Foto: zlazloj zlizlek via Instagram
17 min. læsetid

“Det længe ventede møde mellem Slavoj Žižek og Jordan Peterson bød både på klicheer og gamle travere, men alligevel også på guldkorn nok til at kunne berettiges.”

Mathias Rølle har set duellen mellem de to tænkere, og anmelder her ‘kampen’ for Solidaritet.


Af Mathias Rølle

Langfredag blev det længe ventede debatarrangement mellem den marxistiske filosof Slavoj Žižek og den konservative psykolog Jordan Peterson afholdt i Toronto. Arrangementet er blevet kaldt »århundredets debat« og har det seneste års tid været underlagt noget af en hype.

Hvorfor? På grund af det, de to herrer er kommet til at repræsentere. Begge er de blevet omvandrende guruer med en slags tilhørende personkult, særligt af unge, omkring sig – folk der læser deres bøger, ser foredrag med dem på YouTube og producerer memes med dem i massevis.

I den forstand giver de et prej om, hvordan rollen som »den offentlige intellektuelle« kan tage sig ud i det 21. århundrede. Samtidig repæsenterer de populært sagt to forskellige løsninger på den »Vestens krise«, som både højre- og venstrefløjen er enige om finder sted, men som de er uenige om, hvordan skal forklares: Skyldes den, som Žižek mener, kapitalismen, eller skyldes den, som Peterson mener, en marxistisk kulturepidemi?

Stridens kerne

Det hele startede, da Žižek i februar 2018 skrev en typisk Žižek-klumme for The Independent med titlen »Hvorfor finder folk Jordan Peterson så overbevisende? Fordi venstrefløjen ikke har orden i sine egne sager«.

Blot en måneds tid tidligere var Petersons kulturkritiske selvhjælpsbog 12 regler for livet udkommet, og ovenpå det berygtede interview med Cathy Newman på britiske Channel 4, som Peterson desværre kom retorisk bedst igennem, var den canadiske psykolog på dette tidspunkt allerede godt på vej mod stjernerne.

Jordan Peterson debaterer Cathy Newman, hvis manglende forberedelse betød, at han kom klart bedst ud af det.

Når Žižeks klumme var »typisk«, skyldes det dels, at den stilmæssigt ikke adskilte sig fra de utallige klummer for diverse aviser, han gennem mange år og med nærmest mekanisk rytme har fyret af; dels at pointen – at venstrefløjen taber opbakning til højrefløjen, fordi den fokuserer for meget på »politisk korrekthed« og »identitetspolitik« – efterhånden er blevet en del af hans bagkatalog.

Kun på ét punkt skilte den sig ud: Den brugte Jordan Peterson som instrument. Og efter få timer var den letantændelige Peterson da også ude med en spydig reaktion på Twitter:

»Med al respekt, mr. Žižek, så har du virkelig liret den her af. Jeg forventede i sandhed noget bedre. Og hvis du har et problem med min ’(tilsyneladende) kolde, videnskabelige argumentation’, så kom bare og fortæl nøjagtigt og præcist, hvor jeg er forkert på den, i stedet for at lave luskede og åh-så-ophøjede hentydninger. Denne klumme ville gøre en fransk postmodernist fra 1970’erne stolt 🙂 (virkelig en stor ros).«

»Og til sidst, Žižek, hvis du ønsker at debattere gyldigheden af mine ’tilsyneladende’ videnskabelige teorier – eller nogen af mindre andre påstande – så fortæl mig det, for så arrangerer vi det.«

Klummen – der egentlig ikke var møntet på Peterson, men på den venstrefløj, Žižek selv tilhører – havde antændt gnisten til det bål, der brændte langfredag, og hvis røg fyger over internettet endnu.

Marxisten og traditionalisten

Tilbage til vores to hovedpersoner, og hvorfor en debat mellem de to overhovedet virkede oplagt.

På den ene side kunne de ikke være længere fra hinanden politisk: Slavoj Žižek, den slovenske filosof og venstreintellektuelle provokatør, som vi bragte et længere fødselsdagsportræt af for nylig, er erklæret kommunist og marxist, ligesom han i utallige bøger har skrevet om Marx, Lenin, Robespierre, revolution og deslige.

Omvendt har den canadiske psykolog Jordan Peterson markeret sig som en forsvarer af kapitalismen, konservative dyder og klassiske kønsroller. Han blev først kendt i Canada som kritiker af det såkaldte »lovforslag C-16«, der føjede hensyn til kønsidentitet til den canadiske straffelov og menneskerettighedsvedtægt. Siden er han blevet et fænomen med egen YouTube-kanal og altså nu forfatter til bestselleren 12 regler for livet.

