David Downing: Masaryk-banegården

3. december

Der var ingen tegn på, at Dempsey og Farquhar-Smith havde fundet ud af det. Tværtimod virkede de lidt mere respektfulde over for deres sovjetiske gæst og ivrige efter at fortsætte afhøringen. Ikke at de fik ret meget at vide. I løbet af de næste tre timer lovede Kuznakov en masse, men afslørede kun lidt og spillede op til sit publikum med samme sikkerhed som en erfaren stripper. Han ville først fortælle dem alt, når han virkelig følte sig sikker, gentog han mere end én gang, før han henkastet nævnte en anden skatkiste af vigtige oplysninger, som han næsten ikke kunne vente med at afsløre.

   Klokken var næsten seks, da Russells chefer besluttede at stoppe for den dag, og på det tidspunkt kunne de fire knap nok skelne hinanden gennem russernes cigaretrøg. Udenfor var himlen klar, og solen var ved at gå ned bag den mur af fyrretræer, der omkransede grundens skel mod syd. Russell og Dempsey overlod det til Farquhar-Smith at ordne arrangementerne for natten, drønede af sted i Dempseys jeep og bumpede snart ned ad Ljubljana-vejen med byen og havet bredt ud foran sig. Det var allerede aftenkoldt, men det slog næsten aldrig fejl, at den korte køretur fik Russells humør til at stige, uanset hvor deprimerende dagens begivenheder måtte have været.

   Han havde været i Trieste i to måneder nu efter at være blevet udlånt af den amerikanske Berlin Operations Base – forkortet BOB – i »en uge eller to«, efter at den lokale russiske tolks kone var blevet syg hjemme i USA. På dette tidspunkt havde alle de amerikanske efterretningsorganisationer i Europa – og der var ufatteligt mange af dem – kun tre russisktalende medarbejdere, og da Russell var en af de to i Berlin, var to ugers midlertidig udstationering til den fælles angloamerikanske enhed i Trieste blevet anset for at være acceptabel. Og da nyheden om, at hans forgænger var død ved en motorvejsulykke i New Jersey, nåede frem, var en sand syndflod af afhoppere, der så interessante ud, kommet til Trieste med historier at fortælle, og Russell var blevet erklæret uundværlig af de herrer Farquhar-Smith og Dempsey. En afløser var hele tiden på vej, men syntes aldrig at nå frem.

   I virkeligheden var Russell ikke helt så ked af at være væk fra Berlin. Han savnede selvfølgelig Effi, men hun var i gang med at lave en til film for det sovjetisk støttede produktionsselskab DEFA, og han vidste af erfaring, hvor lidt han så til hende, når hun arbejdede. Den tyske hovedstad var stadig i knæ på de fleste områder, der talte, og i løbet af den foregående vinter havde truslen om en sovjetisk magtovertagelse vokset sig større for hver uge, der gik. Da det ikke var lykkedes russerne at vinde kontrol med byen ved hjælp af politisk chikane, havde de valgt økonomisk pres – og udnyttet de vestlige sektorers placering dybt inde i den sovjetiske zone og deres deraf følgende afhængighed af russisk velvilje med hensyn til brændstof og al mad.

Indtil for et par uger siden havde det hele ikke virket som andet end spilfægteri, men 1. april – et lille døgn efter at den amerikanske kongres havde godkendt Marshall-planen – havde de sovjetiske myndigheder i Tyskland sat indsatsen i vejret og indført nye restriktioner for trafikken gennem de vej-, jernbane- og luftkorridorerne, der forbandt Berlin og de vestlige zoner. Det havde stået på i flere dage, indtil et sovjetisk jagerfly var kommet lidt for tæt på et amerikansk fragtfly og havde bevirket, at de begge styrtede ned. Siden da var tingene blevet normale igen, men ingen vidste, hvor længe det ville vare.

