s delegation og mod den tyske pavillon. Vi er meget bekymret for, at den egyptiske regering ikke respekterer FN’s regler. De spionerer endda mod interne møder”.

Michael Bloss fortæller også, at det var tydeligt, at den egyptiske sikkerhedstjeneste var til stede ved sidste uges pressemøde, hvor de filmede og senere lagde videoerne ud på nettet.

”I EU-parlamentets delegation har vi også oplevet ting, som vi vil have undersøgt. Der er al mulig grund til at antage, at den egyptiske stat spionerer mod delegationer, og herved bringer hele klimakonferencen, den tillidsprægede proces, der skal muliggøre reelle forhandlinger, i fare”.

Bloss tilføjer: ”Hvis interne møder udspioneres, kan man ikke forhandle” Der er jo en grund til at interne møder er interne. Og hvis egypterne spionerer mod interne møder, bringer de hele konferencen i fare”.

Det tyske parlamentsmedlem forklarer også, at hvis den sultestrejkende Alaa Abd dør – han var på det tidspunkt holdt op med at indtage væske – vil Bloss kræve et stop for klimatopmødet, så det kan afholdes et sted, hvor folk er sikret (Alaa Abd har siden indstillet sin sultestrejke, red.).

Ligesom en række journalister og andre deltagende har jeg selv oplevet, hvordan det hotelværelse, vi havde reserveret i god tid inden COP’en, blev forsøgt annulleret, fordi hotellet nægtede at ville have noget med klimatopmødet at gøre. En receptionist fra hotellet har siden sagt, at den egentlige grund var de høje sikkerhedskrav, de egyptiske myndigheder stillede til beskyttelse af gæsterne, og at hotellet ikke følte, det kunne leve op til disse. Først da jeg bedyrede, at min store interesse var koralrev og dykning – ikke topmøder – blev min reservation bekræftet igen.

En bling-bling oase i ørkenen

Sharm el-Sheikh er en oase – bygget af beton og bling-bling – i ørkenen. For 65 år siden var det et lille beduiner-fiskerleje, men det har vokset sig til et enormt resort med casinoer, shoppingcentre og badehoteller. Befolkningen er i dag på 75.000, hvilket er en fordobling på få år.

“Sharm El-Sheikh er velegnet fordi her er mange kongresfaciliteter, men først og fremmest undgår diktatoren El-Sisi, at protester kan få en afsmittende effekt på de egyptiske storbyer.”

For det grumme egyptiske militærdiktatur er COP-værtskabet en kærkommen lejlighed til at polere sit image. Der er indsat 800 eldrevne busser, som skal transportere de delegerede rundt fra strandhoteller til konferencecentre. Busserne vil senere blive en del af Cairos offentlige trafik. På hotellerne er der sirlige små affaldsbeholdere i forskellige farver, så affaldet kan sorteres. Når man netop har oplevet Cairos osende trafikkaos og de beskidte smalle gader, virker det som et velment, men dog uhyre begrænset og ynkeligt forsøg på green washing.

Sharm el-Sheikh ligger fjernt fra de store egyptiske byer, der alle spreder sig langs Nil-floden på den anden side af Det Røde Hav. Valget af den stærkt isolerede ferieghetto, hvor blandt andet russiske turister valfarter – TV-kanalerne er tunet ind på Russia Today, og mange skilte og menukort står på russisk – er naturligvis ikke uskyldig. Stedet er velegnet fordi her er mange kongresfaciliteter, men først og fremmest undgår diktatoren El-Sisi, at protester kan få en afsmittende effekt på de egyptiske storbyer, der lider under landets økonomiske krise.

Fra Cairos lufthavn ind til hovedstaden prøvede jeg at tælle, hvor mange gange jeg så præsidentens portræt, men måtte hurtigt opgive ævred. Han var overalt. På gigantiske billboards, hvor han slår hånden ud og tilsyneladende byder én velkommen til landet. På plakater, der ligner valgplakater, selv om hans eneste krav på magten er hans karriere i hæren, der trods en række historiske nederlag holder landets befolkning i et jerngreb, og modtager enorm militærbistand fra USA.