Peterson er ofte blevet associeret med alt-right-bevægelsen, selvom han med egne ord er liberal. Flere kritikere har dog argumenteret for, at Petersons grundlæggende verdenssyn, sagt med pæne ord, er meget traditionalistisk: For eksempel New York Review of Books, der forbandt hans tænkning med »fascistisk mysticisme«, og herhjemme Mikkel Thorup i Eftertryk, der kaldte ham en »misogyn (kvindefjendsk, red.) alarmist«.

De to skikkelser har imidlertid – på overfladen – også en række ting tilfælles.

Petersons selvhjælpsbog 12 Rules for Life – An antidote to chaos lover nemme løsninger på livets problemer, og henvender sig primært til frustrerede unge mænd. Idéhistorie-professor Mikkel Thorup kalder den “en uskøn blanding af religiøs mysticisme, evolutionær psykologi, personlige indfald og politiske udfald tilsat lidt lommefilosofi og selvhjælps-platituder”

Kritik af den politiske korrekthed

Først og fremmest er de mediedarlings fra hver sin politiske fløj. De har begge en stor fanbase blandt unge, og som professionelle akademikere blander de sig jævnligt i den offentlige debat. Det har gjort dem til en slags celebrity-intellektuelle, der især trives på hjemmesider som YouTube og Reddit, ligesom de også er genstand for adskillige memes.

For det andet er de begge en slags kritikere af politisk korrekthed, om end på to meget forskellige måder. Žižeks grundlæggende pointe er, at skikkelser som Peterson er et symptom på, at venstrefløjen har skiftet fokus fra kapitalismekritik til identitetspolitik og spørgsmål om »politisk korrekthed«. Derfor appellerer en som Žižek umiddelbart til de samme personer som Peterson, om end deres bevæggrunde og ståstæder er væsensforskellige.

Omvendt turnerer Peterson med en teori om, hvordan den politiske korrekthed er en »postmoderne« og »neomarxistisk« ideologi, der gennem en række franske filosoffer som Derrida og Foucault er blevet bredt ud i uddannelsessystemet og dernæst til samfundet som helhed. Ifølge ham var postmodernister oprindeligt marxister, som, da Stalins forbrydelser blev afsløret og det blev usmart at være marxist, »vendte den marxistiske betoning af økonomi til en betoning af magt i 1960’erne«. Petersons narrativ er på det punkt svært at skelne fra konspirationsteorien om »kulturmarxismen«, der har floreret på den yderste højrefløj i noget tid.For det tredje har de begge en baggrund i psykoanalysen – Peterson hos Carl Gustav Jung, Žižek hos Jacques Lacan.

Žižek har en omfattende bibliografi på bagen, og har blandt andet skrevet bøger om Lenin, Robespierre og Hegel.

Spøgelset Marx

Der var altså lagt op til et sammenstød af de helt store, da Žižek og Peterson satte sig over for hinanden i Toronto, Langfredag. De lagde begge ud med en halv times enetale, dernæst fulgte spørgsmål og svar til hinanden, og til sidst spørgsmål fra publikum. Emnet var på blevet meldt ud som »Lykke – kapitalisme vs. marxisme«, selvom dette blev fortolket noget løst.

Peterson lagde ud med sin præsentation, og det var tydeligt, at han havde lagt vægt på »marxisme«-delen af emnet og gjort sig klar til at debattere en vaskeægte marxist. Således bestod Petersons præsentation i ti kritikpunkter af »marxismen«, som han havde fundet frem til ved til lejligheden at genlæse Det kommunistiske manifest.

»Jeg er nødt til at sige til dig – og jeg prøver ikke på at være flabet her – at jeg sjældent har læst en pjece, der begik så mange konceptuelle fejl pr. sætning, som Det kommunistiske manifest,« indledte Peterson. Herefter oplistede han en række marxistiske klichéer, som han argumenterede imod:

At historien er drevet af økonomi alene; at der findes præcis to klasser: proletariat og bourgeoisie; at proletariatets diktatur skulle kunne realiseres uden at korrumpere; at kapitalistens profit er tyveri; at man skulle kunne planlægge økonomien bedre end markedet … og så videre.

Problemet med Petersons kritik af marxismen var, at den er et spøgelse – ikke kommunismens spøgelse, der går gennem Europa, men et blændværk over en dogmatisk marxisme, som de færreste marxiser faktisk går ind for Žižeks svar var da også:

»Jeg er næsten fristet til at sige: Den måde, du præsenterede Det kommunistiske manifest på – det simplificerede billede osv. – og det er skørt at sige, men på mange punkter er jeg enig med dig.«

“Jeg har læst Marx, jeg har læst dine bøger – og jeg har læst dig. I modsætning til Žižek virkede Peterson underligt uforberedt, og lagde åbent frem, at han baserede sin kritik af Marx på kun at have læst pamfletten Det Kommunistiske Manifest.

