David Downing: Masaryk-banegården

4. december

   Han kiggede på uret og rejste sig tungt igen – han havde et møde med en kilde den aften og var sulten nok til at spise til aften først. Der var stadig ingen i receptionen nedenunder, og den fulde engelske soldat, der stod i døren, ledte efter et mindre pænt sted. Russell fortalte ham vejen til Piazza di Cavana og så efter manden, da han slingrede usikkert af sted ned ad den brolagte gade. Det skulle nok vise sig at være et problem at få bukserne af uden at falde.

Restauranterne i Barriera Nuova havde allerede godt gang i forretningen, og nogle hårdføre sjæle sad ude under stjernerne med deres frakker knappet op i halsen. Russell fandt et bord indenfor, bestilte pollo ai funghi og sad der med sit glas chianti og spiste ciabatta med smør på og mindedes sit og Effis yndlingstrattoria på Ku’damm, dengang nazisterne bare var en ond drøm. En times tid senere var han tilbage i den gamle bydel, hvor han gik op ad en smal, snoet gade mod slottets silhuet. En stentrappe førte ham op til døren til en nedslidt delikatesseforretning, hvis baglokale også fungerede som restaurant. Der var kun fire borde og kun én kunde – en mand på omkring 40 år med tilbagestrøget sort hår og mørke, klare øjne i et bemærkelsesværdigt skinnende ansigt. Han bar et billigt jakkesæt over en kraveløs skjorte og så ud til at være mere end klar til at spille sig selv i en Hollywood-film.

   »Goddag, Meester Russell,« sagde manden og rejste sig en anelse for at række hånden frem efter at have tørret den af i en serviet. En tallerken med to kyllingeben, der var pillet helt rene, stod sammen med en halvtømt flaske rødvin på den snavsede dug.

   »Goddag, hr. Artucci”.

   »Kald mig bare Fredo”.

   »Okay, jeg hedder John”.

   »Okay, John. La’ os få et glas,« råbte han over skulderen, og en ung kvinde i en grå kjole næsten løb hen til bordet med et. »Du ka’ godt lukke nu,« sagde Artucci til hende og skænkede vin op til Russell. »Min ven Armando siger, at De er interesseret i kroater. Fader Kozniku, som kører Draganovićs kontor her i Trieste. Ja?”

   Russell hørte kvinden lukke sig ud og lukke døren efter sig.

   »Jeg ka’ forstå, at Deres veninde arbejder på det kontor,« begyndte han. »Jeg vil gerne møde hende.

Artucci rystede trist på hovedet. »Det er umuligt. Og jeg ved det hele fra hende. Men penge taler først, ikke sandt?”

   »Altid,« sagde Russell ironisk og brugte de næste par minutter på tålmodigt at sænke italienerens overdrevne forventninger til noget, han rent faktisk havde råd til.

   »Nå, hva’ ved De så?” spurgte Artucci og tændte en cigaret, som lugtede endnu værre end Kuznakovs mærke.

   Russell gav ham et sammendrag. Han var blevet opmærksom på sagen, da han havde været udstationeret på CIC-kontoret i Salzburg i 14 dage året før. Da amerikanerne havde besluttet ikke at retsforfølge en kroatisk præst ved navn Cecelja for krigsforbrydelser, var de begyndt at bruge ham som rejsearrangør for folk, de ville have ud af Europa. Da han undersøgte manden i løbet af de næste par måneder, blev det klart for Russell, at Cecelja langt fra arbejdede alene, men blot var en del af en meget større organisation, som blev styret fra Vatikanet af en anden kroatisk præst ved navn Krunoslav Draganović. Ved hjælp af et helt netværk af præster, herunder fader Kozniku her i Trieste, solgte og arrangerede Draganović passage fra Central- og Østeuropa for alle mulige flygtninge og folk på flugt fra et eller andet.

   Amerikanerne kaldte det samlede foretagende for »Rat Line«, men Russell tvivlede på, at de vidste, hvor forskelligartede »rotterne« var blevet. Ud over de grundigt afhørte sovjetiske afhoppere, som det amerikanske CIC var opsat på at redde fra MGB’s straf, havde Russell indtil videre identificeret flygtende nazister, højtstående kroatiske veteraner fra det fascistiske Ustashe og et bredt udvalg af alle de østeuropæiske netværk af mænd, der holdt hinanden ved magten, og som havde klamret sig til Hitlers modbydelige sag. Amerikanerne betalte Draganović 1.500 dollars pr. person for dem, de ville have ud, men de andre var, så vidt han vidste, sager, man påtog sig som velgørenhed.

