Crashed: Finanskrisen, der ændrede verden

Karen Helveg anmelder Adam Toozes bog Crashed, der beskriver udviklingen i årene efter kapitalismens sidste store foreløbige krise. Grundig og informativ, men også ‘lang i spyttet’, og primært henvendt til folk med særlig interesse for feltet.

Af Karen Helveg

Crashed af Adam Tooze er en velresearchet og grundig bog, der handler om de ti år der er gået efter det store krak i 2008. Historien er skræmmende, for selvom regeringer og centralbanker reddede det finansielle system i 2008, er dette system nu endnu mere forbundet, men samtidig præget af  tegn på opløsning. Faktisk forstærker det de finansielle og økonomiske problemer, der lå bag krisen. Naturligvis kan man vende problemerne om og se dem som en chance for fundamental forandring. Det er dog ikke Tooze’s ærinde, der snarere er at påpege den dybtliggende sammenfletning af magt og penge.

Dollarens centrale rolle

De store temaer i Crashed er krisen, dens forløb og videre konsekvenser både på markederne og det politiske niveau. Fantasifulde finansielle innovationer bygget oven på usikre subprime-lån (dvs. lån til dårlige betalere) er en gængs diagnose, men mindre erkendt er den fulde konsekvens af, at dollaren er langt mere end en centralbankreserve, i og med at den er verdenspenge, dvs. en fælles valuta, der kan bruges direkte på private finans- og pengemarkeder overalt. I opløbet til krisen havde de store europæiske finanshuse/banker fået opsamlet gigantiske udeståender i dollar, ikke bare fordringer imod sig, men gensidige engagementer, hvor aktiver og passiver jog hinanden i vejret. Det katastrofale lå i den alt for forskellige tidshorisont mellem gæld (kortsigtet) og aktiver (mellem- og langsigtede). Derfor skulle der hele tiden skaffes likviditet til at refinansiere gælden, og den skulle komme i dollar.

Med andre ord ser Tooze på de dybe strukturer. Ved Anden Verdenskrigs afslutning vedtog de allierede det fremtidige internationale valutasystem i Bretton Woods, USA. Ud over et guldvekselsystem, hvor USA ville indløse guld til en fast dollarpris, og hvor medlemslandene holdt en fast kurs mod dollaren, skabte det Valutafonden (IMF) og Verdensbanken. Dollarens globale magt befæstedes gennem det private eurodollarmarked, der opstod 10-15 år efter Anden Verdenskrig i London. To teknikaliteter muliggjorde det: dollarkonti kunne holdes i UK uden at de blev talt med i den britiske pengeforsyning, mens de ’forsvundne’ penge heller ikke var med i USA’s. Disse ’offshore’ balancer blev så store, at de truede den faste kurs mellem dollar og guld, og markedsprisen på guld steg til mange gange den officielle.

Derfor ophævede USA guldindløseligheden i begyndelsen af 1970’erne. Hvad der forekom som et sammenbrud, var i virkeligheden blot en frisættelse af dollarsystemet, der nu var vel etableret som en essentiel pille under verdensøkonomien. Det nye system kaldes ofte Bretton Woods II. Der må jo være en enhed at investere og afregne i, og international handel og finans har altid haft en eller to fælles måle- og regneenheder. Det drejer sig ikke kun, som mange økonomer tror, om at valutaen afhandles ved grænsen. Det blev og er dollaren, der er verdenspenge, selvom der teknisk set er andre reservevalutaer.

I halvfjerdserne blev dollarmarkedets vækst bestyrket af olieindtægterne, der flød rundt på de internationale finansmarkeder under UK og USA’s ledelse. De sidste begrænsninger på kapitaloverførsler forsvandt. Men deres afvikling havde pågået længe. Man kan jo også som god marxist påpege, at kapitalen i sin natur er international, så det var begrænsningerne pålagt efter tredvernes krise og Anden Verdenskrig, der var det unormale. Mere konkret kan eurodollarmarkedet ses som den nødvendige kapitalistiske ventil for et begrænsende system, for Bretton Woods i sin oprindelige form var dømt til at kollapse, hvis verdensøkonomien skulle udvikle sig hurtigt og bredt. Denne fortolkning ligger latent hos Tooze, men skrives ikke fuldt ud. Han ser især eurodollarmarkedet som dereguleringens moder.