Rent taktisk – hvis vi bedømmer debatten som den boksekamp, den også var – viste Petersons kritik af »marxismen« sig som et stråmandsargument, der gav bagslag: Peterson brugte en halv times dyrebar debattid på at fremføre en kritik, som hans modstander efterfølgende blot kunne erklære sig enig i.

Jeg er næsten fristet til at sige: Den måde, du præsenterede Det kommunistiske manifest på – det simplificerede billede osv. – og det er skørt at sige, men på mange punkter er jeg enig med digSlavoj Žižek

Mere grundlæggende bidrog seancen til et overordnet billede af Peterson som uforberedt. Man kan ikke undgå at tænke, at Peterson har skimmet Žižeks bøger ugen før, opdaget at det faktisk er et teoretisk arbejde, man ikke kan sætte sig ind i på så kort tid, og så i sidste øjeblik læst Manifestet som en nødløsning.

Debatten mellem de to har affødt utallige memes. Blandt Zizeks fansider er der ingen tvivl om, at den slovenske filosof vandt overlegent, men også på eks. Jordan Petersons fan-subreddit har det billede været udbredt. Her en meme fra Facebook-siden Zlazloj Zlizlek, remixet på en ikonisk scene fra The Simpsons.

Den ægte Marx

Her burde Peterson have forladt marxisme-sporet og kørt sin sædvanlige smøre om postmodernisme og kønsroller af, men han virkede i det givne øjeblik oprigtigt forundret over ikke at sidde over for den karikatur af en dogmatisk marxist, han selv havde tegnet op:

»Du er en underlig marxist at have en diskussion med,« sagde han til Žižek og spurgte:

»Hvordan kom du – på et eller andet tidspunkt i dit liv, måske ikke nu, måske stadigvæk – frem til, at en støtte til marxismen snarere end f.eks. til ’zizekismen’ var det bedste? (…) Der er simpelthen ingen grund til, at du har allieret dig med en doktrin, der er 170 år gammel, og som, hvis kapitalismen er fuld af problemer, er dobbelt så fuld af problemer som den. På den måde er du et mysterium for mig.«

For alle marxister og Žižek-fans var det selvfølgelig en fryd at se Peterson grille sig selv, men sandheden er, at han var på udebane: Han diskuterede marxismen med en højtkvalificeret Marx-læser, der selvfølgelig kunne afvise den simple læsning af Marx:

»Ved du, hvad jeg stadig beundrer i Marx?« svarede Žižek. »Ikke de simple ting fra Det kommunistiske manifest, men jeg mener stadig, at hans såkaldte kritik af den politiske økonomi, Kapitalen osv., er en enorm bedrift som en beskrivelse af det kapitalistiske samfunds dynamikker. Og hvis du læser det nøje, er Marx meget mere tvetydig og åben.«


Peterson lærer en lektie

Situationen var lidt, som hvis en vaccinemodstander skulle debattere vaccination med en professor i medicin – udgangspunktet for diskussionen var skævt fra begyndelsen, og til sidst måtte Peterson også give en form for indrømmelse:

Jordan Petersons “hummer-analogi” har været genstand for meget latterliggørelse, og blev også igen bragt op i lørdagens debat. Foto: Zlazloj Zlizlek.

»Selv hvis dét, du sagde om Marx’ mere sofistikerede tænkning er sandt, tror jeg, at den ulykkelige realitet er, at enhver støtte til marxismen – især når den er rettet mod de unge – sandsynligvis vil blive forstået som en støtte til de mest radikale og revolutionære tilbøjeligheder.«

Peterson blev simpelthen ramt af tilsyneladende ikke at have læst andre tekster af Marx end Manifestet. Når han ikke kunne finde basis for sine argumenter i Marx’ egne tekster, måtte han til sidst han appellere til marxismens omdømme:

»Det virker på mig som om, at du i dit forsøg på at redde fårene på en måde har inviteret dragen ind i huset. Og det virker farligt og uheldigt.« Problemet med den slags argumenter er, at de i lige så høj grad kan bruges mod Peterson selv: Peterson baserer store dele af sin tænkning på psykoanalytikeren Carl Gustav Jung og filosoffen Friedrich Nietzsche, som begge – uanset om påståanden er berettiget – har et ry for at være forbundet til nazismen.