   Artucci lyttede tålmodigt og pustede så røg ud. »Nå, hva’ ville De så spørge om?”

   »For det første – er Draganović og hans folk kun med for pengenes skyld? Eller er de politisk motiverede og bruger de penge, de får af amerikanerne, til at understøtte en virksomhed til gavn for deres højreorienterede venner?”

   »Hmm,« sagde Artucci, som om han nød spørgsmålets kompleksitet. »Lidt af begge dele, tror jeg. De ka’ godt li’ penge, de kan ikke li’ kommunister. Det kommer i sidste ende ud på det samme”.

   »Det er ikke til megen hjælp,« sagde Russell og gjorde sin holdning klar.

   »Jamen, hva’ skal jeg sige? Jeg ka’ ikke se ind i Draganović’ hjerne. Men de kroater, han hjælper, de myrder for femten dollars. De ser kun femten hundrede i drømme”.

   »Okay. Har amerikanerne, så vidt De ved, kun købt passage for sovjetiske afhoppere og flygtninge? Eller har de også punget ud for nazister og Ustashe?”

Dette var på mange måder det afgørende spørgsmål. Hvis amerikanerne af en eller anden forskruet politisk grund hjalp visse krigsforbrydere med at slippe væk fra Europa og retfærdigheden, så havde han en rigtig historie. Ikke en, som hans amerikanske chefer i Berlin ville have blev offentliggjort, men med lidt held ville de aldrig få kendskab til hvem, kilden var. I over et år havde Russell brugt en fiktiv signatur til de historier, der kunne gøre en eller begge hans arbejdsgivere i efterretningstjenesterne vrede, og spøgelset Jakob Brüning var ved at blive en af den europæiske journalistiks mere respekterede stemmer. Så vidt Russell vidste, var det kun Solly og Effi, der var klar over, at han og Brüning var én og samme person.

   Artucci overvejede hans spørgsmål. »Det er svært,« sagde han til sidst. »Hvordan skal jeg sige det? Alle disse mennesker – amerikanerne, briterne, Draganović og hans folk – de har jo alle en dagsorden, ikke? Denne her ”Rat Line” er bare en brik. Jeg ved ikke, om amerikanerne betaler Draganović for, at nazister eller Ustashe kan flygte, men de snakker alle sammen med andre. Her i Trieste. Og briterne snakker med Ustashe og giver dem våben. Og alle ved, at de hjalp Pavelić med at flygte, alle. Hvorfor gør de det, hvis det ikke er for at stemme hans Križari, de mænd, de vil ha’ til at kæmpe mod Tito og russerne, mildt?”

   Han havde nok ret, tænkte Russell. Det var under alle omstændigheder svært at mene, at Ustashe skulle være acceptable allierede – de havde rutinemæssigt begået grusomheder, som nazisterne ville være veget tilbage for – men som Artucci sagde, havde de allierede faktisk tryllet den afskyelige Ustashe-leder Ante

Pavelić væk til Sydamerika. Og hvad var amerikanernes aktuelle alternativer?

Når det gjaldt potentielle allierede, var de forståeligt nok – om end lidt tåbeligt – tilbageholdende med at sætte deres lid til socialdemokraterne, og så var der kun partierne på den besmudsede katolske højrefløj tilbage. Nazikollaboratører, fascister blot ikke af navn, men pålidelige antikommunister. Alle vidste, at Križari – de kroatiske »korsfarere« – var Ustashe i nye klæder, men så længe de tog kampen op mod Tito, havde de intet at frygte fra Vesten.

   Da Artucci blev bedt om navne, gav han modvilligt to – unge mænd fra Osijek, der boede nær jernbanestationen, som havde hængt ud omkring Koznikus kontor i den sidste uges tid. De ventede på noget, tænkte Artucci. »Og de plager min Luciana,« tilføjede han indigneret. Han tilbød at komme med flere navne på stykprisbasis, forudsat at Russell kunne garantere hans anonymitet. »Nogle af disse mennesker tror, at mord ikke er noget særligt”.