Håbet Lula?

Den nyvalgte brasilianske præsident, Lula da Silvas besøg på konferencecentret onsdag morgen gav anledning til enorm hype. Han skulle tale senere på dagen, hvor der var håb om mere konkrete løfter om redning af Amazon-junglen, ”verdens lunge”. Forgængeren på posten, Jair Bolsonaro så dem mest som en forretningsmulighed. I en tale tidligere på dagen sagde Lula, at Brasilien var tilbage på den internationale scene. Han forklarede desuden, at også forretningsfolk ville være interesserede i at redde regnskoven, for den var langt mere værd i live!

Lula da Silvas forrige regeringstid var ellers præget af store dæmningsprojekter, der blev tromlet igennem, trods modstand fra oprindelige folkeslag. Men med Bolsonaro har afskovningen i Brasilien slået alle rekorder i nyere tid. Antropologen Marina Esteves Vergueiro de Almeida fortæller mig under konferencen, at afskovningsraten steg med 73 % fra 2019 til i dag under den nu afgående præsident Bolsonaro.

Jeg taler med Taily de Faria Marcos Terena, en ung pige i fuld krigsmaling. Hun kommer fra Xane-folket, der bor ved grænsen til Paraguay. Terena forklarer, at mange fra hendes folk er døde af Covid-19 på grund af Bolsonaros lemfældige håndtering af epidemien.

”Vores område er meget ramt af agro-business og soja-monokultur”, forklarer hun. Taily de Faria Marcos Terena var dog ikke imod EUs handelsaftale med Mercosur (regional handelsblok der dækker de fire sydamerikanske lande Brasilien, Argentina, Paraguay og Uruguay, tidligere også Venezuela, red.), som Brasilien er medlem af. Hun mente, at en handelsaftale vil bringe mere transparens i den handel med landbrugsprodukter, som foregår under alle omstændigheder.

Jeg taler også med Ninawa Inu og to andre fra det oprindelige folk i Brasilien fra Huni Kui-folket, der går rundt på konferencecentret med imponerende fjerpragt, og tiltrækker voldsom nysgerrighed fra konferencegæsterne, der vil have selfies. Nysgerrigheden rækker dog ikke meget videre end eksotisme. Ingen spørger nærmere ind til de oprindelige folks kampe for overlevelse. Jeg spørger til Lulas sejr, og de er tydeligvis lettede over magtskiftet i Brasilien efter den højreradikale Jair Bolsonaro, der gav kvægavlere, sojabønder og guldgravere frit spil i Amazon-junglen. Hvad med handelsaftalen, der er under opsejling mellem EU og Mercosur, herunder Brasilien, spørger jeg? Lula da Silva, Brasiliens nyvalgte centrum-venstre præsident er tilhænger af handelsaftalen, der kan indebære øget kvægavl og afskovning, men hvad siger de? Ninawa er klart imod.

Enkelte fremskridt ved forhandlingerne

Repræsentanten for Tonga ved klimatopmødet ser mig dybt i øjnene. Han er som andre af konferencens repræsentanter fra oprindelige folk i Stillehavet iklædt en kjortel og har hårbånd. Jeg spørger, om han stadig tror på, at verden kan holde den gennemsnitlige temperatur under de 1,5 grader, der blev vedtaget på COP21, klimatopmødet i Paris i 2015. Det er et hårdt spørgsmål, for videnskabsfolkene siger, at en højere temperatur end 1,5 grader vil indebære oversvømmelse af lavtliggende områder som Tonga og Maldiverne i Stillehavet.

