Black Lives Matter: Erfaringer fra Syrien
I solidaritet med dem der er på gaden i USA, reflekterer Leila Al-Shami over, hvilke erfaringer fra den syriske revolution, der kunne være brugbare.
Oversat af Dennis Petersen fra Leila’s Blog
Folk rejser sig til kamp, når de ikke længere kan få vejret
I Syrien var den første demonstration som fandt sted en direkte reaktion på politibrutalitet. Den 17. februar 2011, samledes omkring 1500 personer sig i Hareeqa-bydelen i Damaskus, efter en episode hvor trafikpoliti gennembankede en lokal handelsmands søn. Den større sammenhæng som opstanden var en del af var dog fire årtiers politisk undertrykkelse og socioøkonomisk uretfærdighed under Assas-diktaturet, og den fremdrift som den transnationale revolutionære bølge, der var ved at opstå i regionen, gav.
Demonstrationerne voksede eksponentielt som reaktion på de yderligere voldshandlinger som staten udøvede mod demonstranterne. Det brutale drab på den 13-årige Hamza al-Khateeb, som døde i politiets varetægt efter at være blevet tilbageholdt ved en demonstration i Daraa, fik tusinder til at gå på gaden. Jo mere brutalt styret reagerede på protesterne, jo mere opildnedes det syriske folk. Snart blev krav om reformer til råb på revolution.
Det brutale drab på George Floyd fungerede også som en katalysator for protestester i USA. Det kommer imidlertid i halen på den langvarige, systematiske, samfundsmæssige og institutionelle racisme; den sociale, politiske og økonomiske marginalisering af sorte befolkningsgrupper; en lang historie med politibrutalitet som rammer sorte mænd uforholdsmæssigt meget. Statens svar på de nuværende protester vil være en afgørende faktor for, hvilken retning bevægelsen følger fremover.
Sociale bevægelser er mangefacetterede, og omfatter mange forskellige strømninger
Den syriske revolution var karakteriseret ved sin mangfoldighed. Den bestod af mænd og kvinder fra alle Syriens forskellige lokalområder, og fra alle etniske og religiøse grupper, som var forenet omkring mål om frihed, demokrati og social retfærdighed. Den omfattede uden tvivl også forskelligartede politiske strømninger, efter som der ikke blev formuleret noget politik program for Syriens fremtid ud over de nævnte umiddelbare mål – det blev antaget, at det var noget man ville nå frem til igennem en valgproces.
Selv om bevægelsen bestemt omfattede mange indbyrdes modsigende elementer, havde ekstreme islamister ikke nogen synlig tilstedeværelse i begyndelsen, selv om det ellers blev påstået i propaganda fra statens og dens støtters side. Ekstremistisk islamisme voksede frem over årene, som modsvar til det voldelige kaos staten skabte, og som en fortsættelse af udviklingen fra fredelige demonstrationer og hen imod væbnet kamp.
Modsat den proces er elementer fra det yderste højre helt fra starten synlige i gaderne i USA, hvor de prøver at kapitalisere på og kapre protesterne til at tjene deres egne mål. Deres tilstedeværelse er ikke en grund til at afvise hele bevægelsen. Progressive mennesker bør i solidaritet stå side om side med de progressive elementer og fællesskaber som er hårdest ramt af statens vold. Vi giver styrke til dem gennem vor solidaritet, som afspejler de værdier og idealer vi står for, og støtter dem til at vokse og på en effektiv måde udfordre deres modstandere.
Staten vil bagvaske en bevægelse og udstille den som ekstremistisk, mens den angriber progressive elementer og lader ekstremisme blomstre
I Syrien blev fredelige demonstranter tilsværtet som “islamiske ekstremister”. Denne tilsvining af bevægelsen blev brugt som en retfærdiggørelse af statens eskalering af vold og undertrykkelse, og havde til sigte at retfærdiggøre nedkæmpelsen af oppositionen både over for indenlandske og udenlandske tilskuere. På samme tidspunkt som den syriske stat begyndte at indfange tusindvis af fredelige pro-demokratiske demonstranter til formodet død-ved-tortur, frigav den islamiske ekstremister fra fængsel.
Nogle af dem, som blev løsladt fra statens varetægt i 2011 og 2012, endte med at skabe de mest benhårde islamistiske brigader, så som Zahran Aloush – den tidligere leder af Jaysh al-Islam, Hassan Abboud – tidligere leder af Ahrar al-Sham, og en lang række personer som blev en del af lederskabet i både det al-Qaeda-tilknyttede Jabhat al-Nusra og i ISIS. Assad tilskyndede også til voldshandlinger foretaget af shabbiha (sekteriske, regimetro militser, red.), for på den måde at opildne til et voldeligt modsvar fra oppositionen og derved frembringe en voldsspiral, i hvilken staten – som værende den bedst bevæbnede aktør – altid ville have overhånd.
Politiet jagter fredelige demonstranter og ignorerer bevæbnede fascister
I den amerikanske sammenhæng er der dukket en lang række videoer op til overfladen, som viser politiet gå efter fredelige demonstranter med tåregas og anholdelser, alt imens bevæbnede fascister strejfer rundt i gaderne uantastet og ser ud til at fremprovokere voldshandlinger. Donald Trump har allerede udpeget den anti-fascitiske bevægelse (ANTIFA) som den primære trussel, beskyldt den for at være ansvarlig for voldshandlinger og plyndringer, og har annonceret hensigter om at betegne ANTIFA som en terrororganisation. Trump-tilhængere og højreekstreme grupper benytter sig af taktikker, som er designet til at anspore voldelige modsvar.
Demokrati-forkæmpere vil altid være den primære trussel imod et autoritært regime – i og med de er legemliggørelsen af alternativet. At fremstille oppositionen som “terrorister” giver staten mulighed for at retfærdiggøre en ekstrem nedkæmpelse af oppositionen, ved at fremstille sine handlinger som et sikkerhedsmæssigt tiltag (en “krig mod terror”), som er skabt for at genetablere stabilitet. Det giver yderligere staten mulighed for at dehumanisere sine modstandere, og dermed anspore til støtte til deres udryddelse. Assad betegnede syriske demonstranter som “bakterier” – Trump ser demonstrerende amerikanere som “bøller”. Truslen om vold vil blive brugt til at afskrække folk fra at demonstrere. Både Assad og Trump truede med at bruge militæret til at knuse bevægelsen (og Assad gjorde alvor af sin trussel).
Modstandere af bevægelsen vil beskylde demonstranter for at være fremmede agenter og betalt af fremmede magter
Syriske revolutionære er blevet nægtet enhver selvstædig evne til at anstifte til oprør imod et undertrykkende regime. Fra starten af har regimets offentlige holdning til protesterne være indrammet af konspirationsteorier. Statslige medier talte om “infiltratorer” og “bevæbnede bander”, som skabte kaos, og om “fremmede magter” og “salafistiske terrorister” som ansporede til vold. I Assads første tv-transmitterede tale til Folkeforsamlingen, som svar på protesterne i marts 2011, advarede han om, at Syriens “fjender hver eneste dag arbejder organiseret, systematisk og videnskabeligt på at underminere Syriens stabilitet”.
“Den syriske stat blev fremstillet som et offer, til trods for at den havde et absolut voldsmonopol. Hen over årerne har både regimet og dets støtter holdt fast i denne fortælling.”
Den syriske stat blev fremstillet som et offer, til trods for at den havde et absolut voldsmonopol. Hen over årerne har både regimet og dets støtter holdt fast i denne fortælling. Syriske revolutionære er blevet tilsværtet for at være agenter for USA, Israel og Golf-staterne, til trods for det absolut idiotiske i påstanden om at CIA på en eller anden måde skulle have kunnet mobilisere hundredetusindevis af mennesker fra Qamishli til Daraa, eller at syrerne skulle være tilfredse med at få deres børn tortureret til døde, lige indtil en eller anden klog hvid mand kom og gav dem besked på at gøre noget ved det.
I USA har Minnesotas guvernør, Tim Walz påstået at hovedparten af dem, der laver plyndringer og hærværk, kunne komme fra andre steder end byen, fast besluttede på at “angribe civilsamfundet” og “indgyde frygt”. Det er også blevet antydet, at protestbevægelsen er støttet og endda startet af Rusland. På CNN sagde den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Susan Rice at “Det ville ikke være en overraskelse at finde ud af at de via sociale medier har tilskyndet nogle af disse ekstremister på begge sider… Jeg ville ikke blive overrasket over at finde ud af, at de finansierer det på en eller anden måde.”
I tider med oprør vil konspirationsteorier trives. De har til formål at aflede opmærksomheden fra den kendsgerning af der er involveret rigtige mennesker som er rigtigt forurettede, og deres mål er at støtte staten ved at miskreditere oppositionen. På et tidspunkt vil konspirationsteorierne uundgåeligt taget en antisemitisk drejning og lede tilbage til George Soros og “jøderne”. Konspirationsteorier kan hænde at blive spredt at personer som formelt set er allierede. Den bedste måde at beskytte sig mod dette på, er ved at lytte til hvad dem der er direkte involverede i bevægelserne har at sige og konstant at udøve kildekritik.
Regeringers legitimitet findes blandt folket
Syrene har igen og igen fået at vide af udefrakommende, at de burde opgive deres kamp og acceptere at blive tortureret, voldtaget, gasset, bombet og sultet, fordi Assad er den “legitime” leder af Syrien. Det siges til trods for, at Assad ikke en eneste gang har vundet et frit og fair valg, men derimod har arvet diktaturet fra sin far. Syrere er åbenbart ikke klar til demokrati, og skulle Assad gå hen og blive væltet, ville hvad end der kom i stedet være værre end det aktuelle, folkemyrdende regime. Ikke desto mindre afholdt De Fri Syrere de første demokratiske valg i områder befriet fra regimet, oprettede lokale råd til deres selvstyrende fællesskaber og kæmpede hårdt for at forsvare deres autonomi, til trods for gentagne angreb på civile bygninger fra både regimets og autoritære islamisters side.
I modsætning hertil er USA et demokrati, og Trump blev valgt som præsident. Men givet at den store del af befolkningen føler sig forurettet, er dette alligevel ikke nogen grund til at være imod de igangværende protester. Folk har altid ret til at udfordre og udskifte deres ledere – uanset om de er valgte eller ej.
Hvorvidt andre stater støtter eller fordømmer en bevægelse (eller staten) afhænger udelukkende af deres egne interesser
Mange stater støttede Syriens protestbevægelse retorisk, men få gav praktisk støtte. USA kom for eksempel selv med mange udtalelser, hvori de krævede Assads afgang, men forhindrede den væbnede opposition i at modtage de tunge våben, den havde brug for – for at kunne forsvare dens områder fra de luftangreb, som var hovedårsagen til Syriens ødelæggelse, høje dødstal og bølger af fordrivelser, og som kunne have ændret magtbalancen på jorden. USAs støtte var drevet af et ønske om at tvinge Assad til forhandlingsbordet, snarere end et ønske om at vælte regimet.
Da Washington med tiden greb militært ind i Syrien, var det kun i sammenhæng med “Krigen mod terror” og mod ISIS. I modsætning hertil gav fremmede magter, som Rusland og Iran, betydelig militær og diplomatisk støtte til regimet. Ruslands interesser var sandsynligvis primært betinget af et ønske om at skabe en modbalance til USA’s interesser i regionen (snarere end af nogen kærlighed til det syriske regime), og ligeledes et ønske om at afprøve nye våben på det syriske folk. Iran har altid set det syriske regime som en allieret, der skaber et link imellem Tehran og Iran’s klient, Hezbollah i Libanon.
“Kina har retorisk støttet den antiracistiske protestbevægelse og sagt, at den understreger landets “kroniske sygdom” racisme – uden at skele til, at den kinesiske stat på nuværende tidspunkt har indespærret mere end en million Uighur-muslimer i koncentrationslejre”
For USAs vedkommende nu, har aktører fra EU udtalt, at de er “chokerede og forfærdede” over drabet på George Floyd, og har gentaget deres støtte til fredelige protester, i vendinger der er meget lig dem, der blev brugt som reaktion på de syriske protester for over 8 år siden.
Kina – som er rasende over Washingtons støtte til prodemokrati-bevægelsen i Hongkong, og over kritikken af håndteringen af coronavirus – har været mere klar i mælet. Landet har retorisk støttet den antiracistiske protestbevægelse og sagt, at den understreger landets “kroniske sygdom” racisme – uden at skele til, at den kinesiske stat på nuværende tidspunkt har indespærret mere end en million Uighur-muslimer i koncentrationslejre.
Selvfølgelig er stater ikke vores allierede. Heldigvis er amerikanerne ikke i en situation, hvor staten bruger våben designet til konflikter mellem stater imod demonstranter, hvilket ville gøre demonstranterne mere afhængige af støtte udefra til beskyttelse mod udslettelse. På trods af deres udtalelser vil stater, når alt kommer til alt, arbejde sammen for at sikre staters stabilitet og knuse ethvert folkeligt krav, der ses som værende for radikalt, eller som truer den bestående orden på en måde, som staterne ikke selv kan kontrollere.
Det vigtigste er, at folk står sammen, skulder ved skulder, i solidaritet imod autoritære regimer, politibrutalitet, racisme, patriarkatet og socioøkonomisk uretfærdighed. På dette punkt har den amerikanske protestbevægelse på nuværende tidspunkt tiltrukket sig solidaritet fra folk over hele kloden. De Frie Syrere var ikke så heldige. Igennem mellemfolkelig solidaritet kan vi udveksle synspunkter, taktikker og kamperfaringer. Efter ni år med revolutionær kamp, som stadig fortsætter, har syrere meget at bidrage med til amerikanerne på disse punkter. Sammen er vi stærke.
En autoritær stat vil gå efter medierne
Under Assads diktatur har Syrien aldrig haft frie medier. Under revolutionen blev journalister centrale mål for anholdelser og snigmord på grund af deres vidneudsagn og rapporter om statens brutalitet. Utallige journalister med syrisk statsborgerskab har mistet livet i deres forsøg på at rapportere om regimets forbrydelser til resten af verden. De har ikke kun været mål for staten, men også for andre autoritære grupper som har slået hårdt ned på uafhængige stemmer og på civilsamfundet. Udenlandske krigskorrespondenter er også blevet bevidst myrdet af regimet, bl.a. den amerikanske journalist Marie Colvin, som blev dræbt, mens hun dækkede belejringen af Homs i 2012. I mellemtiden forsøger regimet og dets støtter at styre den historie, der fortælles gennem statslige og statsvenlige medier.
“Det er vigtigt at give så meget støtte som muligt til uafhængige medier, og især borgerjournalister, som er med, hvor det sker, og kan give mere velinformerede analyser af situationen, efterhånden som den udvikler sig.”
I USA har der været en lang række eksempler på, at politiet bevidst er gået efter journalister under demonstrationerne for George Floyd. Nogle gange har det haft et klart racistisk element, sådan som anholdelsen af en sort CNN-rapporter … imens hans hvide kolleger blev ladt i fred. Ifølge en rapport fra de uafhængige open source-efterforskere hos Bellingcat “er journalister blevet skudt med gummikugler, har været mål for lys-granater, er blevet tåregasset, fysisk angrebet, har fået peberspray og er blevet anholdt”.
Det er vigtigt at give så meget støtte som muligt til uafhængige medier, og især borgerjournalister, som er med, hvor det sker, og kan give mere velinformerede analyser af situationen, efterhånden som den udvikler sig, og på den måde skaber en levende sammenhæng og forbindelser til dem, der er mest direkte påvirket af begivenhederne.
Alle har en holdning, Også folk, der absolut ingenting ved
Når en opstand bryder ud, bliver alle til “eksperter” på området fra den ene dag til den anden. Og med det vil jeg slutte dette indlæg. For selv om jeg er så heldig at kunne tale engelsk og have kontakt med nogle mennesker, som deltager, der hvor det sker i de aktuelle protester – hvilket giver mig en vis adgang til informationer om, hvad der sker – så er jeg ikke nogen ekspert. Jeg har kun tilbragt i alt seks uger i USA og har aldrig været involveret i nogen form for politisk organisering der, ej heller har jeg brugt år på at researche og studere landet, dets politik, økonomi og kultur, som måske kunne have gjort mig i stand til at forme en oplyst holdning. Dette er faktisk den ene gang, hvor vi bør fokusere på amerikanske stemmer og lytte til og lære af de mennesker, som er direkte påvirket af situationen.
Denne artikel er oprindeligt bragt på ‘Leila’s Blog’: The US protests: Lessons from Syria
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER
Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)
[…] Af samme forfatter: Black Lives Matter: Erfaringer fra Syrien […]