Corona: En bro til fremtiden eller en malstrøm?

Paul Krugmans dystre forudsigelse

Forleden så jeg et NBC-interview med nobelprismodtageren i økonomi, professor Paul Krugman fra 15. april. Han forudså, at om en måned eller to så ville vi se et arbejdsløshedstal i USA, der svarer til dét, som ramte arbejderklassen i 1933-34. Du véd, dengang Hitler kom til magten på grund af økonomisk kaos i Tyskland. Og i USA har de nu den mest autoritære og magtfikserede præsident i deres historie, der ikke skyr noget middel for at fastholde magten. Forleden udtalte han fx, at præsidenten har uindskrænket magt. Det kan være baggrundsstøjen for en lille åben økonomi som den danske om kort tid!

Har Mette Frederiksen en halv Corydon i maven?

I Danmark har den socialdemokratiske regering desværre besluttet at udskyde en række love, angiveligt på grund af corona-krisen. Det gælder bl.a. velfærdsloven og en revision af budgetloven, og vi venter stadig langmodigt på Dan Jørgensens klimaudspil. Velfærdsloven skulle blandt andet dække udgifter til børn og ældre, som følge af det stigende demografiske pres. Man forstår godt, SF protesterer.

Hvis ikke regering og folketing benytter denne økonomiske og klimamæssige krise til at flytte nogle ideologiske og økonomiske hegnspæle, så risikerer vi, at det er almindelige lønmodtagere, der skal betale regningen igen – akkurat som det skete efter finanskrisen i 2008. Det må for alt i verden ikke gentage sig! Det kræver stålsathed hos venstrefløjen. Der er nu et åbent vindue for forandring, som skal udnyttes, inden det smækkes i. Neoliberalismen er stendød, og bisættelsen af Liberal Arrogance er nært forestående.

Løsningen på det nedslidte velfærdssamfunds problemer må samtænkes med løsningen af klimaudfordringerne. Samfundssind har foreløbigt bragt Danmark nådigt igennem corona-krisen. Ja, selv dronningen udtaler, at egoismen har trange vilkår. Det må vi bygge videre på.

Men så må regeringen vælge. Årtiers velfærdsnedskæringer har vist, at det halter med den nødvendige rengøring, hygiejne, håndvaske, toiletter og antal kvadratmeter til børn i daginstitutioner og skoler. Det kniber med respiratorer nok på sygehusene, og alt for lidt personale til at betjene dem. Da Italien bad om hjælp, udtalte narkoselægernes formand, at vi havde hverken respiratorer eller intensiv-sygeplejersker, vi kunne undvære. Han forestod selv i de dage lynkurser for sygeplejersker, der skulle omskoles til at kunne betjene respiratorer. Det endte med, at vi sendte nogle gamle, ubrugelige respiratorer fra forsvaret til Italien sammen med en pose penge!

Flexicurity er stivnet!

Den højtbesungne danske model viste sig heller ikke leveringsdygtig i at holde hånden under de arbejdsløse – for trepartsaftalerne gælder kun for dem, der er en del af det hellige og almindelige arbejdsmarked. Dækningsgraden af dagpengene er i øvrigt faldet til mellem 47 – 60 procent for de lønmodtagere, der mister deres job under krisen – og det er endda i forvejen de mest udsatte grupper, såsom de ansatte inden for hotel- og restauration og byggeri. Og nu er vi så måske på vej ind i en dyberegående og verdensomspændende, økonomisk recession med bukserne nede om haserne. Corona-krisen har fungeret som et røntgenbillede af vores velfærdssamfunds svagheder. De røde lamper blinker – velfærden skal styrkes, og forringelserne rulles tilbage!

“Løsningen på det nedslidte velfærdssamfunds problemer må samtænkes med løsningen af klimaudfordringerne. Samfundssind har foreløbigt bragt Danmark nådigt igennem corona-krisen.”