Han fastholder mit blik og siger, at han går imod at blive gjort til offer. Vi er alle medansvarlige. Jeg spørger, om han håber at få del i en fond til dækning af skader og tab. Men han siger, at penge ikke betyder noget. Det er svært at sige noget til det, for hvordan skulle nok så mange penge nogensinde erstatte denne mand og hans folks rødder, hjem, en hel verden, der står til at gå under?

Forleden talte jeg med Antoine Ravo, som er fra en anden Stillehavsø, Vanuatu. Han talte ikke blot om krav om kompensation fra de rige CO₂-udledere. Han havde netop skrevet en tale til sin minister med krav om at stille de rige lande for Den Internationale Straffedomstol i Haag.

Joe Thwaites fra Natural Resources Defense Council, som har fulgt forhandlingerne tæt som observatør, kunne i går melde om “forbedret stemning”, formentlig som følge af mødet mellem den kinesiske og amerikanske præsident som led i G-20-topmødet på Bali mandag. Her skal kineserne blandt andet være gået med til en mere sektorvis opdeling af CO₂-reduktioner, hvilket vil gøre det lettere at forhandle og følge implementeringen. Kina skulle også have vist sig villig til at bidrage (med et mindre beløb) til en fond for tab og skader, som skal hjælpe ulande, der er ramt af klimakatastrofer, forårsaget af de rige landes CO₂-udledninger. Det mest sandsynlige er nu – med mindre USA nedlægger veto – at der vedtages en mekanisme, der skal sikre oprettelse af en fond til dækning af tab og skader. Men en finansiering – ud over de helt symbolske beløb, enkelte lande som Danmark har leveret –  kommer til at vente til de kommende klimatopmøder.

Som led i bilaterale aftaler med Indonesien og Vietnam støtter de rige lande i G7 – og enkelte andre lande som Danmark – store mellemindkomstlande som Vietnam og Indonesiens grønne overgang. Det er tanken, at disse aftaler skal inspirere andre lande til at indgå lignende aftaler, der kan fremme den grønne overgang mere generelt.

Små glimt af håb i en kulsort nat

En anden positiv udvikling er, at Indien angiveligt nu skulle være tilhænger af en udfasning, ikke blot af kul, men af alle fossile energikilder. Indien strittede ellers imod ved sidste års COP ved at stille sig i vejen for en vedtagelse om udfasning af kul.

“FN’s generalsekretær Antonio Guterres sagde ved åbningen af COP27, at menneskeheden har foden tapet på speederen – på vej mod helvede. Vi må håbe, at foden i det mindste løftes lidt de næste dage.”

Rationalet bag den indiske kovending kan være, at kul mere bruges af udviklingslande, hvor en udfasning af olie og naturgas også vil ramme de mere udviklede lande. Eftersom de rige lande ikke har tænkt sig foreløbigt at opgive brugen af olie og naturgas, kan udmeldingen også være af ren symbolpolitisk karakter med opnåelse af goodwill som formål.

Hvis det bekræftes, kunne det dog være et positivt skridt. Og i en kulsort nat lyser selv små lys op som glimt af håb. Men EU-parlamentarikeren Michael Bloss fra de tyske Grønne lyder stadig pessimistisk, da jeg taler med ham sent mandag aften.

”Vi er på vej mod at bryde Paris-aftalen. Hver eneste land skal øge deres klimamål (for reduktion af udledning af CO₂, for at holde temperaturstigningen under halvanden grad, red,), men lige nu har kun få lande gjort det”, siger han.

Senest har EU lovet at hæve deres ambition, men med sølle 2 %, stigende til 57 %. Der er således meget langt til de 65 % nedbringelse af CO₂-udledningen, som EU skal op på for at være med til at sandsynliggøre, at verden kan forblive under de halvanden grader.

FN’s generalsekretær Antonio Guterres sagde ved åbningen af COP27, at menneskeheden har foden tapet på speederen – på vej mod helvede. Vi må håbe, at foden i det mindste løftes lidt de næste dage.

---