Danmark har svigtet retsforfølgelse for tortur

Livstidsdommen 13. januar for forbrydelser mod menneskeheden, som faldt over den syriske torturbøddel Anwar Raslan, er historisk. Den blev afgjort ved landsretten i den tyske by Koblenz, og indvarsler en række yderligere retssager i opgøret med Assad-styrets udstrakte brug af tortur – både før og under den syriske borgerkrig. Men baseret på universel jurisdiktion indvarsler dommen tillige et vigtigt globalt opgør med årtiers reel straffrihed for tortur. Både den chilenske diktator og præsident Augosto Pinochet og den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld døde uden at de inden var blevet retsforfulgt for deres ansvar for tortur.

Dansk svigt af retsopgøret

Også i Danmark har ansvarlige for tortur undgået at blive retsforfulgt. Danmark ville ikke i 1998-99 tage skridt til retsforfølgelse af Pinochet. Rigsadvokaten og Justitsministeriet afviste at iværksætte en strafferetslig efterforskning for at få Chiles forhenværende diktator Augusto Pinochet udleveret til retsforfølgelse i Danmark. Sagen viste, at tortur begået i udlandet af udenlandske statsborgere ikke kan straffes i Danmark, medmindre gerningsmanden befinder sig her i landet.

“Dommene i Koblenz baner vej for mange flere retssager, alt imens overgrebene fortsætter i dagens Syrien”

Men mest kendt er nok sagen mod den israelske ambassadør Carmi Gillon, der i kraft af diplomatisk immunitet undgik retsforfølgelse i Danmark i sommeren 2001, da han som tidligere efterretningschef indrømmede tortur og brug af ”mildt fysisk pres”, en eufemistisk omskrivning af tortur. Da han igen i 2014 besøgte Danmark, havde han ikke længere diplomatisk immunitet, og valgte derfor stærkt tilrådet af den israelske regering straks at forlade Danmark, inden han risikerede at blive arresteret og tilbageholdt.

Endelig har den danske regering og stat konsekvent søgt at underminere retssagen om dansk medansvar for mishandling og brug af tortur mod krigsfanger under Irak-krigen. Alligevel lykkedes det at få den danske regering dømt delvist skyldig i Østre Landsret i 2018. Siden blev dommen appelleret, og det er uklart, hvornår Højesteret vil afsige dom.

Mange forsøg på retsforfølgelse i nationalt og internationalt regi er sket på initiativ af menneskerettighedsadvokater og NGO-organisationer. Det har også været tilfældet med retssagen i Koblenz. Den er startet på initiativ af the European Center for Constitutional and Human Rights, ECCHR, en – i Berlin baseret – NGO med et imponerende netværk af jurister, efterforskere og andre menneskerettighedsforkæmpere. Fra Danmark har centret i maj 2018 modtaget økonomisk støtte fra Anti-Tortur Støttefonden (ATSF), en lille fond oprindeligt stiftet af de to fremtrædende danske menneskerettighedsforkæmpere, lægerne Inge Genefke og nu afdøde Bent Sørensen.

På vegne af 100 overlevende efter tortur i Syrien forsøger ECCHR nu også at rejse andre retssager i både Tyskland, Østrig, Sverige og Norge mod højtstående medlemmer af det syriske sikkerhedsapparat. Andre sager er på vej i Frankrig. Dommene i Koblenz baner vej for mange flere retssager, alt imens overgrebene fortsætter i dagens Syrien, uanset at Assad har generobret magten i det meste af landet.

Den tyske dom drejer sig om forbrydelser, som Anwar Raslan begik for ti år siden. Men rapporter fra 2021 fra både Human Rights Watch og Amnesty International dokumenterer, at hjemvendte syriske flygtninge fortsat udsættes for tortur og andre overgreb. ”Syriske sikkerhedsstyrker og regeringstilknyttede militser fortsætter med vilkårligt at tilbageholde, forsvinde og mishandle mennesker over hele landet – inklusive børn, mennesker med handikap og ældre mennesker, og hjemvendte og enkeltpersoner i tilbageerobrede områder, som har underskrevet såkaldte forsoningsaftaler”, vurderer Human Rights Watch, som i denne uge har udsendt sin årsrapport.

Dansk opgør med straffrihed for menneskeretsforbrydelser?