Hvis ikke staten på vores alle sammens vegne havde lavet milliardstore hjælpepakker til erhvervslivet, ville banker og virksomheder været gået konkurs allerede nu. Man plejer at sige, at de, der betaler for musikken, bestemmer hvad der skal spilles. Jeg har aldrig rigtig forstået, hvorfor Enhedslisten brugte mange kræfter på at lave et enestående flot stykke politisk arbejde med deres bankpakke, men ikke gik til valg på den. Hvorfor? Nu er tiden vel inde til at få den frem af de mørke gemmer og puste støvet af den, eller hvad?

Lyt til Thomas Piketty

I et interview i Politiken for nylig udtaler Thomas Piketty: »Jeg prøver at foreslå en ny model, som jeg kalder demokratisk socialisme. Det er et decentraliseret projekt, og det har intet at gøre med statskommunisme eller centraliseret statslig ejendom«, siger han og understreger, at den private ejendomsret også er et redskab til decentralisering.

»Jeg taler om decentralisering, medarbejderindflydelse i virksomheder og bedre adgang til privat ejendom, for jeg tror på privat ejendom af en begrænset størrelse«.

Pikettys ’demokratiske socialisme’ arbejder med to nøglebegreber: Socialt og midlertidigt ejerskab. Det sociale ejerskab indebærer, at lønmodtagere får øget indflydelse på deres virksomheder, som dermed vil begynde at sætte sig ud over snævre aktionær- og profit-hensyn og agere mere socialt.

Den slags har vi allerede set flere steder i Vesteuropa i form af reformer, som giver lønmodtagere en vis indflydelse i virksomheder, ligesom forbrugere og lejere har fået nye rettigheder.

Midlertidigt ejerskab er et forsøg på at undgå voldsom kapitalophobning hos en lille elite af stadig rigere og stadig flere milliardærer. Det sker gennem indførelsen af en stærkt progressiv, årlig formueskat på op til 90 procent for formuer, der eksempelvis er 10.000 gange større end den gennemsnitlige formue i samfundet. Dermed gøres den private ejendomsret til noget midlertidigt.

»Der er ingen grund til at vente på, at en Mark Zuckerberg (Facebooks stifter, red.) eller Jeff Bezos (verdens rigeste mand, ejer bl.a. techgiganten Amazon, red.) bliver 90 år, inden de giver deres formuer videre til deres arvinger, så man kan arvebeskatte dem«, mener Piketty.

Farvel til uindskrænket ejendomsret

»Ideen om en uindskrænket ejendomsret, og om at nogle bestemte mennesker har en ukrænkelig naturret til den, holder ikke«, fortsætter Thomas Piketty, der heller ikke ser en risiko for, at iværksættere holder op med at udvikle nye ideer, fordi de kun kan blive midlertidige milliardærer.

”De, der begyndte at udvikle vor tids techgiganter i garager og andre steder, tænkte ikke på, at de skulle ende som milliardærer. De ville stadig have udviklet deres ideer, selv om de kun kunne se frem til en tilværelse som midlertidige millionærer«.

Han fremhæver over for Politiken, at ejendomsretsbegrebet op gennem historien har udviklet sig og tilpasset sig til sin samtid. Og lige nu er vi altså kommet til et punkt, hvor den økonomiske ulighed mange steder, ikke mindst i Europa og USA, er nået så kritisk et punkt, at den må revurderes.

I dag er arbejderes og forbrugeres rettigheder ligesom ejendomsrettigheder meget forskellige fra dem, der eksisterede for 100 år siden«, konstaterer Thomas Piketty. Han mener, at økonomer i det hele taget har meget at lære af historien, og at der ikke findes noget som ’naturlig’ ulighed. »Ulighed er hverken en følge af økonomi eller teknologi, men et produkt af politik og ideologi«, fastslår den franske økonom.”

Lyt også til Gitte

I en af Per Højholts Gitte-monologer er der en scene, hvor Preben, Gittes mand, af nød er kommet til at købe dagbladet Information. Formiddagsbladene var udsolgte. Da Gitte har læst ”Informeren,” klager hun sin nød til veninden Susanne. Gitte siger: ”Ved du hvad, Susanne? Jeg synes simpelthen, at der er så mange trykfejl i Information. Men Preben siger godt nok, at det slet ikke er trykfejl. Det er marxisme!”

Lad os få nogle flere trykfejl – gerne af nymarxistisk karakter!