COP29: De rige landes gigantiske svigt

Fodslæbende, inkompetent og nærmest modvilligt – sådan har mange beskrevet oliediktaturet Aserbajdsjans værtskab for klimaforhandlingerne COP29. Afslutningen blev derefter. Kaotisk. Præget af raseriudbrud af helt uhørt intensitet for internationale forhandlinger. Men et egentligt sammenbrud uden aftale – som i København i 2009, hvor Lars Løkkes Rasmussen ledede COP15 – blev dog afværget.

Det var nok kun fordi årets COP-præsident, Mukhtar Babayev – bureaukraten fra det statslige aserbajdsjanske olieselskab Socar – var hurtigere til at svinge hammeren end Lars Løkke i 2009. Næppe havde han klokken 3 om morgenen natten til søndag nævnt beslutningsforslaget, førend han slog hammeren i bordet og erklærede det vedtaget. Herefter måtte enhver indvending drukne i den efterfølgende jubel og klapsalver.

Tillidsbrud

Begejstringen viste sig hurtigt lang fra at være enstemmig. Næppe var beslutningsforslaget vedtaget, før en række delegerede fra udviklingslande tog ordet for at levere en sønderlemmende kritik.

Indiens chefforhandler havde bedt om ordet inden hammerslaget, men var blevet ignoreret, sagde hun. Repræsentanten for verdens folkerigeste land protesterede med isnende stemme og til bragende klapsalver mod et ”grundlæggende tillidsbrud”:

”Vi står over for en af de største udfordringer i hele menneskehedens historie, som vil afgøre selve vores eksistens. Kun samarbejde og tillid kan tillade os at gå videre og imødegå den udfordring. Men ingen af delene var til stede i dag”.

Hun sagde, at de udviklede lande må fremskynde datoen, hvor de bliver klimaneutrale. Men de må også bidrage med de finanser og den teknologi, som skal gøre det muligt for de fattige lande at mindske deres udledninger.

Specielt alliancen af små østater AOSIS (Alliance of Small Island States) og de allerfattigste lande i LDC (Least developed countries) var i oprør: ”Vi beder ikke om almisser, vi ønsker retfærdighed”, sagde repræsentanten fra Malawi, der ved dette topmøde repræsenterede G77-gruppen med 134 udviklingslande foruden Kina som associeret medlem.

300 milliarder dollars er ikke nok

Dette var et genkommende refræn hos de mange udviklingslande, som protesterede mod aftalen. Andre påpegede, at der ikke blot var tale om en moralsk forpligtelse men også om en forpligtelse i henhold til den (dog ikke bindende, red.) Paris-aftale, der taler om de udviklede landes særlige ansvar.

EU og USA har således tilsammen udledt halvdelen af verdens udledte CO₂ – tilmed på et historisk strategisk tidspunkt, hvor de takket være fossile brændsler kunne industrialisere sig og få et afgørende forspring i forhold til resten af verden.

I dag er det de fattigste lande som fx Pakistan, Kenya og Honduras, der har udledt mindst, men lider mest under drivhusgasserne. Nigerias repræsentant resumerede mange fattige landes harme med udbruddet: ”300 milliarder og først i 2035: Det er en joke!”.

Den indgåede aftale indebærer, at de rige lande fra 2035 skal yde 300 milliarder dollar om året i såkaldt klimafinansiering til udviklingslandene. Panamas chefforhandler sagde, at det er så få penge, at Parisaftalens mål om at holde opvarmningen under halvanden grader i forhold til begyndelsen på den industrielle æra nu er uden for rækkevidde. For uden en mere substantiel finansiering kan udviklingslandene ikke leve op til deres klimamål – fx opgive brug af fossile brændsler og opføre vindmølleparker og solcellemarker. 

Miljøorganisationer siger, at de 1,3 billioner, udviklingslandene krævede i bistand, kan lyde voldsomt, men de påpeger, at beløbet kun repræsenterer ca. 1 procent af global BNP. Verdens BNP forventes tilmed at blive fordoblet de næste 25 år.

Beløbets størrelse har betydning for alle lande, idet kun en finansiering af en grøn udvikling i de fattige lande kan sikre, at den globale temperatur holdes under halvanden grads stigning.