Jordan Peterson (tv.) og Slavoj Žižek (th.). Fotos: Gage Skidmore og Andy Miah (CC)

Og vinderen er…

Hvad angår Žižeks bidrag til debatten, havde Current Affairs til dels ret, da det i sin anmeldelse af debatten skrev, at Žižek gik glip af en stor mulighed for at forsvare marxismen mod Petersons kritikpunkter. Overordnet bestod Žižeks oplæg i en samling gammelkendte pointer, der løst blev appliceret på debattens emne, og på den måde var det en tynd kop te, hvis man har hørt Žižeks argumenter før.

Til gengæld lykkedes det ham at udstille, hvor lidt Peterson havde at sige om marxismen. Et højdepunkt var, da han konfronterede Peterson med hans teori om de »postmoderne neomarxister«:

»Det, du beskriver som ’postmoderne neomarxisme’ – hvor er i grunden det marxistiske element i det?« spurgte Žižek og bad Peterson give ham nogle navne på prominente marxister – hvilket han selvfølgelig ikke kunne.

Hvordan debatten overordnet tog sig ud, afhænger af ens forventninger. På den ene side var der en overraskende stor gensidig anerkendelse og forståelse mellem dem – mere end hvad tidligere spydige kommentarer har antydet. På den anden side har flere netop kritiseret Žižek for at give Peterson denne anderkendelse som tænker.

De mest seværdige øjeblikke fandt sted i diskussionsdelen efter debattens første time. Da de to samtalepartnere faktisk nåede til at diskutere lykkebegrebet – debattens hovedemne – nåede det faktisk gode filosofiske højder. Her forelå også en mulighed for en mere teoretisk (men knap så folkelig) debat mellem to psykoanalytiske skoler: lacanianeren mod jungianeren.

Retorisk kom Žižek bedst igennem debatten, ikke mindst fordi han formåede at charmere salen og endda Peterson, som kaldte sin modstander for »humoristisk, karismatisk og tiltrækkende«.


‘Idioten og Galningen’. Sam Miller og Harrison Fluss var ikke imponeret over nogle af parterne i debatten. Udklip fra Jacobin Mag.

Symptomet Peterson

Der har rundt regnet været fire typer holdninger til debatten mellem Žižek og Peterson: Først de inkarnerede Žižek-fans, så de inkarnerede Peterson-fans; dernæst de, der ikke bryder sig om nogle af dem, og til sidst de, der kan lide begge to. De to sidste grupper er her de mest interessante.

Jacobins anmeldelse af debatten afspejler til dels den første af de to interessante grupper: »Žižek er selvfølgelig ikke lige så frastødende som Peterson. Men debatten har afsløret, hvor dybt den venstreintellektuelle er faldet, og hvorfor vi behøver en reel marxistisk politik, der oprigtigt kan argumentere for frihed og retfærdighed.« Hos Jacobin og mange andre ses Žižek og Peterson kort fortalt som to ret ens skikkelser og som en del af samme problem.

Den anden gruppe ser ligeledes Žižek og Peterson som temmelig enige: Folk i denne gruppe er trætte af politisk korrekthed, men er ikke så politisk rodfaste og fungerer derfor næsten som en slags »svingfans« mellem højre- og venstrefløjens løsninger.

Netop disse »svingfans« synes at være Žižeks motiv for overhovedet at deltage i debatten, nemlig for at vinde denne gruppe af »svingfans« over til venstrefløjen. I et nyligt interview med det russiske medie RT begrundede han sin deltagelse således:

»Min plan er at spille Kennedy i den berømte Kennedy-Nixon-debat fra 1960 – lade være med at tale direkte ham (…) Jeg vil tale til folk, som kan være tiltrukket af ham, som er trætte af den politiske korrektheds dumheder, og fortælle dem noget hen ad: ’Er I trætte af den politiske korrektheds dumheder? Gå ikke hen til Peterson, stem på Bernie Sanders.’«

Hvis Žižek har ret i denne analyse, der på mange måder minder om hans analyse af Trump som symptom på det Demokratiske Partis krise, er der måske alligevel håb for en vinder af debatten. Og her er vi faktisk tilbage ved pointen fra Žižeks første klumme om Peterson, der satte hele striden i gang:

Hele debatten mellem de to teoretikere kan ses her.

»Peterson adresserer, hvad mange af os føler er galt med politisk-korrektheds-universets sygelige regulering – problemet med ham skal ikke findes i hans teorier, men i de halve sandheder, der opretholder dem,« skrev Žižek dengang. »Hvis venstrefløjen ikke er i stand til at tage fat på disse begrænsninger i sit eget projekt, kæmper den en tabt kamp.«

Hør også det nye afsnit af Venstreorientering, hvor duellen bliver taget op til diskussion.


Mathias Rølle er kandidatstuderende i filosofi ved Københavns Universitet. Han skriver om politisk filosofi, idehistorie og politisk teori for Solidaritet.dk