I en nylig klumme i Solidaritet i anledning af 20-året for oprettelse af Guantanamo-lejren omtalte jeg, at udenrigsminister Jeppe Kofod (S) for få uger siden skrev et debatindlæg sammen med Rasmus Grue Christensen fra Dignity. Det handlede – noget overraskende – om, at: ”… i de seneste femten år er der hvert år blevet mindre demokrati og mere autoritær undertrykkelse rundt om i verden. Vilkårlige anholdelser og fængslinger finder systematisk sted i flere dele af verden – og de ledsages ofte af tortur eller anden umenneskelig behandling. Alt for mange af disse grove menneskerettighedskrænkelser dokumenteres eller efterforskes aldrig”.

Indlægget fortsatte: ”Denne straffrihed er ødelæggende for både ofrene, retsstaten og folkestyret. Krænkelserne gemmes ofte væk, med henvisning til at det er ’interne anliggender’, som det internationale samfund ikke skal blande sig i… Når repressive stater afviser at efterforske og retsforfølge forbrydelser på eget territorium, må det internationale samfund træde til. Det er en vigtig forudsætning for at kunne bekæmpe straffrihed i fraværet af effektive retsstater.”

Syrien afviser at efterforske og retsforfølge forbrydelser på eget territorium. I stedet er det internationale samfund – eller mere præcist, landsretten i Koblenz – trådt til, og har under henvisning til universel jurisdiktion gennemført retssagen. Men ordene er også en rammende beskrivelse af netop Guantánamo. FN’s konvention mod tortur, som Danmark for 40 år siden var fødselshjælper for, pålægger de lande, der har ratificeret konventionen – heriblandt USA – at retsforfølge tortur.

Da USA har afvist at få dokumenteret og efterforsket menneskerettighedskrænkelserne på Guantánamo, må man håbe, at udenrigsminister Jeppe Kofod og Danmark – som en del af det internationale samfund – vil leve op til sin opfordring om at bekæmpe straffrihed for tortur og vilkårlige fængslinger.

Debatindlægget skitserer ligefrem, at: ”… det bedste vil naturligvis altid være, at der etableres stærke mekanismer for dokumentation og retsforfølgning i FN-regi. Men når det ikke er politisk muligt, er det ’smarte’ i den nye civilsamfundsbaserede model, at kompetente uafhængige menneskerettighedsorganisationer – støttet af en koalition af stater – hurtigt og effektivt kan få igangsat arbejdet med at dokumentere og indsamle beviser for menneskerettighedsforbrydelser med henblik på mulige retsopgør. Også før beviserne forsvinder.”

Gør op med Guantánamo-tortur

Med tanke på ECCHR’s store og imponerende indsats i forbindelse med Koblenz-dommen kunne man tilsvarende foreslå, at en eller flere af de uafhængige og kompetente menneskeretsorganisationer som Amnesty International, det Københavns-baserede Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre (IRCT) eller måske Dignity, med opbakning fra en koalition af – f.eks. nordiske – lande hurtigt og effektivt kan få igangsat arbejdet med at dokumentere og indsamle beviser for menneskerettighedsforbrydelser i Guantánamo-lejren med henblik på mulige retsopgør med dem i den amerikanske administration, der var ansvarlige for tortur, menneskerettighedskrænkelserne og retsløsheden på Guantánamo.

“”Med Danmarks kandidatur til en plads i FN’s sikkerhedsråd kan man vel næppe forestille sig et bedre og mere kvalificerende initiativ.”

Hvis udenrigsminister Jeppe Kofod på den måde ville gøre alvor af sit fornuftige debatindlæg, ville det ikke alene tjene den danske regering til ære, men også kunne medvirke til at genskabe den position, som Danmark i mange år havde internationalt som foregangsland i arbejdet mod tortur.

Jeppe Kofod slutter sit indlæg med at skrive: ”Hvis FN senere finder fælles fodslag og etablerer en international mekanisme eller domstol, kan civilsamfundsplatformen overdrage resultaterne til videre brug her.”

Med Danmarks kandidatur til en plads i FN’s sikkerhedsråd kan man vel næppe forestille sig et bedre og mere kvalificerende initiativ, end at Danmark – måske sammen med et par andre lande – følger op på den historiske dom i Tyskland ved at tage initiativ til det retsopgør om ansvaret for tortur i Guantánamo-lejren, som de seneste amerikanske præsidenter alle har søgt at undgå.