Vejen til COP30

Et refræn i en kendt latinamerikansk Julesang lyder: ”På mit lille æsel fra savannen er jeg på vej til Belém…”. Vejen til regnskovshovedstaden Belém i Brasilien – hvor den næste COP skal finde sted og efter planen spille en afgørende rolle for at sikre, at verden ikke permanent overstiger halvanden grads temperaturstigning – synes rigtignok stenet som den brasilianske savanne, o sertão.

Klimasociologen Stefan Aykut peger i Le Monde på, at årets topmøde katastrofalt har undgået en diskussion om, hvordan verden bevæger sig væk fra afhængigheden af de fossile brændsler, som ellers er den vigtigste årsag til klimaforandringerne.

For første gang i løbet af 31 års klimaforhandlinger lykkedes det sidste år på COP28 i Dubai at inkludere en passus i mødets slutdokument om den nødvendige ”transition væk fra fossile brændsler”. Men på grund af modstand fra oliestater er årets topmøde ikke fortsat ad dette afgørende spor, siger Aykut.

Til februar skal alle lande aflevere nye nationale klimahandlingsplaner med mål for, hvor meget de vil reducere deres udledning af drivhusgasser de kommende årtier.

Men landenes klimaplaner og -mål afhænger af, om der er finansiering til rådighed. Med dette års klimatopmødes magre resultat kan det være svært at forestille sig meget ambitiøse mål fra udviklingslandenes side. Det betyder, at topmødet i Belém får svært ved at indfri forventningerne. 

Kun enkelte lande har indtil nu meldt nye mål for begrænsning af deres udledninger ud. Storbritannien har lovet at mindske udledninger med 81 procent inden 2035, og Brasilien – som er vært for næste år topmøde COP30 – har leveret en reduktion på 67 procent.

Tvivl om COP-processens legitimitet

For aktivister som Greta Thunberg har COP-processen mistet enhver legitimitet med de rige landes manglende ansvarstagen. Når det er de fossile brændstoffer, som skaber klimaforandringerne, synes det ydermere at stride mod enhver fornuft at lade klimaforhandlinger finde sted under et oliediktaturs værtsskab. Og dog skete det i år for tredje år i træk. Ægypten i 2022. Dubai i 2023. Og i år i Aserbajdsjan.

Et modargument har været, at de fossilt baserede økonomier nødvendigvis må være en del af forhandlingerne, der som et grundvilkår i FN-systemet bygger på konsensus. Netop de olieproducerende udviklingslande har behov for at få støtte, så de kan komme ud af afhængigheden af eksporten af olie. Ellers bliver deres mål for sænkning af udledninger mindre ambitiøse.

Fiona Harvey, som er mangeårig klimamedarbejder for The Guardian, udtalte onsdag til Democracy Now.org, at ”skønheden” ved COP-processen, netop er, at det er en inklusiv proces. Det er her, at de allerfattigste lande kan møde op og tale Rom midt imod. ”Her kommer såvel israelere som palæstinensere og sågar talibanere”.

Men det giver ingen mening at have et værtsland som Aserbajdsjan, der har planlagt drastisk at forhøje sin produktion af olie og gas, mens FN’s klimapanel omvendt taler om, at de fleste af verdens reserver af fossil energi skal forblive under jorden, hvis klimamålene skal indfris.

Aserbajdsjans præsident kaldte ved konferencens indledning olie for ”en gave fra Gud”. Ifølge internationale medier har såvel Aserbajdsjan i år som De Forenede Arabiske Emirater sidste år brugt deres formandskab til aktivt til at hente nye olieeksportkontrakter i hus.

En række fremtrædende klimaeksperter og tidligere ledende FN-repræsentanter opfordrer i et åbent brev til FN til en reform af COP-processen. Der henvistes til, at ”den fossile brændselsindustri og oliestaterne har taget kontrol med COP-processen”. Blandt underskriverne er den tidligere nordamerikanske vicepræsident Al Gore. Forslagene til en reform handler blandt andet om at forhindre stater, der modarbejder klimahandling, i at blive værter for topmødet. 

Et andet forslag kunne gå på at begrænse adgangen for olielobbyister. I år overgik antallet af olielobbyister antallet af delegerede fra enkeltlande, når man ser bort fra Aserbajdsjans store naboland Tyrkiet, værtslandet Aserbajdsjan og næste års værtsland Brasilien.