   Efterretningstjenesternes afdelinger i Berlin ville stadig være helt oppe at køre, og det var noget, han godt kunne undvære. Hans amerikanske føringsofficer, Brent Johannsen, var ganske vist et ordentligt menneske, men han var handicappet af sin uvidenhed om Europa i almindelighed og Sovjetunionen i særdeleshed, og hans fejlfortolkning af dennes hensigter kunne være direkte farlig for hans underordnede. Russells sovjetiske føringsofficer Andrej Tikhomirov var normalt for fuld til at gide at tage sig af at udstede ordrer, men i januar var han og Jevgenij Sjtjepkin blevet overladt til et af de nye vidunderbørn i K-5, en ung berliner ved navn Schneider, som syntes at tro, at den bedste måde at imponere sine russiske mentorer på var ved at opføre sig som Gestapo.

   Nej, Effi kunne måske få ham til at tage hjem, men det kunne Berlin bestemt ikke.

   Trieste var et monument over fiaskoer, en by der var fyldt med mennesker, der bare ville væk – den mindede ofte Russell om en film, der hed Casablanca, som han havde set under krigen – men maden og vejret var en stor forbedring i forhold til Berlin. Og historien om den flugtvej – »Rat Line« – som Russell havde arbejdet på i over en måned, fik ham til at føle sig som journalist igen. I løbet af de sidste tre år havde han næsten glemt, hvor meget han nød spadestik for spadestik at grave den slags historier frem.

   »Er det okay her?” spurgte Dempsey og afbrød hans drømmerier. Amerikaneren var stoppet uden for en tobaksforretning cirka halvvejs nede ad Via del Corso. »Jeg skal ha’ en ny pibe,« tilføjede han.

   Længere væk var der en eller anden demonstration i gang – det var der som regel i Trieste. Jugoslaverne ville have italienerne ud, italienerne ville have jugoslaverne ud, og alle var ivrige efter hellere at se briternes og yankee’ernes hæl end tå.

   Russell sagde tak til Dempsey for liftet og drejede ved det første hjørne ind i den gamle bydels labyrint af smalle gader og stræder. Hans pensionat lå på en lille plads ved foden af S. Giusto-højens stejle skråning og var et serbisk familieforetagende, som han havde vurderet til at være meget renere end sin italienske nabo. Varmt vand forekom i bedste fald sporadisk, og hans tøj så altid bemærkelsesværdigt uberørt ud af sæbe, når det kom tilbage fra vask, men han kunne godt lide ejeren Marko og hans altid muntre kone Mira, for ikke at nævne deres syv eller otte børn, som næsten altid med garanti blokerede trappen med en eller anden leg.

   Der var ingen i receptionen, ingen post til ham i dueslaget, og kun en datter på trappen, der snoede sit hår med fingrene og var fordybet i en bog. Russell kantede sig uden om hende og låste sig ind i sit andet hjem: et værelse på omkring fem kvadratmeter med en jernseng og et falmet tæppe, en lænestol, der sikkert kunne huske habsburgerne, og om dagen en vidunderlig udsigt over tagene, der faldt ned mod havnen og Adriaterhavet længere ude. Badeværelset, som han delte med sine hovedsageligt serbiske medgæster, lå lige på den anden side af gangen.

   Russell lagde sig på den alt for bløde seng, skuffet, men ikke rigtig overrasket over, at der ikke var brev fra Effi – selv når hun »hvilede sig«, havde hun aldrig været den store brevskriver. For at kompensere læste han brevet fra Paul, som var kommet et par dage før. Som sædvanlig var hans søns skriftsprog mærkeligt formelt, næsten rørende. Han skulle giftes med Marisa fredag den 10. september, og de håbede, at Effi og hans far ville gøre dem den ære at deltage i ceremonien i Saint Marys kirke i Kentish Town. Solly Bernstein, Russells mangeårige britiske agent og Pauls nuværende arbejdsgiver, skulle føre bruden op, da Marisas forældre var døde under en rumænsk pogrom. Solly sendte også sine hilsner og ville vide, hvor den nye historie blev af.

   »Jeg arbejder på den«, mumlede Russell for sig selv. London syntes ligesom september at være langt væk.