Hvem er country nok? Anmeldelse af Beyoncé: “Cowboy Carter”

Beyoncés nye album Cowboy Carter er både en nostalgisk omfavnelse af og et opgør med sydstaternes countrymusik og -kultur. ”This ain’t a country album. This is a ”Beyoncé” album,” skrev superstjernen på sin Instagram i forbindelse med lanceringen.

Cowboy Carter er en collage af en hyldest, baseret på et utal af samarbejder, samples, covers og interpolationer, til countrymusikken, ligesom hendes tidligere albums Lemonade (2014) og Renaissance (2022) var til henholdsvis hiphop og house.

Der er næsten tale om et arkivarbejde – et tætvævet net af referencer, der knytter albummet sammen til et fuldendt værk. Beyoncé har countrylegender med som Dolly Parton, Willie Nelson og Nancy Sinatra. Men der er også en vifte af andre kendte sange, især fra 1960’erne: Chuck Berry, Silvia Robinson, Beach Boys, The Beatles’ Blackbird, som ifølge Paul McCartney handler om sorte kvinder i Sydstaterne.

De reaktionære countryfans

Parton og Nelson er, tror jeg, også med som rygdækning: I 2016 optrådte Beyoncé med sin første countrysang, Daddy Lessons fra Lemonade, sammen med countrybandet Dixie Chicks til Country Music Awards.

Denne optrædenen medførte en hadsydende, racistisk respons fra de generelt reaktionære countryfans, der startede hashtagget #BoycottCMA og bebudede, at sorte kvinder ikke var velkomne på deres scene.

Historien gentog sig for rapperen Lil Nas X i 2019, hvis Old Town Road kontroversielt blev fjernet fra Country Music Chart for ikke at være country (læs: hvid) nok. Ironisk nok blev selv Dixie Chicks boykottet, stemplet som landsforrædere og udsat for massiv chikane fra countryfans i 2003, da de kritiserede Irak-invasionen under en koncert.

I førnævnte Instagram-opslag skriver Beyoncé, at Cowboy Carter er født ud af denne oplevelse, som også refereres i åbningssangen Ameriican Requiem. Dolly Partons og Willie Nelsons funktion vækker altså mindelser om Billy Ray Cyrus’ feature på Lil Nas X’s sang: Det er en blåstempling fra en countryveteran, som de puristiske countryfans stoler på, selvom det måske er af tvivlsomme årsager.

Tvetydig hjemve

Det betyder ikke, at Beyoncé slikker nogens cowboystøvler her. Ja, faktisk er albummet fyldt med voldstrusler, hvilket ikke er noget nyt for countrygenren.

Kort om country: Genren er opstået i Appalacherne i mødet mellem engelsk/irsk folkemusik og kreolsk instrumentering i det 19. århundrede. Som genre er country først og fremmest nostalgisk: Først efter den ’gamle verden’ over havet, siden efter sydstaterne selv, efter det simple liv på landet, efter mor og far, efter Gud og uskyld, efter et hjem og en high school sweetheart: Country roads, take me home.

”High tides in the city, I’m in too deep,” synger Beyoncé på Alligator Tears; og i pladens klassiske mordballade, Daughter, “Cleanse me, Holy Trinity / From this marijuana smoke smell in my hair”, og i pladens version af Chuck Berrys Oh Louisiana lyder det om Beyoncés hjemstat: ”Oh, Lousiana, I stayed away from you too long.”

Mordballaden er en countryklassiker og typisk fortalt fra perspektivet af en mand, der myrder en kvinde. I Beyoncés version er det en kvinde, der myrder en anden kvinde: ”Now I ripped your dress and you’re all black and blue / Look what you made me do,” under stadig reference til et voldssprog arvet fra faren: ”If you cross me, I’m just like my father / I am colder than Titanic water,” som også er at finde i Daddy Lessons: ”Daddy made me fight / It wasn’t always right / But he said “Girl it’s your Second Amendment”.

For Beyoncé (eller hendes Cowboy Carter-karakter) er en del af nostalgien efter hjemmet en længsel efter voldens direkte sprog. Beyoncés Madeleinekage – som Marcel Proust benytter bagværket i På sporet af den tabte tid – er formet som en .44-revolver.

Misforståede mordballader

I hendes nyfortolkning af Dolly Partons Jolene kommer sangen til igen at handle om vold mod andre kvinder: ”I had to have this talk with you / ’Cause I hate to have to act a fool / Your peace depends on how you move / Jolene,” ligesom i den ørehængende Bodyguard: ” ”I don’t like the way she’s looking at you /[…] / I’m ‘bout to lose it, turn around and John Wayne that ass.”

Hermed genopvækker Beyoncé endnu en gang temaet om romantisk jalousi, som har spillet en hovedrolle på hendes seneste mange albums. Mordballaden gør sig godt i Beyoncés mund – men kunne det ikke for én gangs skyld gå ud over nogle andre end den anden kvinde?

Hvem har lov til at synge country?

Ain’t I country? Det spørgsmål, med en omskrivning af abolitionist Sojourner Truths kendte udsagn ’Ain’t I a woman?’, ligger implicit i hele Cowboy Carter-projektet.

Hele miseren om hvad der er country, er nok i sidste ende en del af en kulturkamp om, hvad der er amerikansk. Et land bygget på blod, knogler og gamle idéer, synger Beyoncé i pladens åbner Ameriican Requiem. Men ikke et land, hun giver op på, ligesom hun ikke giver op på countrymusikken, bare fordi countrymusikken har forsøgt at ekskludere hende fra dens scener.

Der er noget suspekt over hvide sydstatsborgere, der længes efter de gode gamle dage, men hvad sker der, når Beyoncé synger ømt og nostalgisk om sydstaterne, om retten til at bære våben, om kirken? I hvert fald fratager hun hermed de racistiske countryfans’ påståede patent på syden, country og USA og spørger: Ain’t I American?