Coronakrisen viser, hvorfor de liberales nattevægterstat har spillet fallit. Der er brug for, at velfærdsstaten rejser sig "som en Fugl Fønix af asken", mener Jonas Paludan. Illustration: Greg Staples
6 min. læsetid

Hvis Corona-krisen viser os noget, så er det, at vi har brug for et stærkt sammenhold og en velfungerende velfærdsstat. Imens kan ultra-liberalisternes nattevægterstat dø en stille død.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.


Af Jonas Paludan

Kampen mod Corona-virus er i fuld gang – og en stor tak til det sundhedspersonale, som nu tager en tørn for os alle sammen. Tak til jer, som møder ind på plejehjem og hos udsatte borgere. Tak til jer der underviser vores unger, nu hjemme fra computeren.

I har det tilfælles, at I er offentligt ansatte. I indgår i den historiske konstruktion, vi kalder den universelle velfærdsmodel – og for dælen hvor er vi glade for den og for jer. Velfærdsstaten er vokset ud af den socialistiske og socialdemokratiske arbejderbevægelse og har været under heftig beskydning fra den ideologiske højrefløj, beskyldt for at være træg, tung og bureaukratisk. Kommer vi langt nok ud på fløjen, så ønskes den skåret ned til sokkeholderne og erstattet med den liberale, våde drøm, der kendes som nattevægterstaten. Væk med det hele. Lad markedet råde.

Markedsstyret sundhed = et mareridt

Hvis der er en læresætning, vi allerede nu kan udlede af den krise, vi står midt i, så er det, at vi har behov for et stærkt sammenhold. Vi har brug for hinanden. Som sygdommen hærger lige nu, så rummer den kuren mod den nyliberalistiske, våde drøm om en minimalstat. I skrivende stund kender vi ikke det fulde omfang af krisen, men der skal ikke megen fantasi til at forestille sig – hvordan udviklingen ville have været, havde vores velfærdssystem været et andet. Vi behøver kun at skæve til USA, for her at se konsekvensen af en øget markedsgørelse af vores sundhedssystem. Det er et mareridt. Der er ikke andre ord for det.

Den liberalistiske krig mod velfærdsstaten er ikke kun tomme ord. Hvem husker ikke, da Troels Lund Poulsen (V) stolt kunne proklamere, at man havde skåret medarbejderstaben i SKAT ned fra over 10.000 ansatte til ca. 7.500 ansatte? En fjerdedel af medarbejderne. Med hans egne ord: ”Det viser, at det kan lade sige gøre at effektivisere og samtidig opkræve skat.” Det ved vi nu, var en fejltagelse af historiske dimensioner.

Ideen om ”effektivisering” var grebet ud af den blå luft – resultatet blev, at pengene fossede ud af statskassen.

“Det kan lade sig gøre at effektivisere og samtidig spare i SKAT”, proklamerede Troels Lund Poulsen stolt i Deadline 6. maj 2010, efter han som skatteminister havde stået i spidsen for at nedskære fra ca. 10.000 til 7.500 medarbejdere. Senere er enorme huller i skattevæsenet blevet kortlagt, og Magisterbladet estimerede i 2018, at Skat havde tabt omkring 125 milliarder kroner siden 2004.

Sundhedsfarlige besparelser

En ting er SKAT, men tro ikke at sundhedsvæsnet er gået ram forbi. Også her har man mødt kravet om effektiviseringer. I 2017 greb klinikledelserne på Rigshospitalet så pennen for at gøre opmærksom på problemet. De skrev bl.a.: ”Vi finder, at der efter mange års effektiviseringer og besparelser nu er et åbenlyst misforhold mellem forventningerne til service, aktivitet og kvalitet – og de ressourcer, der stilles til rådighed.” Det er diplomatisk formuleret, men alvoren er ikke til at tage fejl af. Også her er der skåret dybt, i jagten på effektiviseringer som måske giver mening i et regneark, men ikke på gulvet, hvor kampen kæmpes.

Hvis [sundheds]sektoren skal rejse sig som en fugl Fønix, så kræver det politisk vilje. Der er næppe nogen tvivl, hvis vi spørger den danske befolkning… Så mangler vi bare at samme indsigt siver ind mellem stolerækkerne i Folketingssalen.

Der er heller ikke tale om et fænomen, som kun kendes på Rigshospitalet. I Odense kunne man genkende situationen; her udtalte formand for overlægerådet på Odense Universitetshospital, Lars Henrik Frich følgende til fagtidsskriftet Dagens Medicin: ”Overlægerådet på OUH har de samme bekymringer som klinikledelserne i RH giver udtryk for. Vi er hele tiden pressede til at se flere og flere patienter, vi fylder ambulatorierne ekstra op, og laver ekstra operationer. Driften har så høj prioritet, at det sker på bekostning af kvaliteten. Tiden til patienterne, empati og udvikling bliver nedprioriteret. Det oplever vi hver dag,«

At rejse sig som Fugl Fønix

”På bekostning af kvaliteten” – det er mildest talt ikke en betryggende melding. Alarmlamperne har således blinket længe, men skiftende regeringer har siddet dem overhørig. Det må og skal der gøres op med. De offentligt ansatte har skullet stå model til meget … for det fri marked kunne klare alting bedre og billigere. Den tankegang ligger dybt forankret i det liberalistiske DNA og deles bredt på højrefløjen. Krisen viser med al ønskelig tydelighed, at det ikke alene er løgn, det er også decideret livsfarligt. Nu kæmper de på hospitalerne for os alle sammen; og på den anden side af krisen venter et gigantisk oprydningsarbejde. Deres arbejdsvilkår er urimelige, og vi skylder dem og os selv at sikre dem ordentlige vilkår.

Nu er det sundhedsvæsnet som er i spotlightet, men effektiviseringerne er kørt bredt ud over den offentlige sektor.  En tankeløs grønthøster-besparelse som ikke kun mærkes på de danske hospitaler. Hvis sektoren skal rejse sig som en fugl Fønix, så kræver det politisk vilje. Der er næppe nogen tvivl, hvis vi spørger den danske befolkning. Selvfølgelig skal vi stå sammen og sikre hinanden. Så mangler vi bare at samme indsigt siver ind mellem stolerækkerne i Folketingssalen.


Jonas Paludan er lærer og tillidsrepræsentant på Roskilde Gymnasium, og er medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse.