David Downing: Masaryk-banegården

5. december

Men han virkede ikke bekymret, da han gik ud i mørket med Russells dollars i sit pengebælte og med spændstige skridt. Russell skævede til ham og gik så ned ad samme gade. Artucci var nok mindre velinformeret, end han selv troede, men han kunne sagtens bruges til noget.

   Da Russell nåede frem til sit pensionat, besluttede han, at det var for tidligt at lukke ned for natten, og fortsatte mod strandpromenaden. Halvvejs nede ad en smal gade blev han opmærksom på fodtrin bag sig og satte forsigtigt farten op, før han kiggede sig over skulderen. En mand fulgte efter ham, men om det var med vilje, var umuligt at sige. Der var ingen tegn på fjendtlige hensigter, og skridtene viste ingen tegn på at blive hurtigere. Russell holdt ørerne stive og fortsatte med at gå, og til sidst gik manden en anden vej. Russell fik nogle gange fornemmelsen af, at det var en hobby blandt triestinerne at skræmme fremmede.

   Han endte som sædvanlig på Piazza Unità. Byens sociale centrum kunne prale af en velholdt have med musikpavillon og fem berømte caféer, der var blevet etableret i den habsburgske tid. Russells favorit var San Marco, hvor forfattere traditionelt mødtes. Ifølge myterne havde James Joyce arbejdet på Ulysses ved et hjørnebord, hvorfra han ofte blev hentet af sin rasende elskerinde med det udsøgte navn Nora Barnacle.

   Caféen var sådan cirka halvfuld. Russell bestilte en godnatdrink, snuppede en efterladt italiensk avis fra et nabobord og bladrede overfladisk gennem dens tynde indhold. Intet så ud til at være en besværlig oversættelse værd. Da det lille glas med rubinrød væske blev serveret, sad han og nippede til den og tænkte på næste dag. Otte timer til med Kuznakov og hans cigaretter, med Farquhar-Smith og Dempsey og deres dumme spørgsmål. Russell vidste ikke, hvad han afskyede mest – de typer i hærens efterretningstjenester, som krigen havde frembragt, og som ikke anede, hvad de lavede, eller de nye professionelle, som nu satte deres præg på Berlin, og som var for døde indeni til at vide, hvorfor de gjorde det.

   Russell sad og holdt om et næsten tomt glas, da døren gik op og afslørede en velkendt skikkelse. Jevgenij Sjtjepkin kiggede rundt i lokalet og afslørede kun med en svag krusning af læberne, at han havde bemærket Russell, og satte sig ved det nærmeste tomme bord, før han tog sin hat og sine handsker af. En tjener skyndte sig hen til ham, tog imod hans bestilling og kom tilbage et par minutter senere med en espresso. Da han tog sin første slurk, fik den hvidhårede russer øjenkontakt for første gang. Da han satte koppen ned, var en let bevægelse af hovedet et forslag om, at mødes udenfor.

   Russell sukkede. Han havde ikke forventet at se Sjtjepkin her i Trieste, men russeren havde for vane at dukke op ved hans side, både fysisk og i overført betydning. Han bragte sjældent godt nyt, men af grunde, som Russell aldrig fandt helt overbevisende, var han glad for manden. Deres skæbner havde været flettet sammen i næsten et årti nu, først ved at arbejde sammen mod nazisterne og derefter i en fælles beslutning om at undslippe Sovjets favntag. Sjtjepkins familie i Moskva var gidsler for hans fortsatte loyalitet, mens Russell var begrænset af sovjetiske trusler om at afsløre hans hjælp til at sikre Sovjet tyske atomhemmeligheder. For Stalin og MGB-chefen Lavrentij Berija var Russell sovjetisk dobbeltagent, og Sjtjepkin var hans føringsofficer. Hvad amerikanerne angik, var det modsatte tilfældet. Alt dette gav Russell og Sjtjepkin et vist spillerum – at hjælpe ’fjenden’ kunne altid retfærdiggøres som en del af bedraget. Men det bandt dem også til det spil, de begge ville ud af.

   Efter at have betalt regningen gik Russell ud på pladsen. En lastbil fra den britiske hær buldrede forbi på strandpromenaden og ydede fysisk støtte til det Union Jack, der blafrede fra toppen af musikpavillonen. Himlen var klar, temperaturen faldt stadig, og han slog kraven på sin jakke op mod den brise, der kom ind fra havet.