Krisens lange fangarme

Toozes bog gennemgår – ud over opløbet til krisen og krisen selv – euroen og eurozonens udvikling samt dens specifikke kriser. Han viser, at Spaniens, Portugals, Grækenlands og Irlands statsgældskriser er gennemsyret af ’globalitet’. Ikke mindst argumenterer han for, at eurozonen er dybt forankret i dollarsystemet. Da også banker i eurozonen kom i klemme, fik de hjælp af den amerikanske centralbank, Fed, ud over fra Den Europæiske Centralbank, ECB, og diverse nationale hjælpepakker. Det skete ved hjælp af swaplån hvor forskellige valutaer ’byttes’ for en fastlagt periode. Det er dog ikke et helt lige bytte, for der er forskelle i renten mellem de to valutaer, og det kan der tjenes på. I dette tilfælde lånte Fed  dollar til udvalgte centralbanker mod en spærret konto med national valuta. Alt i alt fik Danmarks Nationalbank 98 milliarder dollar i lån (oversat til en løbetid på en måned) mellem december 2007 og august 2010. På den måde kunne nationalbanken udlåne dollar til sine syge danske banker. Men det var ikke alle landes nationalbanker, der kvalificerede sig.

Et af de bedre kapitler i bogen, eller i hvert fald et af dem der indeholder noget reelt nyt for denne læser, er kapitlet om Østeuropas glemte krise. Rusland og de østeuropæiske lande blev hårdt ramt af krisen. Knap var de kommet ind i ’markedsøkonomiens’ herligheder, før de blev skubbet ud i randzonen igen. De lette lånemuligheder i halvfemserne og nullerne førte til kraftig gældsættelse. Rusland havde godt nok store valutareserver, da krisen ramte, men det havde de andre østlande ikke.

Da oliepriserne tog et dyk fra over 160 dollar per tønde i juni 2008 til 50 dollar i januar 2009, ramte det også de russiske oligarker, hvis rigdom var bundet op på olie- og gassalg. Børskurserne faldt. I første omgang reddede staten rublen fra at styrtdykke, hvilket gav en vis beskyttelse til de russiske oligarker, der havde store dollarlån. Hjælpen til oligarkerne kom med den pris, at Putin og hans inderkreds fik endnu mere magt over statsapparatet og økonomien.

Vesteuropæiske banker havde finansieret Central- og Østeuropas omstrukturering efter murens fald med udenlandske lån, men flowet fra vest til øst gik pludselig i stå i 2008. Valutakurserne faldt og dermed steg gældsbyrden (mere skulle betales i indenlandsk valuta for at svare lånene). ECB ville ikke hjælpe de lande, der nok var medlemmer af EU, men ikke med i euroen. Amerikanske Fed ville heller ikke udstrække swaplån i dollar til disse svage lande. Derfor trådte svenske og danske banker, der havde adgang til dollarlån, ind som formidlere.

Ungarn fik en redningspakke fra IMF og EU på USD 25 milliarder. Til gengæld blev der naturligvis krævet nedskæringer (austerity, nøjsomhed) i de offentlige udgifter. Det skabte stor bitterhed og tilliden til de gamle EU-lande svandt. Østrigske banker var meget eksponerede mod Østeuropa. Også Sverige havde store udestående fordringer (Danmark nævnes ikke i den forbindelse, men Nordea gør). De nødlidende banker i Østeuropa blev så nogenlunde reddet gennem Wienerinitiativet, der bestod i lånefaciliteter for USD 24,5 milliarder sat sammen af Verdensbanken, de offentlige europæiske investeringsbanker EBRD og EIB og private vestlige banker.

Letland var en historie for sig. Da dets valuta blev truet, fik det hjælp fra Verdensbanken, EBRD, IMF og EU-kommissionen – samt Danmark i øvrigt. Men ikke fra ECB. I stedet for at devaluere, forsvarede det sin valuta med store nedskæringer og dermed billiggørelse af arbejdskraften (intern devaluering). Det kom sig over krisen og er jo nu et euroland.

Ukraine havde også en ekstrem udsathed. Ikke mindst dets ståleksport led under krisen.

Kinas reaktion på krisen var ifølge Tooze at sætte gang i et enormt investeringsboom, finansieret af budgetunderskud, kreditgivning og obligationsudstedelse. Disse investeringer var også med til at holde verdensøkonomien oppe, iflg. Tooze.

