David Downing: Masaryk-banegården

6. december

 Sjtjepkin blev interesseret. »Hva’ vil de ha’, du ska’ lave der?”

   »De er stadig i gang med at beslutte sig. De vil ha’ mig til som journalist at føle dem, jeg kan, på tænderne, finde ud af, hvor reel striden mellem Tito og Stalin er. Men hvis tidligere erfaringer er noget at gå efter, har de også en liste over folk, som de vil ha’ mig til at kontakte. Potentielle allierede – hvis de altså har nogen tilbage”.

   Sjtjepkin var et øjeblik tavs. »Der er ikke den store forskel på journalistik og spionage,« sagde han til sidst og lød næsten overrasket.

   »Det ene er ulovligt,« mindede Russell ham om.

   »Det er rigtigt,« erkendte Sjtjepkin. »Vi vil selvfølgelig gerne ha’ kopier af alle rapporter. Og der kan være folk, vi gerne vil ha’, du møder. Jeg giver dig besked”.

   »Det lyder ildevarslende. Hvis Tito og Stalin virkelig er blevet uvenner, så er mit sovjetiske »gå-ud-af-fængslet«-kort ikke meget værd”.

   »Dit hva’?”

   »Det er et brætspil, der hedder Matador,« forklarede Russell. »Hvis man lander på et bestemt felt, kommer man i fængsel. Men hvis man allerede har et »gå-ud-af-fængslet-kort«, bliver man løsladt med det samme”.

   »Fascinerende. Og hva’ går det spil ud på?”

   »At ruinere sine modstandere ved at opkøbe ejendomme og indkræve husleje, hver gang de lander på en”.

   »Hvor vidunderligt kapitalistisk”.

   »Ja, det er det. Men for at vende tilbage til sagen – jeg vil ikke være til megen nytte i Berlin, hvis jeg sidder i fængsel i Beograd”.

   »Det skal jeg huske,« sagde Sjtjepkin med et smil. De havde gået en runde og var halvvejs gennem den næste. Til venstre for dem tegnede to britiske krigsskibe sig som silhuetter mod havet og himlen. »Jeg var i Prag for et par dage siden,« sagde Sjtjepkin og overraskede Russell. Russeren gav sjældent frivilligt oplysninger om sig selv eller sine andre aktiviteter fra sig.

   »Det var vel ikke særlig sjovt?” antydede Russell. Kommunisterne havde overtaget magten kun seks eller syv uger før, og kort tid efter var den vestvenlige udenrigsminister Jan Masaryk angiveligt sprunget i døden fra et vindue i Czernin-paladset. Ifølge Buzz Dempsey havde grænserne reelt været lukket lige siden, mens partiet ubarmhjertigt strammede sit greb.

   ”Ja, det ku’ man sige,” sagde Sjtjepkin.

   ”Jeg havde ventet noget bedre af tjekkerne”.

   ”Hvorfor det?”

   ”Du kender jo din Marx. Et industrisamfund med en rig kultur – er det ikke det, der skal være grobund for socialismen?”

   »Jo, selvfølgelig. Men tjekkerne har os, bondesamfundet, der kom først, at slås med. Og jo mere civiliseret landet er, jo tættere må vi skrue låget til.«

   Sjtjepkin havde ret, tænkte Russell. Det var det samme overalt. I Berlin klagede hans ven Gerhard Ströhm konstant over, at Sovjetunionen ødelagde de tyske kommunisters chancer for at skabe noget værdifuldt.

   »Hør her,« sagde Sjtjepkin, «jeg forstår din modvilje mod at komme tilbage til Berlin …”

   »Gør du?”

   »Jeg ved, hva’ du lavede, før du rejste, og du laver sikkert det samme her. Ingen af parterne har været kræsne med, hvem de har rekrutteret, og det bliver de mindre og mindre for hver måned, der går. Begge har ansat en go’ portion tidligere nazister. For at bevare sin troværdighed som dobbeltagent er man nødt til at ofre folk på begge sider – amerikanske agenter til os, vores agenter til amerikanerne. Men så vidt jeg kan se, har hver eneste af dem, du har forrådt, været tidligere nazist. Du er stadig i krig.«

   »Og hva’ er der så galt med det?« ville Russell vide.

   »To ting,« sagde Sjtjepkin. »For det første vil begge sider på et tidspunkt begynde at undre sig over, hvor engageret du egentlig er i at bekæmpe deres nye fjende. Og for det andet vil du snart løbe tør for nazister. Hva’ vil du så gøre?«

   »Det, jeg er nødt til, går jeg ud fra. Jeg håbede, du kunne trylle os ud af alt det her, før jeg nåede så langt. For tre år siden snakkede du om at afsløre en hemmelighed, der var så forfærdelig, at den ville fungere som et »kom-udenfor-Stalins-rækkevidde«-kort. Var der ikke en uskyldig fuglekigger, der ved et uheld tog et billede af Berija, der skubbede Masaryk ud af vinduet, som vi kunne bruge til at afpresse svinet?«

   »Det var klokken tre om morgenen.«

   »Ærgerligt.«

   De grinede begge to.

   »Vi mødes igen på torsdag,« besluttede Sjtjepkin. »Her, på samme tid.«

   Det var næsten midnat, men Russell følte sig stadig mere rastløs end søvnig. Han gik nordpå langs strandpromenaden og passerede grupper af sammenkrøbne flygtninge og en mistænkelig stak kasser, der blev bevogtet af en gruppe jøder – flere våben til Haganahs krig mod araberne. Hitler havde været død i næsten tre år, men så mange af de konflikter, hans krig havde skabt, var stadig uløste. En linje fra et for længst glemt digt kom tilbage til Russell: »Krig er bare et ord for det, som freden ikke kan skjule.«