   Sjtjepkin dukkede op cirka fem minutter senere og knappede sin frakke. Russell fik et pludseligt minde om en meget kold dag i Krakow, hvor russeren nærmest moderligt skældte ham ud, fordi han ikke havde hat på.

   De gav hinanden hånden og gik langsomt rundt i haven.

   »Er du lige kommet fra Berlin?” spurgte Russell på russisk.

   Russeren nikkede.

   »Hvordan går det? I Berlin, mener jeg”.

   »Det er interessant. Kan du huske den store omvæltning i september sidste år? Nogen i toppen fik den lyse idé at slå MGB og GRU sammen, så KI blev oprettet. Det føltes som en dårlig idé dengang, og det er kun blevet værre. I dag er der ingen, der ved, hvem de skal stå til ansvar over for, eller hvem de skal passe på. Forskellige grupperinger er endt med at forsøge at snuppe de samme mennesker fra vestzonerne. Nogle af vores folk i Berlin rekrutterede KI-medarbejdere som stikkere uden at vide, hvem de var”.

   Sjtjepkin var altid irriteret over inkompetence, selv hos sine fjender. »Og hvordan ser det mere overordnede billede ud?” spurgte Russell tålmodigt. Han havde ikke haft den sovjetiske efterretningsmaskines prøvelser og trængsler i tankerne, da han stillede sit spørgsmål.

   »Alvorligt,« sagde Sjtjepkin. »Jeg tror, Stalin har besluttet sig for at teste amerikanernes beslutsomhed. Det bliver ikke noget dramatisk, bare lidt her, lidt der, ikke noget, der er værd at gå i krig for. Bare løsne deres greb om byen, en finger ad gangen, indtil den falder i vores hænder”.

   »Det kommer ikke til at virke,« sagde Russell med større sikkerhed, end han følte. Han tvivlede ikke på amerikanernes vilje til at gøre modstand, kun på deres evne til at finde ud af hvordan og hvornår.

   »Det må vi ikke håbe.« Sjtjepkin var enig. »Vi kan begge vise os at være overflødige, hvis Stalin får sin vilje. Men …”

   Der lød et skud langt borte, mange gader væk. Det var ikke ualmindeligt i Trieste, og det så sjældent ud til at have fatale konsekvenser.

   »Hva’ var det, du var ved at sige?”

   »Jo, altså. Dit fravær er blevet bemærket, selv af Tikhomirov. Og unge Schneider savner dig meget,« tilføjede han ironisk. »Han mistænker dig for at forlænge dit ophold her uden nogen særlig grund”.

   »Du ka’ sige til Schneider, at jeg forlænger mit ophold her for at undgå ham –”

   »Det gør jeg ikke –”

   »- men den egentlige grund er, at de ikke vil gi’ slip på mig. Der er så mange af dine landsmænd, der dukker op her uden at være inviteret, og jeg er den eneste, de har, som kan tale med dem”.

   »Javel, ja. Måske kan jeg gøre noget ved det. Måske en lokal frivillig?”

   »Det ville hjælpe, hvis dine folk holdt op med at plante falske afhoppere blandt de rigtige. Kuznakov skal nok holde mig beskæftiget den næste uge”.

   »Nå, så du fik øje på ham, hva’?” sagde Sjtjepkin og sugede sine magre kinder ind og lød som en tilfreds skolelærer. »Men du angav ham alligevel ikke? Han er alligevel en idiot, og jeg ka’ fortælle mine folk, at du hjalp ham med at slippe igennem. Vi har brug for alle de succeser, vi ka’ opdrive”.

   »Har vi det? Jeg troede ellers, vi klarede os ret godt”.

   »Joh, men Tikhomirov og Schneider er ikke enige. De ved, at det at opbygge amerikanernes tiltro til dig kræver, at de engang i mellem ofrer en af deres egne, men de bryder sig stadig ikke om at gøre det, og de har brug for en lejlighedsvis påmindelse om, at din anvendelighed rækker udover den øjeblikkelige”.

   »Okay. Men for at vende tilbage til det oprindelige emne – amerikanerne sender mig til Beograd om et par uger, så Berlin bliver nødt til at vente mindst lige så længe”.