Det er så nok det svageste led i Tooze’s oprulning af verden og dens problemer. Hvor han ellers håner ’et trade-based view of the economy’ i modsætning til et finansperspektiv, forfalder han selv til en sådan handelsbaseret forklaring, når han taler om Kina. Dets eksportoverskud fremhæves som grunden til de dollarreserver den kinesiske centralbank byggede op. Derimod overser han udenlandske (vestlige) direkte investeringer. Der mangler også en diskussion af Hong Kongs rolle som finansformidler mellem resten af verden, ikke mindst USA og UK’s finansmarkeder, og Fastlandskina. Denne forbindelse muliggjordes af, at Hong Kong-dollarkursen er knyttet til den amerikanske, og at Hong Kong opererer i amerikanske dollar, hvilket har ført til udviklingen af et skyggedollarmarked, der rækker dybt ind i Kina.

I erkendelse af at verdens officielle lederskab bestod af en for begrænset kreds, blev en ny uformel sammenslutning af G7/8-landene plus nye ’opstigende’ lande skabt i 2009. Resultatet af det første møde i G20 blev, at IMF fik udvidet sin lånebasis mod at de nye magter fik større stemmeandele i IMF. Andet blev det ikke til. Pudsigt nok støttede Kina, Rusland og Frankrig et forslag om at gøre den ’kunstige’ valutaenhed SDR til systemets center. Og det midt i krisen, hvor dollaren mere end nogensinde var konge. Intellektuel fader var den kendte økonom Joseph Stiglitz, der går for at være en smule til venstre for midten.

Resten af historien efter krisen drejer sig om pengepolitikken som instrument for økonomisk stimulering i de store lande, en oprulning af eurokrisen og de katastrofale krav om nøjsomhed i statsgældskriselandene og deres politiske og sociale konsekvenser. Læsværdigt, men ikke vanvittig opsigtsvækkende.

Tooze når dog op til vore dage, og har en lang diskussion af Brexit. Interessant i den forbindelse er hans gennemgang af City of Londons rolle. Ikke at den udmunder i en klar konklusion, men Tooze mener sagtens EU kan klare sig uden City, og May’s overgangsaftale indeholdt ikke, at City kunne bevare sit ’pas’ til Europa, dvs. have fuld adgang til at yde services inden for den europæiske bankverden. Så selv med en blød Brexit – og endnu mere med en hård en af slagsen – vil City’s fremtid enten være at kaste sig end mere over bankforretninger med resten af verden, eller langsomt at dale i betydning (for alvor). Det engelske finansmarked vil miste aktiver, men nok ikke så drastisk som de 900 milliarder dollar forudset af lobbygruppen Frankurt Main Finance.[ Man skal heller ikke undervurdere, at de internationale banker er troløse og EU’s finanscentre står på spring for at overtage City’s rolle.

En god kortlægning – om end lidt lang i spyttet

Bogen er meget læseværdig, men en smule for omstændelig og lang i spyttet. Det kan være svært at holde fast i de centrale pointer, også fordi forfatteren, der er historiker af baggrund, ikke er den store økonomiske teoretiker, selvom han skriver indsigtsfuldt om komplicerede finansinstrumenter. Hvis han skal indrulleres i en økonomisk skole, er det den postkeynesianske.

Det skal ikke skygge for, at man føler sig godt klædt på med hensyn til sammenhæng i de begivenheder man selv har levet igennem, men ikke set perspektivet i, da de fandt sted. Tooze’s force ligger imidlertid i at skabe klarere forbindelse mellem dagens politiske situation og økonomisk-finansielle begivenheder. Han er også fin til at understrege centralbankernes magt, der helst udøves i det skjulte.

En af bogens helt store fortjenester er at vise, hvordan nye EU-medlemslande fik en dårligere behandling end de ældre og mere velstående. Det kan være medvirkende årsag til den stigende EU-skepsis i ikke mindst Ungarn. Også tankevækkende at tænke på, om der er en forbindelse mellem danske bankers (læs: Danske Banks og Nordeas) rolle i ’redningen’ af de baltiske landes gældskriser, som de selv havde været med til at bygge op til, og den senere hvidvaskskandale. Svindel sker i hvert fald erfaringsmæssigt ikke kun i opløbet til en krise, men også i efterdønningerne.

Karen Helveg Petersen er forfatter til Rentekapitalismen, der på et marxistisk grundlag kombinerer økonomisk teori med globale tendenser. Hun arbejder som konsulent i udviklingsarbejde i Det Globale Syd.